Om livets rytme: betragtninger ved årets afslutning
Livet går sin gang, årstiderne skifter, dagene forløber fra morgengry til solnedgang, sådan har verdenshistorien altid gået sin gang. Kirkens liturgi har ligesom livet sin egen rytme, som lægger sig op ad Bibelen. Den starter ved verdens skabelse og afsluttes med det, der skal ske ved tidernes ende.
Jeg skriver dette den sidste dag i året den 31. december 2019. Der er mindre end ti timer tilbage af dette år, som altså er ved at nå sin afslutning. I morgen vil der i sagens natur være en ny begyndelse, begyndelsen på et nyt år. Men det nye opstår ud af det gamle, det nye kommer ikke ud af ingenting.
Ligesom et år når sin afslutning, således er det også med vores liv. Der vil komme en dag, hvor vi selv kun har ganske få timer tilbage at leve i, og dermed begynder evigheden. O Ewigkeit, du Donnerwort, dette er ord fra en tysk hymne og betyder, O evighed, ordet alene er chokerende!
Enhver tidsperiode kommer til sin afslutning, det gælder året, måneden, ugen og dagen.
En dag, en uge, en måned, et år
Som synes langt borte eller tæt på eller langt borte eller tæt på!
Livets aftenstund kommer alt for hurtigt.
– Sir W.S. Gilbert, The Mikado
Der er lyset, der er mørket, der er dagen og natten. Vi er på vandring og går til ro, og dette gør vi skiftevis indtil den dag, vi går bort herfra. Hvis vores liv ikke var inddelt på denne måde, ville det være én lang vej mod døden uden naturlige stop.
Hvordan har vi brugt vores tid i løbet af det år, der nu er ved at rinde ud? Og hvor har det ført os hen?
Året er, som sagt ved at rinde ud, om lidt vil det ikke være mere. Det samme gælder for os, nemlig at vi må dø, og at vi som så mange før os, der har forladt denne verden, må gå over i erindringen.
***
I Kirkens liv er der en organisk rytme, nærmere betegnet i Hendes liturgi, det er den samme rytme, som også er i naturen. Kirken er en levende organisme med et stille åndedræt, Den er Det mystiske Legeme, et levende legeme på en levende person – Jesus Kristus – ligesom ethvert andet levende menneske. Én af de måder, hvorpå Kirken ånder og lever, er gennem Hende liturgi, som er præget af tidens gang (det gælder årstider, festdage o.s.v.) som for eksempel ved første vesper i forbindelse med adventssøndag og frem til afslutningen på det liturgiske år. Advent, jul, septuagesima, fasten og påsken. De enkelte højtider er traditionelt markeret ved tamperdage – det var (og er) traditionel praksis, at man faster for præste- og ordenskald på disse dage. Ordet tamper stammer fra den latinske betegnelse for disse dage Quatuor Tempora, de fire tider. Det er vigtigt at operere med en tidsmæssig markør. Der er ikke tale om en afskyelig hedensk praksis, som har erstattet julehøjtiden; nej, der er ganske enkelt tale om en afslutning og begyndelse. Dagen, året og tiden i sig selv har en begyndelse og afslutning, dette er en del af Guds plan. Om årets afslutning bør markeres af et overforbrug af føde- og drikkevarer er en interessant diskussion, men den skal gemmes til en anden artikel. Afslutningen på året burde mane til større eftertænksomhed og højtideligholdelse. Det står i sandhed tydeligt for mig, at dette er en tid, der skal bruges til fordybelse, på samme måde som en dag afsluttes med en ransagning af samvittigheden. Vi kan også foretage en ransagelse af samvittigheden på årsbasis på samme måde, som vi gør til daglig. Vi kan også reflektere over vores liv igennem et årti og se nærmere på, hvad der er sket i løbet af disse mange år. Vi kan overveje på hvilke måder, vi har syndet, hvad vi har gjort godt, og vi kan angre og gøre bod for den synd, vi har foretaget, hvis vi ikke allerede har gjort det. Vi kan takke Gud for det gode, vi har gjort. Al æren er Guds.
Dagen er også rammet ind i en liturgisk form, hvor hver time har sit specifikke liturgiske præg. Selv morgenmessen (for de af os, der har mulighed for at deltage i den) går sin helt specielle gang, som er rundet af en organisk udvikling foregået gennem tiden. Så er der bønnen om natten (og der er specielle nådegaver knyttet til at bede om natten), der er bøn i løbet af dagen, bøn i morgenstunden og aftenstunden, som er en del af tidebønnen. Det er sædvane blandt katolikker, at man beder rosenkransen i aftenstunden, og dette definerer man som ”aftenkommunionen”.
Nu er vi nået til de absolut sidste timer på året. Ved midnat går vi ind i et nyt år, et nyt årti, en ny måned, en ny time og en ny morgen.
Der vil komme et tidspunkt, hvor vi må være klar. Vi skal dø, det skal alle, og vi skal gå til vort sidste hvilested. Meningen med at være på jorden og meningen med vores religion er at forberede os på det øjeblik, vi skal dø. Hvis vi har levet vores liv, som vi skulle, er der ingen grund til at frygte døden. Hvis vi derimod ikke har levet vores liv, som vi skulle, og det gælder for de fleste af os, da bør vi huske på det, Gud har gjort for vores frelse og modtage Hans Kirkes sakramenter og ikke fortvivle i forhold til Hans barmhjertighed. Hvis vi dør i Guds venskab, da vil Han sige de ord, som vi selv benytter i forhold til at opmuntre og rose børn i livet her på jorden: ”det har du gjort godt”.
***
Tiden i sig selv vil også nå sin afslutning. Nej, til trods for al den ondskab vi ser udfolde sig foran vores øjne – og hvor smertefuldt det end er at måtte sige dette – i selve Kirken, så er enden endnu ikke nær. Men sandet i vores timeglas rinder ud, og når Gud finder tidspunktet værende det rette, da er det slut. Og Han skal komme igen for at dømme de levende og de døde, og der skal ikke være ende på Hans rige. Og på den dag, den sidste dag, ikke som afslutningen på et år eller et menneskeliv, men på selve tiden, da vil vi høre de ord, Gud så inderligt har ønsket at sige til os siden skabelsen:
”Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt”.
Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af David Mitchell og publiceret på OnePeterFive den 2. januar 2020. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/rhythm-life-end-year/
Gudsbarmhjertighed 