Ni ting vi har mistet i liturgien (foruden latin)

For nylig har jeg læst Hobitten for to af mine yngste børn. Det centrale i historien er en mistet skat: Thorin og hans meddværge beder om hjælp hos Bilbo Baggins til at genvinde deres guldgrube, som er blevet erobret af dragen Smaug og gemt dybt inde i det afsides bjerg. Under min oplæsning kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det er for en skat, vi i vore dage har mistet: Den katolske Kirkes liturgiske arv.

Efter Det andet Vatikankoncil (1962-1965) blev der foretaget voldsomme ændringer i liturgien, som indebar, at man fjernede meget af den traditionelle praksis. Intet var mere bemærkelsesværdig for den almindelige katolik, (og endda for ikke-katolikker) end at man fjernede latin til fordel for ens eget modersmål. Alligevel har der været mange andre ændringer, og skønt de ikke er så bemærkelsesværdige for den almindelige kirkegænger, som tabet af latin, er de hver for sig ikke desto mindre særdeles sørgelige.

Nu kan man forestille sig, at den, som beklager disse tab, blot er et nostalgisk barn af 50’erne, der længes efter sin ungdoms kirke. Imidlertid blev jeg født, efter at Vatikan II sluttede, og jeg blev heller ikke katolik før i slutningen af 1990’erne. Jeg har endda aldrig overværet ”Den gamle Messe” indtil for ti år siden. Yderligere kom jeg ind i Kirken gennem den karismatiske fornyelse, som ikke er kendt for den gammeldags liturgi, og hvis jeg skal være helt ærlig, foretrækker jeg generelt en liturgi på engelsk. Som årerne er gået, er den skat, vi har mistet, blevet mere synlig, og dette er samtidig blevet mere smertefuldt for mig.

Ni tab i liturgien

Her er nogle af de mistede aspekter i Den Romerske Liturgi fra de sidste 50 år i tilfældig orden.

1. Ad Orientem (Mod Øst)

Vi fejrer ikke længere Messen med præsten, der leder os til Faderen. I stedet ser vi på hinanden, mens vi udtaler, hvor storslåede vi er. Jeg kan ikke forestille mig en mere dramatisk symbolsk forskel end at vende præsten væk fra Gud og mod den menighed, han må antages at lede. Det er det samme, som at Moses forsøgte at lede Det udvalgte Folk til Det Forjættede Land uden samtidig at se mod Zion.

2. Alterskranken

Alterskranken var en urokkelig del af Den katolske Kirke i generationer. Den blev kastet væk, som en Hollywood skuespiller, der blev afsløret som konservativ. Dette tab ledte til yderligere tab: Praksis med at modtage Kommunion knælende og skillelinjen mellem højkoret (højalteret) og skibet. (I realiteten ved de fleste ikke, hvad skibet er, og kalder hele kirken højkoret).

3. Kommunionsmodtagelse på tungen

Selvom Kommunionsmodtagelse på tungen stadig er tilladt, modtager langt de fleste i dag Kommunionen i hånden. Jeg deltog engang i en første Kommunions retræte for den yngste af mine døtre, hvor den ansvarshavende fortalte børnene, at første Kommunion betød, at nu var man blevet voksen, og at det kun er helt små børn, der får maden i munden. Efterfølgende fortalte jeg min datter, at vi i Guds øjne er små børn, og at modtage Kommunionen på tungen betegner vores fuldstændige afhængighed af Herren ligesom små fugle, der modtager mad fra deres mor.

4. At man bøjer hovedet ved nævnelsen af Den hellige Treenighed eller Jesus eller Maria.

Første gang jeg overværede en latinsk Messe, var det en fuldendt Højmesse med dusinvis af seminarister og præster, der gjorde tjeneste. Hver gang navnet på Jesus eller Maria eller Den hellige Treenigheden blev nævnt, bøjede hver enkelt af dem i enhed deres hoveder. Jeg blev slået af denne respektfulde gestus og tænkte ved mig selv: ”Hvor viser disse mennesker dog stor respekt for troen!”.

5. Guddommelig musik

At sammenligne en teatralsk og performancebaseret Messe med Kirkens smukke musikalske arvegods er at sammenligne et måltid fra en pølsevogn med en syvretters menu fra en femstjernet restaurant. Dagens musik er sygeligt sød, og efterlader dig tom, mens musik, som rører din sjæl og løfter dit hjerte mod himlen, er blevet glemt.

6. Den Guddommelige arkitektur

I århundreder har menigheder være bundet sammen i opbygningen med store udgifter og ofre, og af kirker som er værdige for Den Almægtige Gud. Men hvis du tager til Amerikas velhavende forstæder, ser du Pizza Hut sogne, og hvad der viser sig at være flyttede flyhangarer, der pranger som katolske Kirker. Den fryd for øjet, som gamle katolske Kirker er blevet erstattet af, er en kamp mellem det karakterløse og ligegyldige. Man går ikke længere ind i en katolsk Kirke og med det samme bliver klar over, at man er på et helligt sted, hvor Herren bliver tilbedt. Hvis du ikke vidste det på forhånd, tror du, at du er havnet et sted, hvor man fornyer sit kørekort.

7. Brugen af Patena ved Kommunionsmodtagelse

Da Kommunionsmodtagelse i hånden blev almen praksis, blev brugen af Patena, som ministranten lagde til rette under hagen på kommunikanten, så intet af den dyrbare Hostie falder på gulvet, overflødiggjort. Alligevel repræsenterede Patena noget, nemlig at vi virkelig og i sandhed troede, at Det vi modtog ikke blot var et stykke brød, som man kunne trampe på, men i stedet var vor Herre Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed.

8. Drenge som ministranter

I vor kulturs søgen efter at blive kønsneutralt, har Kirken følt et behov for at tilpasse sig kulturen så meget som muligt. Således at kønsspecifikke roller, hvis de ikke var guddommeligt ordineret som præsteskabet, blev fjernet. Oplæringsgrundlaget for fremtidige præster blev noget, vi ønskede, at lille Sarah kunne gøre, fordi hun ville kunne gøre det ligeså godt, som Johnny. Selvfølgelig handlede det ikke om evner, men i stedet reflekterede det billedet af Gud-Mennesket Jesus Kristus og den væsentlige forskel, der er i rollerne mand og kvinde imellem.

9. At gøre knæbøjning ved den afsluttende velsignelse og under trosbekendelsen

Protestanter finder det morsomt at lave sjov med, at man skal rejse sig op samt knæle under en katolsk Messe. Og sammenlignet med en typisk protestantisk messe er dette korrekt. Dette gør sig dog stadig gældende, også efter at man har bestræbt sig på at strømline og gøre liturgien lettere tilgængelig. Så den ældre praksis med at gøre knæbøjning ved velsignelsen eller mens Inkarnationen nævnes i Trosbekendelsen, er blevet tilsidesat. Væk er også anden ærbødighedsgestus, der minder os om Det store Mysterium, vi fejrer.

De typiske tab

Hvert tab i sig selv kan synes at være en mindre ting. Ingen af disse mistede aspekter påvirker selvfølgelig Messens gyldighed. Eukaristien er stadig Eukaristien i dagens Messe. Men ethvert tab – specielt når det kombineres med alle de andre tab – påvirker i betydelig omfang vor ærbødighed, når vi fejrer De hellige Mysterier. De påvirker vor subjektive modtagelse samt deltagelse i den nådegave, vi modtager ved Messen.

Bemærk også, at ingen af disse ting er relateret til latin i Messen. Når alt kommer til alt, er næsten alle disse liturgiske aspekter, vi har mistet, bevaret i den østlige liturgi, som sædvanligvis fejres på modersmålet og aldrig på latin.

Årsagerne til, at man afskaffede den traditionelle liturgiske praksis, var det, at man ville tillade menigheden at deltage mere aktivt og gøre Messen mere tiltalende for den ”almindelige kirkegænger”. Beviserne peger imidlertid i den modsatte retning. ”Forenklingen” af liturgien har gjort den mindre speciel, hvilket har gjort den mindre attraktiv at deltage i. En søndag morgen når man har valget mellem at slappe af derhjemme eller at deltage i en åndsforladt efterligning af en dårlig gymnasiemusical, hvad ville da den almindelige kirkegænger vælge? Men hvis muligheden var en ærbødig deltagelse i de himmelske mysterier, der løfter en ud over tid og rum, kan det være et langt mere overbevisende valg end at tjekke søndagsnyhederne på tv.

Jeg har en tilbøjelighed til at se på de fleste ting i Kirken gennem ”evangeliseringsbriller”, eftersom jeg har været involveret i den katolske evangelisereing i årtier. Jeg har tidligere skrevet, at formålet med Messen ikke er at evangelisere, men at glorificere Gud. Dog er der evangeliseringsmæssige konsekvenser for dårlige liturgier (og jeg mener dårlig på to måder: Dårligt udført og med manglende ærbødighed). Det sender et signal om, at vi ikke tager det, der har med Gud at gøre alvorligt, og at vi heller ikke bør gøre det. Er det dette budskab, vi ønsker at sende til verden?

Katolikker burde sørge over det, der er gået tabt i liturgien i den sidste generation. Disse tab har bidraget til, at Kirken mister meget af sin sjæl, og i den forbindelse er i færd med at miste mange af Hendes medlemmer. Lad os bede for at Bilbos’er må rejse sig og arbejde utrætteligt på at genskabe den tabte skat, som har været ude af syne i så lang tid. At gøre dette indebærer, at vi må kæmpe mod drager, men den skat, vi arbejder på at grave frem, er det hele værd.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Eric Sammons. og publiceret på OnePeterFive d. 22. maj 2017. Det kan læses på:

https://onepeterfive.com/9-things-weve-lost-liturgy-besides-latin

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s