En ikke-katolsk tysker advarer mod en protestantisering af katolicismen

I kølvandet på en nylig kritisk oversigt over pave Frans fire år som pave, fremlagt af den tyske journalist Matthias Matussek, har en anden tysk journalist (som ikke er katolik) nu markeret sig i koret af røster mod pave Frans. Vi taler her om Jan Fleischhauer, som er redaktør for det indflydelsesrige sekulære ugemagasin Der Spiegel, og som i 2009 skrev en bog om hans skift af opfattelse fra at være venstreorienteret til mere konservativ.

Den 17. april offentliggjorde Fleischhauer en klumme i Der Spiegel med overskriften ”Self-Secularization: The Sponti-Pope (The spontaneous Leftie pope) – (Selv-sekularisering: Den spontane venstreorienterede pave). Med denne undertitel antyder forfatteren, hvad han kritiserer paven for:

Blandt Kirkens kritikere er pave Frans meget skattet på grund af hans leflen for tidsånden. Uheldigvis gentager han hermed de fejltagelser, som den evangeliske kirke allerede har begået.

Fleischhauer ved, hvad han taler om, da han selv i mange år var medlem af den evangeliske kirke i Tyskland – hovedsageligt af politiske årsager. Imidlertid forlod han senere den protestantiske kirke og beskriver sig selv nu som konservativ. Men han udviser også nu en vis beundring for Den umoderniserede katolske Kirke, og han skriver:

Den eneste Kirke, jeg kan tage alvorligt, er Den katolske Kirke. Jeg ved, at denne sætning for mange læsere er et bedrageri, og jeg er også ked af at måtte sige, at af alle år, hvor jeg må skrive dette, er i året for Luther (2017).

Specielt, fordi han har set nogle af de alvorlige mangelfulde tilpasninger i den protestantiske kirke til tidsånden i hans tid, beklager Fleischhaeur nu, at pave Frans fører Den katolske Kirke ind i et lignende etos (moralsk grundindstilling) og retning. Først beskriver han sin egen beundring for Den katolske Kirke, når han siger:

At det, som kritikere har anført vedrørende Den katolske Kirke – Maria fromheden, helgenkulten, præsteskabet, liturgien – er noget som i mine øjne taler for katolicismen. Dertil kommer selvfølgelig den lange tidsperiode: En institution, som er 2000 år gammel, kan blive taget mere alvorligt, end en som er, lad os bare sige, kun er 500 år gammel. Den, der var der først som Kirke, har klart, når man beskæftiger sig med de sidste spørgsmål, en ledende position. Alt det (fornyelserne) der er kommet til senere, er til en vis grad hæresi.

Når talen falder på hans endelige afsked med den tyske evangeliske kirke – handler det om det tidspunkt, hvor han skifter politisk ståsted – forklarer Fleischhauer, hvor svage protestantismens åndelige rødder rent faktisk er:

Eftersom protestantismens åndelige rødder er svage er der kun lidt, som holder en tilbage, hvis man ændrer sit verdenssyn. En kirke, i hvilken, hvor ikke engang eksistens af himmel og helvede er bindende, bliver – for enhver, som kun bliver i den (kirken) ved hjælp af troen, – en tabersag.

Det er her Fleischhauer ser, at pave Frans nu begår den samme alvorlige fejl:

Hvis jeg ikke tager fejl, er Den katolske Kirke lige nu ved at gentage protestanternes fejltagelse. I dens top befinder sig en mand, der udviser en mærkværdig foragt for alt det, som gradvist er vokset frem og er traditionelt rodfæstet, og som nyder at overraske Kirkens folk med henkastede spøgefulde bemærkninger.

Den tyske journalist foretager derefter en eksplicit reference til Matthias Matussek’s seneste ”voldsomme tekst”, og siger, at den katolske Matussek forstår ”vigtigheden af dogmerne, som en dæmning mod relativismens tidsånd”. Fleischhauer placerer Matussek ved siden af den tyske forfatter Martin Mosebach, ”an anden stor katolsk reaktionær”.

Det lader til, at Fleischauer forstår mere vedrørende det, der sker i Den katolske Kirke efter Det Andet Vatikankoncil, end mange katolikker i dag, når han forsøger at forklare:

Man kunne, hvis man ønsker det, se i (pave) Frans den perfekte videreudvikler af det, der startede med Det Andet Vatikankoncil. Det første angreb mod liturgien blev foretaget i årene mellem 1962 og 1965 – ikke helt tilfældigt, da det var et tiår, hvor man overalt i verden foretog et opgør med autoriteter.

Her bliver vi katolikker af en tysk journalist virkelig informeret om hvordan Den katolske Kirke fjernede ”vigtige elementer i århundrede gamle riter”, fordi ”Hun ønskede at tilpasse sig tidsånden”. ”Præsterne stod ikke længere foran alteret, men bag det. På samme måde som en tv-vært ved sit bord i ”Tagesthemen” (et tysk tv-nyhedsprogram)”. Han nævner også den gennemgribende fjernelse af det latinske sprog samt den tvivlsomme tilladelse til at modtage Kommunion i hånden. Meget rammende, tilføjer Fleischhauer:

Der blev også taget bestik af de nye tider, ved at klerikale flyttede altrene ud i kirkerummene og slog helgenstatuerne i stykker. For de uden tro kan disse ting synes at være af mindre betydning, men det er det selvfølgelig ikke. Enhver, som har fungeret ved en Messe i Den gamle Tridentinske Ritus ved, hvad Kirken har mistet, da Hun bukkede under for 68er strømningen (Den kulturelle revolution i 1960’erne).

Fleischhauer forudsiger fremtiden for Den katolske Kirke, hvis Hun følger den vej, som protestanterne har taget, vil Hun miste kirkemedlemmer og Hun vil konsekvent stadig mere overveje at følge tidsånden for at foregive at være mere attraktiv. Til slut siger den tyske journalist, at Den katolske kirke vil stå i det samme dilemma som protestanterne: ”Hvis Kirken fjerner det, der adskiller Hende fra de sekulære tilbud, der foregiver at give livet mening – hvorfor er der så stadig behov for Kirken?” Det er i denne sammenhæng, at Fleischhauer ser væksten af Islam i verden, som netop synes at bevæge sig ind i tomrummet og ”tilfredsstiller det åndelige behov bedre end den kristne konkurrent”.

Denne artikel, skrevet af Jan Fleischhauer, er både opløftende og besindig. Det viser os, hvordan sandheden altid vil finde vej ind til ærlige menneskers tanker. Vi er tilsyneladende nået til et punkt, hvor det moderne menneske er ved at udmattes af den tiltagende relativisme og dens ledsagende ideologier – for de svarer ikke til virkeligheden. Mennesket tørster efter sandheden, den troværdige binding og det smukke. Den moderne verden har mest udviklet ækelheder, ensomhed og mangel på kærlighed.

Er det ikke på tide for os alle – indenfor og udenfor Den katolske Kirke – at strenge os an og sammen frigøre os og komme frem fra ”murbrokkerne” og finde vejen tilbage til de dybere kilder af tillid og glæde, som man kun kan finde i- og gennem Jesus Kristus vor Frelser – og i Hans Sakramentale Kirke?

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på OnePeterFive d. 19. april 2017. Det kan læses på:http://www.onepeterfive.com/a-non-catholic-german-warns-against-protestantization-of-catholicism

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s