Kardinal Sarahs’s tale ved ti års jubilæet for ”Summorum Pontificum”

Kollokvium ”Fremtidens kilde” (Quelle der Zukunft) i anledning af tiåret for publikationen Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI den 29. marts – 1. april 2017 i Herzogenrath nær ved Aachen (Tyskland).

Indledning til talen

Først og fremmest vil jeg af hele mit hjerte takke arrangørerne af dette kollokvium i Herzogenrath med titlen ”Fremtidens kilde” i anledning af tiårsdagen for Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI for at lade mig give en introduktion til Jeres senere overvejelser vedrørende dette tema, som er meget vigtigt for Kirkens liv og især for liturgiens fremtid. Det gør jeg med stor glæde. Jeg vil gerne hilse meget hjerteligt på alle deltagere i dette kollokvium, især medlemmerne fra følgende sammenslutninger, hvis navne er nævnt på invitationen, som I så venligt har sendt mig, og jeg håber ikke, at jeg glemmer nogen: Una Voce Germany, The Catholic Circle of the Priests and Laity of the Archdioceses of Hamburg and Cologne, The Cardinal Newman Association, the network of the priests of Saint Gertrude Parish in Herzogenrath. Som jeg skrev til Fr. Guido Rodheudt, præst i Skt. Gertrude sogn i Herzogenrath, er jeg meget ked af, at måtte afstå fra at deltage i Jeres kollokvium grundet andre forpligtelser, der uventet er dukket op, og som blev tilføjet til en tidsplan, som i forvejen er meget stram. Ikke desto mindre kan I være sikre på, at Jeg er med Jer i bønnen, den vil følge Jer hver dag, og selvfølgelig vil I alle være til stede ved offertoriet under Den daglige hellige Messe, som jeg vil fejre i løbet af de fire dage, som dette kollokvium varer fra d. 29. marts til d. 1. april (2017). Jeg vil derfor efter bedste evne starte ud med en kort overvejelse om, hvordan Motu proprio Summorum Pontificum bør anvendes i enighed og fred.

Som I ved, var det, der blev kaldt ”den liturgiske bevægelse” i begyndelsen af det tyvende århundrede, ønsket af pave Skt. Pius X, blevet udtrykt i en anden Motu proprio med titlen: Tra le sollicitudini (1903), at genoprette liturgien for at gøre (dens) skatte mere tilgængelige, således at det igen blev kilden til et autentisk kristent liv. Derfor er definitionen af liturgien, som ”højdepunktet og kilden til Kirkens liv og mission”, at finde i strukturen for Den hellige liturgi, Sacrosanctum Concilium, som stammer fra Vatikan II (se nr. 10). Det kan ikke gentages for ofte, at liturgien, som Kirkens højdepunkt og kilde, har sit grundlag i Kristus selv. Faktisk er vor Herre Den eneste og endelige Ypperstepræst i Den nye og evige Pagt, siden Han gav Sig selv hen som offer for vore synder, ” For ved ét eneste offer har Han for altid ført dem, Han helliger, til målet” (Hebr 10:14). Således som Den katolske Kirkes Katekismus erklærer: ”Det er dette Kristi mysterium, som Kirken forkynder og fejrer i sin liturgi, for at de troende må leve af det og vidne om det i verden” (nr. 1068). Denne ”liturgiske bevægelse” er en af de gode frugter af hvilken konstitutionen Sacrosanctum Concilium, som er den sammenhæng, hvori vi bør overveje Mortu proprio Summorum Pontificum fra d. 7. juli 2007, som vi er glade for at fejre i dette år både med stor glæde og taksigelse ved tiårsdagen for dets udgivelse. Vi kan derfor sige, at den ”liturgiske bevægelse”, der blev indledt af pave Skt. Pius X aldrig blev afbrudt, og at den stadig fortsætter i vore dage, hvor den følger den nye drivkraft, som den er blevet tilført af pave Benedikt XVI. Vedrørende dette emne må specifikt fremhæves den specielle omsorg og personlige opmærksomhed, han viste ved fejringen af Den hellige Liturgi som pave, samt de hyppige referencer i hans taler til dens centrale placering i Kirken liv og endelig hans to dokumenter Sacramentum Caritatis og Summorum Pontificam (begge fra læreembedet). Med andre ord det, der kaldes for liturgisk aggionamento, blev på en måde afsluttet af pave Benedikt XVI i Mortu proprio Summorum Pontificum. Hvad handler den om? Pave emeritus skelner mellem to former indenfor den samme Romerske ritus: En såkaldt” Ordinær” form, som tager udgangspunkt i Den Romerske Missales tekstgrundlag, der er revideret i overensstemmelse med retningslinjerne fra Det Andet Vatikan koncil, og en form defineret som den ”Ekstraordinære”, som svarer til den liturgi, man gjorde brug af, før den liturgiske aggiornamento. Derfor er der aktuelt i den Romerske eller Latinske rite to Missaler, som der gøres brug af: Den af Den velsignede pave Paul VI, den tredje udgave, dateret 2002 og Skt. Pius V, den sidste udgave, som blev kundgjort af Skt. Johannes XXIII, som går tilbage til 1962. Continue reading

Advertisements

Jomfru Marias optagelse i himlen (20/8/2017)

1. læsning Åb 11,19a; 12,1-6a. 10ab

Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel. Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone. Men kvinden flygtede ud i ørkenen; dér har hun et sted, som Gud har gjort rede til hende. Og jeg hørte en høj røst i himlen sige:

»Nu er frelsen og magten og Riget vor Guds
og herredømmet hans salvedes!«

Vekselsang Sl 45, 10. 11-12. 16

R. Herren har velsignet dig til evig tid.

Kongedøtre går dig i møde,
dronningen står ved din højre side,
smykket med Ofir-guld.

Hør efter, min datter, lyt opmærksomt:
Glem dit folk og din fars hus!
Kongen begærer din skønhed,
han er din herre, kast dig ned for ham!

De føres til dig under glædessang og jubel,
og træder ind i kongens palads.

2. læsning 1 Kor 15,20-27a

Brødre og søstre! Nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til. Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader. For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden, for »alt har han lagt under hans fødder«

Akklamation til Evangeliet Luk 11,28

Halleluja!
Maria er blevet optaget i himmelen,
englenes hærskare fryder sig.

Evangelium Luk 1,39-56

I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias’ hus og hilste Elisabeth. Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse.«

Da sagde Maria:

Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
som han tilsagde vore fædre
mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Maria blev hos hende hen ved tre måneder og vendte så hjem.

Islamiseringen af Europa fortsætter i takt med, at Den katolske Kirke oplever tilbagegang

Den konservative tænketank, the Gatestone Institute, offentliggjorde søndag en rapport, der fremhæver, at kirker i Frankrig lukkes, mens ”Kirkens ældste datter” samtidig oplever en bølge af moskeer.

Ifølge Gatestone er der i de sidste 30 år blevet bygget flere moskeer og muslimske bønscentre i Frankrig end alle de katolske kirker, der blev bygget i det sidste århundrede. Gatestone citerede det konservative franske magasin Valeurs Actuelles, som optalte mere en 800 moskeer i Frankrig mellem 2005 og 2014. Det svarer til mellem en og to nye moskeer hver uge.

Rapporten fortsætter med at citere the French Observatory of Religious Heritage (OPR), der hævder, at mellem 10 og 20 katolske sogne i Frankrig bliver solgt eller konverteres hvert år. ”Bispedømmerne befinder sig i en kritisk finansiel situation på samme måde som rådhusene og har færre og færre troende”, siger OPR’s Maxime Cumunel. Blandt de lukkede sogne var Santa Rita’s kirke, som blev international kendt, da politiet slæbte præsten ud af sognet få dage før mordet på Fr. Jacques Hamel af islamister.

Ifølge the Center for Applied Research in the Apostolate (CARA) var Messedeltagelsen i Frankrig i 2009 på 12 %. Frankrig er ved at nærme sig en muslimsk befolkning på 8,3 %, og det er en af de største muslimske befolkninger i EU.

Denne rapport om Frankrig er den anden rapport om islamiseringen og af-kristningen af Vesteuropa. I april rapporterede Church Militant om en lignende trend med lukning af kirker og et stigende antal moskeer, der skyder op i Storbritannien.

Mindre end to uger efter det dødelige angreb udenfor parlamentet i London, som medførte drab på fire og 50 sårede, afslørede en rapport fra Gatestone, at mindst 500 kirker er blevet lukket de seneste år, og heraf er mange blevet omdannet til private boliger eller værtshuse, mens den indre by har set en opblomstring af 423 moskeer side om side med mere end 80 shariadomstole.

I Storbritannien foregår denne samfundsændring hurtigt og bliver mere og mere synlig. Det kan ses ved, at navnet ”Muhammed” var det mest populære drengenavn i 2012, og en fordobling af antallet af briter der konverterer til Islam, og til valget i maj 2016 af Sadiq Khan som den første muslimske borgmester i en større by i vesten.

En Shia-muslimsk leder i Storbritannien bemærkede i marts, ”Jeg fornemmer, at London har flere islamiske værdier, end mange af de muslimske lande har tilsammen”.

Bemærkningerne fremkom ved the Benedict XVI Lecture, et ”fællesreligiøst møde” med deltagelse af ærkebiskoppen af Westminster, kardinal Vincent Nichols. Den samme kardinal bemærkede til BBC i november, at briterne burde lære af ”vibrationerne fra den muslimske tro”. Den tidligere ærkebiskop af Canterbury, Rowan Williams er gået et skridt videre, idet han opfordrer til en ”konstruktiv tilpasning” af sharia-lov i Storbritannien, hvilket han også betegnede som ”uundgåeligt”.

En Pew Research spørgeundersøgelse viste for nylig, at Storbritannien er på vej mod en kristen befolkning på 59 % i 2020, mens en Lancaster University undersøgelse i begyndelsen af sidste år viste, at kun 42 % af de britiske respondenter betegnede sig selv som kristne. Der er en mængde data, der viser en afgrundsdyb trend hen imod et sammenbrud af Church of England, hvortil en af de tidligere biskopper i Canterbury, Lord Carey, har formuleret, at kristendommen i England er ”en generation fra udslettelse”.

Den 10. juli sendte Church Militant en episode af Download, der fremhævede den vestlige civilisations værdier og overlegenhed i anledningen af præsident Trump’s tale foran en tilhøreskare i Polen, hvor han fremhævede vestens værdier.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant d. 7.augusti 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/france-mosques-skyrocket-church-plummets 

………………………………………….

Følgende er en kommentar / vidnesbyrd til ovennævnte artikel, skrevet af NeoCrusader09434.

Vidnesbyrd

For to uger siden tog jeg på forretningsrejse til Frankfurt i Tyskland. Desværre måtte jeg forlade USA om lørdagen før Vigil Messen. Jeg kom til mit hotel, som lå i centrum af en af de største byer i Tyskland. Søndag morgen benyttede jeg en app til at lokalisere den nærmeste katolske Kirke, hvor der blev fejret Messe. Jeg var imponeret! De to andre nærmeste kirker lå flere kilometer væk i hver sin retning. Jeg begyndte at gå mod kirken og følte, at det var heldigt, at den lå så tæt på. Selve kirken var smuk, stor, gammel og gotisk, fuld af udsøgt murværk og statuer af helgener, nøjagtig hvad man ville forvente af en katolsk Kirke i Europa. Jeg havde alligevel problemer med at finde døren, som førte til højkoret. Jeg bemærkede også, at der ikke var andre, som skulle til Messe. Omsider fandt jeg en åben dør, som førte ind til et køkken. Der stod en mand og lavede mad. Jeg spurgte ham på mit dårlige tysk, hvor døren til kirken var. Han smålo ad mig og sagde, at denne kirke ikke længere fungerede som kirke, da den var blevet ændret til et mangeartet underholdningsforetagende, som et moderne marked. Han var ved at åbne en barbecuestand inde i den. Jeg var så nedtrykt, at jeg ikke kunne sige det mindste, jeg var helt stum. På min bedrøvede spadseretur tilbage til hotellet kunne jeg ikke lade være med at bemærke alle tyskerne, der myldrede omkring, mange af dem joggede eller var på indkøbstur, men ingen af dem havde til hensigt at holde Sabbatten hellig. Jeg bemærkede også en masse kvinder klædt i traditionel muslimsk klædedragt (hijab, burka…). De syntes også at være de eneste med mange af børn. Det var så trist at se dette ske for mit folk. Jeg rejser også hyppigt til Frankrig i forretningsøjemed. Den lille landsby, hvor jeg ofte gør holdt, har en katolsk Kirke fra det 16 århundrede i midten af byen (lige præcis, hvor den skulle ligge). Denne kirke er stadig fungerende, men de sidste mange gange, jeg har været der, har det kun været muligt for mig at komme ind en eller to gange, og jeg har aldrig været i stand til at overvære Messen. Kirken er smuk og gammel og benyttes stort set ikke mere, ligesom katolicismen i Europa. Messen bliver fejret en gang hver tredje uge. Tilsyneladende deler kirken præst med andre lokale kirker. Det er voldsomt hjerteskærende at se dette ske i Europa. Vi har behov for endnu et Lepanto.

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

19. alm søn (13/8/2017)

1. læsning 1 Kong 19,9a. 11-13a

I de dage, da Elias kom til Guds bjeg Horeb gik han ind i en hule og overnattede. Da lød det: “Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt, så vil Herren gå forbi.” Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen. Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen, gik ud og stillede sig i hulens åbning.

Vekselsang Sl 85, 9ab-10. 11-12. 13-14

R. Lad os se din godhed, Herre,
og giv os din frelse! 

Nu vil jeg høre, hvad Gud siger,
Herren taler jo fred.
Hans frelse er dem nær, der frygter ham,
og herligheden skal bo i vort land.

Troskab og sandhed mødes,
retfærdighed og fred kysser hinanden.
Sandhed spirer frem af jorden,
retfærdighed ser ned fra himlen.

Ja, Herren giver lykke,
og vort land giver sin afgrøde.
Retfærdighed går foran ham,
og fred følger i hans spor.

2. læsning Rom 9,1-5

Brødre og søstre! Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed kan i Helligånden bevidne, at jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte. Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd. De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! Amen.

Akklamation til Evangeliet Jfr Sl 130,5

Halleluja!
Jeg venter på Herren,
min sjæl håber på hans ord.

Evangelium Matt 14, 22-33

Da alle i folkemængden var mætte nødte Jesus straks disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: “Det er et spøgelse,” og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: “Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!” Men Peter sagde til ham: “Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.” Han sagde: “Kom!” Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: “Herre, frels mig!” Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: “Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?” Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: “Sandelig, du er Guds søn.”

Hvorfor går vi til Messe? De fire væsentligste grunde

Uendelig er den kristne tros mysterium. Jo mere mennesket tænker over dets enkeltdele desto mere forvirrende forekommer det, for Den Treenige Guds mysterium stadfæster vedholdende Sin skjulte magt. Hvor stor og imponerende er den katolske tilbedelse! Hvor forfærdeligt et holocaust er dets offer. Langt overgår det utrolige Messeoffer den menneskelige forstand, Kirkens højeste tilbedelse. Frygtindgydende og betagende er dette, det største af alle ofre: Gud, offeret der blev slået ihjel; Gud, Ypperstepræsten der dagligt ofrer Sig Selv til Den Almægtige Fader i et mystisk offer, gennem Hans tjeners (præstens) hænder, for sjælen, der er løskøbt ved den dyrebare blodsudgydelse på Golgata, – Han ofrer Sig Selv både for den, der tilbeder og ringeagter Hans hellighed som Gud-menneske, det er ikke underligt at mennesket til enhver tid skælver af ærefrygt og knæler ned foran Gud, der blev menneske for at dø en forfærdelig død på korset og løftes op i Hostiens skikkelse, som Han til alle tider frembærer, som et højtideligt offer på de katolske altre.

  • Rev. W.W. Pounch, The Sacrifice of the Mass (Messeofferet) 1896.

Det er blevet en almindelig opfattelse blandt katolikker, at vi går til Messe for at tage del i et fælles måltid, hvor vi fejrer Den sidste Nadver, giver et offentligt vidnesbyrd om vor kristne tilhørsforhold og endelig modtager Den Eukaristiske Jesus i samhørighed med hinanden og Kristus.

Mens der som sådan ikke er noget i vejen med nogle af disse måder at opfatte Messen på, ligger de alligevel fjert fra, hvad der er det egentlige formål med Messen – nemlig den eviggyldige frembærelse af Det fuldkomne Offer på korset til Den himmelske Fader, som en soning for vore synder.

I sin berømte analyse af det foreslåede udkast til Den nye Messe i 1969 fremlagde kardinal Alfredo Ottaviami på daværende tidspunkt præfekt for Troslærekongregationen sine bekymringer for de tilsigtede ændringer af retningslinjerne for den katolske liturgi.

Messen (i sin nye form) er udformet af mange forskellige udtryk, alle delvist acceptable, alle uacceptable hvis de blev bragt i anvendelse, som de fremstår i egentlig forstand.

Vi fremhæver nogle få: Gudsfolkets deltagelse, Herrens nadver eller Messe, Påskemåltidet, deltagelsen ved Herrens bord, Den Eukaristiske bøn, Ordets – samt Den Eukaristiske liturgi.

Det er tydeligt, at vægten i betragtelig grad er lagt på nadveren (måltidet) samt genkaldelsen i stedet for det nye ublodige offer på Golgata. Formlen: ”Genkaldelsen af Herrens lidelse og opstandelse”, er desuden ufuldstændig, da den alene gør Messen til en genkaldelse af offeret og undlader opstandelsen, som er frugten heraf.

(…)

Uanset offerets natur, er det absolut nødvendigt, at det behager – og er acceptabelt for Gud. Efter faldet kan intet offer på sin egen måde påråbe sig at være acceptabelt, bortset fra Kristi offer.

Med forvirringen af offeraspektet i Messen, er det, der bliver tilbage mest af alt et udtryk for et fællesskab. Vi kommer for at bryde brødet med hinanden. For at dele et måltid. Præsten står ved et alter, som har form som et bord, med ansigtet vendt mod os, som om vi skal tage del i en bønsdialog, ligesom ved konversation under en middag. Selvom bønnerne der har erstattet offertoriet, ”Velsignet være Du Herre, hele jordens Skaber, gennem Din godhed bringer vi dette brød, som et offer…” er hentet fra de jødiske bordbønner, sagt som bordbøn før måltider. Continue reading

Barmhjertighed er for syndere

Jeg har et had / kærlighedsforhold til det at skrifte.

Jeg hader det, fordi det aldrig er behageligt at skulle indrømme de dumme, skamfulde og latterlige ting, jeg gør. Jeg venter i køen med hovedet fuld af overdrivelser, tænker på mig selv, som en mand på dødsgangen, der venter på at få sprøjten. I mit ønske om at foretage et ordentligt skriftemål gentager jeg, hvad jeg skal sige, hvordan jeg skal sige det, for at det bliver præcist og ved at gå det igennem igen og igen i mit hoved, indtil jeg synes, at nu er det ved at være på plads, da kommer jeg bort fra de mindste synder, som er blevet væk fra min opmærksomhed, da mit fokus har været på hovedproblematikkerne. Hver gang døren åbnes, og den næste person går ind, føler jeg både et stigende forventningspres og en lettelse. Jeg går et skridt nærmere. ”Jeg vil bare have det her overstået”, tænker jeg.

Jeg elsker skriftemålet, fordi sandheden er, at ingen præst jeg nogensinde er stødt på har været urimelig hård, selvom nogle af de mere fromme har udtrykt legitime bekymringer overfor mine fejl. Jeg har helt sikkert aldrig nogen sinde oplevet skriftemålet, som et ”torturkammer”, – det er mig, der helt igennem torturerer mig selv. Jeg elsker det også, fordi det at befri sig fra sine synder er en katarsis (renselse) og samtidig beroligende, og uden den nåde Sakramentet giver, er jeg bange for, at jeg vil bevæge mig af selvtilfredshedens sti, hvor jeg på daglig basis følger mine ønsker og luner og dermed kommer langt væk fra den evige frelse. Skriftemålet ikke bare renser, det styrker også. Det beskærer min selviske tilvækst og giver plads til, at mit hjerte kan åbne sig for Hans storhed. Og det har den helt utrolige fordel, at det giver en renvasket tavle hver gang.

Sidste gang, jeg skriftede, var ikke anderledes, krigen rasede i mig, mens jeg forsøgte tålmodigt at vente på, at det blev min tur. Efter flere mislykkede forsøg på at komme til at skrifte igennem den foregående halvanden uges tid, var det endelig lykkedes. Mens jeg ventede, som den bagerste i køen, blev et bryllup afsluttet med en sidste fotografering. Da fotografen endelig passerede den sidste bænkerække lige ved siden af mig og begyndte at pakke sit udstyr sammen, sagde han pludselig, ” det er et vidunderligt Sakramente”. Continue reading

Herrens forklarelse (6/8/17)

1. Læsning Dan 7,9-10, 13-14

Jeg Daniel så dette: Troner blev stillet frem, og en gammel af dage tog sæde; hans klæder var hvide som sne, og håret på hans hoved var rent som uld. Hans trone var flammer af ild, dens hjul var luende ild. En flod af ild strømmede frem og løb ud foran ham. Tusind, ja tusinder tjente ham, ti tusind, ja titusinder stod foran ham. Retten blev sat, bøgerne blev åbnet. I nattesynerne så jeg dette: Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn; han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham. Herredømme, ære og kongerige blev givet ham; alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, hans kongerige skal ikke gå til grunde.

Vekselsang Sl 97, 1-2. 5-6. 9

R. Gud er vor Herre og Konge.

Herren er konge! Jorden skal juble,
de mange fjerne øer skal glæde sig.
Skyer og skymulm omgiver ham,
retfærdighed og ret er hans trones grundvold.

Bjergene smelter som voks foran Herren,
foran hele jordens Herre.
Himlen fortæller om hans retfærdighed,
og alle folkene ser hans herlighed.

For du, Herre, er den Højeste over hele jorden,
du er højt ophøjet over alle guder.

2. Læsning 2 Peter 1, 16-19

Brødre og søstre! Det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.« Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg. Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter.
Akklamation til Evangeliet

Halleluja! 
Denne er min Søn, den elskede;
i ham har jeg velbehag. Hør ham!

Evangelium Matt 17,1-9

Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«

The interpretation of Vatican II and its connection with the current crisis of the Church

Gæsteskribent – Biskop Schneider: Fortolkningen af Vatikan II og forbindelsen til den nuværende krise i Kirken

Endnu engang er vi beærede over at kunne offentliggøre en skrivelse af en gæsteskribent denne gang sendt til os af hans Excellence biskop Athanasius Schneider. Vi vil ikke kun tillade, men opfordre alle medier og blogs til at også at gengive denne skrivelse.

Af biskop Athanasius Schneider

Specielt til Rorate Caeli

Den 21. juli 2017

…………

Den aktuelle situation med en krise i Kirken uden fortilfælde er sammenlignelig med den generelle krise i det 4. århundrede, da Arianismen havde besmittet et overvældende flertal af episkopatet og tiltaget sig en dominerende rolle i Kirkens liv. Vi må på den ene side forsøge at håndtere den aktuelle situation med realisme og på den anden side med overnaturlig ånd – med en dyb kærlighed til Kirken, vores Moder, som gennemgår Kristi passion på grund af en overvældende og generel doktrinær, liturgisk og pastoral forvirring.

Vi må forny vores tro ved at fæstne lid til, at Kirken er i Kristi sikre hænder, og at Han altid vil gribe ind for at forny Kirken i de øjeblikke, hvor Kirken som en båd er ved at kæntre, som det åbenlyst er tilfældet i vore dage.

Hvad angår holdningen til Det Andet Vatikankoncil må vi undgå to ekstremer: En fuldstændig forkastelse (ligesom sedevacantisterne og en del af St. Pius X (SSPX) eller ”ufejlbarligheden” af alt det, som Koncilet vedtog.

Vatikan II var en legitim samling under forsæde af paverne, og vi må vedblive at have en respektfuld tilgang til dette koncil. Men det betyder ikke, at vi har forbud imod at udtrykke velbegrundet tvivl eller respektfulde forbedringsforslag vedrørende specifikke ting, bare det bliver gjort på baggrund af Kirkens tradition og læreembede.

Traditionelle og vedvarende doktrinære udsagn fra læreembedet i en århundrede lang periode har forrang og udgør et verifikationskriterium med hensyn til nøjagtigheden af senere udsagn fra læreembedet. Nye erklæringer fra læreembedet må i princippet være eksakte og klare og bør ikke fremstå tvetydige og stå i en tilsyneladende kontrast til tidligere udsagn fra læreembedet.

De udsagn fra Vatikan II, der er tvetydige, må læses og fortolkes i overensstemmelse med det, der er udgået fra hele traditionen og Kirkens læreembede. Continue reading

17. alm søn (30/7/17)

1. læsning 1 Kong 3,5. 7 -12

I Gibeon viste Herren sig for Salomo i en drøm om natten. Gud sagde: “Sig, hvad jeg skal give dig!”

Nu har du, Herre min Gud, gjort din tjener til konge efter min far David, skønt jeg er ganske ung og uerfaren. Din tjener er midt i det folk, du har udvalgt, som er så stort, at det ikke kan tælles, og så mange, at de ikke kan opregnes. Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt; for hvem kan herske over dit folk, som er så stort?” Herren syntes godt om, at det var det, Salomo bad om, og Gud sagde til ham: “Fordi du bad om dette og ikke om et langt liv, ikke om rigdom, ikke om dine fjenders død, men om evne til at høre, hvad der er ret, så vil jeg gøre, som du bad. Nu giver jeg dig så stor visdom og forstand i hjertet, at der aldrig tidligere har været og heller ikke siden skal komme nogen som dig.”

Vekselsang Sl 119, 57&72. 76-77. 127-128. 129-130

R. Hvor jeg elsker din lov, Herre.

Herren er min lod,
jeg lover at følge dine ord.
Den lov, du har givet, er bedre for mig
end tusind stykker guld og sølv.

Lad din godhed være min trøst
efter dit ord til din tjener.
Lad din barmhjertighed nå mig, så jeg må leve,
for din lov er min opmuntring.

Derfor elsker jeg dine befalinger
mere end det reneste guld.
Derfor følger jeg nøje alle dine forordninger,
jeg hader alle falskheds veje.

Dine love er underfulde,
derfor overholder jeg dem.
Dine ord giver lys, når de åbner sig,
og giver de uerfarne forstand.

2. læsning Rom 8, 28-30

Brødre og søstre! Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.

Akklamation til Evangeliet Jfr Matt 11,25

Halleluja!
Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre,
fordi du har åbenbaret himmerigets hemmeligheder for umyndige.

Evangelium Matt 13,44-52

På den tid fremsatte Jesus følgende lignelse for folkeskarerne: “Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.

Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.

Igen: Himmeriget ligner et vod, der blev kastet i søen og samlede fisk af enhver art; da det var fuldt, trak de det op på bredden og satte sig og samlede de gode fra i tønder og kastede de dårlige ud. Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Har I fattet alt dette?” De svarede: “Ja!” Da sagde han til dem: “Derfor: Enhver skriftklog, der er blevet Himmerigets discipel, ligner en husbond, der tager nyt og gammelt frem fra sit forråd.”

Pave Frans og de doktrinære ideologier

Der er en grund til, at Trosbekendelsen bliver sagt hver søndag. Og at forsvare og holde fast i doktrinen er ikke alene et ideologisk spørgsmål, det er en del af det at være kristen.

Sidste fredag holdt pave Frans en prædiken, hvor essensen var, (opdateret af Vatikanets radio) at den sande doktrin forener, mens ideologi splitter. Så langt så godt. Men prædikenen som var baseret på Den hellige Faders overvejelser vedrørende dagens læsninger og apostelmødet i Jerusalem, som der blev indkaldt til i år 49 e. Kr. for at imødegå de alvorlige spændinger mellem jøderne og de hedninger, som var blevet kristne, indeholder nogle underfundige og spidse bemærkninger, som åbenlyst er rettet mod den nuværende situation. Fra et sammendrag udarbejdet af Vatikanets radio.

Læsningen beskriver to forskellige slags mennesker: De, der havde kraftfulde diskussioner men i en god ånd, og på den anden side de, som skabte forvirring:

Apostelgruppen som ønsker at diskutere problemet og de andre, som skaber problemerne. De splitter, de splitter Kirken, de siger, at det apostlene prædiker, ikke er det, Jesus sagde, og det er ikke sandheden.

Apostlene diskuterede situationen indbyrdes og blev til slut enige:

Men det er ikke en politisk aftale, det er Helligånden, som leder dem til at sige: Ingen ting, ingen nødvendigheder. Kun de, der siger: Spis ikke kød på det tidspunkt, hvor det ofres til afguder, fordi det er at være i fællesskab med afguderne; afstå fra blod og kød fra kvalte dyr og fra utugt.

Paven pegede på åndens frihed, som fører til enighed: Derfor sagde han, at hedningerne fik lov til at komme ind i Kirken uden at skulle omskæres. Det var temaet for det første Kirkekoncil: Helligånden og dem, paven med biskopperne samlet for at klarlægge doktrinen og senere gennem århundreder ved Efesus og ved Vatikan II, fordi det er en pligt for Kirken at præcisere doktrinen, således at det som Jesus sagde i Evangelierne, og det der var ånden i Evangelierne kunne vinde solid forståelse.

Men der er altid mennesker, der går ud for at forstyrre det kristne fællesskab med tale, som ophidser sjælene: Og nej, nogen som siger, at det er hæretisk, man kan sige det og det, det er kirkens doktrin. Og de er fanatikere vedrørende forhold, der ikke er klare, ligesom de fanatikere, der går og spreder ukrudt for at sprede det kristne fællesskab. Og det er problemet: Når Kirkens lære som stammer fra Evangeliet, og som Helligånden fremmaner, fordi Jesus sagde, Han vil lære os og erindrer os om alt det, Jeg har undervist, når denne doktrin bliver en ideologi. Og dette er den store fejl hos disse mennesker.

Disse personer, forklarede paven, var ikke troende, de var ideologer, de havde en ideologi, som lukkede hjertet for Helligåndens virke. På den anden side, apostlene diskuterede tingene heftigt, men de var ikke ideologer: deres hjerter var åbne for det, Helligånden sagde. Og efter diskussionen var det godt for Helligånden og os. Pave Frans sidste formaning var, at vi ikke skulle være bange i lyset af udtalelserne fra doktrinens ideologer. Kirken, konkluderede han, har sit passende læreembede, pavens læreembede, biskoppernes og koncilernes, og vi må følge den vej, der kommer fra Jesu prædikener og fra Helligåndens lære og hjælp, som altid er åben og altid fri, fordi doktrin forener og koncilerne forener det kristne samfund, mens ideologi på den anden side adskiller.

Jeg kommer til at tænke på nogle få ting. Først og fremmest afspejler det temaet, som ofte er fremhævet af Frans, og dem der står ham nær, nemlig at de seneste synoder og Amoris Laetitia afslører en frisk og overraskende retning fra Helligånden, som, for at citere kardinal Walter Kasper, ikke ændrer noget ved Kirkens doktrin eller den kanoniske ret – men det ændrer alt. En sådan udtalelse er på linje med ”tesen” om, at 2+2 = 5 i teologien.

Kardinal Schönborn lavede i en tale i oktober 2015 en sammenligning mellem de seneste synoder og apostelmødet i Jerusalem, idet han sagde, at apostelmødet i det første århundrede var en skabelon for synodens struktur. Og som rapporteret af Catholic Culture:

Denne første synode var kendetegnet ved en dramatisk konflikt: På samme måde må biskopper tale klart, tydeligt og modigt og lytte opmærksomt til de andre ved synoden, sagde kardinal Schönborn. Ophidsede diskussioner burde man ikke være bange for. Continue reading