Barmhjertighed er for syndere

Jeg har et had / kærlighedsforhold til det at skrifte.

Jeg hader det, fordi det aldrig er behageligt at skulle indrømme de dumme, skamfulde og latterlige ting, jeg gør. Jeg venter i køen med hovedet fuld af overdrivelser, tænker på mig selv, som en mand på dødsgangen, der venter på at få sprøjten. I mit ønske om at foretage et ordentligt skriftemål gentager jeg, hvad jeg skal sige, hvordan jeg skal sige det, for at det bliver præcist og ved at gå det igennem igen og igen i mit hoved, indtil jeg synes, at nu er det ved at være på plads, da kommer jeg bort fra de mindste synder, som er blevet væk fra min opmærksomhed, da mit fokus har været på hovedproblematikkerne. Hver gang døren åbnes, og den næste person går ind, føler jeg både et stigende forventningspres og en lettelse. Jeg går et skridt nærmere. ”Jeg vil bare have det her overstået”, tænker jeg.

Jeg elsker skriftemålet, fordi sandheden er, at ingen præst jeg nogensinde er stødt på har været urimelig hård, selvom nogle af de mere fromme har udtrykt legitime bekymringer overfor mine fejl. Jeg har helt sikkert aldrig nogen sinde oplevet skriftemålet, som et ”torturkammer”, – det er mig, der helt igennem torturerer mig selv. Jeg elsker det også, fordi det at befri sig fra sine synder er en katarsis (renselse) og samtidig beroligende, og uden den nåde Sakramentet giver, er jeg bange for, at jeg vil bevæge mig af selvtilfredshedens sti, hvor jeg på daglig basis følger mine ønsker og luner og dermed kommer langt væk fra den evige frelse. Skriftemålet ikke bare renser, det styrker også. Det beskærer min selviske tilvækst og giver plads til, at mit hjerte kan åbne sig for Hans storhed. Og det har den helt utrolige fordel, at det giver en renvasket tavle hver gang.

Sidste gang, jeg skriftede, var ikke anderledes, krigen rasede i mig, mens jeg forsøgte tålmodigt at vente på, at det blev min tur. Efter flere mislykkede forsøg på at komme til at skrifte igennem den foregående halvanden uges tid, var det endelig lykkedes. Mens jeg ventede, som den bagerste i køen, blev et bryllup afsluttet med en sidste fotografering. Da fotografen endelig passerede den sidste bænkerække lige ved siden af mig og begyndte at pakke sit udstyr sammen, sagde han pludselig, ” det er et vidunderligt Sakramente”.

Jeg så op på ham og gav et høfligt anerkendende nik og troede, at han talte om det bryllup, han netop havde overværet.

”Skriftemålet”, sagde han, fordi han måske fornemmede mit spørgsmål. ”Jeg gjorde det i sidste uge”.

Han lagde sit kamera ned i et rum, som var en del af en større taske.

”At være tilgivet…” Hans tonefald var længselsfuldt, næsten skeptisk.

Han havde en pointe. Dette er i sandhed noget helt igennem fantastisk.

Hvem er du til at dømme?

Der er tidspunkter i mine forskellige diskussioner og debatter vedrørende temaer du jour i Kirken – især ideen om den barmhjertighed, der ikke kræver omvendelse eller livsændringer, – hvor jeg tænker over, at de, der mener noget andet (end mig) vedrørende dette spørgsmål, dybt og alvorligt, anser mig for at være en hård og hjerteløs person. Et helligt og selvtilfreds udyr, som nogle på en eller anden måde mener, har nået et niveau af hellighed, som giver mig bemyndigelse til at dømme dem, der ikke er i overensstemmelse med renheden i mit syndsløse elfenbenstårn.

Jeg kan forsikre Jer, intet kunne være længere fra sandheden.

Hvis man skulle have et pas for at kunne gå til skrifte, ville mit være fyldt med utallige stempler. Jeg drages dertil igen og igen, flov over hvor kort tid, der er gået siden, jeg var der sidst, jeg revser mig selv for, at det evig og altid er den samme syndslitani, jeg medbringer. Skt. Peters ord giver ofte genlyd i mit hoved, ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand ” og ligeså hurtigt følger en anden tanke, ”Nej! Lad være! Uden Dig Herre, har jeg intet håb…”

Efter absolutionen knæler jeg ned foran Det Allerhelligste Sakramente ikke sjældent med tårer i øjnene og altid med den samme bøn, ”Herre, her er jeg igen. Jeg håber, at Du vil hjælpe mig med at holde op med at foretage de samme dårlige handlinger. Måske er det denne gang, det skal være?”

Måske udtrykker Skt. Augustins bøn bedst denne klagesang:

For Eders øjne, O Herre lægger vi vore synder og vi sammenligner dem med de slag vi har taget i mod.

Hvis vi ransager det onde, vi har bedrevet, hvor vor lidelse er mindre, er vor fortjeneste større.

Det, vi har begået, er meget alvorligt, det vi har lidt er sparsomt.

Vi mærker syndens straf, men holder os ikke tilbage fra den hårdnakkede synd. Under Eders piskeslag er vi bestandigt prøvet, men vor syndighed forandres ikke.

Vores lidende sjæl er martret, men vort hoved er ikke bøjet.

Vort liv stønner under sorgen, alligevel ændrer det sig ikke i gerningen.

Hvis I skåner os, ændrer vi ikke vore veje: Hvis I straffer os, kan vi ikke udholde det.

I forandringens tid bekender vi vor dåd: Efter Eders ophold glemmer vi, at vi har grædt.

Hvis I rækker hånden frem, lover vi at forandre os. Hvis I holder sværdet tilbage, holder vi vort løfte.

Hvis I slår, tigger vi om nåde, hvis I sparer os, udæsker vi Jer igen til slå.

Her står vi foran Eder, O Herre, efter at have bekendt vor skyld. Vi ved, at med mindre, I benåder os, skal vi straffes som fortjent.

Giv os da garanti, O almægtige Fader, uden at vi fortjener det, den benådning vi beder om: I som intet gør overfor dem, som bønfalder Eder.

Gennem Kristus vor Herre.

Amen

P: Behandl os ikke O Herre i forhold til vore synder

M: Beløn os heller ikke i forhold til vore misgerninger.

P: Lad os bede – O Gud, som ved synd er blevet såret og ved bod behages, betragt nådigt bønnerne fra Eders ydmyge folk og vend bort Eders vredes svøbe, som vi fortjener for vore synder.

Gennem Kristus vor Herre.

M: Amen

En omvandrende død

Der var en tid, da jeg var ung, hvor jeg troede, at jeg gjorde det godt. Jeg var et skrupuløst barn. Jeg holdt mig på afstand af dårlig indflydelse. Jeg benyttede min fritid til at opholde mig i Kirker eller sammen med præster, og internettet var endnu ikke en del af livet med dets overvældende overflødighedshorn af fristelser. Jeg havde sjældent eller aldrig dødssynder at fremlægge i skriftemålet, og jeg husker endda, at jeg på et tidspunkt tænkte: ”Hvordan er det muligt, at de småting, jeg gør, er grund nok til at Du skulle dø for det Herre? Jeg forstår det simpelthen ikke”. Måske spurgte jeg Ham om hjælp til at nå frem til en forståelse. Det gjorde jeg sandsynligvis nok. Den del er noget uklar, men det fremstår dumt nok til at det kunne lyde som et spørgsmål, jeg havde stillet.

Og det gjorde Han. Han trak sig tilbage og lod mig trippe, snuble og falde så lang, jeg er igen og igen. Han lod mig kæmpe for at blive i nådens stand eller befordrede det. Han lod mig komme tæt på det punkt, hvor jeg var ved at miste hele min tro.

Senere, til min skam, var den eneste ting jeg kunne sige, ”Jeg husker ikke hvornår, jeg ikke bragte en dødssynd med til skriftemålet”.

Hvis du har været der, ville du kende til den følelse i dit indre, i din sjæl, den følelse som ændres, når du passerer en grænse og gør netop det – hvad det end måtte være – som du ikke formodes at gøre, og du er ligeglad, du ved, hvad jeg mener, når jeg siger, at det føles som at være en omvandrende død.

Det er en tom følelse, mørk, vred og afsporet. På samme måde som om den mindste fristelse ville skubbe dig tilbage ud over kanten til en anden stor synd, fordi din modstand er totalt væk. Du ønsker ikke at bede. Du ønsker ikke at ændre dig. Du bliver indelukket og irritabel. Du svinger mellem skyld og apati, som når du forsøger på at holde fast på hvilken som helst nåde, Gud giver dig udenfor den helliggjorte nåde, som betyder alt for din sjæl. Derfor, lad os se det i øjnene, hvis Han ikke kalder dig tilbage til skriftemålet, var du nok aldrig kommet af dig selv. Når du ikke gør det, er du et let bytte for dæmoner på jagt. Kun Hans beskyttelse og Hans opfordring vil gøre dig sikker og bringe dig hjem.

Hvis du nogensinde har haft den følelse, hvis du forstår. Hvis du ikke omgående kommer tilbage, vil du drive længere og længere væk. Du er ved at grave en dybere og dybere grøft for dig selv. Du er ved at komme til det punkt, hvor du er udenfor rækkevidde eller gør dig selv så ulykkelig, at du ikke kan holde ud at leve med det.

Du er nødt til komme tilbage til de levendes land, alt andet duer ikke.

For år tilbage, da jeg var lige ved at give op, trak Han mig tilbage. Det blev mig forundt at erfare, den åndelige krig, jeg var i gang med og hvad det var, og så opdagede jeg, at jeg havde noget at kæmpe for.

Men Han lod mig stadig falde. Stadig lod Han mig huske på, at jeg intet er uden Ham, og at jeg ikke kan udkæmpe denne kamp på egen hånd. Midt i dette arbejde, som jeg forsøger at gøre for Ham og for Hans Kirke, giver Han mig ikke lejlighed til at blive overbevist om, at jeg er noget stort, men snarere at jeg bliver ydmyget af min egen svaghed – en svaghed som igen og igen banker den tåbelige stolthed ud af mit hoved, før den kan slå rod. Jeg tænker her på Paulus ord i hans andet brev til menigheden i Korinth:

For hvis jeg ville være stolt, ville jeg ikke være vanvittig; det ville jo være sandt, hvad jeg sagde. Men jeg lader være, for at ingen skal gøre sig højere tanker om mig end dem, han får ved at se eller høre mig.  Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk (2 Kor 12: 6-10).

Læg mærke til min ironi, når jeg altid føler mig som en på dødsgangen i køen til skriftestolen, men det er præcis det modsatte. Det er på livets vej. For enhver, som står i denne kø, bærende på en dødssynd, er allerede afgået ved døden for evigt, og du har blot det held, at du stadig kan gå. Du holder ud, indtil det bliver din tur, og du bliver oprejst fra de døde, ligesom Lazarus.

Kærlighed kræver omvendelse

Jeg har aldrig været nogen ekstraordinær synder, men en død sjæl er en død sjæl. Det kræver blot, at du begår en dødssynd, og du bliver sendt til helvede for evigt. Der er ingen vej tilbage fra det mørke, jeg lige har beskrevet, uden omvendelse. Du må ønske at stoppe med at gøre ting, der slår dig ihjel. Og hvis du ikke kan gøre det, er du nødt til at finde viljen til at gøre det. Der er ikke flere undskyldninger. Der er ikke flere: ”Nå ja, jeg har jo allerede syndet så meget, at det ikke gør nogen forskel, om jeg giver efter for fristelsen endnu engang”. Der er kun den lange vej til skriftemålet, som du kommer til, som en død mand og går ud fra i live.

Jeg kan, for alt i verden, ikke forstå at nogen skulle ønske at berøve en anden sjæl dens genfødsel. Denne rensning og forbinding af sår. For præsten i skriftemålet gør kun det, som den barmhjertige samaritaner gjorde, svøbte, forbandt og lægte det, der smertede os. Han helbreder os i ordets dybeste forstand.

Hvordan kan nogen nogensinde fortælle en person, som lever i synd: ”Du har ikke brug for at stoppe med at gøre det! Gud er barmhjertig! Han forstår, hvor sammensat dit liv er?”

Hvordan kan nogen sige. ”Du er måske ikke i stand til at holde op med at begå den synd for ved at gøre det, kan du komme til at begå andre?”

Hvordan kan nogen, som elsker en sjæl, ikke se den fare, som den er i og sige, som Maria Goretti, ”det er en synd! Gud vil ikke have det!?”

Eller måske værst af alt, hvordan kan nogen fortælle en person, der lever i synd, og som ikke ønsker at ændre det, ”Modtag du blot Eukaristien, som ikke er udmærkelse for det perfekte, men som en medicin for den svage” – velvidende, ved at gøre sådan er det en vanhelligelse, endnu et dødeligt sår på sjælen hos den, der har behov for omvendelse, helbredelse og Guddommelig nåde? Selv hvis du har mistanke om, at personen ikke er fuldt ud skyldig, er vejen til vor Eukaristiske Herre gennem absolution ikke ligegyldighed. Vi ved allerede, hvad Gud ønsker af os. Vi vender os derfor igen til Paulus og hans breve til menigheden i Korinth:

Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod.  Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret.  For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til. Derfor er der mange syge og svage hos jer, og ikke så få sover hen. Hvis vi agtede på os selv, ville vi ikke blive dømt (1 kor 11: 27 – 31).

Selv denne guddommelige visdom er blevet fjernet fra det katolske liv. Ikke på noget tidspunkt forekommer denne formaning om, at man ikke bør spise og drikke Herrens Legeme og Blod, hvis man ikke er i nådens stand i den treårige cyklus for læsninger i den ordinære Messeforms liturgi – den Messe, som en stor del katolikker rundt om i verden ikke deltager i.

Hvorfor skjuler vi denne sandhed for de troende? Hvorfor overbeviser vi os selv om, at det er barmhjertigt at være deres medskyldige i synden? Hvorfor er vi tilfredse med at tale med slangens tunge, den der svarede, da Eva fortalte den, at straffen for at spise af det forbudte træ var døden, ”Vist skal i ikke dø” (1 Mos 3:4).

Vi bekæmper ikke de bizarre bestemmelser i Amoris Laetitia, fordi vi er rigide og farisæiske! Vi gør det ud af kærlighed – for de sjæle, der bliver ledt længere ind i synd, og for vor Herre, som ikke fortjener at Hans Sakramentale tilstedeværelse profaneres.

Mens jeg reflekterede over disse følelser forårsaget af tabet af nådens liv i sjælen, blev jeg bevæget af medlidenhed for de af Kirkens prælater, som leder Guds små børn på afveje. Hvordan kan de bære det tab? Hvordan kan de være så ligeglade med disse sjæles adskillelse fra flammerne fra den guddommelige kærlighed, når de samtidig selv er ligeglade med deres egne sjæle og kun ønsker et nemlig at lede andre væk fra Jesus? Hvordan kan de være selvtilfredse i deres perversioner og svig? Vi er blevet så vant til at modsætte os dem, at stille dem til ansvar og endda irettesætte dem. Men vi burde også græde for dem, fordi vi ikke hader dem, de er, ligesom vi alle er, skabt i Hans billede og Hans lige og til at være med Ham for altid i himlen, og de har vendt sig bort. Og Han har allerede advaret dem, så den skæbne de vil lide er skræmmende at tænke på.

Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb” (Matt 18: 6).

Må Gud være deres sjæle- og Hans Kirke nådig.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Steve Skojec og publiceret på OnePeterFive d. 21. juli 2017. Det kan læses på: https://onepeterfive.com/mercy-is-for-sinners

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s