Langfredagskatolicisme

Himlen var overskyet og mørkegrå skyer tillod kun nogle få lysstråler at slippe igennem, mens jeg klatrede op besteg bjerget. Det lignede et regnvejr, som endnu ikke var begyndt. Jeg gik langsomt, usikker på mit mål, men var på en måde tvunget til at gå fremad.

Så var det, at jeg så dem: Tre kors opstillet i silhuet på toppen af vejen. Da jeg nærmede mig, blev mit synsfelt indsnævret til centrum for udsynet, Kristi krucifiks. Hans hellige krop hang der, kraftesløs, næsten død allerede. Der var ingen mennesker i syne. Der var intet vindpust eller lyden af en fugl. Total stilhed. Døden hang tungt i luften på dette sted.

Da jeg kom tæt på korsets fod, og så op på min Herre, bøjede Han Sig frem på en eller anden måde, og kom løs fra naglerne, der bandt Ham der. Da Han faldt, løb jeg hen for at gribe Ham, og tænkte kun på at forhindre Hans dyrebare legeme i at røre jorden. Jeg nåede det i tide, og da jeg holdt Ham vuggende i mine arme, vågnede Han op og så op i mine øjne.

”Du må bringe mig tilbage, sagde Han”.

Og så vågnede jeg op.

Jeg havde denne drøm for enogtyve år siden. Jeg var bare teenager dengang, men jeg husker den stadig i klare levende detaljer, og selv nu hvor jeg nedfælder dette, opdager jeg, at mine øjne er fyldt med tårer. Det var en dyb og bevægende oplevelse, og det var den eneste drøm, jeg har haft af den slags. Jeg har altid troet, at det var mere end blot en almindelig drøm. Det var en påmindelse. Jeg har benyttet en stor del af mit liv til at prøve at forstå, hvad den betyder, og det eneste jeg kan sige med sikkerhed er:

Kristus uden korset er meningsløs. Det samme er korset uden Kristus. Kun sammen giver de den sande betydning – og pris – for vor frelse.

Da vi i går gik rundt i sognet med palmer i hænderne, erkendte jeg, at jeg burde komme med en forklaring til min otte år gamle søn, hvorfor vi fejrerPalmesøndag. Jeg hviskede til ham, at Kristus havde holdt sit indtog i Jerusalem, mens folk lagde palmegrene ned som et rødt tæppe og bød Ham velkommen til byen som en konge. Og hvordan de alle mindre end en uge senere råbte, at Han skulle korsfæstes.

”Men hvorfor?” Spurgte han med et tvivlrådigt udtryk i ansigtet.

”Jeg ved det ikke. Hvorfor begår vi de samme synder lige efter, at vi har forladt skriftestolen?” Spurgte jeg ham. Folk er syndige. Vægelsindede. Utaknemlige. Uværdige. Vi er alle Palmesødagskatolikker. Vi priser og byder vor Guddommelige Konge velkommen. Vi fejrer Ham og fortæller andre om Hans herlighed.

Og så svigter vi Ham. Igen. Og igen. Og igen.

Vi elsker at være Palmesøndagskatolikker. Vi holder af at være Påskekatolikker. Vi har i mange af vore kirker, erstattet Kristus på korset med noget mærkeligt og nedslående: Et ”opstandelseskors” – et idol – for det er et udskåret billede af noget andet end den sande Gud – af den opstandne Kristus, der kommer fra korsets træ, som om vi kan springe over Hans lidelse og død Langfredag og hurtigt gå videre til Påskesøndag.

Men Påsken uden en Langfredag er en non sequitur (Det er utænkeligt). En Gud, som ikke har lidt under pinsler og udholdt en grusom henrettelse, har ikke sejret over synden og døden og har ingen grund til at stige op, sejrende fra graven. Derfor kan vi heller ikke forvente den glorværdige opstandelse af vore egne legemer og vor indtræden i den evige salighed, hvis vi ikke først omfavner det smertefulde korsets træ. For at besejre døden må vi først lide. Først må vi dø fra vort jeg og synden. Derefter fra verden og dens glæder. Endelig den fysiske død med al dens smerte, fristelser og sorger. Denne trefoldige fordybelse i døden er let at skrive om, men langt vanskeligere at udholde. For de, som bærer lidelsen frivilligt, gives der trøst – en dyb og inderlig glæde.

Jeg går ind den stille uge og ser tilbage på min fastetid med skam. Jeg har ikke kunnet holde det, jeg forpligtede mig til. Jeg har ikke kunnet opnå den åndelige vækst, som jeg havde sat mig for. Jeg havde store planer for, hvad jeg skulle gøre, og hvordan jeg skulle forbedre mig og behage Gud og i stedet for, har jeg intet andet at tilbyde Ham end en række brudte løfter, som på samme måde, som når aske glider gennem mine fingre. Stress og problemer har hver dag nedbrudt mig. Idealerne om dyd og faste og åndelig læsning og bøn gav i stedet anledning til laster og sult og distraktion og acedia (dovenskab). Selv i fastens discipliner har jeg svigtet min Herre. I forberedelserne til Hans genopstandelse har jeg stejlet ved at bære mit kors. Det var alt for hårdt. Jeg har haft andet at foretage mig. Livet var vanskeligt nok, – hvorfor skulle jeg bebyrdes mere?

Med mine undskyldninger og fald har jeg demonstreret et endnu større behov for Hans død og genopstandelse. I mine forgæves forsøg på at være en god kristen, har jeg netop vist mit behov for Kristi sande godhed. I min udøvelse af Palmesøndagskatolicismen har jeg udstillet mit behov for at være en Langfredagskatolik.

Jeg tror, at den drøm jeg havde, da jeg var seksten, var et guddommeligt bud af en slags. Jeg har længe troet, at det var et kald, en mission at hjælpe verden til at huske, at Kristus uden korset er meningsløs Men det er muligt, og det erkender jeg nu, at det mest var beregnet for mig. Det er muligt, at det ikke var et bud om at gå ud at lære andre at huske på Den korsfæstede Kristus.

Måske var det noget andet. Måske var det et varsel for min egen frelses skyld: ”Du – DU! – må bringe Mig tilbage. Til dit eget hjerte. Til dit eget liv. Til dine egne vanskeligheder. Lad være med at løbe væk fra korset”.

Kristus vidste, hvad Han måtte gøre for at fuldføre sin mission og sikre vor frelse. Gør vi også det? Tror vi på Langfredagskatolicisme?

Hvis Kristus uden korset er meningsløs, har vi intet andet valg end at sige det samme om en korsløs kristendom.

Den autoriserede engelske udgave af dette essay er skrevet af Steve Skojec og publiceret på OnePeterFive d. 14. april 2017. Det kan læses på:http://www.onepeterfive.com/good-friday-catholicism

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s