Category: Articles

Pave Frans og de doktrinære ideologier

Der er en grund til, at Trosbekendelsen bliver sagt hver søndag. Og at forsvare og holde fast i doktrinen er ikke alene et ideologisk spørgsmål, det er en del af det at være kristen.

Sidste fredag holdt pave Frans en prædiken, hvor essensen var, (opdateret af Vatikanets radio) at den sande doktrin forener, mens ideologi splitter. Så langt så godt. Men prædikenen som var baseret på Den hellige Faders overvejelser vedrørende dagens læsninger og apostelmødet i Jerusalem, som der blev indkaldt til i år 49 e. Kr. for at imødegå de alvorlige spændinger mellem jøderne og de hedninger, som var blevet kristne, indeholder nogle underfundige og spidse bemærkninger, som åbenlyst er rettet mod den nuværende situation. Fra et sammendrag udarbejdet af Vatikanets radio.

Læsningen beskriver to forskellige slags mennesker: De, der havde kraftfulde diskussioner men i en god ånd, og på den anden side de, som skabte forvirring:

Apostelgruppen som ønsker at diskutere problemet og de andre, som skaber problemerne. De splitter, de splitter Kirken, de siger, at det apostlene prædiker, ikke er det, Jesus sagde, og det er ikke sandheden.

Apostlene diskuterede situationen indbyrdes og blev til slut enige:

Men det er ikke en politisk aftale, det er Helligånden, som leder dem til at sige: Ingen ting, ingen nødvendigheder. Kun de, der siger: Spis ikke kød på det tidspunkt, hvor det ofres til afguder, fordi det er at være i fællesskab med afguderne; afstå fra blod og kød fra kvalte dyr og fra utugt.

Paven pegede på åndens frihed, som fører til enighed: Derfor sagde han, at hedningerne fik lov til at komme ind i Kirken uden at skulle omskæres. Det var temaet for det første Kirkekoncil: Helligånden og dem, paven med biskopperne samlet for at klarlægge doktrinen og senere gennem århundreder ved Efesus og ved Vatikan II, fordi det er en pligt for Kirken at præcisere doktrinen, således at det som Jesus sagde i Evangelierne, og det der var ånden i Evangelierne kunne vinde solid forståelse.

Men der er altid mennesker, der går ud for at forstyrre det kristne fællesskab med tale, som ophidser sjælene: Og nej, nogen som siger, at det er hæretisk, man kan sige det og det, det er kirkens doktrin. Og de er fanatikere vedrørende forhold, der ikke er klare, ligesom de fanatikere, der går og spreder ukrudt for at sprede det kristne fællesskab. Og det er problemet: Når Kirkens lære som stammer fra Evangeliet, og som Helligånden fremmaner, fordi Jesus sagde, Han vil lære os og erindrer os om alt det, Jeg har undervist, når denne doktrin bliver en ideologi. Og dette er den store fejl hos disse mennesker.

Disse personer, forklarede paven, var ikke troende, de var ideologer, de havde en ideologi, som lukkede hjertet for Helligåndens virke. På den anden side, apostlene diskuterede tingene heftigt, men de var ikke ideologer: deres hjerter var åbne for det, Helligånden sagde. Og efter diskussionen var det godt for Helligånden og os. Pave Frans sidste formaning var, at vi ikke skulle være bange i lyset af udtalelserne fra doktrinens ideologer. Kirken, konkluderede han, har sit passende læreembede, pavens læreembede, biskoppernes og koncilernes, og vi må følge den vej, der kommer fra Jesu prædikener og fra Helligåndens lære og hjælp, som altid er åben og altid fri, fordi doktrin forener og koncilerne forener det kristne samfund, mens ideologi på den anden side adskiller.

Jeg kommer til at tænke på nogle få ting. Først og fremmest afspejler det temaet, som ofte er fremhævet af Frans, og dem der står ham nær, nemlig at de seneste synoder og Amoris Laetitia afslører en frisk og overraskende retning fra Helligånden, som, for at citere kardinal Walter Kasper, ikke ændrer noget ved Kirkens doktrin eller den kanoniske ret – men det ændrer alt. En sådan udtalelse er på linje med ”tesen” om, at 2+2 = 5 i teologien.

Kardinal Schönborn lavede i en tale i oktober 2015 en sammenligning mellem de seneste synoder og apostelmødet i Jerusalem, idet han sagde, at apostelmødet i det første århundrede var en skabelon for synodens struktur. Og som rapporteret af Catholic Culture:

Denne første synode var kendetegnet ved en dramatisk konflikt: På samme måde må biskopper tale klart, tydeligt og modigt og lytte opmærksomt til de andre ved synoden, sagde kardinal Schönborn. Ophidsede diskussioner burde man ikke være bange for. Continue reading

Ny forskning: Ligklædet fra Torino viser blod fra et torturoffer

Ny forskning viser, at der på ligklædet fra Torino er aftegninger af blod, som stammer fra et torturoffer, og dette er med til at underkende de argumenter, at Jesu Kristi formodede ligklæde er blevet tegnet.

Meget mikroskopiske partikler, der er fastgjort til klædets fibre ”tyder på megen lidelse hos det offer, der er blevet svøbt i ligklædet”, sagde Elvio Carlino, der er forsker på Institut for Krystallografi.

Disse partikler kaldet ”nanopartikler” havde en ”ejendommelig struktur, størrelse og fordeling” sagde Giulio Fanti, der er professor ved Universitet i Padua.

Og netop nanopartikler er ikke almindelige i blodet hos en ellers sund person. I stedet viser de høje niveauer af stofferne kreatinin og ferritin, som findes hos patienter, der lider under kraftige og adskillelige traumer såsom tortur.

”Derfor peger tilstedeværelsen af disse biologiske nanopartikler, som blev fundet under vores forsøg på en voldelig død hos den mand, der er svøbt i ligklædet fra Torino”, sagde Fanti. Continue reading

Hvorfor gifte præster ikke kan rette op på præstemanglen

I 1970 var der en præst for hver 800 katolikker i USA.

I dag er der en præst for hver 1.800 katolikker i USA.

Globalt er situationen værre. Antallet af katolikker pr. præst er steget fra 1.895 i 1980 til 3.126 i 2012 ifølge en rapport fra CARA på Georgetown University. Den katolske Kirke i store dele af verden oplever det, der bliver kaldt for ”præstemangel” eller ”præstekrise”.

Tidligere i år besvarede pave Frans et spørgsmål om manglen på præster i et interview af 8. marts offentliggjort i den tyske ugeavis Die Zeit. Den del, der skabte overskrifter, var selvfølgelig den om gifte præster.

”Pave Frans er åben for at tillade gifte præster i Den katolske Kirke”, og man kunne læse følgende overskrift i USA Today: Paven signalerer, at der kan åbnes op for, at gifte katolske mænd kan blive præster”, sagde CNN.

Men det forholder sig ikke sådan, som man ved første øjekast skulle tro, at det gjorde. For går man et spadestik dybere, sagde pave Frans ikke, at Fr. John Smith i sognet rundt om hjørnet nu kan begrave cølibatet og søge mage.

Hvad Den hellige Fader sagde er, at han er åben for, at man undersøger, at duelige mænd (på latin: viri probi), som er gift, kan blive ordineret til præsteskabet. I øjeblikket kan mænd, som typisk er over 35 år, tillades ordination til et permanent diakonat, men ikke til præsteskabet. Continue reading

Martin Luther og biskop Barron

Der er ikke kun een kakerlak

Min mor, må Gud se i nåde til hendes sjæl, plejede at sige: ”Der er ikke kun een kakerlak”. Meningen med det er, at når du har set een, er der en masse andre, du endnu ikke har set. For nogle år siden fremsatte biskop Robert Barron offentligt den løjerlige påstand: At vi med rette kan håbe, at alle mennesker bliver frelste. Vi og mange andre har sat denne påstand i perspektiv adskillelige gange sammen med dens dybere underliggende filosofiske og teologiske fejlslutninger.

Det var den første kakerlak. Derefter kom en anden farende ud, da han var gæst hos David Rubin i hans populære og sekulære program The Rubin Report. Emnet vedrørende homoseksualitet blev berørt, og Barron bøjede af og sagde, at han ikke synes, at det er til nogen nytte at modsætte sig lovliggørelsen af homoseksuelle ægteskaber. Det er ikke tiden for det nu.

Forresten så er Rom helt igennem uenig og udstedte et direktiv for nogle år tilbage, at al umoral – og specifikt denne – skal man stå op imod, når den bliver lovliggjort, eller når man forsøger på at lovliggøre den. Men denne elskværdige og sofistikerede Barron, som altid fremstår som den, ”der er med på det” er ikke enig. Dette er kakerlak nummer to.

For få dage siden præsenterede biskop Barron virkelig et pragteksemplar. Han kaldte Martin Luther for ”en mystiker af  nåde”. Kakerlak nummer tre. Ja, manden der splittede kristenheden og der med sine handlinger igangsatte en kæde af begivenheder, der resulterede i, at hundredvis af millioner, hvis der ikke nærmere er tale milliarder af sjæle, der gennem århundreder er blevet frataget Den hellige Eukaristi og præsenteret for fejlfortolkning af Den hellige Skrift, og som døde som en ekskommuniceret frafalden hæretiker. Denne mand er efter Barrons mening en mystiker af nåde.

Han (Barron) siger, at han (Luther) virkelig elskede troen. Undskyld mig biskop Barron, det er det samme som at sige, at den der forulemper børn virkelig elsker det barn, der er hans offer. Hvordan kan du sige noget sådant. Men i betragtning af de kakerlakker du har ladet se dagens lys, overrasker dette ikke. Nu vil nogle af dem, der forsvarer Barron, og dem får han mere og mere brug for, sige: Han mente det ikke på den måde, det er Jer, der fordrejer det. Åh jo, han mener det. Det fremstår meget klart i forhold til alt det andet, han siger, og hvordan han siger det, at han ser Martin Luther som en helt for Kristus.

Hvorfor overhovedet bringe dette emne op? Der er ingen grund til at fejre denne mand, med en djævelsk dagsorden, som en berømthed. Han frasorterede syv bøger i Det Gamle Testamente indgydt ved Helligånden. Da han oversatte Den latinske Bibel Vulgata til tysk, tilføjede han ordet ”alene” i Paulus brev til menigheden i Rom, så han kunne fordreje betydningen af retfærdiggørelse.

Paulus skrev, at vi er retfærdiggjort ved troen. Luther redigerede i teksten, så Paulus i stedet sagde, at vi er retfærdiggjort ved troen alene. På en ondskabsfuld måde angreb Luther pavedømmet, Messen, præsteskabet, Kirken, katolske skrifter, Sakramenterne og purgatoriet. Han plejede at kaste sin afføring på det, han forestillede sig kunne være djævelen, og som han hævdede at få besøg af hver nat i sin celle. At djævelen ofte var nær ham, er sandsynligvis sandt. Martin Luther frasagde sig sit præsteløfte. Han giftede sig med en tidligere nonne. Han opfordrede andre ordensfolk til at opgive deres klosterløfte. Han afskyede jøder og sagde, at deres synagoger skulle brændes så vel som deres hjem, og de skulle enten slås ihjel eller gøres til slaver. Han opfordrede til bondeoprør i Tyskland, og da man mistede kontrollen med pøblen, skiftede han side og opfordrede til at dræbe 100,000 af dem ved hjælp af den tyske adel.

Hvordan i himlens navn kan denne mand være ”en mystiker af nåde”. Hvilken tåbelig ting at sige. Selv hvis Barron har en esoterisk ”fik I min geniale pointe”, så har mange reageret på denne ”jeg har en dybere indsigt, end I har” kommentar. Det er for meget, at en biskop udtaler sig sådan. Hvis man virkelig skal fremhæve en mystiker af stor nåde, hvorfor så ikke trække Skt. Francis de Sales (Den hellige Frans af Sales) frem? Se, det er en mystiker.

Året efter at Martin Luther gik bort til sin evige dom, blev Skt. Francis de Sales født. Han brugte sit liv på at få ryddet op i det åndelige vraggods, som var blevet introduceret i forbindelse med Luthers oprør. Kort tid efter Luthers revolte overtog en række skikkelser lederskabet og begyndte at rive Kirken fuldstændig fra hinanden med deres egne teologier, som langt hen ad vejen stod i skarp opposition til Luthers teologiske vildfarelser – den ene teologiske vildfarelse sloges med den anden.

En sådan vildfaren prædikant var John Calvin, en grusom og streng herre, som grundlagde det, vi i dag kender som den reformerte kirke med dens TULIP teologi (Et akrostikon for hver af Calvinismens fem punkter). Calvins teologi var virkelig en vildfarelse, der endda hævder, at Gud skaber nogle mennesker til at blive fordømt. Men i en tid hvor man afviste Kirken, tog man imod hans lære og lod den vinde indpas.

I et forsøg på at vinde det store antal frafaldne katolikker tilbage til troen, gjorde Skt. Francis de Sales det i mange år, at han gik fra dør til dør i en by nær hans bispedømme, som havde vendt sig fra katolicismen til calvinismen. De jagede ham fra gang til gang ud af byen, så han begyndte i stedet om natten at stikke små pamfletter ind under dørene, som han havde skrevet om dagen. Han gjorde dette i isnende kulde, dag efter dag, på blodige frostsprængte fødder, og han sov om natten siddende på en gren i et træ, som han havde bundet sig fast til, så han ikke faldt ned, mens han sov.

Dette stod på i tre år. Alle og enhver afviste ham selv hans nærmeste familie. Men det gjorde Gud ikke. Fordi denne mand, som kæmpede imod den ånd, som Luther lod komme ud af flasken, var en mystiker af stor nåde, ikke en som Martin Luther. Luther gjorde satans arbejde. Skt. Francis gjorde Guds arbejde. Og for at fuldende historien blev hans anstrengelser til sidst velsignede og endte godt – 30.000 mennesker i denne by vendte tilbage til Den eneste sande Kirke, som Luther havde splittet.

Denne manglende forståelse af forskellene på katolicisme og protestantisme er foruroligende. Og det er sindssygt, at en biskop hævder, ikke mindre, at årsagen til hele denne omvæltning i Kirken, en præst, var ”en mystiker af nåde”, og at han elskede sin tro.

Martin Luther elskede det billede af kirken, som blev fostret i hans egne tanker – hans kirke, med hans egne skrifter og hans egen lære. Han elskede ikke Kirken. At biskop Barron fremsætter noget sådant er meget forkert, falskt og selvhævdende, det fortjener at blive udfordret.

Det bliver interessant at se, hvordan den fjerde kakerlak kommer til at se ud, og I kan være helt sikre på, at den er der, for der er ikke kun een kakerlak.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 28. juni 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-martin-luther-bishop-barron?mc_cid=3573ef6bef&mc_eid=408bceb259

13. alm søn (2/7/17)

1. læsning 2 Kong 4,8-11. 14-16a

En dag kom Elisa gennem Shunem. Der boede en velstående kvinde, og hun indbød ham til at spise. Hver gang han kom forbi der, tog han ind hos hende for at spise. Hun sagde til sin mand: “Jeg ved, at han, som bestandig kommer denne vej forbi, er en hellig gudsmand. Lad os indrette et lille værelse ovenpå og sætte en seng, et bord, en stol og en lampe op til ham. Så kan han være der, hver gang han kommer hos os.” En dag han kom på besøg, gik han op i værelset og lagde sig dér.

Elisa spurgte: “Hvad kan jeg så gøre for hende?” og Gehazi svarede: “Hun har ikke nogen søn, og hendes mand er gammel.” Han sagde: “Kald på hende!” Det gjorde han, og hun kom og blev stående i døråbningen. Så sagde han: “Næste år ved denne tid skal du sidde med et barn i favnen.”

Vekselsang Sl 89, 2-3. 16-17. 18-19

R. Om Herrens store godhed vil jeg synge for evigt.

Om Herrens store godhed vil jeg synge for evigt,
i slægt efter slægt skal min mund forkynde din trofasthed.
Jeg siger: Evigt bygges din godhed,
i himlen grundfæster du din trofasthed.

Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig,
Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de;
de jubler over dit navn hele dagen
og ophøjes ved din retfærdighed.

Din styrke er deres smykke,
i din nåde løfter du vort horn.
Vort skjold tilhører Herren,
vor konge tilhører Israels Hellige.

2. læsning Rom 6,3-4. 8-11

Brødre og søstre! Alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.

Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

Akklamation til Evangeliet

Halleluja!
Den, der tager imod apostelen, tager imod Kristus,
og den, der tager imod Kristus, tager imod Faderen,
som har udsendt ham.

Evangelium Matt 10,37-42

På den tid sagde Jesus til sine disciple:

“Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.”

Klerikale pro-homoseksuelle gør skade på homoseksuelle katolikker ligesom mig … og det gør ondt

Jeg fik en ubehagelig fornemmelse, da jeg gennemgik artikler og videoer med ”LGBT” arrangementer indenfor Den katolske Kirke, som synes at gå fra det at byde homoseksuelle velkommen til at lade homoseksuelle handlinger gå upåtalt hen.

Jeg var forvirret, vred og meget trist, da jeg stiftede bekendtskab med artikler, bl.a. en som handlede om et sogn, hvor man fejrede en Gay Pride Messe og et andet sogn, som afholdt et ”gay” dance party med titlen ”Moving with the Spirit” (Dans med Helligånden), som viste sig at handle om fundraising. Midt i dette kaos blev jeg også opmærksom på en video med Fr. James, som talte om sin bog: ”Building a Brigde” (At bygge bro).

Jeg var vred og trist, fordi jeg frygtede, at denne ”bro” er en såkaldt ”hjælp”, der var tilgængelig for mig, dengang jeg før i tiden begyndte at søge sandheden, om hvordan Gud ønskede, at jeg skulle leve med min seksualitet. I 1983, mens jeg var aktiv i ”LGBT” miljøet og levede et elendigt liv, talte jeg med en præst, som fortalte mig, at jeg kunne have en seksuel relation med en anden mand, så længe jeg elskede ham. Jeg genoptog mit homoseksuelle liv og gjorde, hvad jeg hidtil havde gjort og blev stadig mere elendigt.

Jeg oplevede endnu et nederlag, da jeg sidst i 90’erne søgte hjælp hos en katolsk støttegruppe for homoseksuelle i bispedømmet for at kunne leve et kyskt liv. I de sidste par år havde to af mine venner desperat søgt hjælp for at leve et kyskt liv og kontaktede det samme sted, jeg i sin tid havde søgt hjælp. De blev begge fortalt det samme, som jeg blev præsenteret for. Hvis det egentlige mål virkelig er at byde dem velkommen, som identificerer sig med LGBT og på en kærlig måde lede dem til sandheden, hvorfor er det så stadig det samme, som for 18 år siden, da ingen hjælp blev tilbudt fra denne gruppe til dem, der virkelig ønsker at leve et kyskt liv, der er i overensstemmelse med Kirkens lære? Continue reading

Tak for alt pave Frans

Da min hustru, Elizabeth, og jeg blev gift for 25 år siden eller noget i den retning, var hun praktiserende kristen i et ganske almindeligt protestantisk trossamfund, og hendes præst forestod vores vielse. (N.B.: Ingen af de navne, der optræder i denne tekst, hverken vore eller andres, er de oprindelige). Jeg var ikke helt rigtig kristen, hvis jeg selv skal beskrive det, var jeg mere agnostiker, hvis katolske opdragelse lå i baggrunden. Men da Elizabeth sagde til mig for mere end et årti siden, at hun overvejede at blive katolik og ville vide, om jeg kunne tænke mig at vende tilbage til troen, svarede jeg straks. ”Ja, det vil jeg”. Mit noget hurtige svar – uden tøven og større ståhej – overraskede hende, jeg tror også, at det overraskede mig selv. Noget rørte sig i os begge – måske Helligånden – og hendes spørgsmål og mit svar passede perfekt til hinanden.

Vi gik til vor lokale sognepræst. Vi ville gøre det klart for ham, at Elizabeth havde været gift to gange før. Begge ægteskaber var blevet afsluttet med en skilsmisse, da det i begge tilfælde handlede om ægtemændenes hang til utroskab, de tidligere ægtemænd er stadig i live, og begge ægteskaber resulterede ikke i børn. Fr. Colin lyttede til vores historie på en varm og åben måde. For mit vedkommende foreskrev han Bodens Sakramente. På en humoristisk måde foreslog jeg, at dette kunne gøres på en af hans fri eftermiddage. For Elizabeth’s vedkommende skulle hun påbegynde RCIA (The Rite of Christian Initiation of Adults) (På dansk: Konvertitundervisning), selvom man allerede var i gang med et forløb, som skulle forberede hende sammen med andre nye katolikker til at blive optaget i Kirken ved Påskevigilen det følgende efterår.

Det var det. Der blev intet sagt om annullering af de tidligere ægteskaber, samt andre hindringer for at vi begge kunne modtage Sakramenterne. Med glæde blev vi en del af livet i sognet i den lille by. Fr. Colin var en ung ”JP2” præst (En præst uddannet under Johannes Paul II’s pontifikat), der havde viet sig til troen med en ortodoks fremtoning og var klar og tydelig omkring Kirkens lære i sine prædikener. En af grundene til, at jeg ikke benytter hans rigtige navn – eller for den sags skyld vore – er, at vi stadig er meget glade for denne præst. Den dag i dag tager vi os stadig til hovedet over, at han undlod at gøre os opmærksom på Kirkens lære omkring skilsmisse, at gifte sig igen og Sakramenterne, når så meget andet ved hans pastorale karakter var fint og beundringsværdigt. Continue reading

At Vatikanet planlægger at ”genfortolke” encyklikaen om anti-svangerskabsforebyggelse er nu en realitet

Monsignor Gilfredo Marengo, professor ved John Paul II Pontifical Institute, vil være koordinator for kommissionen udnævnt af pave Frans til at ”genfortolke” encyklikaen Humanæ Vitæ af pave Paul VI i lyset af Amoris Laetitia i anledning af 50 års dagen for dennes kundgørelse, som finder sted næste år. De begyndende rygter om eksistensen af denne kommission, som stadig er hemmelig, er nu rapporteret af Vatikankorrespondenten Marco Tosatti, som er en pålidelig kilde.

Vi kan bekræfte, at der er en kommission bestående af Monsignor Pieranglo Sequeri, leder af John Paul II Pontifical Institute, professor Phillippe Chenaux, underviser i kirkehistorie ved Lateran Pontifical University og Monsignor Angel Maffeis. Leder af Paul VI Institute i Brescia. Koordinator er Marengo, underviser i teologisk antropologi ved John Paul II Institute og medlem af Steering Committee vedrørende revurderingen af CVII-Centro Vaticano II Studie ricerche.

Kommissionen udnævnt af pave Frans har til opgave at tilvejebringe fra Vatikanets arkiver dokumentation i forbindelse med det forberedende arbejde med Humanæ Vitæ, som strakte sig over en periode på tre år, under og efter Det andet Vatikankoncil. Den første studiegruppe vedrørende ”fødselsregulering” var nedsat af Johannes XXIII i marts 1963 og voksede til 75 medlemmer under Paul VI. I 1966 afleverede ”eksperterne” deres vurderinger til Pave Montini og foreslog at åbne op for kunstig prævention. Continue reading

En filosof, som støtter en legitimering af abort, er blevet udnævnt til Vatikanets “for livet”- akademi

Nigel Biggar har udtalt: ” Det er uklart om, et menneskeligt foster er det samme som et voksent menneske”.

Pave Frans har udnævnt 45 nye ordinære medlemmer af det pontifikale akademi for Livet, oplyses det i en meddelelse på Vatikanets hjemmeside. Det omfatter bl.a. Nigel Biggar, der har udtalt, at han mener, at grænsen for legitim abort bør være ved 18. uge.

I en samtale med en filosofkollega Peter Singer i 2011, der er blevet gengivet iStandpoint Magazine, sagde Biggar: ”Jeg er tilbøjelig til at sætte en grænse for abort 18 uger efter undfangelsen, hvilket stor set er det tidligste tidspunkt, hvor der er tegn på hjerneaktivitet og dermed bevidsthed. Med hensyn til at opretholde en stærk social forpligtelse til at beskytte menneskeliv i hæmmede former og for ikke at blive for skødesløs vedrørende det at slå mennesker ihjel, er der behov for, at vi konsekvent trækker en grænse”.

Han sagde: ”Det er uklart, om det menneskelige foster er det samme som et voksent eller et modent menneske og dermed fortjener den samme behandling. Det er her, det bliver et spørgsmål om, hvor vi sætter en grænse, og der er ingen overbevisende begrundelse for at sætte den et bestemt sted”. Continue reading

Hvad har helgenerne sagt om Islam?

For islamiske lærde er der en formulering i pave Frans apostoliske skrivelse  Evangelii Gaudium, der er særdeles bekymrende:

Konfronteret med foruroligende episoder af voldelig fundamentalisme må vor respekt for de sande troende indenfor Islam ikke lede os til at foretage hadefulde generaliseringer, for den autentiske Islam samt en korrekt læsning af koranen står i modsætning til enhver form for vold (p. 253).

Som situationen i Mellemøsten udvikler sig, og volden fra Islamisk Stat i Irak og al-Sham (ISIS) koster store mængder af uskyldige kristnes blod, synes denne formulering ude af trit med virkeligheden.

Paver kan sagtens have personlige meninger. En paves mening, uanset, om den offentliggøres, vægter mere end andre prælaters, der er lavere i hierarkiet, grundet hans position. Hans ord – ikke når de ikke kommer til udtryk i et interview eller i en prædiken, men i et officielt dokument – signalerer i det mindste implicit, at hans mening faktisk er Kirkens tro. Dette har en reel indvirkning på forståelsen af hvilket som helst emne, der vil blive berørt, både for katolikker og ikke-katolikker. Dette gælder især i en moderne kontekst, hvor de globale nyheder er tilgængelige her og nu, at pavelige udtalelser kommer vidt omkring meget hurtigt. Ligeså snart en ide er fremlagt, som ”noget paven har givet udtryk for”, er det meget vanskeligt at trække tilbage. Det er ikke usædvanligt, at man misforstår, at når en pavelig mening berører hvilket som helst emne, der er relateret til troen, ikke kan være ufejlbarlig. Continue reading