Pave Frans og de doktrinære ideologier

Der er en grund til, at Trosbekendelsen bliver sagt hver søndag. Og at forsvare og holde fast i doktrinen er ikke alene et ideologisk spørgsmål, det er en del af det at være kristen.

Sidste fredag holdt pave Frans en prædiken, hvor essensen var, (opdateret af Vatikanets radio) at den sande doktrin forener, mens ideologi splitter. Så langt så godt. Men prædikenen som var baseret på Den hellige Faders overvejelser vedrørende dagens læsninger og apostelmødet i Jerusalem, som der blev indkaldt til i år 49 e. Kr. for at imødegå de alvorlige spændinger mellem jøderne og de hedninger, som var blevet kristne, indeholder nogle underfundige og spidse bemærkninger, som åbenlyst er rettet mod den nuværende situation. Fra et sammendrag udarbejdet af Vatikanets radio.

Læsningen beskriver to forskellige slags mennesker: De, der havde kraftfulde diskussioner men i en god ånd, og på den anden side de, som skabte forvirring:

Apostelgruppen som ønsker at diskutere problemet og de andre, som skaber problemerne. De splitter, de splitter Kirken, de siger, at det apostlene prædiker, ikke er det, Jesus sagde, og det er ikke sandheden.

Apostlene diskuterede situationen indbyrdes og blev til slut enige:

Men det er ikke en politisk aftale, det er Helligånden, som leder dem til at sige: Ingen ting, ingen nødvendigheder. Kun de, der siger: Spis ikke kød på det tidspunkt, hvor det ofres til afguder, fordi det er at være i fællesskab med afguderne; afstå fra blod og kød fra kvalte dyr og fra utugt.

Paven pegede på åndens frihed, som fører til enighed: Derfor sagde han, at hedningerne fik lov til at komme ind i Kirken uden at skulle omskæres. Det var temaet for det første Kirkekoncil: Helligånden og dem, paven med biskopperne samlet for at klarlægge doktrinen og senere gennem århundreder ved Efesus og ved Vatikan II, fordi det er en pligt for Kirken at præcisere doktrinen, således at det som Jesus sagde i Evangelierne, og det der var ånden i Evangelierne kunne vinde solid forståelse.

Men der er altid mennesker, der går ud for at forstyrre det kristne fællesskab med tale, som ophidser sjælene: Og nej, nogen som siger, at det er hæretisk, man kan sige det og det, det er kirkens doktrin. Og de er fanatikere vedrørende forhold, der ikke er klare, ligesom de fanatikere, der går og spreder ukrudt for at sprede det kristne fællesskab. Og det er problemet: Når Kirkens lære som stammer fra Evangeliet, og som Helligånden fremmaner, fordi Jesus sagde, Han vil lære os og erindrer os om alt det, Jeg har undervist, når denne doktrin bliver en ideologi. Og dette er den store fejl hos disse mennesker.

Disse personer, forklarede paven, var ikke troende, de var ideologer, de havde en ideologi, som lukkede hjertet for Helligåndens virke. På den anden side, apostlene diskuterede tingene heftigt, men de var ikke ideologer: deres hjerter var åbne for det, Helligånden sagde. Og efter diskussionen var det godt for Helligånden og os. Pave Frans sidste formaning var, at vi ikke skulle være bange i lyset af udtalelserne fra doktrinens ideologer. Kirken, konkluderede han, har sit passende læreembede, pavens læreembede, biskoppernes og koncilernes, og vi må følge den vej, der kommer fra Jesu prædikener og fra Helligåndens lære og hjælp, som altid er åben og altid fri, fordi doktrin forener og koncilerne forener det kristne samfund, mens ideologi på den anden side adskiller.

Jeg kommer til at tænke på nogle få ting. Først og fremmest afspejler det temaet, som ofte er fremhævet af Frans, og dem der står ham nær, nemlig at de seneste synoder og Amoris Laetitia afslører en frisk og overraskende retning fra Helligånden, som, for at citere kardinal Walter Kasper, ikke ændrer noget ved Kirkens doktrin eller den kanoniske ret – men det ændrer alt. En sådan udtalelse er på linje med ”tesen” om, at 2+2 = 5 i teologien.

Kardinal Schönborn lavede i en tale i oktober 2015 en sammenligning mellem de seneste synoder og apostelmødet i Jerusalem, idet han sagde, at apostelmødet i det første århundrede var en skabelon for synodens struktur. Og som rapporteret af Catholic Culture:

Denne første synode var kendetegnet ved en dramatisk konflikt: På samme måde må biskopper tale klart, tydeligt og modigt og lytte opmærksomt til de andre ved synoden, sagde kardinal Schönborn. Ophidsede diskussioner burde man ikke være bange for.

Mens teologisk debat er vigtig, blev konflikten ved apostelmødet i Jerusalem løst, da Peter traf en afgørelse. De andre accepterede Peters beslutning i tavs ydmyghed, og nogle af apostlene talte om Guds undere, som de havde været vidne til. Kirken modtog apostelmødets afgørelse med glæde.

Det ser ud til at implikationen er følgende: 1) At synoderne har samme form som koncilerne, 2) De seneste synoder løste en form for konflikt, og 3) Når paven træffer en afgørelse, bør der kun være ydmyg tavshed. Og sådan var det. (Selvom det betyder, at man fejlfortolker, hvordan den faktiske afstemning foregik).

Et andet eksempel på den overraskende ånd findes i Frans’ prædiken 28. april 2016, opsummeret af ZENIT, i følgende:

Dette er vejen for Kirken, når den står overfor nyheder, sagde paven. Ikke de verdensomspændende nyheder vedrørende mode, men Helligåndens nyheder, der altid overrasker os. Hvordan kan Kirken løse disse problemer? Ved møder, diskussioner og ved at lytte og bede før man træffer den endelige beslutning. Dette er Kirkens vej, når ånden overrasker os, sagde pave Frans, og mindede om den modstand, der opstod i nyere tid under Det Andet Vatikankoncil.

Denne modstand fortsætter i dag på en eller anden måde, men ånden bevæger sig fremad, og den måde kirken udtrykker sit fællesskab på gennem synodalitet, når man mødes, lytter, debatterer, beder og træffer beslutninger. Ånden er hele tiden hovedpersonen, og Herren beder os om ikke at være bange, når ånden henvender sig til os.

For det andet, når man vender tilbage til Frans’ nylige prædiken, må man spørge: Hvem er disse fanatikere, som går og sår ukrudt for at splitte det kristne samfund? Frans synes at insinuere, at de som stiller spørgsmål ved bestemte ting, han siger, sandsynligvis er hæretikere og fanatikere, og som benytter doktrinen til at splitte Kirken. Dette er desværre hans måde at argumentere på, som i virkeligheden bare er retorisk sludder. Det synes faktisk som om, at han ikke har nogen interesse i at præcisere det, som han har lagt et slør over.

For der tredje, hvordan kan læren blive en ideologi? Problemet er til dels, at Frans’ brug af begrebet ideologi er ligesom et kanonskud: Det lyder kraftigt og skaber opmærksomhed, men det eksakte mål, kan være svært at præcisere. Men der er klart i overensstemmelse med det første punkt, at Frans ser ideologien som lukket for Helligånden. Imidlertid, kan den sande doktrin være ideologisk? Det er et interessant spørgsmål. På den ene side er det sandt, at det at kræve en doktrinær udtalelse, griber ind i helheden af troens mysterium, det er ukorrekt og endda farligt; det er sandt, når man siger, når en specifik teologisk retning helt og fuldt udtrykker troen, har den en ideologisk karakter, det er uhørt og uklogt. Men overholdelsen af den sande doktrin forekommer mig ikke at være ideologisk ved blot at holde fast i den sande doktrin. (Der er trods alt en grund til at Trosbekendelsen bliver sagt hver søndag, bare for at give et eksempel). Tværtimod er det ikke bare ideologisk, når man forsvarer og holder fast i doktrinen, men det er en del af det, at være kristen. Derfor f.eks. hvis nogen hævdede at holde fast i Kirkens lære om at Gud er en (i natur) og Treenig (i personer) skal være åben for andre synspunkter, ville det det være ideologisk at holde fast i Kirkens fundamentale doktriner? Nej selvfølgelig ikke.

For det fjerde er der nogle meget grundlæggende problemer med at sammenligne apostelmødet i Jerusalem og de senest afholdte synoder og den apostoliske formaning. Her er bare nogle få:

  1. Apostelmødet i Jerusalem debatterede ikke eller ændrede ikke noget af læren vedrørende moralloven. Det var fokuseret på den ceremonielle lov og ritualer især vedrørende omskæring.
  2. Hovedpointerne i stridspørgsmålene ved de seneste synoder omhandlede centrale moralske spørgsmål vedrørende seksualitet (utugt, utroskab og homoseksualitet), samt Sakramenternes væsentlige karakter (ægteskab og Den hellige Kommunion).
  3. Spørgsmål vedrørende omskærelse og det at spise offerkød blev ikke behandlet af Kristus, mens Han var på denne jord.
  4. Spørgsmålene om ægteskab, skilsmisse og gengifte er blevet behandlet af Kristus, mens Han levede på jorden (Matt 5:31-32).

Og som jeg påpegede for en måned siden, da jeg fremhævede adskillelige punkter om læreembedets karakter og dets forbundethed til troens indhold: Ved at insinuere, at Kirken kan ændre læresætninger, blot fordi pave A eller pave B finder disse problematiske; dette er tilfældet, når den foreliggende sag har at gøre med Sakramenternes karakter, samvittighedens centrale rolle og nådens liv (som jeg har omtalt andetsteds).

Alt i alt, sagt ligeud, ser jeg sådanne prædikener og henvendelser, som stillestående og polemiske øvelser, og der er ikke særlig meget polemik i det. Sammenstillet (Og jeg har kun bemærket nogle få her), føjer de sig til en samling af larmende udtalelser, beregnet til at lukke for alle spørgsmål vedrørende Amoris Laetitia og beslægtede emner. Hvor ville dette være morsomt, hvis det ikke var så alvorligt og samtidig vanskeligt at navigere i denne klodsede og uforståelige stofmængde, som gør sig gældende (se f.eks disse latterlige bemærkninger af kardinal Maradiaga, en af Frans’ nærmeste rådgivere).

Dette bringer mig til et indlæg af Matthew Schmitz, en af redaktørerne for First Things, med titlen: At begrave Benedikt. Schmitz skriver:

Selvom Benedikt stadig er i live, forsøger Frans at begrave ham. Ved valget af Frans i 2013, begyndte han at følge en dagsorden, som Joseph Ratzinger havde været imod i hele sin karriere. En betoning af det pastorale frem for det doktrinære, at fremme forskelligartede disciplinære- og doktrinære tilgange i de lokale kirker, at åbne op for Kommunionsmodtagelse for skilte og gengifte – alle disse forslag blev vurderet og afvist af Ratzinger for mere end ti år siden i en ophedet debat med Walter Kasper. Hverken værre eller bedre søger Frans nu at forkaste det, som Ratzinger stod for.

Et af Schmitz’s hovedargumenter, som jeg tror, det er væsentligt at fremhæve, er, at det, vi ser i dette pontifikat, er en geninddragelse af kardinal Kasper’s langvarige konflikt med Ratzinger / Benedict XVI over Kirkens karakter og pastorale praksis: Dette er også et punkt fremhævet af Tracy Rowland i hendes bemærkelsesværdige nye bog Catholic Theology (T&T Clark, 2017), som hun også berører (om end i meget generelle vendinger) i mit seneste interview med hende.

CWR: Hvad er den vigtigste forskel mellem Communio og Concilium bevægelserne? Og hvordan har debatten eller sammenstødet mellem de to, påvirket det nuværende teologiske landskab?

Tracy Rowland: Først og fremmest har de en helt forskellig forståelse af Kristi lære til Hans apostle om at tyde tidens tegn. Indbefattet i dette er forskellige forståelser af åbenbaringen. Lidt karikeret, kan man sige, at Communio teologerne ser på de nuværende kulturelle bevægelser ud fra Kirkens læreembede, mens Concilium teologerne ser på Kirkens Læreembedes lære ud fra de nuværende kulturelle bevægelser. Communio teologerne tror, at når Kristus fortalte sine disciple, at de skulle tyde tidens tegn, fortalte Ham dem, at Han, Kristus, var tidens tegn. Han fremdrog en eskatologisk pointe. Han sagde til sine disciple, at de skulle forstå, at de lever i den kristne æra og forstå, at inkarnationen havde fundet sted, og at Gud havde antaget menneskelig skikkelse. Han sagde ikke, at det er vigtigt, at man holder øje med ændringerne i de sociale forhold og tilretter den kristne tro til dem.

For det andet, mens Communio og Concilium teologerne er enige om, at den katolske teologi repræsenterer en syntese af tro og fornuft, foretrækker begge parter forskellige filosofiske retninger, der er i berøring med teologien. Karl Rahner forudsagde, at fordi der er så mange forskellige filosofiske retninger, der i øjeblikket gør sig gældende, kan katolske lærde fristes til det, han kaldte for en gnostisk teologisk lystenhed til at kombinere katolsk teologi med alle former for moderne filosofi. En betydningsfuld forskel mellem Communio og Concilium lærde finder man i deres valg af filosofiske ligemænd. For eksempel er Communio tilhængerne ikke så langt fra den kulturelle Marxisme.

For det tredje, som det er blevet anført ovenfor, har de to grupper forskellige holdninger til den moderne og post-moderne kultur. Selvom ikke alle aspekter af disse kulturer fjernes er Communio teologerne (ligesom de radikale ortodokse teologer med hvem de har et overlap på en række områder) meget mere kritiske overfor disse kulturer end Concilium teologerne.

For det fjerde har de to grupper forskellige holdninger til læreembedets autoritet og andre emner indenfor ekklesiologien samt karakteren af Peters embede og præsternes virke.

Schmitz afslutter sit essay med at sige:

Skønt han er usædvanligt portrætteret, som værende spontan og ikke-ideologisk, har Frans stadig udviklet den agenda, som Kasper havde fremsat for over ti år siden.

Overfor denne udfordring, har Benedikt opretholdt en næsten perfekt tavshed. Det er næppe nødvendigt at tilføje noget til de ord, hvormed han resolut afviste Kasper og Frans program. Og alligevel er der nogle mærkværdigheder tilbage. Ingen pave i levende erindring har så direkte afveget sine forgængere – som i dette tilfælde med at bo oppe på højen. Det er derfor, at de, der støtter Frans, bliver nervøse, hver gang Benedikt taler, som han for nylig gjorde, da han roste kardinal Sarah. Var de to mænd i ægte overensstemmelse, ville Frans’ partisaner ikke frygte den lærde og blide tysker, der går i Vatikanets haver.

Og derfor forbliver de to paver, den nuværende og emeritus, den talende og den tavse forskelligartede. I sidste ende betyder det ikke noget, hvem der kommer sidst, eller hvem der taler mest, det, der betyder noget, er, hvem der har Kirken på sinde, den Kirke, der har set utallige hæresier komme og gå.  Når Benedikt’s henrykkende ord sammenlignes med efterfølgerens banaliteter, er det ikke vanskeligt at se forskellen: En pave, der er et ekko af apostlene og den anden, der taler Walter Kasper efter munden. Da forskellen i måden at formulere sig på afspejler forskellen i troen, kan man let foretage en forudsigelse. Uanset hvem der dør først, vil Benedikt overleve Frans.

Ironisk nok, mens Frans taler om at kaste lys over doktrinen, er der simpelthen ikke nogen tvivl om, at Amoris Laetitia trods alle protester og holdninger i stedet har forvirret, forstyrret og sammenblandet dens tvetydige og problematiske påstande. Det, at fastholde, at alt dette handler om pastorale forhold, er i bedste fald misvisende, eftersom doktrin og praksis går hånd i hånd. Man behøver ikke at være teolog for at kunne se det vigtige forhold mellem, det du tror på, og hvordan du lever (Det kan endda være, at det være teolog ikke hjælper i denne forbindelse). Dette pontifikat har været splittende på måder få kunne have forestillet sig før 2013. Yderligere, mens Frans kan lide at tale om folket, er det ret tydeligt, at han kun har lidt tålmodighed overfor de personer, som vover at stille spørgsmål ved hans tvivlsomme udsagn og handlinger, ligegyldigt hvor omhyggeligt, formelt og respektabelt de gør det. Hans utålmodighed med teologisk præcision og doktrinær klarhed er foruroligende. Som jeg bemærkede tilbage i december i 2015:

Jeg kan kun konkludere, at denne pave af en eller anden grund har en dyb modvilje mod teologisk præcision (og klarhed) og er ret utålmodig med, hvordan doktrin og dogme står i vejen for hans vision af, hvordan forholdene skal være i Kirken. Dette er problematisk af forskellige årsager … For det første logikken i Frans’ forskellige bemærkninger, Johannes Paul II’s og Benedikt XVI’s pontifikater var farisæiske og unødvendigt komplekse og står derfor i modsætning til hans vision om barmhjertighed. Hvorvidt Frans bryder sig om en sådan logisk udvikling og konklusion, er selvfølgelig en fuldstændig anden sag.

Og det handler ikke blot om at begrave Benedikt, det handler også om at ignorere Skt. Johannes Paul II. I mellemtiden er der en kalden påen skænding af samt vage appeller til Helligånden.

Den engelske udgave af denne artikel er skrevet af Carl E. Olson og er publiceret på Catholic World Reportd. 22. maj 2017. Den kan læses på: http://www.catholicworldreport.com/2017/05/22/pope-francis-and-the-doctrinal-ideologues

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s