Klerikale pro-homoseksuelle gør skade på homoseksuelle katolikker ligesom mig … og det gør ondt

Jeg fik en ubehagelig fornemmelse, da jeg gennemgik artikler og videoer med ”LGBT” arrangementer indenfor Den katolske Kirke, som synes at gå fra det at byde homoseksuelle velkommen til at lade homoseksuelle handlinger gå upåtalt hen.

Jeg var forvirret, vred og meget trist, da jeg stiftede bekendtskab med artikler, bl.a. en som handlede om et sogn, hvor man fejrede en Gay Pride Messe og et andet sogn, som afholdt et ”gay” dance party med titlen ”Moving with the Spirit” (Dans med Helligånden), som viste sig at handle om fundraising. Midt i dette kaos blev jeg også opmærksom på en video med Fr. James, som talte om sin bog: ”Building a Brigde” (At bygge bro).

Jeg var vred og trist, fordi jeg frygtede, at denne ”bro” er en såkaldt ”hjælp”, der var tilgængelig for mig, dengang jeg før i tiden begyndte at søge sandheden, om hvordan Gud ønskede, at jeg skulle leve med min seksualitet. I 1983, mens jeg var aktiv i ”LGBT” miljøet og levede et elendigt liv, talte jeg med en præst, som fortalte mig, at jeg kunne have en seksuel relation med en anden mand, så længe jeg elskede ham. Jeg genoptog mit homoseksuelle liv og gjorde, hvad jeg hidtil havde gjort og blev stadig mere elendigt.

Jeg oplevede endnu et nederlag, da jeg sidst i 90’erne søgte hjælp hos en katolsk støttegruppe for homoseksuelle i bispedømmet for at kunne leve et kyskt liv. I de sidste par år havde to af mine venner desperat søgt hjælp for at leve et kyskt liv og kontaktede det samme sted, jeg i sin tid havde søgt hjælp. De blev begge fortalt det samme, som jeg blev præsenteret for. Hvis det egentlige mål virkelig er at byde dem velkommen, som identificerer sig med LGBT og på en kærlig måde lede dem til sandheden, hvorfor er det så stadig det samme, som for 18 år siden, da ingen hjælp blev tilbudt fra denne gruppe til dem, der virkelig ønsker at leve et kyskt liv, der er i overensstemmelse med Kirkens lære?

Da jeg læste artiklerne nævnt ovenfor samt mange andre ligesom dem, følte jeg mig stadig mere vred, såret og afvist af Kirkens hyrder.

Jo mere jeg tænkte over dette, desto mere ondt gjorde det. Jeg begyndte at tænke over, hvorfor jeg skulle blive i en Kirke, der ikke ville hjælpe de af os, der ville leve efter Kirkens morallære. I samvær med nogle venner luftede jeg min vrede og smerte samt mit fokus på de seneste negative begivenheder, og her udtrykte jeg, at det eneste, der lige nu fastholdt mig i Den katolske Kirke, var Den hellige Eukaristi. Jeg fortsatte med at føle mig tynget, og jeg begyndte at frygte og tvivle på, om jeg fortsat kunne forblive i Den katolske Kirke selv med bevidstheden, om at Jesus er til stede i Den hellige Eukaristi.

Det var på dette tidspunkt, at jeg fornemmede en overbevisning dybt inde i mig. Jeg undskyldte overfor en af mine venner mit sortsyn, og senere bragte jeg dette ind dels i min bøn og i skriftemålet. Jeg erfarede, at jeg lod al denne negativitet, frygt, tristhed og vrede blokere mig fra at kunne se den smukke virkelighed, at Jesus Kristus er til stede helt og fuldt ikke kun i vores Kirke, men også i mit eget liv.

Ja det er meget skræmmende og forvirrende ting, der sker i Kirken. Men der sker samtidig også meget spændende ting. Jeg havde fejlagtigt ikke set dette, samt de mange vidunderlige ting, Han gjorde i mit liv. Han har velsignet mig med gode støtter, og endnu vigtigere her på det sidste indsigt, der har bragt yderligere klarhed og haft en helbredende effekt på mit liv. Og alligevel undlod jeg at se dem. Jeg var så fokuseret på elendigheden, og de skræmmende ting, der sker i verden og i vores Kirke, at jeg ikke tillod mig at overveje de skønne øjeblikke i løbet af dagen, hvor jeg møder Kristus. De øjeblikke, hvor Han bragte mere helbredelse og bekræftede for min sjæl gennem min tilknytning til andre, gennem Skriften og ved at tale med præster og gennem bøn.

Selvom Courage International (en organisation under Den katolske kirke, som rådgiver homoseksuelle) ikke er i mit bispedømme, så har jeg venner, som følger målsætningerne, der er skitseret i Courage. Vi beder for hinanden og er der for hinanden. Jeg har præster i mit liv, som virker som positive maskuline rollemodeller, og som støtter mig i at leve et kyskt liv, og som beder for mig og andre ligesom mig. Det er vidunderligt at have præster, som støtter og bekræfter mit kyske liv, når kulturen og desværre mange i Kirken højlydt forkynder at det, at bede folk om at leve et kyskt liv er uretfærdigt. Disse støttende præster i mit liv har sagt utrolig positive ting, når jeg virkelig havde behov for det, hvilket har fået mig til at se Kristi virkelige nærvær i mit liv og i denne verden på trods af det kaos og omskiftelighed, jeg er vidne til.

Et eksempel er en præst, der fortæller mig og mine venner, at når vi er til stede ved Det allerhelligste Sakramente i tilbedelse, er Jesus der og ser på os, bemærker os og elsker os. Jeg har bragt dette billede med mig, når jeg er gået til Messe. Og når jeg ser konsekrationen, og når jeg går op for at modtage Den hellige Kommunion, forestiller jeg mig, at Jesus ser på mig og bemærker mig og elsker mig. Derfor tror jeg, at Han er der og ser vedholdende og kærligt på hver eneste af os på en og samme tid i denne Kirke. Det giver muligvis ikke mening for os, men det behøver det heller ikke. Han er Gud. Han kan alt. Det er Gud, som elsker os. Det er Gud, vi tjener. Han har ikke afvist os og vil heller ikke.

Der er diskrete tegn på håb og sandhed som sker, og som vi let kan overse. For eksempel er Courage international at finde i mange bispedømmer og tilbyder mange former for hjælp. Et andet eksempel er, at Fr. Martin ikke er den eneste forfatter, der udgiver bøger vedrørende dette emne. Daniel Mattson har for nylig færdiggjort sin bog: ” Why I Don’t Call Myself Gay: How I Reclaimed My Sexual Reality and Found peace” (Hvorfor jeg ikke kalder mig selv homoseksuel: Hvordan jeg genvandt min seksuelle virkelighed og fandt fred). Han er en fantastisk foredragsholder og forfatter, som er i fuldt overensstemmelse med Kirken og hele Hendes lære.

Mens tingene fortsætter med at ændres i vores kultur, og Father James Martins bog udkommer, og debatten bliver mere ophedet, så lad os sætte vores lid til håbet. Gud gør store ting i vores Kirke. Det håb vi har, er i Kristus. Vi har intet at frygte med Gud på vores side. Lad os læne os op af sandheden, og favne den med glæde. Vi behøver ikke at lade noget stjæle den glæde, som Kristus har givet os. Lad os holde fast ved kærligheden. Hvordan kan vi elske? At råbe af hinanden er ikke måden at gøre det på. Ej heller er det at henfalde til fortvivlelse. En vigtig vej er igennem bøn. Nu mere end nogensinde må vi bede for hver enkelt præst, søster, broder, biskop, kardinal, vores pave og for os som udgør Kirken.

Vi kan ikke ændre noget. Men Gud kan. Med Gud er alting muligt. Vi må vende os til Ham og lade Ham vise os Hans vilje for vore liv. Men der er meget mere end det. Vi må fuldt ud tro på Gud og acceptere, at slaget allerede er vundet. Han vil ikke afvise nogen af Sine børn. Han elsker os alle uanset, hvilket syn vi har på dette emne, og Han længes, efter at vi kommer til Ham og er i Hans kærlighed, Hans håb og Hans sandhed. Lad os holde os tæt til Ham og opmuntre hverandre. Lad os overgive os til denne elskelige himmelske Fader og bede Ham om den visdom, vi behøver for at elske og tilgive. Lad os bede, for at vi efter bedste evne kan kontrollere vores følelser og ikke tillade disse følelser at blive mure, der forhindrer kærlighed.

Jeg diskuterede denne artikel, som jeg følte mig tilskyndet til at skrive sammen med en af mine venner, og hun sagde noget smukt. Til tider er skyerne så mørke og ildevarslende. Det er så let i denne tid at blive bekymrede eller endda bange for hvad disse truende skyer vil åbenbare. Vi glemmer imidlertid, at det er Gud, der har kontrol med disse skyer. Den skinnende sol er på den anden side. Han kan bruge disse skyer til at skabe Hans vilje, og hvad der er mere vigtigt, Han kan give os fred i dette mørke stormvejr.

En præst, som er min ven, foreslog bønnen der skaber sindsro, som er en lille bøn, vi kan gøre brug af i denne turbulente tid i Kirken. Gud giv mig sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan forandre, modet til at forandre de ting jeg kan og visdom til at kunne se forskellen. Amen

David Prosen er kandidat fra Franciscan University of Steubenville med en MA i rådgivning. David’s vidnesbyrd er omtalt i Blackstone’s film, The Third Way: Homosexuality and the Catholic Church, og han har fået flere artikler offentliggjort i Lay Witness og Crisis Magazine. Han har holdt foredrag i hele landet, som omhandler emnet “At være tiltrukket af sit eget køn” set ud fra et autentisk katolsk perspektiv.

Den autoriserede engelske udgave af dette blogindlæg er skrevet af David Prosen og publiceret på LifeSiteNews.com d. 15. juni 2017. Det kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/pro-gay-clergy-are-harming-same-sex-attracted-catholics-like-me…and-it-hu

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s