Category: Abortion

Lægerne anbefalede hende at abortere sit syge barn. Hun afslog. Nu er der mulighed for, at hun kan blive helgen

Den engelske forfatter Chesterton sagde: “Det er et historisk paradoks, at enhver generation omvendes af en helgen, der står i modsætning til den”.

Når man tænker på dette Chesterton citat, er det ikke overraskende at erfare, at man overvejer en kanonisering af Chiara Corbella Petrillo. For at være mere præcis, man åbner hendes sag kun seks år efter hendes alt for tidlige død den 13. juni 2012.

Prøv at stoppe op for et øjeblik. Gennemse din mailhistorik for den 13. juni 2012. Jeg gjorde. Der optrådte ikke nogen nævneværdige mails, det meste var almindelig kommunikation om stort og småt. Og alligevel afsluttedes på denne dag et kristent vidnesbyrd af episk karakter.

***

Enrico og Chiara blev gift i september 2008. Kort efter blev Chiara gravid. De nygifte var overlykkelige. Deres glæde varede imidlertid kort. En ultralydscanning viste, at barnet var misdannet. ”Du ønsker vel at abortere?” var lægernes respons. Men da Chiara så tilbage på billedet af det hjælpeløse barn, var hun fast besluttet på at fortsætte graviditeten. Selv hvis barnet kun skulle få en kort levetid, besluttede hun sig for, at barnet skulle have mulighed for at leve.

Maria Grazia Letizia blev født den 10. juni 2009. Hun levede i 30 minutter, hvilket var længe nok til, at hun blev døbt af en præst. Senere skrev Chiara:

”Hvis jeg havde aborteret hende, tror jeg ikke, at jeg ville mindes dagen for aborten som en dag, der skulle fejres … Det ville være et øjeblik, som jeg ville gøre alt for at glemme resten af mit liv, et øjeblik forbundet med stor lidelse. Men dagen, hvor Maria blev født, vil jeg altid huske som en af de smukkeste dage i mit liv … Længden af tidsrummet hvor vi var forældre er ligegyldigt: en måned, to måneder, et par timer. Det, der betyder noget, er, at vi fik denne gave … og det er noget, som vi aldrig glemmer”.

Maria Letizias begravelse fandt sted to dage efter hendes fødsel. På den lille hvide kiste efterlod hendes forældre et kort med følgende ord:

Vi var tilfredse med at holde dig i favnen blot i en halv time, det gjorde os glade.

Vi kunne ikke holde op med at betragte din næse, som ligner min samt de små hænder og fødder.

Vi havde ikke tid nok til at fortælle dig … at vi elsker dig … Det betyder ikke noget, hvor meget tid vi fik sammen …

Det, der er vigtigt, er at kende Faderen …

Fra din fødsel var du klar (til at kende Faderen), jeg kan ikke finde ord, der beskriver, hvor stolte vi er af dig.

Vi fulgte dig på vej, så langt vi kunne.

Nu skal du møde Faderen …

Endnu en graviditet fulgte. Denne gang viste skanningen, at barnet manglede det ene ben, og det andet var blot en stump, og yderligere skanninger viste, at barnet ingen nyrer havde og som en følge heraf, ville det ikke udvikle lunger, det lille barn ville have vanskeligt ved at trække vejret. Prognosen, for at det ville overleve, var dårlig. Endnu engang havde parret en diskussion med det medicinske personale, om hvorvidt graviditeten skulle fortsættes. Det medicinske personale argumenterede for (overfor Enrico og Chiara) at afslutte barnets liv, mens de alle så på barnet på skærmen, der kæmpede for sit liv.

Et barn er ikke for noget par et spørgsmål om livsstil, det er en gave fra Gud. For dette katolske par fortsatte graviditeten, indtil Davide Giovanni kom til verden.

Umiddelbart ved barnets ankomst, omfavnede moderen den lille og hviskede: ”min elskede søn”. Ligesom sin søster blev drengen med det samme døbt af en ventende præst. Da anbragte Enrico et mindre trækors om sin nyfødte søns hals. 30 minutter senere blev den lille dreng, som sin søster, båret væk af faderen til hospitalets kapel.

Men parret kunne ikke holde op med at elske hinanden og dermed lade livet spire. Chiara blev snart gravid, men udover det lille barn voksede yderligere noget andet i hende. Man fandt en svulst på hendes tunge, og den bredte sig til nakken og øjnene. Hun blev foreslået forskellige former for behandling, men afslog med henvisning til at behandlingen kunne udgøre en risiko for det ufødte barns liv, og hun ønskede derfor først at påbegynde behandlingen efter fødslen.

Endelig kom Francesco til verden. Hans forældre var ude af sig selv af glæde. Francesco var et barn med et godt helbred.

For en kort stund kunne parret sammen med deres nyfødte barn leve et ”almindeligt” familieliv, noget de begge brændende havde ønsket sig. De nød hvert eneste øjeblik med deres barn, at være sammen med andre småbørnsfamilier, at tage på ture som familie og endda de søvnløse nætter. Det var en dyrebar tid, som skulle vise sig at være lånt tid. Chiara havde ikke nogen anelse om, at mens hun bragte nyt liv til verden, var hendes eget liv ved at nærme sig sin afslutning.

Svulsten viste sig at være ondartet. I behandlingsøjemed var der meget lidt, der kunne gøres. Efter en tids ophold på hospitalet stod det klart, at ingen behandling havde virkning. Til slut tog det medicinske personale Enrico til side for at forklare ham situationens alvor. Nu var det op til Enrico at forklare sin 28-årige hustru, hvor alvorligt det stod til. Han skulle forklare dette til den kvinde, som han havde giftet sig med, ønskede at blive gammel med, at stifte familie med og nyde kommende børnebørn sammen med.

Enrico fik samlet sig, opsøgte sin hustru og tog blidt hendes hånd og førte hende til hospitalets kapel. Det var foran Det Allerhelligste Sakramente, at han satte hende ind i tingenes tilstand.

Efter et stykke tid omfavnede de hinanden. Derpå gentog det unge par deres ægteskabsløfte. Chiara bad sin mand om ikke at fortælle hende, hvor lang tid hun havde tilbage, for hun ønskede at leve i nuet sammen med sin mand og sit elskede barn.

Det var onsdag i den stille uge.

***

Som i de historier, der handler om det første møde, så mødtes Chiara og Enrico ved et tilfælde. Det skete i sommeren 2002. De besøgte begge samtidig et helligsted for Maria, og de var hver for sig kommet rejsende dertil, Enrico sammen med sin daværende kæreste, som imidlertid forlod ham, og derfor var Enrico Petrillo alene i restauranten på hotellet. Da kom en ung kvinde til syne. Han så på Chiara og tænkte, at hun var den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set. Der var kun en ledig plads i restauranten (det var overfor ham). Deres øjne mødtes, og hun gik igennem lokalet (og tog plads overfor ham).

Da, der blev ringet ind til Angelus om aftenen den 13. juni 2012, lukkede Chiara øjnene for sidste gang. Hun blev 28.

I denne verden var hendes største ønske at blive mor, og tidligere end ventet blev hun genforenet med to af sine børn, som allerede ventede på hende, og hun venter nu på at blive genforenet med alle dem, hun holdt af, og endelig vil deres mange tårer blive tørret bort.

Historien om Chiara Patrillo er en historie af vor tid men også for vor tid. For at citere Chesterton igen: ”Helgenen fungerer som en slags medicin, for han eller hun er som en modgift. Han/hun vil generelt set være en, der genskaber helligheden i verden ved at sætte det i perspektiv, som verden har vendt sig bort fra”.

I en tid hvor manglen på tro er fremherskende, og hvor det bedrageriske vildleder de troende, hvor de mest sårbare som det selvfølgeligste bliver fjernet, hvor valget bliver langt vigtigere end resultatet af valget, nemlig udslettelse, hvor den syge (grundet besvær) anbefales døden, og hvor løgne vedrørende menneskelivets vilkår er blevet gjort til sand viden, når stanken af hele denne rådne dødens kultur dagligt lægger sig over os, da ser det ud som om, at en helgen for vor tid er fremstået i blandt os.

For Chiara var tro mod Guds plan for hende, hun var tro mod de løfter, hun gav ved sit bryllup, hun var tro mod Kirkens gennemgående og uforanderlige lære, hun var tro mod sit kald som mor, uanset den tilstand, de børn hun blev skænket, var i, og hun bar glæden i sin tro indtil det sidste selvom den afslutning på livet, som hun fik, var hendes Golgatha.

Chiara bed for os, Gud ved, at vi trænger til det.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews d. 19. oktober 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/doctors-told-her-to-abort-her-sick-baby.-she-refused.-she-now-may-become-a

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Mørket har sænket sig over Skt. Patricks land

Til september vil pave Frans besøge Irland, det er næsten 39 år siden, en siddende pave har sat sin fod på irsk jord.

Den nuværende pave vil imidlertid besøge et land, som har forandret sig væsentligt fra det, hans forgængere kom til.

Den modtagelse, pave Skt. Johannes Paul II modtog, var, hvad man kunne forvente af et katolsk land og i denne sammenhæng et land, som bærer på en historie, der har været markant præget af forfølgelse. Det anslås, at mere end 1.250.000 mennesker, en fjerdedel af øens befolkning – en tredjedel af republikkens befolkning – deltog i den Messe, der var en del af besøgets åbning, og som fandt sted i Dublin’s Phoenix Park. Mere end 250.000 overværede en Messe nær den irske grænse senere den samme aften, og de fleste af de tilstedeværende var tilrejsende fra det britiskkontrollerede Irland. Senere drog hundredtusinder gennem Dublins gader, som en kortege i natten, der havde kurs mod præsidentboligen. De næste to dage forløb på samme måde med en overflod af mennesker, for alt dette var mere end blot en ”velkomst”, der var snarere tale om en national begivenhed, og man syntes at sige: På trods af det, der er sket, har troen ikke blot overlevet, den har sejret.

Besøget blev vurderet til at være en stor succes, når det blev målt i bifaldsråb og flag.

Højtrangerende irske klerikale lykønskede sig selv samt de irske troende med dette pavelige besøg. Dog, det var en falsk solopgang.

Besøget i 1979 markerede en afslutning. Det var efter dette besøg, at det blev besluttet af målrettede kræfter, synlige og usynlige, at tiden var kommet til at det katolske Irland skulle stå for fald. Femten hundrede års troskab skulle nedbrydes. På den september dag, da det pavelige fly lagde an til at lette og afskedssalutten fra militærgarden havde lydt, blev det, der på det tidspunkt endnu ikke var fuldt forståeligt, nemlig at den sidste del af en historisk epoke nu blev afløst af en anden, der nu tog sin begyndelse med, at Kristi stedfortræder forlod landet.

Da pave Skt. Johannes Paul II besøgte den sydlige del af Irland, var det kriminelt at få foretaget en abort, prævention var ikke tilgængelig, og et ægteskab var mellem en mand og en kvinde og for helelivet, og endelig eksisterede der ikke noget lovligt grundlag for skilsmisse. Antallet af kirkegængere forblev at være blandt de højeste i Europa. Kirken havde indflydelse på store dele af uddannelsessystemet, sundhedssystemet og socialområdet. Den irske republik var katolsk ikke blot af navn, det vidnede specielt indledningen til landets forfatning om: ”Ved Den hellige Treenighed, som er almægtig, og som er vort endemål, lad alle vore handlinger (de menneskelige og statslige) være i overensstemmelse med Jer…”.

Alt så ud til at være i den skønneste orden. Men det var en illusion.

Afslutningen på det pavelige besøg markerede en begyndelse på mange års elendighed for Kirken i Irland. I den nordlige del af Irland fortsatte krigen samt de civile stridigheder på trods af pavens henvendelse til netop denne region om at afslutte voldsspiralen. Men man ignorerede ganske enkelt hans opfordring. Selvom der langt om længe kom en våbenhvile, blev den i en stor udstrækning præget af en ”kold” fred, fortidens minder og et vedvarende ønske om retfærdighed. Der var også stilstand i den offentlige debat, efter at det i nogle år var gået ned ad bakke i forhold til det sociale område, men hvor økonomien til gengæld havde bedret sig en smule. I det hele taget kom Kirken til at spille en mindre rolle, og Den oplevede at blive marginaliseret. Enhver given lejlighed syntes at åbne op for nye ændringer eftersom skandale efter skandale ramte dele af de klerikale, og dette medførte, at det, der blev prædiket fra prædikestolene, blev udsat for offentlig kritik.

De irske medier lugtede blod og begyndte at angribe det, som de før havde frygtet. Alle præster blev skåret over en kam, uanset om de var skyldige eller ej. Tavst stod Kirken og iagttog det ”nye” Irland, som var ved at vokse frem, et Irland meget forskelligt fra noget, man havde set før.

På den sidste dag af sit besøg i Irland talte pave Skt. Johannes Paul II om et klart valg mellem Kristus og verden. På denne overskyede dag i 1979, forelagde han dette valg for Irland mellem Kristus og denne verdens fyrste, og de tomme løfter han lokker med. Dette var besøgets sidste dag og samtidig (praktisk talt) den sidste dag for det katolske Irland.

Det følgende år legaliserede det irske parlament prævention. Det var starten på en proces, man kan kalde det for ”en krig”, som ved dens afslutning vil have en sejrherre, som er de ”progressive” kræfter. I dag, omkring 30 år efter at pave Johannes Paul II forlod Irland, kan landets sociale forhold betegnes, som en ”rodebutik”, ganske som det også gør sig gældende i mange andre europæiske lande. Irland har i den grad foretaget sit valg.

Måske, når man ser i bagklogskabens klare lys, er det ikke nogen overraskelse, at troen på Gud svinder, når velstanden på samme tid forøges. Og mens antallet af kirkegængere er stærkt faldende, og sogne må lukke ned, stiger kriminaliteten, antallet af opløste familier og den manglende lovlydighed, ulyksalighedens skyer har i sandhed samlet sig. Men da det så ud som om, at det ikke kunne blive værre, da kom coup de grâce (nådesstødet).

Det seneste og mest afgørende slag i den lange kamp blev udkæmpet den 25. maj 2018. Omfanget af dette nederlag kunne forlede en til at tro, at det katolske Irland vil ophøre med at eksistere.

Fra nu af hvert år på denne dato bør klokken falde i slag, og man burde klæde sig i sort, og de irske præster må gå til alteret og celebrere en rekviem for Irlands åndelige død og gøre bod for den udryddelse, der nu finder sted af et utal af børn, der ikke får dagens lys at se.

Nuvel, mens slangerne vender tilbage, har mørket sænket sig over det land, der er Skt. Patricks.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 26. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/across-the-land-of-st.-patrick-night-has-fallen

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Abort og Guds vrede

Var den brutale behandling af Polen under anden Verdenskrig en straf for (udførelsen af) abort?

Historien om abort udført i Polen kan virke ”fascinerende”, ikke kun fordi det er en historie om en solid katolsk nation, der blev en pioneer i forhold til legaliseringen af abort, men ifølge Skt. Faustina blev det løftestangen for guddommelig straf.

I 1920 blev Sovjetunionen, Polens naboland, det første land i verden, hvor abort blev gjort mulig og tilgængelig. Dette dannede ”skole” for andre lande, så de ligeledes kunne gøre abort mulig og tilgængelig.

I 1932 legaliserede man abort på medicinsk indikation, og dermed blev Polen det land, vest for Sovjetunionen, der tillod abort ved voldtægt og incest. Ved at åbne en dør på klem i forhold til dette, åbnede man praktisk talt en ladeport for udførelsen af illegale aborter, som foregik i landets hovedstad Warszawa. Da ”abortparadiset” USSR var afgrænset i forhold til resten af verden, blev Polen det eneste land i Europa, hvor læger uddannet i udførelsen af abort var tilgængelige. Folk tog til Polen på ”abortferie” for at få deres ufødte børn slået ihjel. Polen blev bogstavelig talt aborthovedstad i det østlige Europa.

Dette lod Vor Herre ikke gå ubemærket hen. I 1930 skrev Skt. Faustina i sin dagbog, at Guds vrede var blevet antændt ved drabene på de ufødte, den ”alvorligste forbrydelse af alle”. Hun fik en vision af dødens engel, bevæbnet med et sværd og rede til at slå til mod Warszawa. Kun ved bod blev Guds vrede udsat.

Skt. Faustina døde i 1938. Den Anden Verdenskrig brød ud det efterfølgende år ved at nazisterne invaderede Polen og i den konflikt, der fulgte, blev hver femte polak slået ihjel af henholdsvis sovjetrussere eller nazister. Warzawa – den smukkeste by i Polen grundet dens arkitektur, blev praktisk talt jævnet med jorden. Byens ødelæggelse var så omfattende, at det efterfølgende (nærmest var umuligt) at finde eksempler på arkitektur, der går mere end 70 år tilbage i tiden.

Hitler gjorde Polen til et midtpunkt for nazisternes dødslejre herunder den berygtede ”slagtebænk” bedre kendt som Auschwitz. Millioner af jøder samt andre, der var ”uønskede” (herunder katolske klerikale), blev sendt til dødslejre forskellige steder i Polen.

Efter krigen fortsatte Polens lidelser, da landet i 45 år blev en vasalstat for Sovjetunionen, og det først genvandt sin frihed i begyndelsen af 1990’erne.

Det spørgsmål, som kan få det til at løbe koldt ned af ryggen, er: Hvis de tragiske omstændigheder, som Polen gennemgik, faktisk er en guddommelig tugtelse for de børn, der blev aborteret i 1930’erne, hvilken tugtelse vil så ikke ramme et land, der har myrdet 60 millioner børn eller for den sags skyld en verden, der har aborteret over en milliard ufødte (børn) i det sidste århundrede? Bed og gør bod for menneskets synd.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter O’Dwyer og publiceret på ChurchMilitant d. 30. marts 2016. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/the-downloadabortion-and-gods-wrath

Et tysk katolsk ærkebispedømme støtter utroskab og abort for 15-årige piger

Tyske katolikker protesterer imod et program, der personligt er blevet godkendt af Berlins ærkebiskop, som giver ”praktiske tips” til katolske undervisere, der varetager seksualundervisning, om hvordan de skal undervise børn i deres ”seksuelle rettigheder” og rådgive dem til en forståelse af, at en voksens seksuelle samkvem med en mindreårig er tilladt, så længe begge parter er indforstået og beskriver videre den proces, man går igennem, når man ønsker at få foretaget en abort.

Programmet forsøger også på at fjerne ”tabuer”, ”fordomme” og ”stereotyper” som knytter sig til forskellige former for seksuelle afvigelser, herunder homoseksuel adfærd og onani og ser sådanne aktiviteter, som en del af et menneskes identitet. Samtidig forsøger det (programmet) også på at dæmme op for den ”spænding”, der er mellem disse former for adfærd og Den katolske Kirkes ”officielle” doktriner vedrørende menneskets seksualitet.

”En kirke, der i dag forsøger at påvirke folks holdninger, er fuldstændig vanvittig”, skriver Berlins ærkebiskop Heiner Koch i sin introduktion til programmet.”Vi må tage bestik af den måde, hvorpå man i vort samfund betragter den mangfoldighed, der gør sig gældende på det seksuelle område. Vi må, sammen med de unge, stå fast og virkelig erklære, at den kristne tro og dens måde at betragte mennesket på, kan frisætte den enkelte til selvrealisering og til dybe forhold og intimitet”.

Programmets ”praktiske tips til metoder, undervisere i seksualundervisning kan gøre brug af i mødet med de unge”, er at finde på ærkebispedømmets hjemmeside, og her stilles spørgsmålet: Hvornår er det normalt at have sex?”. Der fremlægges en liste over hypotetiske ”situationer”, som omfatter mindreåriges seksuelle aktiviteter udenfor ægteskabet, og der gives derefter ”anvisning” til de situationer, som er centreret omkring mindreåriges ”ret” til at tage del i en sådan aktivitet. Den katolske doktrin vedrørende seksualmoral nævnes ikke i dokumentet.  Continue reading →