Category: Articles

Jesuiteroverhoved hævder, at Satan kun er et symbol og er skabt af mennesket

Det er blevet sagt, at det til fulde er lykkedes djævelen at narre verden ved at overbevise den om, at han ikke eksisterer. Og det nye overhoved for Jesuiterordenen synes at være faldet for denne list.

Fr. Arturo Sosa Abascal ordensgeneral for Jesuiterordenen sagde den 31. maj i et interview med den spanske avis El Mundo, at Satan er et ”symbol”, som egentlig ikke eksisterer.

”Vi har skabt symboler, som djævelen for at udtrykke (ondskabens virkelighed)”, sagde Abascal, da han blev spurgt, om han tror, at ondskaben er en del af den menneskelige psykologi, eller om den kommer fra en højere skabning.

”Sociale betingelser er også repræsenteret i dette symbol”, tilføjede han. Continue reading

Advertisements

En kommunistisk pave? Et interview med forfatteren George Neumayr

Redaktionens bemærkning: De holdninger, der kommer til udtryk i følgende interviewsamtale, er forfatterens egne og afspejler ikke nødvendigvis LifeSiteNews’ holdninger.

Jounalisten Maike Hickson lavede et interview med forfatteren George Neumayr om hans nye bog: The Political Pope (Den politiske pave). Neumayr giver her en indsigt i kommunismens påvirkning af pave Frans.

Maike Hickson (MH): I gennem hele din bog henviser du til pave Frans’ forhold til kommunismen eller relation til specifikke kommunister. Kan du for os, i et overordnet perspektiv, beskrive hans holdning overfor kommunismen?

George Neumayr (GN): Han (pave Frans) har en tendens til at omtale kommunismen på en venligsindet måde. Han fortalte den italienske presse, at han ikke bliver ”stødt”, hvis folk kalder ham for kommunist, da han i sit liv har ”mødt mange marxister, som er gode mennesker”. Ved en anden lejlighed udtrykte han følgende: ”Jeg må konstatere, at kommunisterne har stjålet vores sag” fordi ” de fattiges sag er den kristne sag”. Tidligere paver, som havde gennemskuet, at det, der er kommunismens sigte, er at slavebinde de fattige, ville have fundet sådanne kommentarer yderst forunderlige.

MH: Du skriver i din bog, at pave Frans er sympatisk indstillet overfor – og støtter ”venstreorienterede globalisters politiske program”, og du betegner ham som ”Barack Obamas kirkelige ligemand”. Hvad er det for specifikke emner, pave Frans fremhæver, som får dig til at tænke på et verdensbillede, der lig med det kommunistiske tankesæt?

GN: De, der virkelig er venstreorienterede helt ind i deres sjæl plejede at sige, at de drømte om en verden uden paver. Men nu synger og danser de omkring pave Frans. Den radikale (venstreorienterede) akademiker Cornel West sammenfatter, årsagen til dette: ”Jeg elsker, den han er, hvad han siger og indvirkningen af hans ord på progressive kræfter rundt om i verden”.

Med andre ord pave Frans har gjort Vatikanet til en prædikestol for venstrefløjens agitation for egne mærkesager, såsom: åbne grænser, våbenkontrol, klimaforandringer og aktivismen forbundet med denne sag, afskaffelsen af dødsstraf og livstidsfængsling samt implementeringen af en social tænkning i forvaltningen. Continue reading

Diskriminerende barmhjertighed: At forsvare Kristus og Hans Kirke med sand kærlighed

Redaktørens bemærkning: Hans Eminence kardinal Raymond Leo Burke, Patron for Malteserordenen og grundlægger af helligdommen for Vor Frue af Gaudalupe i La Crosse, Wisconsin, var meget venlig og tog sig tid til trods for en presset tidsplan at give The Wanderer et omfattende interview under et nyligt besøg af helligdommen. Iblandt mange emner, som han berørte, er budskaberne fra Vor Frue af Fatima samt vurderingen af den situation, som Kirken aktuelt befinder sig i samt fejringen af Den hellige liturgi.

(Dette interview vil blive bragt i tre dele i The Wanderer. Første del blev bragt i sidste uges nummer).

2 del. 

Spørgsmål: Da jeg for et halvt år siden sidst interviewede Dem til The Wanderer, bemærkede De, ”at mange gode præster og endog biskopper taler med Dem om, hvor vanskeligt det er at håndtere den forvirring, der eksisterer, når de fremlægger Kirkens lære”. Og det var før, Amoris Laetitia var blevet offentliggjort. Forvirringen er blevet forværret, som det tydelig fremgår af citatet i Kardinal Cafferra’s brev til Den hellige Fader, som De omtalte tidligere. ”Hvad der er synd i Polen, er godt i Tyskland, hvad der er forbudt i Ærkebispedømmet i Philadelphia er tilladt på Malta”. Faktisk virker det, som om nogle af fortolkningerne er i direkte modstrid med det, der står i paragraf 1650 i Den Katolske Katekismus. Har De, set i lyset af den aktuelle situation, et råd til de troende biskopper, præster, ordensfolk og lægfolk, der søger efter klarhed?

Svar: Mit råd er ganske enkelt. Vi ved, hvad Kirken lærer og praktiserer. Det er indeholdt i Den Katolske Kirkes Katekismus. Det er indeholdt i Kirkens læreembede. Det er sandheden. Siden offentliggørelsen af Amoris Laetitia er situationen for mig at se blevet forværret. Jeg rejser meget, og hvor jeg end kommer, møder jeg store grupper af lægfolk (såvel som præster og endda biskopper), som betror sig til mig vedrørende denne situation, – de er praktisk talt desperate.

Jeg siger ofte, det er præsterne, der lider mest; Det er dem, der har den direkte kontakt med lægfolket, som beder dem foretage ting, der simpelthen ikke er mulige for dem. Når præster, der er funderet i troen, forklarer lægfolket, at de ikke er i stand til at imødekomme deres anmodninger, bliver de anklaget for at gå imod paven og modsætte sig den såkaldte ”nye linje” i Kirken.

Det er derfor, jeg beundrer, det I gør, ved at udarbejde en omfattende kommentar til Katekismen, som hver uge offentliggøres i The Wander. Vi er nødt til at vende tilbage til katekismen og foretage omhyggelige studier af den, afsnit for afsnit og sørge for, at vi i dybden forstår Kirkens lære vedrørende ægteskabet og alt det, det kræver af os.

Spørgsmål: Dette leder til et andet emne, vi talte om i december 2015. Da jeg stillede Dem et spørgsmål om en mulig decentralisering af Kirkens hierarkiske styreform, understregede De, at der intet er i Kirken tradition, der giver biskopkonferencer (eller ordinære bispedømmer) myndighed til at træffe beslutninger vedrørende den pastorale praksis, som medfører ændringer af Kirkens lære”. Continue reading

Vatikanets ”synode om ungdommen” udgør en ny trussel mod tro og familie

Tidligere i år udsendte Synodesekretariatet et forberedende dokument samt et ledsagende spørgeskema til verdens biskopper forud for synoden om ”Ungdommen, troens – og kaldets dømmekraft”.

Det står nu klart for alle objektive observatører, at de to ”familiesynoder”, som blev afholdt i 2014 og 2015 fra begyndelsen havde til hensigt at forsøge at fremtvinge ændringer i den katolske lære vedrørende ægteskab og familie. Processen kulminerede med den apostoliske formaning Amoris Laetitia, udgivet af pave Frans i april 2016, og som indeholder en lang række hæretiske forslag. Synodesekretariatet bliver stadig ledet af samme persongalleri, som forestod manipuleringen af synoderne i 2014 og 2015. Overhovedet er stadig pave Frans, generalsekretæren er stadig kardinal Lorenzo Baldisseri, og specialsekretæren er også stadig ærkebiskop Bruno Forte.

Efter at have gennemlæst det forberedende dokument, der markerer dagsordenen for den periode, der fører op til synoden i oktober 2018, ønsker Voice of the Family at advare om sekretariatets planer for den næste synode. Vi ved erfaringsmæssigt, at indholdet af en synodes forberedende dokument samt svarene på det ledsagende spørgeskema har en betydelig indflydelse på indholdet af Instrumentum Laboris og dermed retningen for de sydonale debatter. Det er derfor af stor betydning for katolikker, at de kan forberede sig og dermed begrænse den skade, der forårsages af synodesekretariatets forsøg på at benytte ”synoden om ungdommen” til at lancere endnu et udfald mod den katolske tro.

Det forberedende dokument anskuer kald ud fra et verdsligt og naturalistisk perspektiv

Kirken har traditionelt benyttet udtrykket ”kald” til at angive et ”kald” til ordensliv eller til at overholde den vejledning, som Evangeliet angiver i forhold til det Gudviede liv. Ægteskabet, når det løftes til det åndelige og Sakramentale niveau, betegnes også som et kald. Familien som et åndeligt og timeligt gode afhænger af, at alle livets stadier leves i overensstemmelse med det Gudskabte.

Det er derfor for os umiddelbart og åbenlyst bekymrende, at det forberedende dokument til en synode med temaet ”Ungdommen, troens – og kaldets dømmekraft” taler om det åndelige kald. Dokumentet giver i stedet et indtryk af, at et kald er noget, som et ungt menneske kan vælge at gøre. Det autentiske kald finder man oplistet side om side med ”professioner”, ”former for et socialt og civilt engagement”, ”livsstil”, ”håndteringen af tid og penge”, ”frivilligt arbejde” og ”hjælp til de trængende samt et engagement i det civile- og politiske liv” (Introduction and II.2). Intet sted i dokumentet fremgår en egentlig skelnen mellem det autentiske kald og andre livsvalg. ”Ægteskab, præsteembede og det Gudviede liv er samlet oplistet i introduktionen, som værende stadier i livet, eller som et slags etc, da der kan gøres yderligere tilføjelser på listen. Det er givet også af betydning, at ægteskabet er anført som det første, mens det er et ”mindre” kald end det Gudviede liv og ordenslivet. Continue reading

Kardinal Sarah: ”Vi er i dag kaldet til at give vidnesbyrd, og det betyder martyriet”

Redaktørens bemærkning: Kardinal Robert Sarah, Præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, gav følgende prædiken ved en Messe den 12. august i Frankrigs historiske temapark, Puy-du-Fou. Læs om hans besøg her.

I aften fejrer vi Messen for Puy-du-Fou’s frivillige, og disses sjæles fred, som er døde siden begyndelsen af dette smukke arbejde for 40 år siden.

Hver aften vækker I, der er samlet her, gennem Jeres arbejde, minder til live. Puy-du-Fou-slottet med sine ødelagte ruiner, glemt af mennesker, tårner sig mod himlen, som et råb. Med sit ødelagte indre minder den, den verden der hader troen, og som den stod ansigt til ansigt med, om, at et folk rejste sig: Folket i Vendée!

Mine kære venner, ved at give disse ruiner liv hver aften, giver I livet tilbage til de døde! I giver liv til alle de mennesker fra Vendée, som døde for deres tro, for deres Kirker og deres præster.

Jeres arbejde løfter sig fra jorden, som en sang, der bærer på erindringen om martyrerne fra Vendée!

I giver liv til disse 300.000 mænd, kvinder og børn, som blev ofre for et terrorregime.

I giver stemme til alle dem, som ”terrorregimet” ønskede at knægte, fordi de stod op i mod den ateistiske ideologis løgn!

I ærer dem, som man søgte at henkaste til glemsel, fordi man ikke ville tillade friheden til at tro og fjernede Messen fra dem!

Jeg vil udtrykke det på følgende højtidelig måde: Jeres arbejde er retfærdigt og nødvendigt!

Gennem Jeres kunst, Jeres sang og Jeres teknologiske dygtighed giver I en værdig gravplads til alle disse martyrer, som de revolutionære nærede så stort et had til, at man end ikke levnede dem en begravelse, men efterlod deres lig til hundene og kragerne!

Og Jeres arbejde er meget mere end blot en menneskelig præstation. Det er meget mere lig Kirkens arbejde.

Jeres arbejde er nødvendigt! For vor tid synes at være blevet uden følelser! Når vi står over for relativismens diktatur, og når vi står over for den nye kontrol af sindet, som endnu engang forsøger at fjerne Gud fra børnenes hjerter, må vi genopdage sindets friskhed, det glædesfulde og den brændende enkelthed hos disse helgener og martyrer.

Da revolutionen forsøgte at fratage folkene fra Vendée deres præster, rejste et helt folk sig. Ansigt til ansigt med kanoner havde disse fattige mennesker kun deres stave! Ansigt til ansigt med geværer havde de kun deres leer!  Ansigt til ansigt med terrorregimets kolonners had havde de kun deres rosenkranse, deres bønner og Jesu hellige Hjerte syet på brystet! Continue reading

Kardinal Sarahs’s tale ved ti års jubilæet for ”Summorum Pontificum”

Kollokvium ”Fremtidens kilde” (Quelle der Zukunft) i anledning af tiåret for publikationen Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI den 29. marts – 1. april 2017 i Herzogenrath nær ved Aachen (Tyskland).

Indledning til talen

Først og fremmest vil jeg af hele mit hjerte takke arrangørerne af dette kollokvium i Herzogenrath med titlen ”Fremtidens kilde” i anledning af tiårsdagen for Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI for at lade mig give en introduktion til Jeres senere overvejelser vedrørende dette tema, som er meget vigtigt for Kirkens liv og især for liturgiens fremtid. Det gør jeg med stor glæde. Jeg vil gerne hilse meget hjerteligt på alle deltagere i dette kollokvium, især medlemmerne fra følgende sammenslutninger, hvis navne er nævnt på invitationen, som I så venligt har sendt mig, og jeg håber ikke, at jeg glemmer nogen: Una Voce Germany, The Catholic Circle of the Priests and Laity of the Archdioceses of Hamburg and Cologne, The Cardinal Newman Association, the network of the priests of Saint Gertrude Parish in Herzogenrath. Som jeg skrev til Fr. Guido Rodheudt, præst i Skt. Gertrude sogn i Herzogenrath, er jeg meget ked af, at måtte afstå fra at deltage i Jeres kollokvium grundet andre forpligtelser, der uventet er dukket op, og som blev tilføjet til en tidsplan, som i forvejen er meget stram. Ikke desto mindre kan I være sikre på, at Jeg er med Jer i bønnen, den vil følge Jer hver dag, og selvfølgelig vil I alle være til stede ved offertoriet under Den daglige hellige Messe, som jeg vil fejre i løbet af de fire dage, som dette kollokvium varer fra d. 29. marts til d. 1. april (2017). Jeg vil derfor efter bedste evne starte ud med en kort overvejelse om, hvordan Motu proprio Summorum Pontificum bør anvendes i enighed og fred.

Som I ved, var det, der blev kaldt ”den liturgiske bevægelse” i begyndelsen af det tyvende århundrede, ønsket af pave Skt. Pius X, blevet udtrykt i en anden Motu proprio med titlen: Tra le sollicitudini (1903), at genoprette liturgien for at gøre (dens) skatte mere tilgængelige, således at det igen blev kilden til et autentisk kristent liv. Derfor er definitionen af liturgien, som ”højdepunktet og kilden til Kirkens liv og mission”, at finde i strukturen for Den hellige liturgi, Sacrosanctum Concilium, som stammer fra Vatikan II (se nr. 10). Det kan ikke gentages for ofte, at liturgien, som Kirkens højdepunkt og kilde, har sit grundlag i Kristus selv. Faktisk er vor Herre Den eneste og endelige Ypperstepræst i Den nye og evige Pagt, siden Han gav Sig selv hen som offer for vore synder, ” For ved ét eneste offer har Han for altid ført dem, Han helliger, til målet” (Hebr 10:14). Således som Den katolske Kirkes Katekismus erklærer: ”Det er dette Kristi mysterium, som Kirken forkynder og fejrer i sin liturgi, for at de troende må leve af det og vidne om det i verden” (nr. 1068). Denne ”liturgiske bevægelse” er en af de gode frugter af hvilken konstitutionen Sacrosanctum Concilium, som er den sammenhæng, hvori vi bør overveje Mortu proprio Summorum Pontificum fra d. 7. juli 2007, som vi er glade for at fejre i dette år både med stor glæde og taksigelse ved tiårsdagen for dets udgivelse. Vi kan derfor sige, at den ”liturgiske bevægelse”, der blev indledt af pave Skt. Pius X aldrig blev afbrudt, og at den stadig fortsætter i vore dage, hvor den følger den nye drivkraft, som den er blevet tilført af pave Benedikt XVI. Vedrørende dette emne må specifikt fremhæves den specielle omsorg og personlige opmærksomhed, han viste ved fejringen af Den hellige Liturgi som pave, samt de hyppige referencer i hans taler til dens centrale placering i Kirken liv og endelig hans to dokumenter Sacramentum Caritatis og Summorum Pontificam (begge fra læreembedet). Med andre ord det, der kaldes for liturgisk aggionamento, blev på en måde afsluttet af pave Benedikt XVI i Mortu proprio Summorum Pontificum. Hvad handler den om? Pave emeritus skelner mellem to former indenfor den samme Romerske ritus: En såkaldt” Ordinær” form, som tager udgangspunkt i Den Romerske Missales tekstgrundlag, der er revideret i overensstemmelse med retningslinjerne fra Det Andet Vatikan koncil, og en form defineret som den ”Ekstraordinære”, som svarer til den liturgi, man gjorde brug af, før den liturgiske aggiornamento. Derfor er der aktuelt i den Romerske eller Latinske rite to Missaler, som der gøres brug af: Den af Den velsignede pave Paul VI, den tredje udgave, dateret 2002 og Skt. Pius V, den sidste udgave, som blev kundgjort af Skt. Johannes XXIII, som går tilbage til 1962. Continue reading

Islamiseringen af Europa fortsætter i takt med, at Den katolske Kirke oplever tilbagegang

Den konservative tænketank, the Gatestone Institute, offentliggjorde søndag en rapport, der fremhæver, at kirker i Frankrig lukkes, mens ”Kirkens ældste datter” samtidig oplever en bølge af moskeer.

Ifølge Gatestone er der i de sidste 30 år blevet bygget flere moskeer og muslimske bønscentre i Frankrig end alle de katolske kirker, der blev bygget i det sidste århundrede. Gatestone citerede det konservative franske magasin Valeurs Actuelles, som optalte mere en 800 moskeer i Frankrig mellem 2005 og 2014. Det svarer til mellem en og to nye moskeer hver uge.

Rapporten fortsætter med at citere the French Observatory of Religious Heritage (OPR), der hævder, at mellem 10 og 20 katolske sogne i Frankrig bliver solgt eller konverteres hvert år. ”Bispedømmerne befinder sig i en kritisk finansiel situation på samme måde som rådhusene og har færre og færre troende”, siger OPR’s Maxime Cumunel. Blandt de lukkede sogne var Santa Rita’s kirke, som blev international kendt, da politiet slæbte præsten ud af sognet få dage før mordet på Fr. Jacques Hamel af islamister.

Ifølge the Center for Applied Research in the Apostolate (CARA) var Messedeltagelsen i Frankrig i 2009 på 12 %. Frankrig er ved at nærme sig en muslimsk befolkning på 8,3 %, og det er en af de største muslimske befolkninger i EU.

Denne rapport om Frankrig er den anden rapport om islamiseringen og af-kristningen af Vesteuropa. I april rapporterede Church Militant om en lignende trend med lukning af kirker og et stigende antal moskeer, der skyder op i Storbritannien.

Mindre end to uger efter det dødelige angreb udenfor parlamentet i London, som medførte drab på fire og 50 sårede, afslørede en rapport fra Gatestone, at mindst 500 kirker er blevet lukket de seneste år, og heraf er mange blevet omdannet til private boliger eller værtshuse, mens den indre by har set en opblomstring af 423 moskeer side om side med mere end 80 shariadomstole.

I Storbritannien foregår denne samfundsændring hurtigt og bliver mere og mere synlig. Det kan ses ved, at navnet ”Muhammed” var det mest populære drengenavn i 2012, og en fordobling af antallet af briter der konverterer til Islam, og til valget i maj 2016 af Sadiq Khan som den første muslimske borgmester i en større by i vesten.

En Shia-muslimsk leder i Storbritannien bemærkede i marts, ”Jeg fornemmer, at London har flere islamiske værdier, end mange af de muslimske lande har tilsammen”.

Bemærkningerne fremkom ved the Benedict XVI Lecture, et ”fællesreligiøst møde” med deltagelse af ærkebiskoppen af Westminster, kardinal Vincent Nichols. Den samme kardinal bemærkede til BBC i november, at briterne burde lære af ”vibrationerne fra den muslimske tro”. Den tidligere ærkebiskop af Canterbury, Rowan Williams er gået et skridt videre, idet han opfordrer til en ”konstruktiv tilpasning” af sharia-lov i Storbritannien, hvilket han også betegnede som ”uundgåeligt”.

En Pew Research spørgeundersøgelse viste for nylig, at Storbritannien er på vej mod en kristen befolkning på 59 % i 2020, mens en Lancaster University undersøgelse i begyndelsen af sidste år viste, at kun 42 % af de britiske respondenter betegnede sig selv som kristne. Der er en mængde data, der viser en afgrundsdyb trend hen imod et sammenbrud af Church of England, hvortil en af de tidligere biskopper i Canterbury, Lord Carey, har formuleret, at kristendommen i England er ”en generation fra udslettelse”.

Den 10. juli sendte Church Militant en episode af Download, der fremhævede den vestlige civilisations værdier og overlegenhed i anledningen af præsident Trump’s tale foran en tilhøreskare i Polen, hvor han fremhævede vestens værdier.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant d. 7.augusti 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/france-mosques-skyrocket-church-plummets 

………………………………………….

Følgende er en kommentar / vidnesbyrd til ovennævnte artikel, skrevet af NeoCrusader09434.

Vidnesbyrd

For to uger siden tog jeg på forretningsrejse til Frankfurt i Tyskland. Desværre måtte jeg forlade USA om lørdagen før Vigil Messen. Jeg kom til mit hotel, som lå i centrum af en af de største byer i Tyskland. Søndag morgen benyttede jeg en app til at lokalisere den nærmeste katolske Kirke, hvor der blev fejret Messe. Jeg var imponeret! De to andre nærmeste kirker lå flere kilometer væk i hver sin retning. Jeg begyndte at gå mod kirken og følte, at det var heldigt, at den lå så tæt på. Selve kirken var smuk, stor, gammel og gotisk, fuld af udsøgt murværk og statuer af helgener, nøjagtig hvad man ville forvente af en katolsk Kirke i Europa. Jeg havde alligevel problemer med at finde døren, som førte til højkoret. Jeg bemærkede også, at der ikke var andre, som skulle til Messe. Omsider fandt jeg en åben dør, som førte ind til et køkken. Der stod en mand og lavede mad. Jeg spurgte ham på mit dårlige tysk, hvor døren til kirken var. Han smålo ad mig og sagde, at denne kirke ikke længere fungerede som kirke, da den var blevet ændret til et mangeartet underholdningsforetagende, som et moderne marked. Han var ved at åbne en barbecuestand inde i den. Jeg var så nedtrykt, at jeg ikke kunne sige det mindste, jeg var helt stum. På min bedrøvede spadseretur tilbage til hotellet kunne jeg ikke lade være med at bemærke alle tyskerne, der myldrede omkring, mange af dem joggede eller var på indkøbstur, men ingen af dem havde til hensigt at holde Sabbatten hellig. Jeg bemærkede også en masse kvinder klædt i traditionel muslimsk klædedragt (hijab, burka…). De syntes også at være de eneste med mange af børn. Det var så trist at se dette ske for mit folk. Jeg rejser også hyppigt til Frankrig i forretningsøjemed. Den lille landsby, hvor jeg ofte gør holdt, har en katolsk Kirke fra det 16 århundrede i midten af byen (lige præcis, hvor den skulle ligge). Denne kirke er stadig fungerende, men de sidste mange gange, jeg har været der, har det kun været muligt for mig at komme ind en eller to gange, og jeg har aldrig været i stand til at overvære Messen. Kirken er smuk og gammel og benyttes stort set ikke mere, ligesom katolicismen i Europa. Messen bliver fejret en gang hver tredje uge. Tilsyneladende deler kirken præst med andre lokale kirker. Det er voldsomt hjerteskærende at se dette ske i Europa. Vi har behov for endnu et Lepanto.

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor går vi til Messe? De fire væsentligste grunde

Uendelig er den kristne tros mysterium. Jo mere mennesket tænker over dets enkeltdele desto mere forvirrende forekommer det, for Den Treenige Guds mysterium stadfæster vedholdende Sin skjulte magt. Hvor stor og imponerende er den katolske tilbedelse! Hvor forfærdeligt et holocaust er dets offer. Langt overgår det utrolige Messeoffer den menneskelige forstand, Kirkens højeste tilbedelse. Frygtindgydende og betagende er dette, det største af alle ofre: Gud, offeret der blev slået ihjel; Gud, Ypperstepræsten der dagligt ofrer Sig Selv til Den Almægtige Fader i et mystisk offer, gennem Hans tjeners (præstens) hænder, for sjælen, der er løskøbt ved den dyrebare blodsudgydelse på Golgata, – Han ofrer Sig Selv både for den, der tilbeder og ringeagter Hans hellighed som Gud-menneske, det er ikke underligt at mennesket til enhver tid skælver af ærefrygt og knæler ned foran Gud, der blev menneske for at dø en forfærdelig død på korset og løftes op i Hostiens skikkelse, som Han til alle tider frembærer, som et højtideligt offer på de katolske altre.

  • Rev. W.W. Pounch, The Sacrifice of the Mass (Messeofferet) 1896.

Det er blevet en almindelig opfattelse blandt katolikker, at vi går til Messe for at tage del i et fælles måltid, hvor vi fejrer Den sidste Nadver, giver et offentligt vidnesbyrd om vor kristne tilhørsforhold og endelig modtager Den Eukaristiske Jesus i samhørighed med hinanden og Kristus.

Mens der som sådan ikke er noget i vejen med nogle af disse måder at opfatte Messen på, ligger de alligevel fjert fra, hvad der er det egentlige formål med Messen – nemlig den eviggyldige frembærelse af Det fuldkomne Offer på korset til Den himmelske Fader, som en soning for vore synder.

I sin berømte analyse af det foreslåede udkast til Den nye Messe i 1969 fremlagde kardinal Alfredo Ottaviami på daværende tidspunkt præfekt for Troslærekongregationen sine bekymringer for de tilsigtede ændringer af retningslinjerne for den katolske liturgi.

Messen (i sin nye form) er udformet af mange forskellige udtryk, alle delvist acceptable, alle uacceptable hvis de blev bragt i anvendelse, som de fremstår i egentlig forstand.

Vi fremhæver nogle få: Gudsfolkets deltagelse, Herrens nadver eller Messe, Påskemåltidet, deltagelsen ved Herrens bord, Den Eukaristiske bøn, Ordets – samt Den Eukaristiske liturgi.

Det er tydeligt, at vægten i betragtelig grad er lagt på nadveren (måltidet) samt genkaldelsen i stedet for det nye ublodige offer på Golgata. Formlen: ”Genkaldelsen af Herrens lidelse og opstandelse”, er desuden ufuldstændig, da den alene gør Messen til en genkaldelse af offeret og undlader opstandelsen, som er frugten heraf.

(…)

Uanset offerets natur, er det absolut nødvendigt, at det behager – og er acceptabelt for Gud. Efter faldet kan intet offer på sin egen måde påråbe sig at være acceptabelt, bortset fra Kristi offer.

Med forvirringen af offeraspektet i Messen, er det, der bliver tilbage mest af alt et udtryk for et fællesskab. Vi kommer for at bryde brødet med hinanden. For at dele et måltid. Præsten står ved et alter, som har form som et bord, med ansigtet vendt mod os, som om vi skal tage del i en bønsdialog, ligesom ved konversation under en middag. Selvom bønnerne der har erstattet offertoriet, ”Velsignet være Du Herre, hele jordens Skaber, gennem Din godhed bringer vi dette brød, som et offer…” er hentet fra de jødiske bordbønner, sagt som bordbøn før måltider. Continue reading

Barmhjertighed er for syndere

Jeg har et had / kærlighedsforhold til det at skrifte.

Jeg hader det, fordi det aldrig er behageligt at skulle indrømme de dumme, skamfulde og latterlige ting, jeg gør. Jeg venter i køen med hovedet fuld af overdrivelser, tænker på mig selv, som en mand på dødsgangen, der venter på at få sprøjten. I mit ønske om at foretage et ordentligt skriftemål gentager jeg, hvad jeg skal sige, hvordan jeg skal sige det, for at det bliver præcist og ved at gå det igennem igen og igen i mit hoved, indtil jeg synes, at nu er det ved at være på plads, da kommer jeg bort fra de mindste synder, som er blevet væk fra min opmærksomhed, da mit fokus har været på hovedproblematikkerne. Hver gang døren åbnes, og den næste person går ind, føler jeg både et stigende forventningspres og en lettelse. Jeg går et skridt nærmere. ”Jeg vil bare have det her overstået”, tænker jeg.

Jeg elsker skriftemålet, fordi sandheden er, at ingen præst jeg nogensinde er stødt på har været urimelig hård, selvom nogle af de mere fromme har udtrykt legitime bekymringer overfor mine fejl. Jeg har helt sikkert aldrig nogen sinde oplevet skriftemålet, som et ”torturkammer”, – det er mig, der helt igennem torturerer mig selv. Jeg elsker det også, fordi det at befri sig fra sine synder er en katarsis (renselse) og samtidig beroligende, og uden den nåde Sakramentet giver, er jeg bange for, at jeg vil bevæge mig af selvtilfredshedens sti, hvor jeg på daglig basis følger mine ønsker og luner og dermed kommer langt væk fra den evige frelse. Skriftemålet ikke bare renser, det styrker også. Det beskærer min selviske tilvækst og giver plads til, at mit hjerte kan åbne sig for Hans storhed. Og det har den helt utrolige fordel, at det giver en renvasket tavle hver gang.

Sidste gang, jeg skriftede, var ikke anderledes, krigen rasede i mig, mens jeg forsøgte tålmodigt at vente på, at det blev min tur. Efter flere mislykkede forsøg på at komme til at skrifte igennem den foregående halvanden uges tid, var det endelig lykkedes. Mens jeg ventede, som den bagerste i køen, blev et bryllup afsluttet med en sidste fotografering. Da fotografen endelig passerede den sidste bænkerække lige ved siden af mig og begyndte at pakke sit udstyr sammen, sagde han pludselig, ” det er et vidunderligt Sakramente”. Continue reading

The interpretation of Vatican II and its connection with the current crisis of the Church

Gæsteskribent – Biskop Schneider: Fortolkningen af Vatikan II og forbindelsen til den nuværende krise i Kirken

Endnu engang er vi beærede over at kunne offentliggøre en skrivelse af en gæsteskribent denne gang sendt til os af hans Excellence biskop Athanasius Schneider. Vi vil ikke kun tillade, men opfordre alle medier og blogs til at også at gengive denne skrivelse.

Af biskop Athanasius Schneider

Specielt til Rorate Caeli

Den 21. juli 2017

…………

Den aktuelle situation med en krise i Kirken uden fortilfælde er sammenlignelig med den generelle krise i det 4. århundrede, da Arianismen havde besmittet et overvældende flertal af episkopatet og tiltaget sig en dominerende rolle i Kirkens liv. Vi må på den ene side forsøge at håndtere den aktuelle situation med realisme og på den anden side med overnaturlig ånd – med en dyb kærlighed til Kirken, vores Moder, som gennemgår Kristi passion på grund af en overvældende og generel doktrinær, liturgisk og pastoral forvirring.

Vi må forny vores tro ved at fæstne lid til, at Kirken er i Kristi sikre hænder, og at Han altid vil gribe ind for at forny Kirken i de øjeblikke, hvor Kirken som en båd er ved at kæntre, som det åbenlyst er tilfældet i vore dage.

Hvad angår holdningen til Det Andet Vatikankoncil må vi undgå to ekstremer: En fuldstændig forkastelse (ligesom sedevacantisterne og en del af St. Pius X (SSPX) eller ”ufejlbarligheden” af alt det, som Koncilet vedtog.

Vatikan II var en legitim samling under forsæde af paverne, og vi må vedblive at have en respektfuld tilgang til dette koncil. Men det betyder ikke, at vi har forbud imod at udtrykke velbegrundet tvivl eller respektfulde forbedringsforslag vedrørende specifikke ting, bare det bliver gjort på baggrund af Kirkens tradition og læreembede.

Traditionelle og vedvarende doktrinære udsagn fra læreembedet i en århundrede lang periode har forrang og udgør et verifikationskriterium med hensyn til nøjagtigheden af senere udsagn fra læreembedet. Nye erklæringer fra læreembedet må i princippet være eksakte og klare og bør ikke fremstå tvetydige og stå i en tilsyneladende kontrast til tidligere udsagn fra læreembedet.

De udsagn fra Vatikan II, der er tvetydige, må læses og fortolkes i overensstemmelse med det, der er udgået fra hele traditionen og Kirkens læreembede. Continue reading