Hvorfor går vi til Messe? De fire væsentligste grunde

Uendelig er den kristne tros mysterium. Jo mere mennesket tænker over dets enkeltdele desto mere forvirrende forekommer det, for Den Treenige Guds mysterium stadfæster vedholdende Sin skjulte magt. Hvor stor og imponerende er den katolske tilbedelse! Hvor forfærdeligt et holocaust er dets offer. Langt overgår det utrolige Messeoffer den menneskelige forstand, Kirkens højeste tilbedelse. Frygtindgydende og betagende er dette, det største af alle ofre: Gud, offeret der blev slået ihjel; Gud, Ypperstepræsten der dagligt ofrer Sig Selv til Den Almægtige Fader i et mystisk offer, gennem Hans tjeners (præstens) hænder, for sjælen, der er løskøbt ved den dyrebare blodsudgydelse på Golgata, – Han ofrer Sig Selv både for den, der tilbeder og ringeagter Hans hellighed som Gud-menneske, det er ikke underligt at mennesket til enhver tid skælver af ærefrygt og knæler ned foran Gud, der blev menneske for at dø en forfærdelig død på korset og løftes op i Hostiens skikkelse, som Han til alle tider frembærer, som et højtideligt offer på de katolske altre.

  • Rev. W.W. Pounch, The Sacrifice of the Mass (Messeofferet) 1896.

Det er blevet en almindelig opfattelse blandt katolikker, at vi går til Messe for at tage del i et fælles måltid, hvor vi fejrer Den sidste Nadver, giver et offentligt vidnesbyrd om vor kristne tilhørsforhold og endelig modtager Den Eukaristiske Jesus i samhørighed med hinanden og Kristus.

Mens der som sådan ikke er noget i vejen med nogle af disse måder at opfatte Messen på, ligger de alligevel fjert fra, hvad der er det egentlige formål med Messen – nemlig den eviggyldige frembærelse af Det fuldkomne Offer på korset til Den himmelske Fader, som en soning for vore synder.

I sin berømte analyse af det foreslåede udkast til Den nye Messe i 1969 fremlagde kardinal Alfredo Ottaviami på daværende tidspunkt præfekt for Troslærekongregationen sine bekymringer for de tilsigtede ændringer af retningslinjerne for den katolske liturgi.

Messen (i sin nye form) er udformet af mange forskellige udtryk, alle delvist acceptable, alle uacceptable hvis de blev bragt i anvendelse, som de fremstår i egentlig forstand.

Vi fremhæver nogle få: Gudsfolkets deltagelse, Herrens nadver eller Messe, Påskemåltidet, deltagelsen ved Herrens bord, Den Eukaristiske bøn, Ordets – samt Den Eukaristiske liturgi.

Det er tydeligt, at vægten i betragtelig grad er lagt på nadveren (måltidet) samt genkaldelsen i stedet for det nye ublodige offer på Golgata. Formlen: ”Genkaldelsen af Herrens lidelse og opstandelse”, er desuden ufuldstændig, da den alene gør Messen til en genkaldelse af offeret og undlader opstandelsen, som er frugten heraf.

(…)

Uanset offerets natur, er det absolut nødvendigt, at det behager – og er acceptabelt for Gud. Efter faldet kan intet offer på sin egen måde påråbe sig at være acceptabelt, bortset fra Kristi offer.

Med forvirringen af offeraspektet i Messen, er det, der bliver tilbage mest af alt et udtryk for et fællesskab. Vi kommer for at bryde brødet med hinanden. For at dele et måltid. Præsten står ved et alter, som har form som et bord, med ansigtet vendt mod os, som om vi skal tage del i en bønsdialog, ligesom ved konversation under en middag. Selvom bønnerne der har erstattet offertoriet, ”Velsignet være Du Herre, hele jordens Skaber, gennem Din godhed bringer vi dette brød, som et offer…” er hentet fra de jødiske bordbønner, sagt som bordbøn før måltider.

Vi har skabt en Messe, som alt for let glemmer, hvad der fejres: En gengivelse af, på en ublodig måde, offeret på Golgata. Med andre ord, uanset om vi fokuserer på det eller ej, Messens realitet er simpel: Vi er helt og aldeles – ikke billedlig talt – placeret ved foden af korset på Golgata, nær ved vor Herre Jesus Kristus, som døde en gang for alle for vor frelse. Når præsten løfter Hostien under konsekrationen, ser Kristus på os – på hver eneste af os, der er til stede foran Ham – fra Golgata.

Det er et åndeløst mysterium. Et mysterium vi aldrig kan overveje og tilbede i et tilstrækkeligt omfang.

I det jødiske præsteskab, som forestod Den gamle Pagt, kunne kun ypperstepræsten – en efterkommer af Aaron eller Moses – gå ind i det helligste af det hellige en gang om året på forsoningsdagen for at frembære et brændoffer som syndoffer. Gud Selv udlagde vejledningen til det præstelige offer, som der henvises til i Leviticus eller (3 Mosebog) kap 16: 23-34:

Derefter skal Aron gå ind i Åbenbaringsteltet og tage de linnedklæder af, som han iførte sig, da han gik ind i helligdommen, og lægge dem dér. Han skal bade sin krop i vand på et helligt sted og tage sit tøj på, og så skal han gå ud og bringe sit eget brændoffer og folkets brændoffer og skaffe soning for sig selv og for folket. Syndofferdyrets fedt skal han brænde på alteret. Den mand, som slipper bukken løs til Azazel, skal vaske sit tøj og bade sin krop i vand; derefter kan han gå ind i lejren. Syndoffertyren og syndofferbukken, hvis blod blev bragt ind i helligdommen for at skaffe soning, skal bringes uden for lejren, og man skal brænde deres hud, deres kød og deres tarmindhold. Den, der brænder det, skal vaske sit tøj og bade sin krop i vand; derefter kan han gå ind i lejren.

Dette skal være en eviggyldig ordning for jer: I den syvende måned, på den tiende dag i måneden, skal I spæge jeres legeme, og I må ikke udføre noget arbejde; det gælder både landets egne og de fremmede, der bor som gæst blandt jer. For på den dag bliver der skaffet jer soning, og I bliver renset; I bliver renset for alle jeres synder for Herrens ansigt.  I skal holde fuldstændig hvile, og I skal spæge jeres legeme. Det skal være en eviggyldig ordning. Den præst, der salves, og som indsættes til at gøre præstetjeneste efter sin far, skal skaffe soning; han skal iføre sig linnedklæder, hellige klæder. Han skal skaffe det højhellige og Åbenbaringsteltet soning, han skal skaffe alteret soning, og præsterne og hele forsamlingen skal han skaffe soning. Det skal være en eviggyldig ordning for jer, at der én gang om året skaffes alle israelitterne soning for alle deres synder. Aron gjorde, som Herren havde befalet Moses.

Kristus blev den nye ypperstepræst, som frembar offeret, det nye offer, som skulle frembæres, som et offer, og det var til Sig Selv (Som en person i den hellige Treenighed) at Hans eget offer blev båret frem. Han fuldendte forsoningen for synder, på en måde, som ikke var mulig for mennesker, og da delte Han sin magt med mennesket gennem indstiftelsen af det Sakramentale præsteskab.

Nu handler enhver præst som en persona Christi – i Kristi person – så enhver præst er ypperstepræsten Kristus, der går ind i det helligste af det hellige. Tidligere var forsoningsdagen bestemt til en gang om året. Kristi offer var virkningsfuldt en gang for alle, men fordi Hans offer på Golgata er det samme, som gøres nærværende på ethvert katolsk alter, har vi adgang til dette offer, dette syndoffer, hver eneste dag i året – bortset fra Langfredag, hvor vi genkalder os det forfærdelige offer – og den uendelige nåde – af Ham, som blev ofret.

På grund af dette forløsningsmysterium, som gøres nærværende ved hvert eneste helligt Messeoffer, har Kirken altid lært, at der er bestemte formål ved hver Messe, som vi skal have fokus på, når vi er til stede. Disse er udgået fra det ene formål, der handler om forsoningen, og som gjorde sig gældende i Den gamle Pagt, og nu fremstår til fire særskilte formål, der på hver deres måde svarer til offerets natur.

Tilbedelsen

Kristus Jesus Den hellige Treenigheds anden Person, Gud der blev menneske, er fysisk hos os ved enhver Messe. Han er der virkelig, Han er levende, og Han står foran os med legeme, blod, sjæl og guddommelighed på en ublodig måde, i brødets og vinens skikkelse er Han helt og fuldt tilstede. Vi ikke kun mindes Ham. Han er hos os. Vi elsker Hans guddommelige majestæt. Vi knæler ned i tilbedelse foran Ham. Med hjerte og sind forener vi os med præsten, mens han fejrer Messen, vi deltager i den eneste sande gave, som vi kan bringe Gud: Tilbedelsen af Hans Søn.

Taksigelsen

Kristi inkarnation, Hans liv, Hans lære, Hans lidelse, død og genopstandelse, Hans indstiftelse af Kirken og Hendes Sakramenter – den række af begivenheder er de vigtigste, mest afgørende, mest dybt vidunderlige og ufortjente ting, der nogensinde er sket for menneskeheden. Hver eneste af os har fået chancen for at tage del i Guds guddommelige liv for at blive fuldkommengjort gennem nåde, og til for altid at være forenet med vor Skaber i himlen. Denne mulighed forsvandt ved Adams synd, den er genvundet ved Den nye Adam, som ofrer Sig Selv på ethvert katolsk alter. Vi bør vise ærefrygt og taknemmelighed for, hvad vor Herre har gjort for os. Hver Messe er den bedste mulighed for at takke Ham for, hvad Han har gjort for os.

Bønnen

Gud er ikke tilfreds med blot at give Sig Selv for os og for at frelse os fra vore synder. Han elsker os i sandhed som vor Fader og ønsker at give os alt det, vi har behov for. Da Han er til stede på en speciel måde ved hver Messe, kommer vi til Ham med vore mange behov, verdslige og åndelige og lægger dem ved foden af korset. Vi beder Ham om den nåde, der er nødvendig for at blive helgener; vi beder for dem, der har mest behov for Hans hjælp. Når vi modtager Jesus i Den hellige Eukaristi, ser Den himmelske Fader på os, ind i os, er forenet med os og Hans elskede guddommelige Søn. Der er ikke noget stærkere, intet mere dybtfølt øjeblik, hvori vi beder Gud om alt det, vi behøver. Han kan kun se på os med kærlighed, ikke alene som Hans skabninger, men som dem, der deler en sådan fortrolighed med Jesus, eftersom vi er fysisk forenet med ham gennem den næring, vi modtager fra Hans legeme og blod.

Forsoningen

Kristus var det offer, der overgik alle ofre. Gud kræver ikke længere brandofre eller ofringer af dyr. Guds Lam er kommet og har ofret Sit blod: ”Udgød det for dig og for mange andre for syndernes forladelse”, dette er i sandhed ”troens mysterium”. Vi har kun vore synder at lægge på alteret og intet at give til Gud, som Han ikke har givet til os – bortset fra vor menneskelige svaghed. Vi beder Ham om at tage den, for at fuldende den, for at erstatte den med Hans nåde og for at vaske bort vore synders pletter med Hans kostbare helliggjorte blod. Det er Messens hellige offer for evigt forbundet til Golgata, hvilket er en enestående forsoningsakt for hele menneskeheden. Der findes ingen større bøn og ingen større tilbedelseshandling. Vi får absolution for alle vore synder gennem skriftemålets Sakramente, men det er igennem Det Eukaristiske Offer  – af Kristus på korset, – at vi har opnået den tilgivelse, vi modtager.

Det hellige Messeoffer bør få os til at opleve ærbødighed og ærefrygt. Når vi er foran alteret, oplever vi tilstedeværelsen af noget større og mere fantastisk, end vi fuldt ud kan forstå. Dette burde præge vor levemåde, vor ærefrygt, vor påklædning og den fromme stilhed, som vi møder i Hans nærhed.

Hvis vi er i stand til at huske på disse Messens formål, vil vi opleve, at vor erfaring med liturgien vil forandres drastisk. På ethvert tidspunkt, på ethvert sted kan kristne mødes og dele et måltid og tale om vor kærlighed til Gud. Det er kun ved Det hellige Messeoffer, at vi kan se, at Kristus virkelig er nærværende på alteret, så vi kan se over kløften mellem tid og rum til Den Langfredag for 2000 år siden og ind i de uendelig kærlige øjne på vor døende Herre, slået, pisket, blødende og naglet til det grufulde henrettelsesinstrument for vor frelse.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Steve Skojec og publiceret på OnePeterFive d. 6. maj 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/why-do-we-go-to-mass-four-essential-reasons

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s