Et vidnesbyrd

Min kone og jeg blev skilt. Så min søn begyndte at hænge ud med en lokal familie.

Det mest betagende, kloge og nyttige udsagn, jeg har hørt i de senere år, blev delt af Ifeyinwa Awagu fra Lagos, Nigeria, i en kort videooptagelse produceret til 2014 Vatican Humanum Colloquium vedrørende mænd og kvinders komplementaritet:

Parret er i centrum og det er udgangspunktet, men det er kun en krusning … Uanset hvad jeg gør i mit ægteskab, breder det sig som ringe i vandet, indtil det berører hele verden. Ægteskabet er mere end os. Det handler om samfundet. Det er dit eget projekt i denne verden.

Ify’s udsagn er det pureste guld, fordi det viser umådelig sandhed og tyngde. For at illustrere dette, begyndte jeg med dette eksempel fra mit eget liv.

Da min hustru og jeg stadig var skilt, plejede vores yngste søn Chris lejlighedsvis at tilbringe weekenden hjemme hos skolekammeraten Ray. Når han kom hjem, ville han ikke sige noget særligt, men jeg kunne læse på hans kropssprog, hvad der ikke blev sagt. Jeg behøvede ikke at være videnskabsmand for at forstå, at Chris virkelig holdt af at opholde sig i Ray’s hjem, og grunden var klar: Han elskede deres familieliv.

Alt, hvad jeg behøvede at gøre, var at se ind i Chris’s øjne for at se, at han ønskede at have en familie som deres – en familie med en selskabelig, storhjertet og hengiven mor og far som tydeligt elskede hinanden. Jeg vidste præcis, at det var netop det, jeg havde berøvet Chris og hans bror.

Det var dette meget kærlige ægteskab, som først fik mg til at spekulere på, om jeg havde begået en kæmpe fejltagelse ved at blive skilt fra min hustru og skabe splittelse i min familie. Og efter hvert af Chris’s efterfølgende besøg hos Ray’s familie blev jeg stadig mere bekræftet i min fejltagelse. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at genoprette det, jeg havde ødelagt. Selvom Chris aldrig havde bemærket dette direkte. Han fortalte aldrig, hvorfor han nød at tilbringe sin tid med deres familie (Ray’s familie) eller tydeligt sammenlignede den med vores. Imidlertid ved jeg ikke, om han kunne have udtrykt det, hvis han havde forsøgt, jeg opfattede i alt fald denne besked klart og tydeligt. Imidlertid fandt jeg ud af, at jeg ikke havde noget valg, og jeg måtte forsøge at finde en måde, hvorpå jeg kunne bringe vores familie sammen igen.


I mellemtiden fortsatte Ray’s familie deres liv son sædvanligt. De havde aldrig forsøgt på at blande sig i vores familiesituation. De havde simpelthen levet deres liv som troende katolikker og trofaste ægtefæller. De havde aldrig udtrykt fordømmelse, villet opmuntre eller villet rådgive mig, og jeg havde aldrig nævnt et ord til dem om min skilsmisse. Det var faktisk på det niveau vi kendte hinanden, bortset fra et ”hej” ved vores sønners fodboldkampe. Vores respektive liv berørtes kun igennem vore sønner, og det var tilstrækkeligt.

Familien havde ingen anelse om, hvor meget godt de havde gjort for mig og min brudte familie, blot ved den måde, hvorpå de levede deres liv. På en eller anden måde strømmede deres katolske tro, deres glæde, deres kærlighed og deres troskab ind i mit liv og åbenbarede sig på grund af min søn.

Hvis det ikke var for denne familie, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde ville have fået en tilskyndelse til at samle min familie igen. På trods af at jeg ikke var troende på det tidspunkt, forekom det mig, at det var Guds blide måde at få mig til at se, at jeg havde fejlet, og at jeg var nødt til at gøre noget ved det. Gud sendte ikke nogen for at slå mig oven i hovedet eller irettesætte mig. I stedet for bragte Han mig i indirekte kontakt – i den ydre del af min cirkel – med et par, hvis liv på dyb og stille måde berørte mit. Jeg var en af dem, der modtog de krusninger, der stammede fra deres kærlige ægteskab.

Da, jeg omsider spiste frokost med Ray’s forældre nogle år senere, takkede jeg dem for det, de havde gjort, og de blev fuldstændig overraskede. De havde ingen anelse om, hvor vigtig en rolle de havde spillet i vores liv.

Dog fortsatte krusninger fra deres troskab i ægteskabet med at brede sig. Ikke alene havde min hustru og jeg fundet sammen igen efter seks år, jeg var også vendt tilbage til Den katolske Kirkes fulde fællesskab efter næsten tyve års fravær.

Ingen af os kan virkelig måle den effekt vort liv har på andre. Uden selv at vide af det bliver man ved sin troskab i ægteskabet et fyrtårn, som leder og hjælper andre til at holde deres ægteskab og familie sammen. Man kan redde en familie fra verdens destruktive indflydelse. Man kan føre en person til troens tærskel, og der vil ikke blive taget notits af det.

Dit ægteskab: Er udgangspunktet for det forbløffende gode.

Du har formentlig ingen anelse om alt det gode, du gør ved at værdsætte dit ægteskab, din ægtefælle, din familie og ved ganske enkelt at leve dit liv som en troende kristen. Dit personlige forhold og tilknytning til Kristus forplanter sig til alt omkring dig og sender krusninger ud som påvirker andres liv på usete og uventede måder.

Den slags påvirkning er meget personlig og derfor vanskelig at gøre op eller måle. Dog synes samfundsvidenskaben at bekræfte mit standpunkt. Som Kay Hymowitz er kommet frem til ”har børn større chancer for at trives, når deres egen far samt deres egen mor bor hos dem gennem hele deres barndom, og især for drengene er dette vigtigt”. Hun fortsætter:

En for nylig ofte publiceret undersøgelse foretaget af Equality of Opportunity sammenligner social mobilitet i regioner og fandt, at områder med en høj andel af familier med en forældre havde mindre mobilitet, sammenlignet med børn hvis forældre var gift. Det omvendte viste sig også: Områder med en høj andel af familier med gifte par skabte forbedrede vilkår for mange børn. Faktum er, at et samfunds dominerende familiestruktur er den stærkeste indikator for mobilitet – større end race eller uddannelsesniveau. Denne forskning tyder på, at når man har mange gifte fædre, skaber det kulturel kapital, som hjælper ethvert medlem i familien.

På mirakuløs vis røber de velsignelser og fordele ved intakte familier sig i familiens eget hjem og i dens nabolag. Jeg er ikke forsker indenfor samfundsvidenskaben, men historie, almene betragtninger og en sund fornuft støtter op omkring Ify Awagu’s påstand: ” Uanset, hvad jeg gør i mit ægteskab, breder det sig som ringe i vandet, indtil det berører hele verden”

Støt din ægtefælles værdighed.

Ægteskabet er større og vigtigere end en ægtemand og hustru, der er alene. Dette synes mest plausibelt, når der er tale om ægtepar med børn, men sådan forholder det sig ikke, for det er ligeså plausibelt, om der er børn eller ej. Mens ægteskabet har været under angreb gennem hele menneskehedens historie, begyndende i Edens Have, så har det, de seneste årtier undergået katastrofale rystelser på grund af den seksuelle revolution, en revolution som har krævet talløse ofre.

I mit eget ægteskab – med alle dets fejltagelser og nedture – har min hustru og jeg skabt noget, som ikke kan trækkes tilbage på nogen måde. Det, der begyndte ved alteret i 1985 foran vore familier, gæster og Gud, står fast. To bliver et og en helt ny og fuldkommen enhed blev skabt i universet. Ikke en metaforisk forestilling, men en realitet. En vidunderlig og unik sammensmeltning blev dannet. Det kan blive ignoreret eller misbrugt, for dette valg omstøder ikke det mandat, der blev vores lod denne hin varme juni eftermiddag for snart 32 år siden. Når min tid på denne jord nærmer sig sin afslutning, vil mit ægteskab have været det vigtigste bidrag, jeg har foretaget.

Der findes ingen god grund til ikke at støtte din ægtefælles værdighed – foran børnene, foran vennerne og familien, i din daglige samtale med din ægtefælle, også i dit inderste, hvor ingen kan se- og lytte med. Ved at nedgøre, ved at give en kold skulder, ved at bruge øgenavne og ved at nedvurdere eller underminere din ægtefælles værdighed på enhver tænkelig måde er kun ødelæggende aldrig understøttende og viser en tydelig mangel på ubetinget kærlighed. Selv sort humor er langt fra harmløst. Det er ikke morsomt; Det er et følelsesmæssigt og personligt angreb på din ægtefælles værdighed.

I mit ægteskab har vi måttet håndtere min homoseksualitet, familiehistorier præget af afhængighed, økonomiske problemer, store helbredsproblemer og meget mere. Bedrøveligt er det, at en kombination af disse ting engang førte til en separation samt skilsmisse, som jeg påtager mig det fulde ansvar for. Men til slut har det gode opvejet det onde, og menneskelig værdighed og kærlighed har støt og roligt sejret over fjendskab og ensomhed.

Hvordan kan man hele et forhold, som man selv har ødelagt og som har mistet sine bånd for mere end ti år siden? Jeg har ikke noget let svar, men jeg tror, at det første skridt er dette: Du må vælge at huske på vigtigheden og uigenkaldeligheden af det forhold, du har indgået og støtte din ægtefælles værdighed og dit forhold hver dag, ligegyldig hvad der sker, og du skal angre, hvis det er nødvendigt.

Siden forsoningen (og det er et for vagt udtryk – for der er tale om en fuldstændig forandring af hjertet samt en hårdt tilkæmpet fornyelse i vort sind), har vi fortsat mødt store og små udfordringer, den ene efter den anden. Snarere end at tillade dem at rive os fra hinanden eller lade vort forhold flosse i kanterne og give op og sige, at det er for meget for mig, har min hustru støttet min værdighed som ægtemand og far, og jeg har støttet hende som hustru og mor.

Min hustrus kærlighed til mig, specielt i de mørkeste perioder, da jeg var mest svag og sårbar, har været en direkte følge af Guds kærlighed til mig. I virkeligheden, jo større de personlige udfordringer, som jeg mødte var, jo mere har hun æret mig med værdighed og respekt. Det er et mirakuløst omvendt forhold mellem vægten af vanskeligheder og nuværende svagheder og graden af værdighed forbundet med det. Det er ulogisk. Det er det modsatte af den måde, hvorpå tingene fungerer i verden, men det er en afspejling af Guds ubetingede kærlighed. Ved at støtte hinandens værdighed tillades nåden at flyde ind og løfte ægteskabet i dagene efter, vi er blevet udfordret.

Og hvad så?

For enhver modstand eller frygt, bekymring eller fortrydelse eller ængstelse som jeg møder, har jeg lært mig selv dette korte svar: ”Og hvad så”? Vores ægteskab er vigtigere, end noget forbehold jeg har haft.

Jeg er ulykkelig. Og hvad så?
Jeg er homoseksuel. Og hvad så?
Jeg er skuffet. Og hvad så?
Jeg har økonomiske problemer. Og hvad så?
Vi har mødt uoverensstemmelser. Og hvad så?
Vi er blevet ældre, og har taget på i vægt. Og hvad så?
Min hustru har dårlige vaner. Og hvad så?
Jeg var ikke indstillet på disse medicinske og psykologiske problemer. Og hvad så?
Jeg har mødt en, som jeg bedre kan lide. Og hvad så?

Her er hvad jeg siger: ”Jeg kan klare det, og jeg gør det med glæde. Vi kan møde og håndtere disse problemer. Vi kan navigere i vanskelige farvande sammen, selvom det falder i mit lod både at ro og styre samtidig med, at jeg reparerer alle de nytilkomne huller i skroget”.

I stedet for at bekymre dig eller længselsfuldt dagdrømme om noget, der kunne have været bedre, forstå da dette: Der eksisterer ingen bedre løsning, fordi du ikke har en større og mere vigtig mission.

Hvis det ikke var for tilstedeværelsen af mørke stunder, tror jeg ikke at guddommelig, ubetinget kærlighed og værdighed ville have haft nogen chance for at slå rod og vokse mellem min hustru og mig. Personlig erfaring har lært mig, at Kirken i sandhed er et felthospital i vort eget hjem. Det giver mening, fordi den hjemlige kirke ligger lige ved frontlinjen, hvor slagene kan være forræderiske, og hvor sår både gamle og nyligt påførte kommer til syne. Hvis de vil, kan ægtefæller tjene som medicin. Den allerbedste medicin.

Bliv ikke overrasket, bliv ikke fortvivlet, giv ikke op og lad være med at være bange. Hold i stedet for fast med al din styrke ved dit livs største mission og skat. Selvom det føles som en daglig byrde, vedbliver det at være en meget kostbar perle. Ify har ret: ”Ægteskabet er mere end os. Det handler om samfundet. Det er dit eget projekt i denne verden”.

Ify udtalte først disse ord i Lagos i Nigeria: ” Uanset, hvad jeg gør i mit ægteskab, breder det sig som ringe i vandet, indtil det berører hele verden”. Jeg hørte først gang hendes ord i Rom i Italien, og de er vedblevet at have stor indflydelse på mig og min familie her i USA. Jeg skylder en stor tak ikke alene til Ray’s forældre, som jeg nu betragter som mine venner, men også til Ify og hendes mand Chidi. Vi har aldrig mødt hinanden, men deres ægteskab har berørt mit liv på en dybtfølt måde.

Ægteskabet er det store projekt, som jeg har valgt for mig selv og det er den store mission, som jeg er blevet bebyrdet med. Vi har højtideligt skabt vort ægteskab, Gud har højtideligt velsignet det, og nu må vi højtideligt leve det. Det er vores projekt i denne verden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Doug Mainwaring og publiceret på LifeSiteNews d. 23. marts 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/your-marriage-you-have-no-idea-of-the-good-you-are-doing

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s