Tak for alt pave Frans

Da min hustru, Elizabeth, og jeg blev gift for 25 år siden eller noget i den retning, var hun praktiserende kristen i et ganske almindeligt protestantisk trossamfund, og hendes præst forestod vores vielse. (N.B.: Ingen af de navne, der optræder i denne tekst, hverken vore eller andres, er de oprindelige). Jeg var ikke helt rigtig kristen, hvis jeg selv skal beskrive det, var jeg mere agnostiker, hvis katolske opdragelse lå i baggrunden. Men da Elizabeth sagde til mig for mere end et årti siden, at hun overvejede at blive katolik og ville vide, om jeg kunne tænke mig at vende tilbage til troen, svarede jeg straks. ”Ja, det vil jeg”. Mit noget hurtige svar – uden tøven og større ståhej – overraskede hende, jeg tror også, at det overraskede mig selv. Noget rørte sig i os begge – måske Helligånden – og hendes spørgsmål og mit svar passede perfekt til hinanden.

Vi gik til vor lokale sognepræst. Vi ville gøre det klart for ham, at Elizabeth havde været gift to gange før. Begge ægteskaber var blevet afsluttet med en skilsmisse, da det i begge tilfælde handlede om ægtemændenes hang til utroskab, de tidligere ægtemænd er stadig i live, og begge ægteskaber resulterede ikke i børn. Fr. Colin lyttede til vores historie på en varm og åben måde. For mit vedkommende foreskrev han Bodens Sakramente. På en humoristisk måde foreslog jeg, at dette kunne gøres på en af hans fri eftermiddage. For Elizabeth’s vedkommende skulle hun påbegynde RCIA (The Rite of Christian Initiation of Adults) (På dansk: Konvertitundervisning), selvom man allerede var i gang med et forløb, som skulle forberede hende sammen med andre nye katolikker til at blive optaget i Kirken ved Påskevigilen det følgende efterår.

Det var det. Der blev intet sagt om annullering af de tidligere ægteskaber, samt andre hindringer for at vi begge kunne modtage Sakramenterne. Med glæde blev vi en del af livet i sognet i den lille by. Fr. Colin var en ung ”JP2” præst (En præst uddannet under Johannes Paul II’s pontifikat), der havde viet sig til troen med en ortodoks fremtoning og var klar og tydelig omkring Kirkens lære i sine prædikener. En af grundene til, at jeg ikke benytter hans rigtige navn – eller for den sags skyld vore – er, at vi stadig er meget glade for denne præst. Den dag i dag tager vi os stadig til hovedet over, at han undlod at gøre os opmærksom på Kirkens lære omkring skilsmisse, at gifte sig igen og Sakramenterne, når så meget andet ved hans pastorale karakter var fint og beundringsværdigt. Continue reading

At Vatikanet planlægger at ”genfortolke” encyklikaen om anti-svangerskabsforebyggelse er nu en realitet

Monsignor Gilfredo Marengo, professor ved John Paul II Pontifical Institute, vil være koordinator for kommissionen udnævnt af pave Frans til at ”genfortolke” encyklikaen Humanæ Vitæ af pave Paul VI i lyset af Amoris Laetitia i anledning af 50 års dagen for dennes kundgørelse, som finder sted næste år. De begyndende rygter om eksistensen af denne kommission, som stadig er hemmelig, er nu rapporteret af Vatikankorrespondenten Marco Tosatti, som er en pålidelig kilde.

Vi kan bekræfte, at der er en kommission bestående af Monsignor Pieranglo Sequeri, leder af John Paul II Pontifical Institute, professor Phillippe Chenaux, underviser i kirkehistorie ved Lateran Pontifical University og Monsignor Angel Maffeis. Leder af Paul VI Institute i Brescia. Koordinator er Marengo, underviser i teologisk antropologi ved John Paul II Institute og medlem af Steering Committee vedrørende revurderingen af CVII-Centro Vaticano II Studie ricerche.

Kommissionen udnævnt af pave Frans har til opgave at tilvejebringe fra Vatikanets arkiver dokumentation i forbindelse med det forberedende arbejde med Humanæ Vitæ, som strakte sig over en periode på tre år, under og efter Det andet Vatikankoncil. Den første studiegruppe vedrørende ”fødselsregulering” var nedsat af Johannes XXIII i marts 1963 og voksede til 75 medlemmer under Paul VI. I 1966 afleverede ”eksperterne” deres vurderinger til Pave Montini og foreslog at åbne op for kunstig prævention. Continue reading

Kristi Legems og Blods fest (18/6/17)

1.LÆSNING 5 Mos 8,2-3. 14b-16a

Mose sagde til folket: “Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej. v3  Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.

Glem ikke Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. det var jo ham, som lod dig vandre gennem den store og frygtelige ørken med slanger, øgler og skorpioner og med vandløse områder, hvor han lod vand strømme ud af flinteklippen for din skyld; det var ham, som gav dig manna at spise i ørkenen, noget dine fædre ikke havde kendt.”

VEKSELSANG Sl 147, 12-13. 14-15., 19-20

R. Jerusalem, lovsyng Herren!

Jerusalem, lovsyng Herren!
Lovpris din Gud, Zion!
For han har gjort dine portslåer stærke
og velsignet dine sønner i dig.

Han skaber fred i dit land
og mætter dig med hvedens fedme.
Han sender sit ord ud over jorden,
hurtigt løber hans befaling.

Han forkynder sit ord for Jakob,
sine love og bud for Israel.
Det har han ikke gjort for noget andet folk,
de kender ikke hans bud.

2.LÆSNING 1. Kor 10,16-17

Brødre og søstre. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit død, som gives til liv for verden.

SEKVENS (kan synges før 2.vekselsang)

Pris, o Sion, din Forsoner,
pris i glade jubeltoner
Ham, din Hyrde og din Drot.
Hvad du mægter, tør du vove,
aldrig kan du nok ham love,
mod hans vælde alt er småt.

Højt i dag det brød vi hylde,
som i sig har livets fylde
og for os er livsens brød,
det, som vi med tro bekender,
at de tolv af Jesu hænder
ved den sidste nadver nød.

Hjertet svulme højt af glæde,
sangen stige mod Guds sæde
i et tusindtunget kor;
thi den dag vi ihukomme,
da vor Frelser, os til fromme,
selv indstifted dette bord.

I den nye konges rige
må den gamle påske vige
for det nye påskelam:
Skyggen er for sandhed svundet,
natten endt, og dag oprundet,
alt er blevet nyt i ham.

Hvad hans venner så ham virke,
bød han, skulle i hans Kirke
ske til minde om hans død.
Efter Jesu egen lære
frelsens offer vi frembære
på vort alter: Vin og brød.

Kristen tro os vished giver:
Brødet til hans legem bliver,
vinen til hans hjerteblod.
Hvad forstand og sans ej nemme,
lærer troens trygge stemme,
al naturens skik imod.

Brød og vin er kun et dække,
og der skjuler sig bag begge
skikkelser en skat så stor.
Kød er spise, blod er drikke,
og dog splittes Kristus ikke,
helt bag hver en form han bor.

Ej han deles, når han nydes,
ej han mindskes, ej han brydes,
helt og udelt rækkes han.
Een og tusinde annamme,
een og tusind få det samme;
aldrig han fortæres kan.

Af de gode, af de onde
nydes han; dog ingenlunde
times dem de samme kår.
Liv det til de gode giver,
død det for de onde bliver,
skønt det samme brød de får.

Brydes brødet, ej du glemme:
Hvad det hele fik at gemme,
gemmes i hver enkelt del.
Væsensfylden kan ej svækkes;
tingen, der af tegnet dækkes,
liver lige fuld og hel.

Se Guds engles brød det skære,
føde for Guds sønner kære!
ej for hund det kastes skal.
Som et billed derpå agtes
lammet, der til påske slagtes,
ørknens rige mannafald.

Gode hyrde, Jesu søde,
kom os nådig hist i møde,
ind til livet da os led!
Du, hvis kød vi her tør æde,
giv os i din helgenkæde
arvelod til salighed!

AKKLAMATION TIL EVANGELIET Joh 6,51

Halleluja.
Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen;
den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.

EVANGELIUM Joh 6,51-58

På den tid sagde Jesus til den jødiske folkeskare: »Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«

Så kom jøderne i voldsom diskussion med hinanden og sagde: »Hvordan kan han give os sit kød at spise?« Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. Det brød, som er kommet ned fra himlen, er ikke sådan som det, fædrene spiste; de døde, men den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid.«

En filosof, som støtter en legitimering af abort, er blevet udnævnt til Vatikanets “for livet”- akademi

Nigel Biggar har udtalt: ” Det er uklart om, et menneskeligt foster er det samme som et voksent menneske”.

Pave Frans har udnævnt 45 nye ordinære medlemmer af det pontifikale akademi for Livet, oplyses det i en meddelelse på Vatikanets hjemmeside. Det omfatter bl.a. Nigel Biggar, der har udtalt, at han mener, at grænsen for legitim abort bør være ved 18. uge.

I en samtale med en filosofkollega Peter Singer i 2011, der er blevet gengivet iStandpoint Magazine, sagde Biggar: ”Jeg er tilbøjelig til at sætte en grænse for abort 18 uger efter undfangelsen, hvilket stor set er det tidligste tidspunkt, hvor der er tegn på hjerneaktivitet og dermed bevidsthed. Med hensyn til at opretholde en stærk social forpligtelse til at beskytte menneskeliv i hæmmede former og for ikke at blive for skødesløs vedrørende det at slå mennesker ihjel, er der behov for, at vi konsekvent trækker en grænse”.

Han sagde: ”Det er uklart, om det menneskelige foster er det samme som et voksent eller et modent menneske og dermed fortjener den samme behandling. Det er her, det bliver et spørgsmål om, hvor vi sætter en grænse, og der er ingen overbevisende begrundelse for at sætte den et bestemt sted”. Continue reading

Hvad har helgenerne sagt om Islam?

For islamiske lærde er der en formulering i pave Frans apostoliske skrivelse  Evangelii Gaudium, der er særdeles bekymrende:

Konfronteret med foruroligende episoder af voldelig fundamentalisme må vor respekt for de sande troende indenfor Islam ikke lede os til at foretage hadefulde generaliseringer, for den autentiske Islam samt en korrekt læsning af koranen står i modsætning til enhver form for vold (p. 253).

Som situationen i Mellemøsten udvikler sig, og volden fra Islamisk Stat i Irak og al-Sham (ISIS) koster store mængder af uskyldige kristnes blod, synes denne formulering ude af trit med virkeligheden.

Paver kan sagtens have personlige meninger. En paves mening, uanset, om den offentliggøres, vægter mere end andre prælaters, der er lavere i hierarkiet, grundet hans position. Hans ord – ikke når de ikke kommer til udtryk i et interview eller i en prædiken, men i et officielt dokument – signalerer i det mindste implicit, at hans mening faktisk er Kirkens tro. Dette har en reel indvirkning på forståelsen af hvilket som helst emne, der vil blive berørt, både for katolikker og ikke-katolikker. Dette gælder især i en moderne kontekst, hvor de globale nyheder er tilgængelige her og nu, at pavelige udtalelser kommer vidt omkring meget hurtigt. Ligeså snart en ide er fremlagt, som ”noget paven har givet udtryk for”, er det meget vanskeligt at trække tilbage. Det er ikke usædvanligt, at man misforstår, at når en pavelig mening berører hvilket som helst emne, der er relateret til troen, ikke kan være ufejlbarlig. Continue reading

Kardinal Sarah: Skt. Johannes Paul II ”tvang sin nedbrudte krop til at knæle” foran Eukaristien

Katolikker bør følge pave Skt. Johannes Paul II’s eksempel ved at knæle foran Det allerhelligste Sakramente, sagde kardinal Robert Sarah, idet han bemærkede, at den sidste pave knælede indtil sine allersidste dage.

Kardinalen talte også om Skt. Teresa af Calcutta’s ærbødighed overfor Eukaristien, idet han fremhævede, at hun engang sagde, at intet gjorde hende mere bedrøvet end at se folk modtage Kommunionen i hånden.

Sarah talte tirsdag ved Sacra Liturgica konferencen 2017 i Milano om ”skønheden, hvad der sømmer sig og pastorale værdier” ved at modtage Den hellige Kommunion knælende og på tungen. Sarah er præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, som gør ham til Vatikanets liturgiske overhoved.

Den katolske Kirke lærer, at Eukaristien bogstavelig talt er Jesu Kristi Legeme, Blod og Guddommelighed.

”For hvis Paulus forkynder: ” for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden” (Fil 2.10), hvor meget mere bør vi så ikke bøje vore knæ, når vi kommer for at modtage selve Herren i den mest sublime og intime handling, sagde Sarah.

”En disposition af ærbødighed og ærefrygt for alle liturgiske ting før det privilegerede guddommelige møde, som gør de liturgiske riter lettere ” forklarede Sarah.

Vedrørende pave Skt. Johannes Paul II’s respekt for Jesus i Eukaristien, sagde Sarah:

Karol Wotyla var hele livet mærket af en dybfølt respekt for Den hellige Eukaristi. Meget kan man sige, og meget er der blevet skrevet om dette. I dag beder jeg Jer ganske enkelt om at huske på, at ved slutningen af hans embede var han en mand i en krop plaget af sygdom og på trods af det, kunne Johannes Paul II aldrig sidde ned under tilstedeværelsen af Det allerhelligste Sakramente. Han tvang sin nedbrudte krop til at knæle, han havde brug for hjælp fra andre både for at bøje sig og for at rejse sig. Hvilket mere dybfølt vidnesbyrd kunne han give for sin ærbødighed overfor Det allerhelligste Sakramente end dette, helt frem til hans allersidste dage. Continue reading

Om at ”begrave” Benedikt

Selvom Benedikt stadig er i live, forsøger Frans at begrave ham. Ved valget af Frans i 2013, begyndte han at følge en dagsorden, som Joseph Ratzinger havde været imod i hele sin karriere. En betoning af det pastorale frem for det doktrinære, at fremme forskelligartede disciplinære- og doktrinære tilgange i de lokale kirker, at åbne op for Kommunionsmodtagelse for skilte og gengifte – alle disse forslag blev vurderet og afvist af Ratzinger for mere end ti år siden i en ophedet debat med Walter Kasper. Hverken værre eller bedre søger Frans nu at forkaste det, som Ratzinger stod for.

Konflikten tog sin begyndelse med et brev fra 1992 vedrørende ”De grundlæggende elementer som må betragtes som allerede afgjorte”, når katolske teologer gør deres arbejde. Nogle teologer havde foreslået, at selvom doktrinen bør være universel og uforanderlig kunne den være fleksibel så den adskilt møder den pastorale virkelighed – hvilket giver mulighed for en liberal tilgang, lad os sige i Vesteuropa, og en mere konservativ i Afrika.

For at kunne værne sig mod disse tanker insisterede både pave Paul II og Ratzinger, der på daværende tidspunkt var præfekt for Troslærekongregationen på, at Den universelle Kirke var en ”realitet, som er ontologisk og tidsmæssigt overordnet de enkelte kirker”. En Anglikansk ”forskelligheds-struktur” ville ikke komme på tale for katolikker – ikke under John Paul. Continue reading

Den Hellige Treenighed (11/6/17)

1. læsning 2 Mos 34,4b-6. 8-9

Tidligt om morgenen gik Moses op på Sinajs bjerg, sådan som Herren havde befalet ham, og han tog de to stentavler med sig. Herren steg ned i skyen og stillede sig hos ham, og Moses påkaldte Herrens navn. Og Herren gik forbi ham og råbte: “Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed.

Straks kastede Moses sig til jorden og sagde: “Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå med iblandt os, Herre, for nok er det et stivnakket folk, men du vil tilgive vor skyld og synd og beholde os som din ejendom.”

Vekselsang Dan 3, 52. 53. 54. 55. 56

R. Lovpriset og ophøjet i evighed.

Lovet være du, Herre, vor fædres Gud,
og priset og højt ophøjet i evighed.
Lovet være dit hellige og herlige navn,
højlovet og ophøjet i evighed.

Lovet være du i dit hellige og herlige tempel,
højt lovsunget og højt berømmet i evighed.

Lovet være du, som fra dit sæde over keruberne
skuer ned i verdensdybet,
priset og højt ophøjet i evighed.

Lovet være du på din kongetrone,
højt lovsunget og højt ophøjet i evighed.

Lovet være du deroppe over himmelhvælvingen,
lovsunget og æret i evighed.

2. læsning 2 Kor 13,11-13

Brødre og søstre! Glæd jer! Bring alt i den rette stand, tag imod formaning, vær enige, hold fred! Og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer. Hils hinanden med helligt kys! Hilsen fra alle de hellige.

Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!

Akklamation til Evangeliet jf. Åb 1,8

Halleluja! 
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
Gud Herren, som er og som var og som kommer.

Evangelium Joh 3,16-18

På den tid sagde Jesus til Nikodemus: “Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.”

Hvordan behandler vi Gud?

Hvorfor går du til Messe? Dette er ikke et ledende spørgsmål eller en gåde. Det er et ærligt spørgsmål. Og du vil sikkert blive overrasket over at høre svaret.

Vi går til Messe for at være sammen med Den fysisk tilstedeværende Jesus Kristus – Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed i Eukaristien. Ja, Kirken lader os vide, at vi bør være der. Ja, det er en lovprisnings- og tilbedelseshandling. Ja, Den tillader os at deltage i offeret på Golgata.

Alle disse ting opnår vi ved at være til stede i Guds fysiske tilstedeværelse.

Og ikke kun i Guds fysiske tilstedeværelse. Vi er kaldet til at have et nært forhold til Gud, og når man har et nært forhold til nogen, er man er ikke blot fysisk tæt, man er tæt knyttet.

Gud kommer til os på den mest sårbare måde: Ikke alene gør universets Skaber Sig til menneske, men dette menneske giver sig kende under brødets og vinens skikkelse, og Han giver os dette brød og denne vin.

Men hvordan nærmer vi os fysisk Gud, når vi modtager Ham som føde og spiser Hans Legeme og drikker Hans Blod? Er det kommet så vidt – alteret placeret på den rette måde, brugen af smuk hellig musik, opretholdelsen af en ærbødig stilhed, når vi ikke taler det hellige latinske sprog – at vi risikerer at snuble ved den sidste forhindring ved at være alt for familiære? Jeg kalder denne sag, – og det er en af de større – ” Sagen om hvordan vi behandler Gud”.

Der er en katolsk grundsætning, som udtrykker – selvfølgelig! – på latin: ”Lex orandi, lex credendi, lex vivendi” Måden, hvorpå du beder, afspejler din tro og dit liv” eller sagt på en anden måde: Hvordan du beder, leder til, hvordan du tror, og hvordan du lever dit liv.

Den store ærkebiskop Fulton Sheen udtrykte den samme indstilling, da han udtalte: ”Hvis du ikke lever det, du tror på, vil du ende med at tro på det, du lever”. C. S Lewis, som giver djævelen Screwtape stemme, er mere ligefrem og siger: ”Mennesker er som dyr, og hvad som helst deres kroppe gør, påvirker deres sjæle”. Continue reading

Kirkens hjerte

For fire år siden besluttede min mand sig for at begynde at spørge Gud i bøn om at ”kende sandheden”. På det tidspunkt var vi nogle moderne og nominelle katolikker, som uinteresseret hver uge deltog i en Novus Ordo Messe, hvor vi sad i det rum, hvor forældrene sidder med deres små børn (hvis vi vel og mærke kunne finde et). Vi var samtidig ligeså sikre på vores frelse, som vi var ligeglade med den, ubevidst opdragede vi vores børn til mekanisk at gøre det, som katolikker gør om søndagen – og ellers intet. Når jeg nu ser tilbage, ved jeg, at jeg slet ikke kunne forestille mig hvilke konsekvenser, hans bøn ville få for os, og måske var det en god ting.

Omfanget af det, vi havde savnet i forbindelse med vores tro, blev tydelig for mig i det øjeblik for få måneder siden, da jeg så en dokumentarudsendelse om Skt. Padre Pio. Om morgenen den 28. marts 1913 viste Jesus sig for ham sammen med en vision af utallige præster, som Jesus stirrede på, mens tårerne løb ned ad Hans kinder. ”Mishandlere” udbrød Han til Skt. Pio, mens Han åbenbarede den ubegribelige smerte, Han konstant erfarede i hænderne på ligeglade præster, som ikke udviste den sande ærbødighed overfor Hans legeme og blod i Alterets helligste Sakramente.

Skt. Pio’s skrivelser omkring dette emne, får det til at vende sig i maven på en. ”Mit Hjerte er blevet glemt” sagde Jesus til ham, ”ingen bekymrer sig om min kærlighed, Jeg er altid slået af sorg … mine præster, som Jeg altid har beskyttet, som altid har haft min gunst, de burde trøste Mit sørgende hjerte, de burde hjælpe mig med sjælenes frelse, i stedet for – hvem skulle have troet det? Gengælder de Mig med utilfredshed og afvisning”. Han fortsatte: ”Jeg ser, min søn, mange af disse … (Han stoppede og hulkede) på en hyklerisk måde forråder mig ved vanhelligende Kommunioner og tramper på nåden og styrken, Jeg hele tiden giver dem”.

Jeg ryster, når jeg ved, at Han udtrykte dette i 1913, lang tid før Vatikan II….

Noget ved Jesu menneskelighed blev virkelig for mig gennem disse ord. Det var som om, at jeg mødte Ham for første gang, og det fik mig til at tænke tilbage på min barndom, hvordan min far plejede at tale om ærbødigheden for ”den gamle Messe”, og hvor meget han savnede den. Han var på ingen måde nogen helgen, men når det drejede sig om Eukaristien, var han ubøjelig, han ville ikke under nogen omstændigheder modtage Den i hånden. Da min bror skulle modtage sin første Kommunion, og præsten på den skole, hvor han gik, fortalte min far, at det første skriftemål ikke længere blev betragtet, som en forudsætning (for Den første Kommunion), kørte min far min bror til en anden kirke, alene for at han kunne skrifte. Continue reading