Den hellige Faders tale i Piazza Vittorio

Et møde med børn og unge mennesker

Søndag d. 21. juni 2015.

Tak til Chiara, Sara and Luigi. Tak, fordi spørgsmålene er emnet for de tre ord i Johannes Evangeliet som vi hører: Kærlighed, liv og venner. Tre ord som er sammenflettet i Johannes tekst, og det ene forklarer det andet: Man kan ikke tale om livet i Evangeliet uden at tale om kærligheden – hvis vi taler om det virkelige liv – og man kan ikke tale om kærligheden uden denne transformation fra tjenere til venner. Og disse tre ord er så vigtige for livet, men alle tre har en fælles rod: Viljen til at leve. Og jeg tillader mig at genkalde mig ordene af den velsignede Pier Giorgio Frassati, et ungt menneske ligesom Jer: ”Lev, gå ikke bare forbi!” Lev!

I ved, at det er frygteligt at se en ung mand, der ”står stille”, som lever, mens han lever – tillad mig mine ord – som en grøntsag: Han gør ting, men hans liv er ikke et liv i bevægelse, det står stille. Men I ved, at det gør mig meget bedrøvet i hjertet at se unge mennesker trække sig tilbage som 20-årige! Ja, de bliver hurtigt ældre … Derfor, da Chiara stillede dette spørgsmål om kærlighed: Det, der afholder et ungt menneske fra at trække sig tilbage, er ønsket om kærlighed, ønsket om at give, hvad der er mest vidunderligt for mennesket og det mest smukke for Gud, fordi den definition, som Johannes giver af Gud, er ”at Gud er kærlighed”. Og når en ung mand elsker, lever og gror, trækker han sig ikke tilbage. Han vokser, vokser, vokser og giver.

Men hvad er kærlighed? ”Er det en sæbeopera, Fader? Det, vi ser i tv-programmer?” Nogle tror, at det er kærlighed. Det er så velsignet at tale om kærlighed, mange smukke, smukke, smukke ting kan siges. Imidlertid, kærligheden har to akser, som den roterer om, og hvis en person, et ungt menneske ikke har disse to akser – disse to dimensioner af kærligheden – er det ikke kærlighed. Først og fremmest, kærligheden ligger mere i gerninger end i ord: Kærligheden er konkret. For to timer siden talte jeg med en Salesisk familie om det konkrete i deres kald, – og jeg ser, at de føler sig unge, fordi de står her foran! De føler sig unge! Kærligheden er konkret, den er mere i gerninger end i ord. Det er ikke kærlighed bare at sige: ”Jeg elsker dig, jeg elsker alle mennesker”. Nej. Hvad gør du for kærligheden? Kærligheden giver sig selv. Læg mærke til, at Gud begyndte at tale om kærlighed, da Han besøgte Sit folk, da Han udvalgte Sit folk, da Han lavede en pagt med Sit folk, da Han frelste Sit folk, og som Han tilgav så mange gange – Gud har så meget tålmodighed! – Han gjorde, og Han fremstod som kærlighed, kærlighedens gerninger.

Den anden dimension, den anden akse, om hvilken kærligheden drejer, er, at kærligheden altid er kommunikeret, det vil sige. Kærligheden lytter og svarer, kærligheden er indbygget i dialogen, i fællesskabet: Den er kommunikeret. Kærligheden er hverken døv eller stum, den kommunikerer. Disse to dimensioner er meget nyttige for at forstå, hvad kærligheden er, den er ikke en romantisk følelse i øjeblikket eller en historie, nej. Den er konkret, den er gerninger. Og den er kommunikeret, det vil sige, at den altid er i dialogen.

Så Chiara, jeg vil besvare dit spørgsmål: ”Ofte bliver vi skuffede i kærligheden. Hvad består storheden i Jesu kærlighed af? Hvordan kan vi erfare Hans kærlighed?” Og nu, jeg ved, at I er venlige og vil tillade mig at tale alvorligt. Jeg ønsker ikke at være moralist, men jeg vil gerne benytte et ord, man ikke bryder sig om, et upopulært ord. Sommetider må paven også tage chancer og fortælle sandheden. Kærligheden er i gerningerne, i kommunikationen, men kærligheden er meget respektfuld overfor mennesker, den bruger ikke mennesker, den er, kærligheden er kysk. Og til Jer unge mennesker i denne verden, i denne hedonistiske verden, i denne verden, hvor det kun drejer sig om fornøjelse, det at have en god tid, og det at leve det gode liv og få opmærksomhed, siger jeg derfor til Jer: Være kyske, vær kyske.

Vi har alle igennem livet erfaret øjeblikke, hvor denne dyd har været meget vanskelig, men det er i virkeligheden vejen til den ægte kærlighed, en kærlighed, som er i stand til at give liv, og som ikke søger at bruge den anden for ens egen fornøjelses skyld. Det er en kærlighed, som betragter det andet menneskes liv som helligt: ”Jeg respekterer dig, jeg ønsker ikke at bruge dig, jeg ønsker ikke at bruge dig”. Det er ikke let. Vi kender alle til vanskelighederne ved at overvinde det ikke at tage ansvar samt den hedonistiske opfattelse af kærlighed. Undskyld mig, hvis jeg siger noget, I ikke havde ventet, men jeg siger Jer: Stræb efter at erfare den kyske kærlighed.

Og her drager vi en konklusion: Hvis kærligheden er respektfuld, hvis kærligheden er i gerningerne, hvis kærligheden er i kommunikationen, og kærligheden skaber ofre for andre. Se på forældrenes kærlighed, hos så mange mødre, hos så mange fædre, som om morgenen kommer trætte på arbejde, fordi de ikke har sovet godt, fordi de skulle se efter deres syge barn – dette er kærlighed! Dette er respekt. Dette er ikke have en god tid. Dette er – lad os benytte et andet nøgleord – dette er ”tjeneste”. Kærligheden er tjeneste. Den tjener andre. Efter Jesus havde vasket fødder på apostlene, forklarede Han dem denne gestus, Han lærte dem, at vi er skabt til at tjene hinanden, og hvis jeg siger, at jeg elsker, men jeg ikke tjener den anden, ikke hjælper den anden, ikke er i stand til at få ham til at gå frem, ikke ofrer mig selv for ham, er det ikke kærlighed. I har båret det kors (Verdens ungdomsdagenes kors): Der er kærlighedens tegn. Historien om Guds kærlighed involverer gerninger og dialog, respekt, tilgivelse, tålmodighed igennem mange århundredes historie med Hans folk, slutter med – Hans Søn på korset, den største tjeneste, som er at give sit liv, ved at ofre sig selv, ved at hjælpe andre. Det er ikke let at tale om kærlighed, det er ikke let at mærke kærligheden. Imidlertid med de ting som jeg har sagt, Chiara, tror jeg, at jeg har hjulpet Jer med noget, med spørgsmålene I stillede mig. Jeg ved ikke, jeg håber, at de vil være til gavn for Jer.

Og tak, Sara, teaterfan. Tak. ”Jeg tænker på Jesu ord: Giv dit liv”: Vi har talt om det nu. ”Ofte har vi en følelse af tvivl i livet”. Ja, fordi der er situationer, der får os til at tænke: ” Men, er det umagen værd at leve på denne måde? Hvad kan jeg forvente af dette liv?”. Lad os overveje krigene rundt omkring i verden. Nogle gange har jeg sagt, at vi oplever tredje verdenskrig, men stykkevis. Stykkevis: Der er krig i Europa, der er krig i Afrika, der er krig i Mellemøsten og der er krig i andre lande …. Men kan jeg have tillid til et sådant liv? Kan jeg tro på verdens ledere? Når jeg går hen for at stemme på en kandidat, kan jeg så have tillid til, at han ikke vil føre mit land i krig? Hvis man kun tror på menneskeheden, har man tabt!

Det får mig til at tænke på en ting: Mennesker, ledere, iværksættere, der kalder sig selv kristne og fremstiller våben! Dette giver anledning til en vis mistillid: De kalder sig kristne! ”Nej, Nej Fader jeg fremstiller dem ikke, nej, nej … jeg har bare min opsparing, mine investeringer i våbenindustrien”. Og hvorfor? ”Fordi udbyttet er noget større….”. At have to ansigter er en almindelig politik i dag: Man siger et og gør noget andet. Hykleri …. Men vi ser, hvad der skete i det sidste århundrede: I 14, 15, i 15 var det faktisk. Der var den store tragedie i Armenien. Mange døde. Jeg kender ikke tallet, men der var sikkert mere end en million. Men hvor var stormagterne på det tidspunkt? De så den anden vej. Hvorfor? Fordi de var interesseret i krig: Deres krig! Og de, der døde, var mennesker, andenklasses mennesker. Så i 30’erne og 40’erne var der tragedien i Shoah. Stormagterne havde fotografier af jernbaner, hvor tog kørte til koncentrationslejre, såsom Auschwitz, for at dræbe jøder, men også kristne, også romaer, også homoseksuelle for at dræbe dem der. Men sig mig, hvorfor bombede de ikke der? Interessant! Og kort efter, næsten samtidigt, var der den russiske Gulag, under Stalin …. Hvor mange kristne led og blev dræbt! Stormagterne delte Europa mellem sig, som man deler en kage. Ret mange år måtte gå, før man nåede til en ”vis” frihed. Det er hykleri at tale om fred, når man samtidig producerer våben og endda sælger våben til den ene som er i krig med den anden, og til den anden, som er i krig med den ene!

Jeg forstår, hvad du siger om tvivl i livet; også i dag, hvor vi lever i en smid væk kultur. Fordi det, der ikke er økonomisk brugbart, kastes bort. Børn bliver kastet væk, fordi de ikke er planlagt, eller fordi de dræbes, før de bliver født; de ældre bliver kastet væk, fordi der ikke er brug for dem, for at dø en slags skjult euthanasia, og vi hjælper dem ikke til at leve; Og nu er unge mennesker arbejdsløse: Tænk på at 40% af unge mennesker er uden arbejde. Det er i virkeligheden et spild! Men hvorfor? I det globale økonomiske system, hvorfor er pengenes gud kommet i centrum i stedet for mænd og kvinder, som Gud ønsker det. Alt bliver gjort for penge

På spansk er der et godt ordsprog, som siger: ”Por la plata baila el mond”. Jeg vil oversætte: Selv aben danser for penge. Og således, med denne smid væk kultur, kan man så have tillid til livet? Med denne følelse af udfordring, som udvider, udvider og udvider sig? Et ungt menneske som ikke kan studere, som ikke har et arbejde, som skammer sig over ikke at være værdifuld nok til at have et arbejde og ikke kan tjene til livets ophold. Hvor mange gange ender disse unge mennesker ikke med afhængighed! Hvor ofte begår de selvmord? Statistikker over selvmord blandt unge mennesker er ikke særlig kendt. Eller hvor ofte går disse unge mennesker ud for at bekæmpe terrorister eller i det mindste for at gøre noget – for et ideal. Jeg forstår denne udfordring. Og det er derfor, at Jesus fortalte os, at vi ikke skal placere vores sikkerhed i rigdomme og verdslige magter. Hvordan kan jeg have tillid til livet? Hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg leve et liv, der ikke ødelægger, det er ikke et ødelæggelsens liv, et liv som ikke smider mennesker væk? Hvordan kan jeg et leve et liv, som ikke skuffer mig?

Og jeg fortsætter med at besvare Luigis spørgsmål: Han talte om et projekt med henblik på at dele, at forbinde og at bygge. Vi må gå videre med vore planer om at bygge og med at hjælpe – lad os tænke på gadebørn, på migranter, på så mange der er i nød, men ikke kun for at brødføde dem en enkelt dag, to dage, men for at hjælpe dem med en uddannelse og med enighed i glædens Oratorium og så mange ting, men ting som opbygger. Så trækker denne mistillid sig tilbage, den forsvinder. Hvad skal jeg gøre for at dette sker? Træk Jer ikke tilbage for tidligt. Gør noget, gør noget. Og jeg vil sige endnu en ting: Gå imod strømmen. Gå imod strømmen. For I unge mennesker som lever i denne økonomiske situation, som også er kulturel, hedonistisk, forbrugsorienteret, med værdier som ”sæbebobler”, i sådanne værdier er der er ingen fremadskridende bevægelse. Foretag Jer noget konstruktivt, selv i det små, men som forener os med vore idealer: Dette er det bedste middel mod livets mistillid, mod den kultur der kun tilbyder Jer fornøjelser: For at få en god tid, for at få penge og ikke tænke på andre ting.

Tak for spørgsmålene. Luigi, Jeg har kun besvaret dele af dine spørgsmål? Med andre ord gå mod strømmen, vær modige og kreative, vær kreative. Sidste sommer modtog jeg en eftermiddag – det var i august … Rom var uddød – en gruppe drenge og piger som camperede i adskillelige italienske byer, de ringede til mig, og de kom til mig – jeg bad dem om at komme – men stakkels dem, de var alle snavsede og trætte…. Men glade! Fordi de var gået ”mod strømmen”!

Ofte forsøger reklamer at overbevise os om, at det er godt, at det er godt, og de forsøger at bilde os ind, at de er ”diamanter”; men vær forsigtige, de sælger glas! Og vi må gå imod dette og ikke være naive. Køb ikke snavs, fordi de fortæller os, at det er diamanter.

Og til slut, vil jeg gerne gentage ordene fra Pier Giogio Frassati: Hvis du ønsker at gøre noget godt i livet, lev, gå ikke bare forbi. Vær levende! Men I er intelligente, og I vil sikkert sige til mig: ”Men Fader, du taler på den måde, fordi du er i Vatikanet, du har så mange monsignors, som arbejder der, du har det godt, og ved ikke hvad dagligdagen er..”. Ja, man kunne tro det. Hemmeligheden er fuldt at forstå, hvor man bor. På denne jord – og jeg sagde også til den Salenesiske familie, – at i slutningen af det 19 århundrede herskede de værste forhold for unge menneskers udvikling: Frimureriet var i fuldt flor, ikke engang Kirken kunne gøre noget, der var præstehadere, der var også satanister …. Det var et af de værste øjeblikke og et af de værste tidspunkter i Italiens historie. Imidlertid, hvis I vil gøre et godt stykke hjemmearbejde, så gå ud og find ud af, hvor mange mænd og kvinder, helgener, der var født på det tidspunkt. Hvorfor? Fordi de indså, at de var nødt til, at gå mod strømmen i forhold til kulturen og livsstilen. Virkeligheden lever i virkeligheden. Og hvis denne virkelighed er af glas og ikke diamanter, søger jeg denne virkelighed, mod strømmen, og jeg skaber min egen virkelighed, men noget som er til tjeneste for andre. Tænk på Jeres helgener i dette land, og hvad de gjorde.

Jeg takker Jer så meget! Altid kærlighed, liv og venner. Dog, disse ord kan kun blive levende ved at ”gå videre”: Gå altid videre for at bidrage til noget. Hvis man står stille, gør man ikke noget her i livet, og man vil ødelægge sit eget liv.

Jeg glemte at fortælle Jer, at jeg nu vil overdrage den skriftlige henvendelse. Jeg konstaterede Jeres spørgsmål, og jeg skrev noget om Jeres spørgsmål; Men det var ikke det, jeg sagde, fordi det kom fra mit hjerte; og jeg vil give henvendelsen til den person, der har ansvaret, og I gør det offentligt (ved at overlevere arkene til den præst, der varetager den pastorale omsorg for unge). Der er så mange universitetsstuderende her, men lad være med at tro, at universitet kun er for at studere med hovedet: At være universitetsstuderende betyder også at gå foran, at man går foran i tjenesten især til de fattige! Tak.

Den Hellige Faders forberedte svartale

Kære unge mennesker

Tak for denne varme velkomst! Og tak for Jeres spørgsmål, som fører os til det væsentlige i Evangeliet.

Det første vedrørende kærlighed er spørgsmålet om den dybere mening med Guds kærlighed, som tilbydes os af vor Herre Jesus. Han viser os, hvor langt kærligheden strækker sig: Nemlig til en selv som den totale gave, at give ens eget liv, som vi overvejer i mysteriet om ligklædet, når vi genkender det i ikonet af ”den største kærlighed”. Imidlertid denne gave af os selv må ikke blive opfattet til en sjælden heroisk gestus eller reserveret til en ekstraordinær lejlighed. I realiteten kunne vi tage chancen og synge om kærlighed, drømme om kærlighed og bifalde kærlighed … uden selv at blive berørt og blive involveret i den! Kærlighedens størrelse viser sig ved at drage omsorg for dem i nød med hengivenhed og tålmodighed; derfor, stor er kærligheden hos den, som er i stand til at blive lille for andre, på samme måde som Jesus, der blev en tjener for os. At elske er at blive en næste, at berøre Kristi kød i den fattige og den mindste og at åbne for Guds nåde for dem, der har behov, dem der henvender sig, de ensomme iblandt dem omkring os. Så dukker Guds kærlighed op og forandrer, og gør små ting store, den gør det til et tegn på Hans tilstedeværelse. Skt. Johannes Bosco er et forbillede for os, netop på grund af hans evne til at elske og uddanne, ligesom da han arbejdede med børn og unge.

I lyset af denne forandring, kærlighedens frugt, kan vi besvare det andet spørgsmål vedrørende mistillid til livet. Mangel på arbejde og udsigterne for fremtiden bidrager til at standse selve livets bevægelse, og gør mange af os defensive: Til kun at tænke på sig selv, at styre tid og ressourcer kun med henblik på eget bedste og begrænse risikoen for generøsitet …. De er alle symptomer på et liv holdt tilbage, bevaret med alle omkostninger og som til slut kan føre til resignation og kynisme. I stedet for lærer Jesus os at gå den anden vej: ” For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det ” (Luk 9.24). Dette betyder, at vi ikke må vente på gunstige ydre omstændigheder for virkelig at blive involveret, men modsat, kun ved at leve vort liv – klar til at miste det! – skaber vi for andre og os selv betingelserne for en ny tro på fremtiden. Og her går mine tanker spontant til en ung mand, som virkelig brugte sit liv på den måde, så meget at han blev en model for det at tro samt evangelisk dristighed for de unge generationer i Italien og i verden: Velsignede Pier Giorgio Frassati, et af hans mottoer var: ”Lev, lad være bare at gå videre!”. Dette er måden at erfare fuldstændig styrke og glæde i Evangeliet. På denne måde vil I ikke kun have tillid til fremtiden, men I vil have held med at skabe håb blandt Jeres venner og i de omgivelser, hvori I lever.

Venskab betød meget for Pier Giorgio Frassati. Og Jeres tredje spørgsmål betød i virkeligheden: Hvordan kan venskab opleves på en åben måde, som er i stand til at videregive Evangeliets glæde? Jeg erfarede, at denne plads, som vi står på, er meget populær blandt unge mennesker fredage og lørdage aftener. Det foregår på samme måde i alle vore byer. Jeg tror, at selv nogle af Jer mødes her eller på andre pladser med Jeres venner. Og derfor stiller jeg Jer et spørgsmål – enhver af Jer kan tænke og besvare det for Jer selv, Er I, i de øjeblikke I er sammen med andre i stand til at lade Jeres venskab med Jesus ”komme til syne” i Jeres holdninger, i Jeres måde at opføre Jer på? Tror I også somme tider, når I har fri, når I slapper af, at I er grene på det vintræ, som er Jesus? Jeg kan forsikre Jer at ved at tænke på denne trosvirkelighed, vil I føle, at I er en del af Helligånden, og at I vil bære frugt uden næsten at vide det: I vil blive i stand til at være modige, tålmodige, ydmyge og i stand til at dele, men også i stand til at forandre Jer selv, at glæde Jer med dem, der glæder sig og græde med dem, som græder, I vil være i stand til at elske dem, som elsker Jer, besvar det onde med det gode. Således vil I sprede Evangeliet.

Helgenerne i Torino lærer os, at al fornyelse også den i Kirken fremkommer gennem vor personlige omvendelse, gennem hjertets åbenhed, som modtager og genkender Guds overraskelser, drevet af den største kærlighed (2 Kor 5: 14), som også gør os til venner med de ensomme, lidende og marginaliserede.

Kære unge mennesker, sammen med disse ældre brødre og søstre, som er helgener i Kirkens familie, har vi en moder, lad os ikke glemme det! Jeg håber, at I vil betro Jer helt til denne blide moder, som pegede på tilstedeværelsen af ”den største kærlighed” netop blandt unge mennesker ved en bryllupsfest. Vor Frue ” er den ven som altid er bekymret for om vinen mangler i vort liv” (Apostolic Exhortation Evangelii Gaudium, n. 286). Lad os bede for, at vi ikke må mangle glædens vin!

Tak til Jer alle. Må Gud velsigne Jer. Og husk at bede for mig.

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s