Situationens dømmekraft

Vi skal ikke glemme Kirkens Sakramentale natur

”Er paven katolik?” Det plejede at være et svar ikke et spørgsmål. Desværre er det blevet et spørgsmål; eller rettere det er blevet til fem spørgsmål i form af Dubia forelagt pave Frans af fire af hans kardinaler. På bedste Jesuitter facon synes det, som om Frans giver sit svar på andre måder – siden det at give et direkte svar på Dubia tilsyneladende er ubehageligt, selv når præfekten for Troslærekongregationen, Gerhard Müller udtaler sig, som han gør. Indtil nu er svarene (kommentarene vedrørende farisæisk lovkyndige og den slags ting) ikke særlig betryggende. Faktisk virker meget lidt af det, man i øjeblikket hører fra Vatikanet, beroligende.

Dette efterlader de af os, der kæmper med ”situationernes dømmekraft” (for at gøre brug af udtrykket fra Familiaris Consortio, som er blevet taget fra Amoris Laetitia) med vis forvirring, ikke så meget i forhold til spørgsmålet om ægteskab og familieliv som selve Kirkens liv. Om man kan stole på en pave, hvis egne bemærkninger synes uberegnelige, er een ting. Men hvordan skal vi i en sådan situation kunne stole på håndteringen af Sakramenterne og teologien bag deres håndtering, når ”måden for håndteringen” bukker under med hans velsignelse og regionalisme? Med andre ord, hvordan kan vi tackle en situation, der er perfekt timet med femhundredeåret for reformationen, hvor katolikker begynder at ligne protestanter en hel del?

Traumet fra de to familiesynoder, som førte til Amoris og Dubia, er et traume for hvilket Frans er særdeles ansvarlig. Den igangværende modstand mod Humanae Vitae og Veritatis Splendor er noget, han har tilladt, måske endda opmuntret til. Og fejlene i Amoris er han selv ansvarlig for. Hans uvillighed til at svare direkte på Dubia er ikke kun et spørgsmål om smag. I hvert tilfælde selve den kendsgerning at Dubia er blevet frembragt, – og den er blevet godt anbragt, hvorvidt den skulle være blevet offentliggjort eller ej – har bragt hele sagen ud over spørgsmålet om smag. Kardinal Müllers benægtelse af, at der her er tale om et doktrinært problem, er tvivlsomt.

Før jeg går videre, er det nødvendigt at sige noget om de formodninger, der ligger til grund for disse bemærkninger. Da jeg først kritiserede synodens Instrumentum Laboris i min online artikel for FIRST THINGS, ” Tolv skæbnesvangre fejl”, vidste jeg ikke i hvor stor en udstrækning, paven selv havde sympati for dette arbejdsdokument. Efter få dage var denne sympati åbenlys, ligesom det er åbenlyst, at synoden var delt i vigtige spørgsmål om tro og praksis med nogle ledende biskopper, som klart var bekymrede overfor Frans’ egne synspunkter og handlinger. Det er næppe første gang i Kirkens historie, at en sådan situation er opstået. Faktisk møder vi den i Apostlenes Gerninger. Hvilket vil sige: Når man er katolik, behøver man ikke at være afvisende overfor kritik af Roms biskop. Der er tidspunkter, hvor man må være kritisk, og sådant et tidspunkt har vi nu.

Ved det guddommelige forsyn har pavedømmet udviklet sig gennem århundreder til at have en mere vital funktion i Kirkens daglige virke end tidligere. Det har noget at gøre med den moderne teknologi. Men ved det samme forsyn er det blevet tilladt pavedømmet at falde på forskellige områder på en sådan måde, at det har fremstået som den mest frygtelige parodi på sig selv. Vi må være meget taknemmelige for, at dette ikke er tilfældet i dag. Det er imidlertid ikke blot dårlig historie, men en falsk og farlig pavelovprisning, – katolikker og ikke protestanter burde være de første til at sige sådan, – at tro at Kristi stedfortræder er hævet over kritik, som var han selve Kristus.

Sikkert er det, at doktrinen om ufejlbarlighed ikke indebærer noget sådant, hvad enten det drejer sig om pavens person eller om særlige pavelige dokumenter. Ufejlbarlighed er en garanti med hensyn til læreembedet, af hvilket paven i og imellem de økumeniske konciler er dets primære vogter. Paven er imidlertid ikke dets overhoved. Kirken har kun et overhoved, vor Herre Jesus Kristus. Når der ved et alvorligt tilfælde sker det, at et paveligt udsagn er i konflikt med et andet, er det hele det apostoliske kollegiums opgave at få tingene udredt. Som det Første Vatikankoncil gjorde det klart, må dette foretages med paven, ikke uden ham, men der er intet i dette Koncils udtalelser eller nogen andet med denne effekt, som paven ikke kan have brug for at sortere i det. Skt. Peter havde selv behov for at sortere i det fra tid til anden.

Nu er der konflikt mellem traditionen, som den fremstår i Trent og andre senere konciler i pavelige – eller læreembedets dokumenter helt frem til de forrige pontifikater, og hvad der er blevet sagt eller antydet i Amoris, der er snarere er en konflikt indenfor Amoris, som både støtter sig til – og ikke støtter sig til traditionen. Hvis der ikke var nogen konflikt, ville der ikke være nogen Dubia. Eftersom konflikten berører selve Sakramenterne og ikke blot handler om en pastoral vurdering med respekt for Sakramenterne, må dette afklares uanset hvor smertefuld processen må være. Men ligesom Frans mangler en stor del af biskopperne viljen til at løse det. Faktisk har nogle af dem fået en noget slap holdning til Sakramenterne eller det der minder om Sakramental disciplin, og trist nok appellerer de til Frans for en retfærdiggørelse af deres handlinger. Hvis der nogensinde har været behov for situationens dømmekraft, er det nu.

Det første Dubia spørger om er ”Hvorvidt det er blevet muligt at garantere absolution i Bodens Sakramente og således tillade Den hellige Kommunion til en person, som mens den pågældende er bundet af et gyldigt ægteskabeligt bånd, lever sammen med en anden person more uxorio (på ægteskabelig vis) uden at opfylde betingelserne” bestemt i Familiaris Consortio. De andres byrde er at spørge, hvorvidt det nu er hensigtsmæssigt at tilsidesætte læren i Veritatis splendor, således at hverken omstændigheder eller intentioner kan gøre en dårlig handling god, og at ingen manipulation med samvittigheden ej heller kan gøre det.

Nogle prælater har allerede besvaret det første spørgsmål med et ja og handler på det svar. Andre siger nej, eller som (Kardinal Müller) der i affekt svarer: Selvfølgelig ikke – spørgsmålet behøver end ikke at blive stillet. Men det behøver at blive besvaret, eftersom udviklingen der sker fra Amerika til Malta gør det klart, og det ikke kun i forhold til hvordan det aktuelt er formuleret. Det er eksempelvis nødvendigt at stille spørgsmålet i forbindelse med prævention. Faktisk har afvisningen af at ville besvare det ført til den nuværende situation. Det er også nødvendig at stille spørgsmålet i forhold til selvmord og euthanasia, som er blevet synligt her i Canada.

Jeg ønsker for et øjeblik at dvæle ved situationen i Canada. Her ligger regionalisme så at sige i vores DNA. Jeg vil ikke gå så langt tilbage som til det berygtede Winnipeg dokument ved hjælp af hvilket, vore biskopper som svar på Humanae Vitae åbnede dørene vidt op og tillod de troende selv at beslutte sig uden tanken for sakramental disciplin, om prævention er en alvorlig synd eller ikke. Jeg ønsker i stedet at gøre den nuværende situation klar, hvor biskopper i de østlige provinser (med få undtagelser) har indtaget den samme holdning overfor assisteret selvmord og euthanasia. Valget af denne nye legitime praksis bliver frarådet, men ikke forbudt. At vælge disse overfor en naturlig død er ikke (eller ikke nødvendigvis) en hindring for at kunne deltage i Forsoningens Sakramente, Eukaristien eller de syges salvelse. Endnu mindre er det en hindring for en kirkelig begravelse.

Det modsatte standpunkt, som nogle af os indtrængende anmodede biskopperne om at tage fra første færd af hensyn til både Kirken og landet, er blevet afvist af kardinal Lacroix i Quebec City og af Atlantic Episcopal Assembly. Den førstnævntes (Kardinal Lacroix) afvisning fremtrådte på Facebook under mediestormen affødt af et dokument fra biskopperne i Alberta og i Nordvest territorierne – en vejledning for præster, som både betoner pastoral klarhed til at følge enhver, der ønsker følgeskab samt sakramental disciplin på vejen mod selvmord, som er en dødssynd. Disse vestlige biskopper har som noget positivt taget et lignende klart standpunkt med hensyn til skilsmisse og nyt ægteskab, mens ærkebiskoppen samt de fleste af deres kollegaer øst for Montreal ikke synes at ville deltage i sådant antikulturelt nonsens.

For de sidstnævnte er der ikke meget, der har forandret sig siden 1968 bortset fra et næsten fuldstændigt sammenbrud af deres Kirkers politiske og kulturelle betydning – det, og den kendsgerning betyder noget, at de nu appellerer til paven, snarere end at kæmpe mod ham. At være vidne til de Atlantiske biskoppers ”pastorale overvejelser vedrørende medicinsk hjælp til døende” (ja de bruger faktisk den foretrukne politiske eufemisme (omskrivning), samtidig med, at de markerer sig vedrørende Sakramenterne og i princippet afviser selvmord og arbejder sig hen mod følgende triste konklusion: ” Som troende mennesker og tjenere for Guds nåde, er vi kaldet til at betro enhver, uanset hvad deres beslutninger måtte være, til Guds nåde. Til hver og en ønsker vi at sige, at den pastorale omsorg for sjælene ikke kan reduceres til regler for modtagelsen af Sakramenterne eller fejringen af begravelsesritualerne.

Med andre ord det vigtigste ved situationens dømmekraft er ikke selve princippet, men at vurdere situationerne korrekt. Dette er virkelig ikke vanskeligt, da der kun er en mulighed: Uanset din beslutning anbefaler vi dig til Gud. Dette principløse akkompagnement glemmer, den guddommelige retfærdighed i dens hast for at opnå den guddommelige nåde. Den glemmer at Gud selv, ”når der gives råd, er nærværende ved dem, der er opmærksomme på den moralske disciplin” snarere end med dem, der ignorerer den, som Irenæus minder os om. Det er Winnipeg om igen. Der gjorde biskopperne sig selv til kapellaner for den svangerskabsforebyggende kultur, dødens kultur. Men her retfærdiggør de sig selv, hvilket de ikke kunne dengang, ved det, der måske er den mest problematiske bemærkning givet af en pave i forhold til et aktuelt problem: ”Pave Frans beder os også om at udøve ’kunsten at tage omstændighederne i betragtning’,” han skriver, ”Tag Jeres sandaler af” for I står på Jeres næstes hellige jord (2 Mos 3:5)”.

Dette Levinas – lignende udtryk er hentet fra Evangelii Gaudium, § 169, som er benyttet i Familiesynodens endelige dokumenter. Lad os for et øjeblik overveje dette.

Ved den brændende busk, fejler Moses i sin vurdering af situationen. Han bliver bedt om at tage sine sandaler af, fordi han står i nærværelsen af Gud Jahve, han står på hellig jord. Nu, via imago dei doktrinen og forbindelsen mellem Guds kærlighed og kærligheden til næsten, kan og vil vi nå frem til et begreb for menneskets hellighed, en hellighed som stammer fra selve Guds hellighed. Denne afledte karakter er imidlertid selve det, der i øjeblikket er på spil.

Da Moses vendte tilbage til det hellige bjerg med sit folk, var de først og fremmest blevet advaret mod at have andre guder og at lave sig afgudsbilleder. Det bud, sammen med buddet om at man ikke må begå drab, er brudt, når man begår selvmord eller foretager euthanasia. Hvorfor? Fordi vi kræver, at vore liv er vores uafhængigt af Gud, at vi besidder det på en sådan måde, at vi har ret til at råde over det. Vi gør det samme i den anden ende af livet, når vi benytter svangerskabsforbyggende midler og abort. Vi gør det midt i livet, når vi hævder retten til at bestemme over vores egen kønsidentitet eller at ægte en partner af samme køn. Overalt i vesten er alle disse handlinger nu blevet vedtaget ved lov – styret gennem Parlamenter, i Canada under ledelse af katolske premierministre, styrket gennem det store fokus på alder.

Er det ikke ironisk, at man med reference til Anden Mosebog retfærdiggør den slags ”pastorale akkompagnementer”, som undlader at foretage Sakramental disciplin til dem, som har valgt selvhævdelsens – og selvødelæggelsens vej! Det er skandaløst, (Jeg benytter ikke ordet tilfældigt) når et kollegium af biskopper bruger denne analogi, som overfører begrebet ”hellig jord” fra Gud til menneske og benytter det til at benægte Kirkens klare moralske fordømmelse af selvmord og euthanasia.

Det Atlantiske Episkopale råds pastorale erklæring, og jeg er ked af at måtte sige det, lyder som et dokument, der enten fuldstændig ignorerer Veritatis Splendor eller bevidst går imod det. Her er ”friheden sandelig næsten ophøjet til afgudsdyrkelse” (Veritatis Splendor). Her er fokus på situationer ”som er meget sammensatte og mærkelige ud fra et psykologisk synspunkt”, men ” på en sådan måde at det objektivt forandrer eller kaster tvivl om det traditionelle begreb: Dødssynd”. Her er et ”forsøg på at tilpasse den moralske norm til ens egen kapacitet og personlige interesser” selvom ” det er en afvisning af ideen bag normen”. Her har man glemt, at ”kristen morallære må være et af hovedområderne, på hvilket vi (biskopperne) udøver vor pastorale overvågenhed ved at udføre vores manus regale”. Her er ”alvoren af det, som er involveret ikke kun for de enkelte, men også for hele samfundet” ikke erkendt. Her er ikke den ”Evangeliske enkelthed”, som følger Kristus, som leder til ”en mere ægte forståelse af virkeligheden” og fremdrager ”betydningen af den autentiske kristne moral, mens den tilvejebringer den vitale energi, som er nødvendig for at udleve den”. Her er kun skandale, den skandale hvor biskopper går op i mod biskopper, og at biskopper tillader deres præster at give adgang til Sakramenterne, hvor der er begået en dødssynd.

Paven selv, synes at være upåvirket af denne skandale. Måske er han ikke klar over det eller om sin egen rolle i den. Eller måske er det fordi, biskopperne ikke alene anvender hans ord, men følger hans eksempel, at han tror, at der ikke er nogen skandale. Måske han også misforstår den ægte medfølelse og tror den er falsk og tror, at Canadas vestlige biskopper er hårdhjertede farisæere. Jeg ved det ikke. Jeg ved, at Kirken har været underkastet et ekstraordinært pres for at gå på kompromis med Sakramenterne, og netop på denne måde ændre Evangeliet, som er indbygget i dem. Og fra Rom og fra vor egen Kardinalstol i Quebec City hører vi i bedste fald usikre udmeldinger.

Nogle siger, at Kirken befinder sig i en krise, hvis lige vi ikke har set siden det fjerde århundrede. Hvis de har ret, er denne fjernelse af de apostolske sandaler for det autonome menneske, så ikke blot en indikator for denne krise. En anden er uenigheden blandt biskopperne vedrørende disse forhold. Det, som Cyril fra Jerusalem fremhæver i sit femtende kateketiske oplæg, er et tegn på antikrist og den anden Pinse. Det er ”et tegn, der er passende for Kirken”, fordi det henfører til Kirkens livsnerve.

Min egen indsats i forhold til at læse tidens tegn, (som fremgår i min bog: Acension Theology) er ikke fuldstændig afgørende for omfanget af den nuværende krise eller det punkt, vi er nået til i frelseshistorien. Ting er sket i de seneste dage – både en pludselig acceleration af lovløshedens mysterium og en markant stigning af fragmenteringen indenfor Kirken – som varsler en ny følelse af hast. Hvad der er sikkert, er, at vi lever i en lang periode med frafald og renselse. Med Skt. Peters ord, ”For nu er det tiden, da dommen tager sin begyndelse, og den begynder med Guds hus”.

Derfor er det ikke være nogen overraskelse, at Sakramenterne er under fornyet angreb. For Sakramenterne er de midler, ved hvilke Kirken er ordnet, og ved hvilke, Hun skelner mellem det gode og det onde. (Hvad er meningen med at forbyde skilsmissens ondskab, hvis det ikke er for at opretholde det gode ved ægteskabet og dets vidne for pagten for vor frelse? Hvad er meningen med at forbyde selvmord og euthanasia, hvis det ikke er for at opretholde livets hellighed og det gode ved at ære Herren, som Den der giver liv?). Sakramenterne er selvfølgelig meget mere end det. De er nådens virkemidler, ved hvilke Gud kommunikerer til os gennem Hans eget liv ved delagtiggørelsen i vor Herre Jesus Kristus. De er ikke belønninger for godhed, men er midlerne til at tage del i Gud, som er god. Det er derfor de er hellige Sakramenter, og det er selve deres hellighed, der gør dem til et angrebsobjekt.

Hvis Sakramenter kun havde en betydning som moralsk og kirkelig orden eller belønninger for at være god, kan det meget vel være ”farisæisk” at nægte det til dem, der på en eller anden måde anses for at være forstyrret, idet vi alle er forstyrret på hver vores måde. Vi kan derfor appellere til større fleksibilitet i den sakramentale disciplin, idet vi tilpasser vor bekymring for dom til en bekymring for nåde. Men Sakramenterne er ikke vores; De er Kristus’ – på samme måde at vore legemer ikke er vore egne, men er blevet omvendt til Gud i Kristus. Vi yder ikke retfærdighed til Kristi nåde, vi viser ingen nåde til dem, som vil komme til Kristi retfærdighed, hvis vi ændrer betingelserne for modtagelsen af Sakramenterne til private vurderinger af det gode og onde.

Den regionalisme vi aktuelt er vidne til i vesten, og som går under betegnelsen ”situationernes dømmekraft”, er resultatet af en fejlagtig skelnen både af Sakramenternes natur og Kirkens situation. De gamle guder, sex, mammon og død er vakt til live og markerer sig som autonomiens guder. De er begyndt at lægge deres hænder på dem uden tro samt de troende. De famler sig frem, selv mod de hellige Sakramenter, så de kan besmitte dem. I denne situation har vi så virkelig brug for samtale om menneskets indre forum og ”næstens hellige jord”?

Sikkert er det, at vi har behov for at høre at Gud selv, og Gud alene er kilden til vor hellighed. Vi har brug for at høre, at Gud er ligetil og uforgængelig, uden skyggen af bevægelse og modsigelse, nådens og retfærdighedens Gud, godhedens og dømmekraftens Gud, kærlighedens og hellighedens Gud. Hvis vi ikke kender og genkender Ham således i Sakramenterne, bliver vi som dem, om hvem Irenæus skrev – de, som prøver at splitte Gud, mister selv nytten af både Hans retfærdighed og godhed. Vi fejler i vores vurdering af situationen.

Jeg for mit vedkommende hører ikke dette fra præsten i mit eget sogn. Jeg hører det ikke fra de vise mænd i øst eller på begge sider af Atlanten, som synes at forestille sig, at det gode og det onde er en ting her og en anden ting der. Jeg hører det ikke, i det mindste ikke klart, fra Den hellige Fader i Rom. Han synes at være ved at disciplinere os, ”i en kort tid for sin egen fornøjelses skyld” og vi må respektere ham, så godt vi kan. Men hvor meget mere må vi respektere åndernes fader, som ”disciplinerer os for vores godhed, så vi kan dele Hans hellighed?”

I Brevet til Hebræerne, hvilket for nylig har været de daglige første læsninger i Kirken, handler om situationens dømmekraft. Og dets klimaks, i kapitel 12, placerer ikke alene vor Eukaristifejring i den rette sammenhæng, men minder os om et behørigt svar til disciplinen og advarer os mod den fejl Esau begik, et paradigme for fejlagtig skelnen:

Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den. Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ, og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt. Stræb efter fred med alle og efter den helligelse, uden hvilken ingen kan se Herren. Se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter, skadelig rod får lov at sætte skud, så mange forgiftes af den, og at ingen er troløs og vanhellig som Esau, der for et eneste måltid mad solgte sin førstefødselsret.

Der er ingen tvivl om, at der er forskellige ting i ovenstående tekststykke, som kræver den enkeltes opmærksomhed, men den sidste sætning fremstår, som et spørgsmål til os alle. Sakramenterne er Kirkens fødselsret og de kristnes førstefødselsret. Er de på en måde blevet solgt eller solgt ud? Og hvis de er, for hvad?

Det er kun rigtig, tror jeg, at invitere de Atlantiske biskopper, blandt hvem jeg kan tælle i det mindste en ven og fader i Gud, som skal være den første til at svare.

Den autoriserede engelske udgave af denne tekst er skrevet af Douglas B. Farrow, (professor of Christian thought at McGill University) og publiceret på FIRST THINGS, marts 2017. Det kan læses på: https://www.firstthings.com/article/2017/03/discernment-of-situation

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s