Hvordan behandler vi Gud?

Hvorfor går du til Messe? Dette er ikke et ledende spørgsmål eller en gåde. Det er et ærligt spørgsmål. Og du vil sikkert blive overrasket over at høre svaret.

Vi går til Messe for at være sammen med Den fysisk tilstedeværende Jesus Kristus – Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed i Eukaristien. Ja, Kirken lader os vide, at vi bør være der. Ja, det er en lovprisnings- og tilbedelseshandling. Ja, Den tillader os at deltage i offeret på Golgata.

Alle disse ting opnår vi ved at være til stede i Guds fysiske tilstedeværelse.

Og ikke kun i Guds fysiske tilstedeværelse. Vi er kaldet til at have et nært forhold til Gud, og når man har et nært forhold til nogen, er man er ikke blot fysisk tæt, man er tæt knyttet.

Gud kommer til os på den mest sårbare måde: Ikke alene gør universets Skaber Sig til menneske, men dette menneske giver sig kende under brødets og vinens skikkelse, og Han giver os dette brød og denne vin.

Men hvordan nærmer vi os fysisk Gud, når vi modtager Ham som føde og spiser Hans Legeme og drikker Hans Blod? Er det kommet så vidt – alteret placeret på den rette måde, brugen af smuk hellig musik, opretholdelsen af en ærbødig stilhed, når vi ikke taler det hellige latinske sprog – at vi risikerer at snuble ved den sidste forhindring ved at være alt for familiære? Jeg kalder denne sag, – og det er en af de større – ” Sagen om hvordan vi behandler Gud”.

Der er en katolsk grundsætning, som udtrykker – selvfølgelig! – på latin: ”Lex orandi, lex credendi, lex vivendi” Måden, hvorpå du beder, afspejler din tro og dit liv” eller sagt på en anden måde: Hvordan du beder, leder til, hvordan du tror, og hvordan du lever dit liv.

Den store ærkebiskop Fulton Sheen udtrykte den samme indstilling, da han udtalte: ”Hvis du ikke lever det, du tror på, vil du ende med at tro på det, du lever”. C. S Lewis, som giver djævelen Screwtape stemme, er mere ligefrem og siger: ”Mennesker er som dyr, og hvad som helst deres kroppe gør, påvirker deres sjæle”.

Vor kropsholdning og bevægelse er ikke noget uden for os. Vi er ikke sjæle, der for en tid befinder sig i kroppe, fanget i kødets fængsel. Vi er kroppe, og vi er sjæle, en kombination af disse to. Vi kan synde med vore kroppe: Mord, vold, løgn, tyveri eller mere eufemistisk betegnet ”kødets lyst”. Det er Kristi Kød, Hans Blod der udgydes på korset, Han Legeme dør for os, Det tilbydes os i Eukaristien, det er dette Legeme, der bevarer os fra synd.

Det er ikke et tilfælde – og slet ikke i en katolsk sammenhæng – hvad vore kroppe udtrykker specielt under Messen samt modtagelsen af Eukaristien, og hvilken effekt det har på vor hjertes, sjæls og sinds indstilling.

”Ingen katolsk sammenhæng” – det er interessant at formulere det sådan. Under det protestantiske oprør i det 16. århundrede havde mange af de såkaldte ”reformatorer” som en af deres højeste prioriteter at angribe Eukaristien: I det mindste erkendte de Eukaristiens centrale position og vigtighed i katolicismen. Da de vidste, at de ikke umiddelbart og direkte kunne angribe og ødelægge troen på realpræsens, igangsatte de i stedet en snedig og vedholdende taktik: Man ændrede liturgien og foreskrev, at Eukaristien ikke måtte modtages på den traditionelle måde, som det var foregået i 15 århundreder – det vil sige på tungen og knælende – men snarere på en ny og hidtil ukendt måde: Stående og i hånden.

Her er to vigtige elementer: Vor kropsholdning og måden hvorpå vi modtager selve Jesus Kristus. Begge elementer peger i samme retning – enten tror man på – eller så benægter man Jesu Kristi realpræsens, men på forskellig måde. Lad os begynde med vores kropsholdning: Skal man stå eller knæle?

At knæle er den traditionelle holdning, der viser ydmyghed, bøn, og at man underordner sig. Det er den mest naturlige måde, hvorpå man viser en sådan holdning. Selv dyr benytter en lignende kropsholdning. Se eksempelvis på en hund eller en abe, som står overfor et dyr, som er dem overlegent, den underlegne kryber sammen og gør sig selv mindre. Og det omvendte gør sig selvfølgelig ligeledes gældende. Se på to katte der hvæser og viser sig. De buer ryggen og puster sig op, så de virker større i deres statur.

Ved at sænke hovedet, bøje os, knæle og lægge os fladt på jorden – med disse kropsholdninger gør vi os mindre foran en anden. Disse kropsholdninger signalerer ydmyghed, og vi gør brug af dem udenfor den religiøse sfære. Selvom det måske er ubehageligt for den amerikanske selvfølelse, så bukker vi for konger, nejer for dronninger og knæler, når vi frier.

Men det er mest under bøn, at man som oftest knæler. Flere steder i Den hellige Skrift ser vi eksempler på dette. Moses knæler på Sinaibjerget, da han beder Gud om at tilgive Sit folk. Daniel knælede hver dag for at bede. Salomon knælede for at bede i templet. Jarius faldt på sine knæ, da han bad Jesus om at redde sin døende datter. Peter knælede, da han bragte kvinden Tabitha tilbage til livet.

For søren da, selv vor Herre knælede i Getsemane have, da Han bad til sin Fader aftenen før korsfæstelsen. Hvis det er godt nok for Jesus…..

Som pave Benedikt XVI skriver i sin bog ”The Spirit of the Liturgi” (Liturgiens ånd), det græske ord: proskynein (proh-skee-neen), som betyder at bøje sig dybt og tilbede ”forekommer 59 gange i Det nye Testamente, 24 af disse er i Johannes’ Åbenbaring, bogen der handler om den himmelske liturgi, som præsenteres for Kirken som standardmodellen for Hendes egen liturgi”.

Der er virkelig ingen hindring for, at vi skulle kunne knæle ned og bede under Messen, og specielt ikke når vi modtager Den hellige Kommunion. Det er en holdning, som udtrykker bøn og ydmyghed. Med denne holdning, beder man Gud om noget, mens man på samme tid anerkender ikke blot Hans magt, almægtighed og herlighed, men også det ganske enkle faktum, at Han er til stede.

Hvis vi står op og modtager Eukaristien, hvad er det så for et signal, vi sender til andre, der måtte se på os? At brødet og vinene netop er…. brød og vin? Hvis du fortalte nogen at dette brød og denne vin er Gud, ville de så tro dig, hvis du ikke knælede ned for det?

Og hvilket budskab sender vore kroppe til vore sind og hjerter? Vi behøver ikke fuldstændig at være dyr, men det er sjældent tilfældet, når djævelen ikke i det mindste taler bare en lille smule sandt. Vi behøver ikke at være dyr, men det vore kroppe gør, påvirker helt sikkert vore sjæle. Hvis vi ikke knæler for Eukaristien, som er den vigtigste person, lærer vi os selv at fornægte realpræsens.

Heldigvis støtter Kirken dig i dette. Kirkens lov kræver et tegn på ærbødighed over for Det hellige Sakramente. At knæle er det åbenlyse valg: Simpelt, direkte og tydeligt, der udtrykker ydmyghed og bøn, støtte af 2000 eller flere års tradition, og måske vigtigst af alt, opfylder Paulus ord til menigheden i Filippi, at ”når Jesu navn lyder, må hvert et knæ bøje sig”.

Men mange mennesker knæler ikke. Måske giver de ikke et tegn på ærbødighed, eller måske nikker de blot med hovedet, ligesom man nikker til en ven i baren for at vise, at man har set ham. Mange mennesker – måske de fleste? – modtager Eukaristien stående.

Nogle gange er der gode grunde til dette. Syge mennesker med ben- og rygskader kan vanskeligt knæle. Jo ældre man bliver, desto sværere bliver det at knæle – og ja, måske er det endnu sværere at rejse sig igen. Og Gud respekterer absolut dette, Han anerkender begrænsningerne hos de skabninger, som Han trods alt selv har skabt.

Når det er sagt, hver gang jeg går til Messe, ser jeg mænd som bestormede strandene i Normandiet og kvinder som dirigerer fly, der er kommet ud af kurs ved Detroit, have problemer med at knæle og har problemer med at rejse sig igen, mens unge mænd og kvinder, der stadig skal vise identitetskort, når de skal købe spiritus, spankulerer frem. Dette er ikke en fysisk lidelse, det er det, jeg prøver at sige.

Ofte er det meget svært at modtage Kommunionen knælende, fordi alterskranken er blevet fjernet. Det var således, at menigheden kunne knæle ved alterskranken og præsten – præsten? Ikke en legion af Kommunionsuddelere – skulle foretage uddelingen af Eukaristien. ”Arkitekturen” (og jeg benytter dette ord efter overvejelse) i moderne kirker er ikke befordrende for den rette modtagelse af Eukaristien – næsten som om det var bevidst, fristes jeg til at sige!

Ikke alle af de protestantiske reformatorer i Kirken har forladt os, det er det, jeg prøver at sige.

Du vil føle dig tvunget til at modtage Kommunionen stående. Folk – Kommunionsuddelerne (Jeg kalder dem legion, fordi de er så mange) og andre fra menigheden, endog præsten – vil sige, at du laver en scene, at du gør væsen af dig, og at du er i vejen. Du forsinker Kommunionsuddelingen, og folk vil falde over dig osv.

Mit svar til alt dette? Alle bør knæle. Og alle bør være opmærksomme på, hvor de går. Og helt ærligt kan man være et bedre sted? Forsinker jeg dig, kære præst? Forsinker jeg Jer mine brødre og søstre i troen? Er dette fysiske møde med vor Herre, Frelser og Skaber tidsrøvende, og kunne man have brugt tiden på noget mere vigtigt? Jeg har svært ved at forestille mig, hvad det kunne være, men igen hvad ved jeg? Jeg er bare en reaktionær katolik, som sidder her og tilbeder Jesus. Nå ja, jeg knæler her. Men I ved, hvad jeg mener.

Spøg til side, undertiden er det svært at modtage noget, mens man knæler. Vi bevæger os i et rum, der ikke er beregnet til en masse mennesker, vi ikke kan kontrollere. Vi burde helt sikkert knæle, mens vi modtager Kommunionen og opmuntrer præsten og andre til at muliggøre dette, men måske er det ikke altid muligt. Vi bør helt sikkert foretage en ærbødig bevægelse for Eukaristien, og den letteste og mest passende og mest synlige måde er ved at knæle.

Et større problem – og ærlig talt, dette er en sag, jeg tror, at jeg ikke kan lukke selv – er Kommunionsmodtagelsen i hånden.

Problemet med at modtage i hånden er et større problem, fordi der i realiteten ikke eksisterer nogen undskyldning for at gøre dette. Det er ligeså let for præsten at placere Hostien på din tunge, som det er at placere Den i dine hænder. Du er der jo. Ingen snubler over dig; du generer ikke nogen.

Hvorfor bør vi langt hellere modtage Kommunionen på tungen end i hånden?

Først og fremmest fordi det er praktisk. Eukaristien er Jesu Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed, men Det kommer til os i brødets og vinens skikkelse. For vore sanser fremstår Det som brød. Det er ligesom brød, og Det krummer ligesom brød.

Og det er det centrale. I forskrifterne for Messen bliver der behændigt sørget for, at ikke en eneste del af brødet, at ikke en eneste partikel fra brødet, bliver tabt. Præsten holder sine hænder på en bestemt måde ved rengøringen af de effekter, der er blevet benyttet under Eukaristien, så rengøringen foregår på en bestemt måde. Patena og det mindre stofstykke, der benyttes til rengøring af kalken, har specifikt til funktion, at forhindre selv de mindste fragmenter fra Eukaristien bliver tabt.

Eukaristien er Kristus, og Han er virkelig, sand og helt igennem til stede i selv de mindste partikler. Skt. Cyril fra Jerusalem fortæller os, at partikler fra Hostien er mere værdifulde end guld – hvilket er et klassisk eksempel på en underdrivelse fra en Kirkelærer.

Ved at placere Hostien i hånden og ved at Den tages op med den anden hånd og puttes i munden, risikerer man, at Den fragmenteres. Små partikler kan brække af, lægge sig på håndfladen og sætte sig på fingrene og dernæst havne i lommen eller på kirkebænkene.

Hele Messen drejer sig om at vise respekt og ærbødighed for den fysiske tilstedeværelse af Kristus. Og i de øjeblikke, hvor vi modtager Ham og byder Ham velkommen i det tempel vores krop er, foretager vi en vanvittig beslutning om at sprede Ham ud over gulvet.

Og dette leder til et andet stort problem omkring det at modtage Jesus i hånden. Hvor mange gange sagde din mor ikke: ”Lad være med at røre det! Du ved ikke, hvor det har været?” Ok, du ved hvor dine hænder har været, – og det er ikke godt! Jeg taler ikke om den fysiske renhed, Jeg taler om, hvad vore hænder, lægfolkets hænder gør.

Har I hørt det hånende udtryk, at en præst med bløde hænder ikke er hærdet af fysisk arbejde? Disse hænder er beregnet for en kalk ikke for hårdt arbejde”? Tonen i dette udtryk er meget uretfærdigt, for præster arbejder hårdt, meget hårdt – men det er også sandt. Lægfolkets hænder er beregnet til dagligdags arbejde, ting i denne verden. Præstens hænder er konsekrerede, salvet med olie under hans ordination. De er noget særligt, markeret som specielle og beregnet til at arbejde med Sakramenterne.

Skt. Thomas Aquinas, Kirkelærer, udtrykker dette på en klar måde:

Af ærbødighed overfor dette Sakramente, berører intet det, undtaget det, der er indviet, således er corporal og kalk indviet og ligeledes præstens hænder, når de berører dette Sakramente. Derfor er det ikke legitimt for andre at røre det undtagen af nødvendighed – for eksempel hvis det faldt til jorden eller i andre nødsituationer”.

Og det er netop ikke mennesker fra det 13. århundrede, der er tabt bag en vogn, som er imod, at lægfolket ”håndterer” Gud. Nogen af de mest hellige mennesker i det 20. århundrede var imod det. Jesuitten Fr. John Hardon gjorde det helt klart: ”Bag Kommunion i hånden – jeg ønsker at gentage det, og gøre det så fuldstændig klart som jeg kan – er en svækkelse, en bevidst svækkelse af troen på realpræsens. Alt hvad I kan gøre for at stoppe Kommunion i hånden, vil blive velsignet af Gud”.

Mother Teresa sagde:

Hvor jeg end kommer i verden, er det, der gør mig mest bedrøvet, at betragte folk modtage Kommunion i hånden”.

Husk nu på, at dette var en kvinde, som så ufattelig fattigdom og lidelse i Calcuttas slum – og det, der gjorde hende mest bedrøvet var Kommunion i hånden? Enten var hun fuldkommen ligeglad med menneskelig lidelse – noget, som er åbenlyst forkert, og som kun kunne blive frembragt af en person med ringe kendskab til hendes historie – eller Kommunion i hånden er meget, meget, meget slemt!

Dietrich von Hildebrand, manden der bliver kaldt det 20. århundredes Kirkelærer af pave Pius XII, udtrykte med sorg:

”Der er ingen tvivl om, at Kommunion i hånden er et udtryk for tendensen til en generel afsakralisering i Kirken samt- og i særdeleshed – en uærbødighed i tilnærmelsen til Eukaristien. Hvorfor – for Guds skyld – skulle Kommunion i hånden introduceres i vores kirker, når det åbenlyst er skadeligt set fra et pastoralt synspunkt, når det bestemt ikke øger vores ærbødighed, og når det udsætter Eukaristien for det mest forfærdelige og diabolske misbrug? Der er virkelig ingen seriøse argumenter for Kommunion i hånden, for der er lagt flere tungtvejende argumenter imod det”.

Og måske tror du, at disse mennesker er løgnere og traditionalister, der er ude af trit med tiden, på kant med Kirken eller i uoverensstemmelse med Rom, lad os derfor trække nogle pavelige citater frem:

Velsignede Paul VI – ja Paul VI, den pave som ledede den anden halvdel af Andet Vatikankoncil, og var manden der implementerede mange af dens reformer – gav anvisning mod det i sin instruktion ”Memoriale Domini”, og pave Skt Johannes Paul II sagde: ”Jeg siger til Jer, at jeg bryder mig ikke om denne praksis, og jeg kan ej heller anbefale den”.

Og i the ”Spirit of the Liturgi” (Liturgiens Ånd) skrev pave Benedikt XVI:

Det kan godt være, at det at knæle kan virke fremmed for en moderne kultur – for så vidt det er en kultur, for denne kultur har vendt sig bort fra troen og kender ikke længere den ENE  for HVEM det at knæle er det rigtige, sandelig en dyb og nødvendig handling. Det menneske, der lærer at tro, lærer også at knæle og en tro eller en liturgi der ikke længere er bekendt med at knæle er syg helt ind i sit indre. Hvor det er gået tabt, må det at knæle genopdages.

Alt vedrørende Kommunion i hånden – at modtage Gud, som om det ikke betyder noget, at Han bliver trampet under fode, at Han modtages i vore uværdige hænder, og at vi bare modtager Ham, som om Han var en gratis prøve af en ny fuldkornkiks i Walmart, at vi modtager Ham, mens vi står og tygger og slentre tilbage til kirkebænken uden nogen anelse om, hvad det er, der egentlig foregår – alt dette er et forsøg på at benægte Kristi realpræsens i Eukaristien.

Og ja, jeg siger forsøger at benægte den. Ja, for de fleste mennesker der går op og modtager Kristus i deres hænder forsøger ikke bevidst at benægte og forvirre læren (om realpræsens). Men de er nyttige idioter, de opfører sig allerede, som om de ikke tror. Måske er de aldrig nået til troen på realpræsens, måske har de aldrig kendt til den, har aldrig lært om den eller endda hørt om denne doktrin. Og hvis de havde, ville de så tro på det, som noget der skal behandles med meget større respekt, end den nyeste småkage fra Tollhouse.

Nej. Derfor er denne sag så omfattende, og hvorfor tror jeg ikke, at jeg kan lukke den ned i dag. Der er her tale om en orkestreret indsats, et organiseret forsøg, foretaget i kulissen, under bedrag og løgn af de folk, der skulle værne om Kirkens lære. Dette er mere end i nogen af de andre sager, et bevidst forsøg på at gøre Kirken protestantisk og benægte Jesu Kristi realpræsens i Messen og Eukaristien.

Der er nok at gå videre med. Indtil videre vil denne sag forblive åben.

Den autoriserede engelske udgave af dette manuskript stammer fra udsendelsen Case Files, som er blevet bragt på ChurchMilitant. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/case-2015-12-27.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s