Kirkens hjerte

For fire år siden besluttede min mand sig for at begynde at spørge Gud i bøn om at ”kende sandheden”. På det tidspunkt var vi nogle moderne og nominelle katolikker, som uinteresseret hver uge deltog i en Novus Ordo Messe, hvor vi sad i det rum, hvor forældrene sidder med deres små børn (hvis vi vel og mærke kunne finde et). Vi var samtidig ligeså sikre på vores frelse, som vi var ligeglade med den, ubevidst opdragede vi vores børn til mekanisk at gøre det, som katolikker gør om søndagen – og ellers intet. Når jeg nu ser tilbage, ved jeg, at jeg slet ikke kunne forestille mig hvilke konsekvenser, hans bøn ville få for os, og måske var det en god ting.

Omfanget af det, vi havde savnet i forbindelse med vores tro, blev tydelig for mig i det øjeblik for få måneder siden, da jeg så en dokumentarudsendelse om Skt. Padre Pio. Om morgenen den 28. marts 1913 viste Jesus sig for ham sammen med en vision af utallige præster, som Jesus stirrede på, mens tårerne løb ned ad Hans kinder. ”Mishandlere” udbrød Han til Skt. Pio, mens Han åbenbarede den ubegribelige smerte, Han konstant erfarede i hænderne på ligeglade præster, som ikke udviste den sande ærbødighed overfor Hans legeme og blod i Alterets helligste Sakramente.

Skt. Pio’s skrivelser omkring dette emne, får det til at vende sig i maven på en. ”Mit Hjerte er blevet glemt” sagde Jesus til ham, ”ingen bekymrer sig om min kærlighed, Jeg er altid slået af sorg … mine præster, som Jeg altid har beskyttet, som altid har haft min gunst, de burde trøste Mit sørgende hjerte, de burde hjælpe mig med sjælenes frelse, i stedet for – hvem skulle have troet det? Gengælder de Mig med utilfredshed og afvisning”. Han fortsatte: ”Jeg ser, min søn, mange af disse … (Han stoppede og hulkede) på en hyklerisk måde forråder mig ved vanhelligende Kommunioner og tramper på nåden og styrken, Jeg hele tiden giver dem”.

Jeg ryster, når jeg ved, at Han udtrykte dette i 1913, lang tid før Vatikan II….

Noget ved Jesu menneskelighed blev virkelig for mig gennem disse ord. Det var som om, at jeg mødte Ham for første gang, og det fik mig til at tænke tilbage på min barndom, hvordan min far plejede at tale om ærbødigheden for ”den gamle Messe”, og hvor meget han savnede den. Han var på ingen måde nogen helgen, men når det drejede sig om Eukaristien, var han ubøjelig, han ville ikke under nogen omstændigheder modtage Den i hånden. Da min bror skulle modtage sin første Kommunion, og præsten på den skole, hvor han gik, fortalte min far, at det første skriftemål ikke længere blev betragtet, som en forudsætning (for Den første Kommunion), kørte min far min bror til en anden kirke, alene for at han kunne skrifte.

Erindringer som disse har foruroliget mig på de tidspunkter, hvor vi gik til Messe med vore ældste piger, og derfor da min mand foreslog, at vi gik til Den tridentinske Messe i vores sogn, lød det som en rigtig god ting at gøre. Efter at vi fik vort fjerde barn, begyndte vi at køre en time hver søndag, for at gå til den Messe (også selvom de ikke havde et rum, hvor forældrene sidder med deres små børn), og skønt at vi passerede fire andre katolske Kirker på vejen. Næsten øjeblikkeligt syntes det som om, at vort bønsliv begyndte at forandre sig. En indsigt kom hurtigere, og vi blev lettere opmærksomme på Guds tegn i en situation. Vi erfarede gradvist, hvilke forandringer vi var nødt til at foretage i vores sprogbrug, i vore vaner, i vor påklædning og i vort valg af underholdning osv. for at få udrenset vort liv for al synd. Min mand begyndte at lytte til prædikener på Youtube givet af traditionelle præster, som dem på Sensus Fidelium, som Fr. Chad Ripperger. Vi undrede os over, hvorfor at ingen af os havde hørt prædikener som disse i Kirken. Vi begyndte at benytte Bodens Sakramente hver anden ugen, begyndte at bære det brune Scapular, blev en del af et rosenkransbroderskab og begyndte at sige en daglig rosenkrans i familien. Vi fuldførte hengivelserne til Den første fredag (Jesu Hjerte fredag) og den første lørdag (vor Frue af Fatima), Skt. Louis de Montfort’s indvielse til Jesus gennem Maria og formelt indsatte Jesu hellige hjerte på trone i vort hjem.

Min mand begyndte at undersøge emner, vi hørte om i Youtube prædikener og opdagede i tilfælde efter tilfælde, at vi havde været fuldstændig uvidende omkring vort liv. Vi blev også klar over, at vi ikke kunne forvente at få nøjagtige svar på vores åndelige spørgsmål fra hvilken som helst præst og begyndte at opsøge traditionelle præster for at høre, hvad de var kommet frem til. På et vist tidspunkt voksede mængden af det, vi burde have lært, eftersom vi begge er livslange katolikker og gik i katolske skoler, og hvad vi aktuelt havde lært føltes komplet overvældende, at det var som om at få trukket stikket i en af Matrixfilmene.

Så nu står vi her efter fire år og føler os på en surrealistisk måde fuldstændig isolerede – som var vi en del af en hemmelig undergrundssekt i Kirken, en kirke med en voksende mangel på kald, som forekommer at være tættere på døden nu, end Hun nogensinde har været før, på samme måde som pave Leo XIII blev advaret om af Kristus den 13. oktober 1884 (nøjagtig 33 år før solmiraklet). Kirken synes nu for mig at lide tålmodigt under den mest ubærlige smerte i menneskehedens historie i fuldstændig tavshed – ligesom Hendes guddommelige brudgom gjorde på korset – og det føles næsten, som om pave emeritus Benedikt XVI selv var blevet et levende symbol på denne lidende og tavse Kirke, der afspejler Johannes den trofaste og elskede discipel ved foden af korset.

Gennem historien har Gud altid opfostret store helgener til at hjælpe med at hele Kirken i øjeblikke, som disse med kaos. Hvor er disse helgener nu? Som andre også har skrevet for nylig, er den mest åbenbare følelse lige nu en bedøvende tavshed. Kunne det være fordi, at de, som Gud planlagde at sende til os i denne nødens stund, blev forhindret i at blive født på grund af de sidste årtiers udbredte brug af fødselskontrol og abort? Se bare på andre store helgener ligesom Skt. Katarina fra Siena som har hjulpet Kirken, hun var det 24. barn af en større børneflok …. Tankerne om denne mulighed er rystende.

Kirken er Kristi legeme, og enhver krop opretholdes af hjertet. Og jeg tror, at det netop er det, der mangler i Den moderne Kirke. Overalt og hver dag fra prædikestolene og fra Læreembedet hører vi formaninger om, at vi skal elske vores næste. Dette er det næststørste bud, og selvfølgelig kan ingen undervurdere dets betydning. Men hvorfor taler ingen mere om at elske Herren din Gud af” hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og hele din styrke” (Mark 12: 30)? Denne kærlighed til Kristus, vor herlige Frelser, den kærlighed Han selv giver i overflod til dem, som ærbødigt og alvorligt beder om den hos Hans Allerhelligste Hjerte, det er herfra, at kærligheden til næsten stammer. Den moderne Kirke søger konstant at give kærligheden væk uden at tage det fra dens oprindelige kilde. Det er ganske enkelt uholdbart.

Hvis Eukaristien på jorden er den synlige repræsentation af kærligheden indeholdt i Jesu Helligste Hjerte, som både er ”kilden og højdepunktet for det kristne liv” som Lumen Gentium understregede, hvor er så ærbødigheden for Eukaristien i den moderne Kirke – hvor præsten vender sin ryg til Kristus i Tabernaklet (hvis det da er muligt at få øje på et Tabernakel), og Han gives af ikke-konsekrerede hænder til stående modtagere, som derefter foretager selvkommunion? Skt. Peter Julian Eymard sagde engang ” En tid lykkes eller svinder i forhold til sin hengivenhed overfor Den hellige Eukaristi. Den er målet for dens (tidens) åndelige liv og tro, for dens næstekærlighed og dens dyd.”

Heri ligger forklaringen på- og kimen til vanhelligelse og hæresier i vor tid. Vi skal tilbage til æren og hengivenheden for Jesu Hellige Hjerte gennem en dyb ærbødighed for Ham i Eukaristien, i hver Messe samt i vort daglige liv, der skal lægges vægt på kun at modtage Ham i nådens stand, på den måde kan vi undgå et skisma i vor Kirke. Det fremskridt, satan har haft i forhold til at svække Kirken, kan ændres, og mange sjæle blive frelst. Gud vil for os genoprette ”de år som græshopperne åd” (Joel 2: 25) og en utvetydig konsekration af Rusland til Marias ubesmittede hjerte, som kardinal Raymond Burke har foreslået, kan blive et enstemmigt ønske fra læreembedet. Den længe ventede triumf for Marias ubesmittede hjerte kan blive en realitet.

Den mest hellige Treenighed som gennem forbøn fra Universets dronning og Hendes kyske brudgom og ved dyden af Jeres ufattelige og uforståelige afgrund af guddommelig barmhjertighed, lad den verden blive den, i hvilken hvori vi ser vore børn vokse op. Velsignede Imelda Lambertini og Skt. Margaret Mary Alacoque, bed for os!

Andrea Chamberlain fik sin doktorgrad i 2003. Hun har skrevet gæsteartikler om teologi i forskellige publikationer i mere end ti år. Hun er lægkvinde i Florida og har fem børn med sin mand, som hun har været gift med i 13 år.

Den autoriserede engelske udgave af dette essay er skrevet af Andrea Chamberlain og publiceret på OnePeterFive d. 30. maj 2017. Det kan læses påhttps://onepeterfive.com/the-heart-of-the-church

(Oversat sf Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s