29. alm søn (22/10/2017)

1. læsning Es 45,1. 4-6

Dette siger Herren til sin salvede,
til Kyros, hvis højre hånd jeg har grebet
for at nedtrampe folk foran ham
og løse kongernes bælter,
så døre åbnes for ham,
og porte ikke står lukket.
For min tjeners Jakobs skyld,
for Israels, min udvalgtes skyld,
kaldte jeg dig ved navn;
jeg gav dig hædersnavn,
skønt du ikke kender mig.
Jeg er Herren, der er ingen anden,
der er ingen anden Gud end mig.
Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig,
for at de skal vide i øst og vest,
at der ikke er nogen anden end mig,
jeg er Herren, der er ingen anden!

Vekselsang Sl 96, 1&3. 4-5. 7-8. 9-10ac

R. Vis Herren ære og hæder.

Syng en ny sang for Herren,
syng for Herren, hele jorden.
Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
om hans undere blandt alle folkeslag.

For Herren er stor og højt lovprist,
han er frygtindgydende for alle guder.
For alle folkenes guder er intet værd,
men heren skabte himlen.

Vis Herren, I folkenes slægter,
vis Herren ære og hæder!
Vis Herrens navn ære,
træd ind i hans forgårde med gaver.

Kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt,
skælv for ham, hele jorden!
Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
Han dømmer folkene med retskaffenhed.

2. læsning 1 Thess 1,1-5b

Fra Paulus og Silvanus og Timotheus. Til thessalonikernes menighed i Gud Fader og Herren Jesus Kristus. Nåde være med jer og fred!

Tak til Gud for menighedens modtagelse af ordet. Vi takker altid Gud for jer alle, når vi nævner jer i vore bønner og uophørligt over for vor Gud og Fader mindes jeres gerninger i troen, jeres arbejde i kærligheden og jeres udholdenhed i håbet til vor Herre Jesus Kristus. Brødre og søstre, I som er elsket af Gud, vi ved, at I er udvalgt; for vort evangelium kom ikke til jer blot med ord, men også med kraft og med Helligånd og med fuld vished, og I ved, at sådan færdedes vi hos jer for jeres skyld.

Akklamation til Evangeliet Matt 22,21

Halleluja!
Giv kejseren, hvad kejserens er,
og Gud, hvad, hvad Guds er.

Evangelium Matt 22,15-21

Farisæerne gik hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.

Advertisements

Modernismens ulykkelige Evangelium

I løbet af de sidste par måneder har jeg foretaget adskillelige mislykkede forsøg på at skrive nye artikler om forskellige emner. I en artikel forsøgte jeg at argumentere for, hvordan Kaspers afhandling rent faktisk er nedladende samt et angreb på menneskesjælens adelsmærke. I en anden (artikel) forsøgte jeg, at analysere den velsignede Elena Aiello’s profetier set i lyset af de seneste begivenheder. De fleste af disse artikler skulle være en reaktion på de fejl og skandaler, Kirken aktuelt står overfor, men efter få sætninger blev jeg fortvivlet i mine bestræbelser. Mit forsøg på at fremlægge sandheden syntes nyttesløs; mine intentioner om at hjælpe Kirken i Hendes aktuelle vanskeligheder føltes håbløse. Hver gang jeg forsøgte, blev jeg mere og mere udmattet af den konstante strøm af dårlige nyheder og negativitet.

Som enhver forfatter nok har oplevet, kommer inspirationen ved et tilfælde. I går søgte jeg efter et citat, som jeg efter at være konverteret havde benyttet i et brev, skrevet til nogle protestantiske venner. Jeg kom fra det, der var min egentlige hensigt, og begyndte at genlæse konklusionen på mit brev. Hvad jeg fandt der, var det liv og den ånd, som på det seneste manglede både i min tankevirksomhed og skrivning. Jeg overvejede for en stund, det jeg læste igennem og undredes over, hvordan jeg engang havde været i stand til at skrive på en så glædelig og fredfyldt måde. Jeg forsøgte at forklare det for min hustru. Jeg fortalte hende, at da jeg gav mit vidnesbyrd til mine protestantiske venner, var der en stor glæde forbundet med at gøre det. Min hensigt var ikke at give dem en streng formaning eller fremsætte en voldsom kritik af deres fejl, men snarere at forklare at Evangeliet er langt bedre end man kan forestille sig. Frelsen er mere end blot syndernes tilgivelse, – det er en forening med Gud selv. Denne hellighed skyldes ikke fraværet af synd, men en aktiv deltagelse i Helligåndens liv og kraft. At Gud ikke er adskilt fra – eller utilgængelig for os, men dagligt er tilgængelig og kan modtages – Legeme, Blod, Sjæl og Guddommeligheds – i Den hellige Messe.

Nu er et par stykker af disse protestantiske venner konverteret eller er på vej til at konvertere. Andre er ikke, og på grund af afstanden og travlhed i hverdagen er mine forsøg på at evangelisere trådt i baggrunden til fordel for andre gøremål. Da mit fokus på at evangelisere er blevet vendt til et mere fordybende studie af troen, er min opmærksomhed, måske uundgåeligt, blevet rettet mod den aktuelle krise i Kirken – med særlig vægt på de faresignaler, der udgik fra synoderne. I min optagethed af disse kirkelige problemstillinger forsvandt den glæde, der ellers flyder naturligt fra troens nidkærhed. Dette resulterede i en intellektuel (og måske også åndelig) depression, som medførte et korrelativt fald i min evne til at skrive. Continue reading

28. alm søn (15/10/2017)

1. læsning Es 25,6-10a

På dette bjerg skal Hærskarers Herre
holde festmåltid for alle folkene,
et festmåltid med fede retter og lagret vin,
med marvfede retter og ædel, lagret vin.
Så opsluges på dette bjerg sløret,
det slør, der ligger over alle folkene,
det dække, der er bredt over alle folkeslag;
døden opsluges for evigt.
Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt,
han fjerner spotten mod sit folk fra hele jorden,
for Herren har talt.
På den dag skal man sige:
Han er vor Gud,
vi satte vort håb til ham, og han frelste os.
Han er Herren, ham håbede vi på,
lad os juble og glæde os over hans frelse,
for Herrens hånd hviler på dette bjerg.

Vekselsang Sl 23, 1-2. 3-4. 5. 6

R. Jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.

Jorden med alt, hvad den rummer,
verden og dens beboere, tilhører Herren,
for han har grundlagt den på havene,
grundfæstet den på strømmene.

Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.

Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.

Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Jakobs Gud.

2. læsning Fil 4,12-14. 19-20

Brødre og søstre! Jeg kender til at have ringe kår, og jeg kender til at have overflod. I ét og alt er jeg indviet, både at være mæt og at sulte, både at have overflod og at lide mangel. Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft. Alligevel var det smukt af jer at gøre fælles sag med mig i min nød. Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus. Gud, vor Fader, være ære i evighedernes evigheder! Amen.

Akklamation til Evangeliet Jfr. Ef 1,17-18

Halleluja!
Vor Herre Jesu Kristi Gud,
vil give jer visdoms og åbenbarings ånd
så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer.

Evangelium Matt 22,1-14

Jesus talte til ypperstepræsterne og folkets ældste og sagde: “Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.

Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.”

Katolicisme eller intet

Kristus er alt eller intet, men Han er ALT

Først og fremmest tak for alle Jeres bønner, Messeintentioner, kærlighed og støtte i forbindelse med min far Russ. Han er nu kommet hjem og er i gang med en hverdag i et tempo, der er passende for ham. Men han har det godt, og alle Jeres bønner har uden tvivl været en medvirkende faktor. At en mand på hans alder, næsten 88, rammes af et hjerteslag samt svær beskadigelse af hjertes venstre side, og 48 timer senere er sengeliggende derhjemme, næsten som om intet var hændt, er ganske imponerende. Lægerne var målløse, ufatteligt var det ord de benyttede, da han blev udskrevet – sådan noget sker ikke hver dag, men du og jeg ved hvorfor. Takket være Gud.

Vi er på den tid af året, hvor noget nyt påbegyndes på flere måder. Vi skal tilbage på skolebænken, og her i vores apostolat ønsker vi at markere dette hele denne uge i Vortex episoderne – tilbage på skolebænken i troens skole.

Den katolske Kirke blev indstiftet af Jesus Kristus, som det eneste middel til frelse, og ethvert andet trossystem eller ateistiskorienteret system er helt igennem ufuldkomment og falskt, da alle disse systemer tager deres udgangspunkt i syndige mennesker, også uanset deres gode intentioner. Derfor hele denne uge vil vi rette vores fokus på de forskellige filosofiske og religiøse systemer, der står i modsætning til troen (Den katolske tro). I dag er det ateismen, som er helt igennem absurd og tåbeligt.

Ikke alene er den (ateismen) en uværdig modsætning til den katolske tro, den kan end ikke stå sin prøve ved en nærmere undersøgelse. Ateismen rummer så mange ubesvarede spørgsmål, at det rent faktisk er svært at tro på den. Ateisme er i dag praktisk talt en videnskab om materien, hvilket betyder, at søger man en betydning, er den at finde i universet, og at der findes en videnskabelig forklaring på alt. Dette er helt absurd. Videnskaben magter ikke at måle det, der ikke er materie. Det videnskaben kan gøre er at hjælpe os med at forstå, hvordan den materielle verden fungerer, men den kan end ikke nå til en større forståelse af, hvorfor to slags materie reagerer på hinanden, som de gør – altså en forståelse af hvilke underliggende strukturer og egenskaber, der opererer i universet.

Det, ateisten kan sige, er, at det kun er verden eller andre typer af eksistens, der er materie, og derved er det immaterielle og det åndelige ikke eksisterende. Hvis ateisterne indrømmer, at der eksisterer noget, som det immaterielle, så må de nødvendigvis være teister, som er betegnelsen for de mennesker, der tror, at der findes en eller flere guder – det vil sige et skabende væsen eller en skabende kraft.

Ateisterne kan derfor ikke forklare følelsen af kærlighed, og hvad det i bund og grund er. De kan definere det som kemiske reaktioner i hjernen. De har ingen forklaring på tristhed eller glæde. Og selv i forhold til det at give en forklaring på at mennesket kan erkende sin eksistens – den menneskelige bevidsthed – mangler de svar. Den menneskelige bevidsthed eksisterer uden for den materielle verden og er uden for videnskabens rækkevidde. Continue reading

27. alm søn (8/10/2017)

1. læsning Es 5,1-7

Jeg vil synge en sang om min ven,
min elskedes sang om hans vingård.
Min ven havde en vingård
på en frugtbar skråning.
Han gravede den, rensede den for sten
og plantede den til med vinstokke.
Han byggede et vagttårn i den
og udhuggede også en perse.
Han ventede, at den ville give vindruer,
men den gav vilddruer.
Og nu, Jerusalems indbyggere,
Judas mænd,
døm mellem mig og min vingård.
Hvad var der mere at gøre
ved min vingård,
som jeg ikke har gjort?
Når jeg ventede, at den ville give vindruer,
hvorfor gav den så vilddruer?
Men nu vil jeg lade jer vide,
hvad jeg vil gøre ved min vingård:
Jeg vil fjerne hegnet om den,
så den bliver afgnavet,
nedrive gærdet om den,
så den bliver trampet ned.
Jeg lader den forfalde,
den bliver hverken beskåret eller hakket,
så den gror til med tjørn og tidsel,
og jeg forbyder skyerne
at give den regn.
For Hærskarers Herres vingård er Israels hus,
og Judas mænd er hans yndlingsplante.
Han ventede ret,
men der kom retsløshed.
Han ventede retfærdighed,
men der kom nødskrig.

Vekselsang Sl 80, 9&12. 13-14. 15-16. 19-20

R. Hærskarers Herres vingård er Israels hus.

Du rykkede en vinstok op i Egypten
og plantede den, hvor du drev folkeslag bort;
den strakte sine ranker til havet
og sine skud til floden.

Hvorfor har du revet dens gærde ned,
så alle, der går forbi, kan plukke af den?
Skovens vildsvin gnaver af den,
markens dyr græsser på den.

Hærskarers Gud, vend tilbage,
se dog ned fra himlen!
Tag dig af denne vinstok,
Så vil vi ikke vige fra dig.
Hold os i live, så vil vi påkalde dit navn.

Herre, Hærskarers Gud, rejs os igen,
lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.

2. læsning Fil 4,6-9

Brødre og søstre! Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

I øvrigt, brødre og søstre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde. Hvad I har lært og taget imod og hørt og set hos mig, det skal I gøre. Og fredens Gud vil være med jer.

Akklamation til Evangeliet Joh 15,16

Halleluja!
Det er ikke jer, der har udvalgt mig,
Men mig, der har udvalgt jer
og sat jer til at gå ud og bære frugt.

Evangelium Matt 21,33-43

Jesus talte til ypperstepræsterne og folkets ældste og sagde: “Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?” De svarede ham: “Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.”

Jesus sagde til dem: “Har I aldrig læst i Skrifterne:
Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne?
Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.”

Muslimerne overtager Europa langt hurtigere end vi forestiller os

”Hvis man vil se Europas ansigt om 100 år, så se på de unge muslimske immigranters ansigter”. Således udtalte ærkebiskop Charles Chaput sig ved en for nylig afholdt konference på Napa Institute.

”Islam har en fremtid, fordi Islam tror på børn” sagde han. ”Uden en overnaturlig tro, der gør livet værd at leve, er der ingen grund til reproduktion”.

Lad os lige stoppe op her for lidt analyse. Det første, der fortjener en nærmere undersøgelse, er tidsperspektivet. Et hundrede år fra nu er 2117. De fleste af os vil på det tidspunkt være afgået ved døden, så for mange vil sagen virke mindre presserende, end ærkebiskop Chaput måske lagde op til. En række observatører, der holder øje med det Europæiske kontinent – Thilo Sarrazin, Douglas Murray, Bruce Bawer og Mark Steyn, skønner, at store dele af Europa vil være blevet islamiseret indenfor tre eller fire årtier. Og hvis man ved en fejltagelse skulle komme til at bevæge sig ind i en af de no-go zones, der er i Paris, vil man tro, at ”de unge muslimske immigranters ansigter” allerede er Europas ansigt.

Ser vi bort fra tidsaspektet, har ærkebiskop Chaput i bund grund ret vedrørende den tendens, der gør sig gældende i Europa. Og han har også ret i, at det meste af skylden skal findes hos de europæere, som er tilbageholdende med at få børn. Europa er ved at dø, siger han, fordi ikke tilstrækkeligt med europæere gør en indsats for fremtiden.

Et par yderligere punkter, han berører, kan blive fejlfortolket. Og på grund af den aktuelle atmosfære i Kirken kan mange katolikker konkludere fejlagtigt ud fra hans bemærkninger. Han udtaler: ”Islam har en fremtid, fordi Islam tror på børn”. Desuden siger han videre: ”Uden en overnaturlig tro, der gør livet værd at leve, er der ingen grund til reproduktion”.

Fejltagelsen, – som virkelig er fatal – mange katolikker gør sig, er en dobbelt antagelse: For det første, at muslimer tror på børn på samme måde, som katolikker gør; og for det andet at muslimers overnaturlige tro ligner katolikker overnaturlige tro. Rent faktisk siden Vatikan II har katolikker fået tudet ørerne fulde af, at Islam og Katolicisme har meget til fælles. For eksempel understreger Vatikan II dokumentet Nostra Aetate lighederne mellem de to trosretninger og skøjter hen over forskellene. Continue reading

26. alm søn (1/10/2017)

1. læsning Ez 18,25-28

I siger: “Herren handler ikke rimeligt.” Hør dog, Israels hus: Handler jeg ikke rimeligt? Er det ikke jer, der ikke handler rimeligt? Hvis den retfærdige vender om fra sin retfærdighed og øver uret, så skal han dø for det; han skal dø for den uret, han øvede. Og hvis den uretfærdige vender om fra den uretfærdighed, han har begået, og øver ret og retfærdighed, skal han bevare sit liv.Han ser alle de overtrædelser, han har begået, og vender om fra dem. Han skal bevare livet; han skal ikke dø.

Vekselsang Sl 25, 4-5. 6-7. 8-9

R. Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed.

Vis mig dine veje, Herre,
lær mig dine stier!
Vejled mig i din sandhed og belær mig,
for du er min frelses Gud,
til dig sætter jeg altid mit håb.

Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed,
som har været til fra evighed.
Glem min ungdoms synder og overtrædelser,
husk mig i din trofasthed,
fordi du er god, Herre.

Herren er god og retskaffen,
derfor belærer han syndere om vejen.
De ydmyge vejleder han i retfærdighed,
han lærer ydmyge sin vej.

2. læsning Fil 2,1-11*

Brødre og søstre! Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget,så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, +++)

han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.

Som kortere afsnit kan læses Fil 2,1-5, fra begyndelsen indtil tegnet +++).

Akklamation til Evangeliet Joh 10,27

Halleluja!
Mine får hører min røst,
og jeg kender dem, og de følger mig.

Evangelium Matt 21,28-32

Jesus talte til ypperstepræsterne og folkets ældste og sagde: “Hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?” De svarede: “Den første.” Jesus sagde til dem: “Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.

Ingen elsker os mere end Kristus. Men ingen talte mere om helvede end Han

Mange mennesker sætter i dag helvede i modsætning til Guds kærlighed, men Jesus kombinerer dem. Her er en vigtig sandhed: Ingen elsker os mere end Jesus Kristus, men ingen talte mere om eller lærte om helvede og dommen, end Han gjorde. Han advarede igen og igen og fortalte lignelse på lignelse og løftede praktisk talt sin røst, når Han talte om dommen og helvedes realitet.

Ingen hæresi i vore dage er mere udbredt eller skadelig end fornægtelsen af helvede og dets triste hyppighed. Jeg anvender kun citater vedrørende dette ord, fordi jeg som en almindelig præst ikke har beføjelse til formelt at erklære hæresi. Men hæresi i en bredere og mere beskrivende forstand betyder simpelthen, at man vælger og vrager i forhold til den åbenbarede sandhed. Konfronteret med sandheder, som synes modsatrettet (såsom Guds retfærdighed vs. Hans barmhjertighed eller Menneskets frie valg vs. Gud suverænitet) vælger hæretikeren et og kasserer noget andet for at overkomme det, der synes modsatrettet. Ortodoksien siger ”det hele”, og hæretikeren ”vælger og vrager”.

Med hensyn til læren om helvede og dommen kan hæretikeren ikke forene Guds kærlighed og barmhjertighed med helvedets realitet og den evige adskillelse fra Ham.

Men kærlighedens Herre, Jesus, talte om dette mere end nogen anden. Problemet ligger hos os, ikke i Jesus og ikke i Faderen.

Vi nægter simpelthen at adlyde det, vi bliver lært og at acceptere det, grundet vores frie vilje, som i sidste instans er afgørende for det valg, vi træffer. Vi har ladet os forblænde af den eventyrlige afslutning: ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Vi fornægter, at summen af vore valg definerer vores karakter, og at vores karakter indvarsler vores valgte skæbne. Vi frasiger os vores ansvar overfor det faktum, at vi træffer valg, som er blevet til over tid, og som vi en dag ikke vil være i stand til at afstå fra. I stedet placerer vi skylden hos Gud og kalder Ham (som sendte Sin egen søn for at frelse os) for den, der handler slet, vi siger, at Han er ansvarlig for, om vi går til helvede eller ej.

I mellemtiden siger Gud: ”Kom til Mig, kom til Mig, før det endelig er ved tiden, at husets herre rejser sig og lukker døren!”.

I sidste instans: Hvad enten Gud er kærlighed, og vi er frie til at vælge Ham, eller ikke i vores kærlighedsgerning, eller Gud er en, der holder slaver, og (dette) uanset om vi går til Himlen, og der er med Ham for evigt. Med andre ord betyder frihed, at vi foretager et valg, og dette valg tillader os at sige nej til Gud. Derfor eksisterer helvede.

Vi må være fuldstændig klare omkring dette; det var Jesus. Han advarede igen og igen, Han bønfaldt igen og igen. Han ved, hvad vi er gjort af, Han ved, hvor stolte og stivnakkede vi er, og at vi ikke ønsker at blive fortalt, hvad der er hensigtsmæssigt at gøre. Ja, Jesus observerede sørgeligt nok, at mange – faktisk de fleste – foretrækker helvede frem for at være i Himlen (jf. Matt 7: 13 inter al). Continue reading

25. Alm søndag (24/9/2017)

S1. læsning Es 55, 6-9

Søg Herren, når han er at finde,
kald på ham, når han er nær.
Den ugudelige skal forlade sin vej,
det onde menneske sine planer
og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed,
tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse.
For jeres planer er ikke mine planer,
og jeres veje er ikke mine veje,
siger Herren;
for så højt som himlen er over jorden,
er mine veje højt over jeres veje
og mine planer over jeres planer.

Vekselsang Sl 145, 2-3. 8-9. 17-18

R. Herren er nær ved alle, der råber til ham.

Hver dag vil jeg prise dig,
jeg vil lovprise dit navn for evigt og altid.

Herren er stor og højt lovprist,
ingen kan udforske hans storhed.

Herren er nådig og barmhjertig,
sen til vrede og rig på troskab.
Herren er god mod alle,
hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger.

Herren er retfærdig på alle sine veje,
han er trofast i alle sine gerninger.
Herren er nær ved alle, der råber til ham,
alle der råber til ham i oprigtighed.

2. læsning Fil 1,20-24. 27a

Brødre og søstre! Det venter jeg med længsel på, og jeg håber, at jeg ikke skal blive til skamme i noget, men at Kristus nu som altid må blive forherliget i fuld offentlighed ved det, der sker med mit legeme, hvad enten jeg skal leve eller dø. hi for mig er livet Kristus, og døden en vinding. Men hvis fortsat liv på jorden betyder frugt af mit arbejde, så ved jeg ikke, hvad jeg helst vil. Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste; men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer. Blot skal I føre et liv, som svarer til Kristi evangelium.

Akklamation til Evangeliet Jr ApG 16,14b

Halleluja!
Herren åbnede vores hjerter,
så at vi kan tage mod Jesu Kristi ord.

Evangelium Matt 20,1-16

Jesus fortalte sine disciple følgende lignelse: “Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig.

Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.”

 

Jesuiteroverhoved hævder, at Satan kun er et symbol og er skabt af mennesket

Det er blevet sagt, at det til fulde er lykkedes djævelen at narre verden ved at overbevise den om, at han ikke eksisterer. Og det nye overhoved for Jesuiterordenen synes at være faldet for denne list.

Fr. Arturo Sosa Abascal ordensgeneral for Jesuiterordenen sagde den 31. maj i et interview med den spanske avis El Mundo, at Satan er et ”symbol”, som egentlig ikke eksisterer.

”Vi har skabt symboler, som djævelen for at udtrykke (ondskabens virkelighed)”, sagde Abascal, da han blev spurgt, om han tror, at ondskaben er en del af den menneskelige psykologi, eller om den kommer fra en højere skabning.

”Sociale betingelser er også repræsenteret i dette symbol”, tilføjede han. Continue reading