The interpretation of Vatican II and its connection with the current crisis of the Church

Gæsteskribent – Biskop Schneider: Fortolkningen af Vatikan II og forbindelsen til den nuværende krise i Kirken

Endnu engang er vi beærede over at kunne offentliggøre en skrivelse af en gæsteskribent denne gang sendt til os af hans Excellence biskop Athanasius Schneider. Vi vil ikke kun tillade, men opfordre alle medier og blogs til at også at gengive denne skrivelse.

Af biskop Athanasius Schneider

Specielt til Rorate Caeli

Den 21. juli 2017

…………

Den aktuelle situation med en krise i Kirken uden fortilfælde er sammenlignelig med den generelle krise i det 4. århundrede, da Arianismen havde besmittet et overvældende flertal af episkopatet og tiltaget sig en dominerende rolle i Kirkens liv. Vi må på den ene side forsøge at håndtere den aktuelle situation med realisme og på den anden side med overnaturlig ånd – med en dyb kærlighed til Kirken, vores Moder, som gennemgår Kristi passion på grund af en overvældende og generel doktrinær, liturgisk og pastoral forvirring.

Vi må forny vores tro ved at fæstne lid til, at Kirken er i Kristi sikre hænder, og at Han altid vil gribe ind for at forny Kirken i de øjeblikke, hvor Kirken som en båd er ved at kæntre, som det åbenlyst er tilfældet i vore dage.

Hvad angår holdningen til Det Andet Vatikankoncil må vi undgå to ekstremer: En fuldstændig forkastelse (ligesom sedevacantisterne og en del af St. Pius X (SSPX) eller ”ufejlbarligheden” af alt det, som Koncilet vedtog.

Vatikan II var en legitim samling under forsæde af paverne, og vi må vedblive at have en respektfuld tilgang til dette koncil. Men det betyder ikke, at vi har forbud imod at udtrykke velbegrundet tvivl eller respektfulde forbedringsforslag vedrørende specifikke ting, bare det bliver gjort på baggrund af Kirkens tradition og læreembede.

Traditionelle og vedvarende doktrinære udsagn fra læreembedet i en århundrede lang periode har forrang og udgør et verifikationskriterium med hensyn til nøjagtigheden af senere udsagn fra læreembedet. Nye erklæringer fra læreembedet må i princippet være eksakte og klare og bør ikke fremstå tvetydige og stå i en tilsyneladende kontrast til tidligere udsagn fra læreembedet.

De udsagn fra Vatikan II, der er tvetydige, må læses og fortolkes i overensstemmelse med det, der er udgået fra hele traditionen og Kirkens læreembede.

I tilfælde af tvivl må udsagnene fra læreembedet (de tidligere konciler og pavernes dokumenter, hvis indhold har vist sig funderet, ligesom den vedvarende gentagne tradition, som har strakt sig gennem århundreder) være det fremherskende overfor de objektive tvetydigheder eller nye udsagn fra Vatikan II, som vanskeligt stemmer overens med de konkrete udsagn, der stammer fra det nuværende og tidligere læreembede (f.eks. Statens pligt til offentligt at herliggøre Kristus, Kongen over alle menneskelige samfund, en sand fornemmelse af episkopal kollegialitet i relation til Peter som overhoved og den universelle leder af Kirken samt det skadelige ved alle ikke katolske religioner og den fare, de udgør for sjælenes evige frelse).

Vatikan II bør ses og modtages som det, det er, og det, som det virkelig er: Primært et pastoralt koncil. Dette koncil havde ikke til hensigt at foreslå nye doktriner eller fremlægge dem i en endelig form. I sine erklæringer bekræfter Koncilet stort set Kirkens traditionelle og vedvarende doktrin.

Nogle af Vatikan II’s nye udsagn (f.eks. kollegialitet, religionsfrihed, økumenisk og interreligiøs dialog samt holdningen over for verden) er ikke definitive i deres definition og er tilsyneladende ikke- eller i sandhed ikke forenelig med de traditionelle og vedvarende erklæringer fra læreembedet, og de bør assisteres af mere eksakte forklaringer og suppleres af data, som er af præcis og doktrinær karakter. Forsøger man blindt at anvende princippet ”kontinuitetens hermeneutik”, er dette heller ikke til megen hjælp, da der derved skabes forcerede fortolkninger, som ikke er overbevisende, og som ikke er nyttige for at nå frem til en mere klar forståelse af den katolske tros uforanderlige sandheder og af dens konkrete anvendelse.

Der har været tilfælde i historien, hvor ikke-afgørende erklæringer fra visse økumeniske konciler senere er blevet – takket været en rolig teologisk debat – raffineret eller stiltiende korrigeret (f.eks. erklæringerne fra koncilet i Firenze vedrørende spørgsmålet omkring Ordenernes Sakramente, det vil sige spørgsmålet vedrørende overdragelsen af myndighed, mens den faste og vedvarende tradition sagde, at biskoppens håndspålæggelse var tilstrækkelig, en sandhed som i sidste ende blev bekræftet af Pius XII i 1947). Hvis teologerne efter koncilet i Firenze i blinde havde anvendt ”kontinuitetens hermeneutik” på denne konkrete erklæring fra koncilet i Firenze, (en objektiv fejlagtig erklæring), der forsvarede tesen om overdragelsen af myndighed, hvilket var spørgsmålet omkring Ordnernes Sakramente, og om det ville være i overensstemmelse med det vedvarende læreembede, ville man sandsynligvis ikke være nået til enighed blandt teologerne med hensyn til sandheden, som siger, at det kun er biskoppens håndspålæggelse, der er det, der virkelig gælder i forhold til Ordnernes Sakramente.

Der må i Kirken skabes en fredelig atmosfære i forbindelse med de doktrinære diskussioner vedrørende udsagnene fra Vatikan II, der er tvetydige, eller som har forårsaget fejlagtige fortolkninger. Der er intet skandaløst i sådanne doktrinære diskussioner, men tværtimod vil det være et bidrag til at opretholde og forklare på en mere sikker og integrerende måde bevarelsen af Kirkens uforanderlige tro.

Det er ikke godt, at man i et så stort omfang fremhæver et bestemt koncil, og gør det absolut eller faktisk ligestiller det med det mundtlige (Den hellige Tradition) eller det skrevne (Den hellige Skrift) Guds Ord. Selve Vatikan II sagde med rette (jf. Verbum Dei, 10), at læreembedet (Paverne, koncilerne, det almindelige og universelle læreembede) ikke står over Guds Ord, men under Det, underlagt Det og kun tjener Det (Det talte Guds Ord = Den hellige Tradition og af Det skrevne Guds Ord = Den hellige Skrift).

Fra et objektivt synspunkt har læreembedets erklæringer, (Paverne og koncilerne) som er af endegyldig karakter, større værdi og vægter mere, sammenlignet med udsagn af pastoral karakter, der naturligt er foranderlige og midlertidige, og som skal ses i en sammenhæng med de historiske omstædigheder eller som en reaktion på pastorale situationer i en given periode, hvilket er tilfældet med hovedparten af udsagnene fra Vatikan II.

Vatikan II’s oprindelige og værdifulde bidrag består i et universelt kald til hellighed hos alle Kirkens medlemmer (Kap 5 i Lumen gentium), doktrinen vedrørende Vor Frues centrale rolle i Kirkens liv (Kap 8 i Lumen gentium), lægfolkets betydning i forbindelse med at bevare, forsvare og fremme den katolske tro samt deres pligt til at evangelisere og helliggøre samtiden i overensstemmelse med den stedsevarende Kirke (Kap 4 iLumen gentium), i Kirkens liv må tilbedelsen af Gud samt fejringen af liturgien have forrang (Sacrosanctum Concilium, kap 2:5-10). Det resterende kan i en vis udstrækning betragtes som sekundært, midlertidigt og glemt set i et fremtidigt perspektiv, som det var tilfældet med nogle ikke-afgørende pastorale – og disciplinære erklæringer fra forskellige økumeniske konciler.

Følgende aspekter – Vor Frue, helliggørelsen af de troendes personlige liv og helliggørelsen af verden i overensstemmelse med den stedsevarende Kirke samt at i Kirkens liv må tilbedelsen af Gud samt fejringen af liturgien have forrang, – er det mest nødvendige at udleve i vore dage. Derved har Vatikan II en profetisk rolle, som desværre endnu ikke er blevet realiseret på en tilfredsstillende måde.

I stedet for at udleve disse fire aspekter har en betydelig del af det teologiske og administrative ”nomenklatur” i Kirkens liv i de sidste 50 år fremmet (og gør det stadig) tvetydige doktrinære, pastorale og liturgiske temaer og derved fordrejet, hvad der var koncilets egentlige intentioner eller misbrugt dets mindre klare eller tvetydige doktrinære udsagn til at skabe en anden kirke, – en kirke som er af relativistisk eller protestantisk art.

I vore dage mærker vi, at denne udvikling kulminerer.

Problemet med Kirkens nuværende krise består dels af det faktum, at nogle udsagn fra Vatikan II, – der objektivt er tvetydige, eller som er svære at finde overensstemmende med den tradition, der er i Kirkens læreembede – er blevet ufejlbarliggjort. På den måde blev en sund debat med en nødvendig implicit eller stiltiende korrektion blokeret.

Samtidig blev der skabt et incitament til at definere teologiske erklæringer, som stod i modsætning til traditionen (f.eks. vedrørende den nye teori om en almindelig dobbelt ledelse i Kirken, dvs. paven alene og et samlet episkopalt kollegium sammen med paven, doktrinen vedrørende en stats neutralitet i forhold til offentlig tilbedelse, som den (staten) skylder Den sande Gud, som er Jesus Kristus, Kongen over hvert eneste menneskelige – og politiske samfund, relativiseringen af den sandhed, at Den katolske Kirke er den eneste vej til frelsen, hvilket er villet og befalet af Gud.

Vi må sætte os fri af absolutismens snærende bånd og af Vatikan II’s ufejlbarlighed. Vi må bede om en atmosfære med en fredelig og respektfuld debat, som kommer af en oprigtig kærlighed til Kirken og til Kirkens uforanderlige tro.

Vi kan se en positiv tilkendegivelse i den kendsgerning, at pave Benedikt XVI den 2. august 2012 skrev et forord til sin opera omnia, som er en del af en serie vedrørende Vatikan II. I dette forord udtrykker pave Benedikt XVI sine forbehold specifikt vedrørende indholdet i dokumenterne Gaudium et spes og Nostra aetate. Ud fra ånden i disse ord fra Benedikt XVI kan man se, at konkrete fejl i visse dele af dokumenterne ikke kan forbedres gennem ”hermeneutikkens kontinuitet”.

Et SSPX, kanonisk og fuldt integreret i Kirkens liv, kunne yde et værdifuldt bidrag til denne debat, – som ærkebiskop Marcel Lefebvre ønskede. Den fulde kanoniske tilstedeværelse af SSPX i Kirkens liv i vore dage kunne også bidrage til at skabe en atmosfære for en konstruktiv debat, således at det, vi altid har troet på, overalt og af alle katolikker igennem 2000 år, vil være en tro, som er klar og fundamental også i vore dage og derved realisere Det Andet Vatikankoncils fædres sande pastorale hensigt.

Den autentiske pastorale hensigt sigter på sjælenes evige frelse – en frelse, som kun opnås gennem kundgørelsen af Guds vilje (ApG  20:7). Tvetydigheden i troens doktrin og i dens konkrete anvendelse (i liturgien og i det pastorale liv) vil true sjælenes evige frelse og er helt igennem anti-pastoral, eftersom forkyndelsen af den katolske tros klarhed og integritet samt dens konkrete anvendelse er Guds udtrykkelige vilje.

Kun den perfekte lydighed mod Guds vilje – som åbenbaredes for os gennem Kristus Det inkarnerede Ord og gennem apostlene den sande tro, troen fortolket og praktiseret vedvarende i samme forstand af Kirkens læreembede – vil bringe sjælenes frelse.

Athanasius Schneider, hjælpebiskop i bispedømme Maria Santissima i Astana, Kasakhstan.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på Rorate Cæli d. 21. juli 2017. Den kan læses på: https://rorate-caeli.blogspot.com/2017/07/guest-op-ed-bishop-schneider.html#more

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s