Skt. Cyprian og de tofoldige synder: Forudsætning og fortvivlelse

Da den katolske Kirke fejrer fastetiden, er det godt for de troende at forstå, hvad den sande mening er med denne liturgiske periode.

Mange katolikker betragter med rette fastetiden som en tid med anger og det at gøre bod for ens synder. Dette er også passende for perioden op til påske, hvor Kristi endelige sejr over syndens magt og døden fejres. Men hvad indebærer det præcist at angre sine synder?

I vekselsangen Askeonsdag – taget fra den enoghalvtredsindstyvende salme – står der: Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed! (Salme 51:3). Og senere i den samme salme læser man: Du elsker sandhed i det dunkle, du lærer mig visdom i det skjulte (Salme 51:8). Hvad man kan udlede af disse to vers er, at Gud, i Hans uendelige nåde, er villig til at tilgive os vore synder, men som skabninger med en fri vilje, må vi villigt vælge at acceptere og samarbejde med Guds nåde, og Gud, gennem Hans åbenbaring fortæller os alt, som vi bør vide for at gøre sådan. Derfor er to ting nødvendige for at overvinde synden: Guds frie initiativ, som udvider Hans nåde og barmhjertighed mod os og vort oprigtige ønske om at blive tilgivet og angre vore synder.

Med tanke for dette er der to åndelige og moralske tendenser, som vi må undgå, for at den sande anger kan ske. Det første er forudsætningens synd, og den anden er fortvivlelsens synd. Forudsætning er, når en person tror, at Gud automatisk tilgiver hans eller hendes synder, bare fordi denne person ønsker tilgivelse, og at man ikke behøver at gøre noget for at angre sine synder. Dette er med et ord viljen til at modtage Guds nåde og tilgivelse uden et ledsagende ønske om at angre.

Guds nåde kan ikke skabe en sand åndelig fornyelse, med mindre vi er villige til at samarbejde med Gud. Den katolske encyklopædi skriver, hvordan forudsætning, – som er defineret som en tilstand, hvor sjælen ”håber på frelse uden at gøre noget for at fortjene den eller som undskyldning for sine synder uden at angre dem” – er skabt af en følelse af stolthed.

Den anden synd fortvivlelse – er en åndelig tilstand, hvor man tror, at ens synder er så store, at Gud enten er ude af stand til at tilgive dem eller uvillig til at tilgive dem, eller at disse synder er svære for pønitenten at lægge frem. Ironisk nok er fortvivlelsen i sig selv en forhindring, for at man angrer synden, fordi man tror, at ens synd er for stor til at blive tilgivet og derfor ikke søger tilgivelse.

Sagt på en anden måde fortvivlelse er en forhindring for at søge Guds tilgivelse – hvilket er det, den der fortvivler, tror – på samme måde er forudsætningen en forhindring for en omvendelse eller anger – hvilket er det, den som forudsætter, tror, er unødvendigt eller overflødigt.  Ifølge den katolske encyklopædi, kan det at forudsætte ses som en synd mod håbets dyd gennem overdrivelse, hvor fortvivlelsen kan ses som en synd mod håbets dyd på grund af en fejl.

Når man ser på kirkehistorien, fremtræder der kortfattede og præcise ord mod både fortvivlelse og forudsætning i værker af Skt. Cyprian, den tidlige kristne helgen og biskop i byen Karthago i Nordafrika. I året 250 påbegyndte den romerske kejser Decius en forfølgelse af kristne. De kristne menigheder i Nordafrika blev hårdest ramt. I Skt. Cyprians bispedømme, såvel som i mange af de andre bispedømmer faldt en stor del af de kristne fra troen, da de bukkede under for det pres, der fulgte med forfølgelserne. Mange spekulerede på, om sådanne personer igen skulle have adgang til Kirken, og hvis ja hvilken bod svarede da til deres synd.

I perioden med forfølgelse var det almindeligt for de kristne, der havde forladt troen at gå til personer, kendt som ”skriftefædre”, – som var folk, der blev arresteret for ikke at ville forkaste deres kristne tro, men som ikke havde lidt martyrdøden – og bekende deres synder for dem, og til gengæld ville skriftefædrene bede på deres vegne. Det blev antaget, at man kunne opnå tilgivelse for frafaldssynd gennem skriftefædrenes forbøn. Uheldigvis begyndte mange skriftefædre at misbruge deres status i de menigheder, hvor de hørte til og tillod at tilgive synder mod en straks-betaling af store summer fra folk, ofte uden nogen bod eller i det mindste med nogen væsentlig bod før absolutionen. Således genoptog mange, der havde begået en frafaldssynd, det liv de før havde i Kirken, herunder modtagelse af Kommunionen.

Skt. Cyprian advarer i sit værk: ”On the Lapsed”, hvori han beskæftiger sig med følgen af frafald blandt dele af de troende i den Nordafrikanske Kirke, og han advarer mod disse pønitenters adfærd, som værende en form for helligbrøde, og idet han hævdede, at pønitenterne syndede mere ved at modtage Kommunionen i en tilstand af synd, end da de oprindelig syndede ved frafald. Yderligere ved at kommentere på ”skriftefædrenes” ord til de frafaldende, som gav en falsk følelse af åndelig trøst, skrev han:

De tror, at man opnår freden gennem en tuskhandel med bedragende ord. Det er ikke fred, men krig, ej heller er han forenet med Kirken og ligeså adskilt fra Evangeliet. Hvorfor kalder de en krænkelse en venlighed? Hvorfor henviser de til ugudelighed med vendingen ”fromhed”? Hvorfor afbryder de bodens klagesang og kommunikerer med dem, der burde græde hele tiden og bønfalde deres Herre?

Det Cyprian siger, er, at de som begår forudsætningens synd tror, at de selv er retfærdige, når de ikke er det. De kan ikke modtage hellighedens fylde, fromhedens fylde eller den åndelige fred, som kommer, når man er aktivt involveret i et forhold til Gud. Således ender vi med et paradoks, ved at forudsætte tror vi, at vi kan opnå tilgivelse af synder blot ved at ønske det, og vi tror således, at vi får givet styrken til at handle fromt, men eftersom vi forbliver i en tilstand af synd, er vort forsøg på fromhed i virkeligheden ugudeligt. De, som er i en sådan tilstand, tror, at de har modtaget Herrens fred, men det har de faktisk ikke. Vi tror, at vi har opnået fordelene ved bod uden at gøre bod. Dette får Cyprian til at tale hårdt til de korrupte ”skriftefædre”: Hvorfor ser de deres billige nåde, deres hurtige, lette og ”færdig-lavede” veje til tilgivelse, der er skadelige for de troendes sjæle, som var det en venlig handling og en nåde garanteret dem, der er gennemsyret af synd?

Cyprian kræver sand omvendelse blandt de frafaldne, og bod som svarer til synden. Det er grunden til, at Cyprian siger: ”Lad intet menneske forråde sig selv; lad intet menneske bedrage sig selv. Herren alene kan vise nåde. Han alene kan garantere tilgivelse for synder, som er begået mod Ham”. Mennesker kan ikke, som Cyprian skrev: ”Lad det være eller forbigå det, der er begået mod Herren” ved at gøre dette er det ligeså slemt eller endnu værre end den første synd – det vil sige, når man handler, som om man ikke havde nogen synd, og går videre, kan dette ikke modvirke syndens effekt. Således konkluderer han: ”Herren må anråbes, Herren må formildes gennem vor egen oprejsning”. At tro, at man kan opnå tilgivelse for sine synder uden først at gøre brug af Guds nåde ”er at have fremkaldt Hans vrede”.

Således formaner Cyprian sine tilhørere: ”Lad os vende os mod Herren med hele vort sind, og udtrykke anger for vor synd med ægte sorg, lad os bønfalde om Herrens nåde. Lad sjælen falde ned foran Ham; lad sorgen blive Ham til tilfredsstillelse; lad alle vore håb hvile på Ham”. Vi må i sandhed føle brøde for vore synder, og alligevel siger Cyprian også, at de som i sandhed angrer deres synder, skal have tillid til, at Gud kan og vil tilgive dem.

Han skriver:

Men ved I brødre, som er bøjet i frygt for Herren, at I må omvende Jer og sørge over Jeres synder og erkende den meget alvorlige forbrydelse i Jeres samvittighed, åbn Jeres hjerters øjne til en forståelse af Jeres mangler, fortvivl ikke i forhold til Herrens nåde, ej heller den fremlagte bøn om nåde. Som Gud er en hengiven Fader, der er overbærende og god, er Han også i Sin Majestæt en Dommer, som bør frygtes …. Hvis nogen fremsiger sin bøn med hele sit hjerte, hvis nogen dybtfølt fremsiger sin klagesang under omvendelsens tårer, hvis nogen vedvarende forsøger at vende sig til Herren for syndernes tilgivelse, han kan modtage Herrens nåde, Herren som giver Sin nåde ved ordene: ”Vender I om og holder jer i ro, bliver I frelst; er I rolige og trygge, finder I styrke” (Esajas bog 30:15) og igen: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død (Ezekiel 33:11), Men selv nu siger Herren: Vend om til mig …… vend om til Herren jeres Gud! For han er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab; (Joel 2: 13) han kan fortryde ulykken.

Gud er altid villig til at tilgive vore synder. Men der må være en følelse af modtagelighed over for Gud nåde, der må være en vilje til at samarbejde med Guds nåde, for at Guds nåde kan bære frugt. Vi bør ikke, som Cyprian sagde: ”Blive forført af falske løfter” fra dem, der hævder at tilbyde en hurtig og nem anger, for en ægte anger kræver en ægte omvendelse, en radikal fornemmelse til at slippe ens synder og vende sig mod Gud.

Den hellige Skrift benytter ofte metaforen: ”At dø fra ens syndefulde jeg” for netop at udtrykke adskillelsen fra synden. Skt. Peter skriver for eksempel:” på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden” (1 Peter 2:24). Paulus siger, at vi i vor dåb: ” Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv (Rom 6:4). Vi må fuldt og helt forkaste vore synder og helhjertet vende os mod Gud, og kun derved kan vore synder blive tilgivet.

Cyprian skriver, at de der tror anderledes, ”tror at mennesker er mod Gud”. Dog må vi aldrig tvivle på Guds evne til at tilgive vore synder. Johannes Første Brev sammenfatter denne balance meget præcist. ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1:9).

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Cole DeSantis og publiceret på OnePeterFive d. 14. marts 2017. Den kan læses på: http://www.onepeterfive.com/st-cyprian-twin-sins-presumption-despair

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s