De gav pave Frans fire år til at ” genrejse Kirken”. Dette viser, hvordan han forsøgte det

For fire år siden, den 13. marts 2013, blev en ukendt argentinsk kardinal valgt til at lede Den katolske Kirke. Valget af Jorge Mario Bergoglio fulgte efter 35 år med en klar og solid ortodoks lære under de meget anerkendte pontifikater ledet af Skt. Johannes Paul II (1978-2005) og Bendikt XVI (2005-2013).

Da hvid røg steg op fra det Sixtinske Kapels skorsten den aften i marts, signalerede den valget af en ny pave, var troende katolikker jorden rundt ivrige efter at se, hvem deres næste leder ville blive. De vidste ikke, eller kunne ikke forestille sig den store overraskelse, der ventede dem.

Det gjorde imidlertid et antal højtrangerede prælater. Nogen lod endda følgende slippe ud om valget, nemlig at en indflydelsesrig gruppe af liberaltsindede kardinaler havde arbejdet mod det mål at påvirke konklavet til at vælge Bergoglio. En kardinal sagde endda, at han var en del af gruppen. Han refererede til den som en ”mafia”.

”Skt. Gallen mafiaen”.

Det var kardinal Godfried Danneels, der fik den ære at stå ved siden af pave Frans på balkonen den aften, han blev valgt, som afslørede eksistensen af Skt. Gallen gruppen. Det var Danneels, der kaldte den en ”mafia” på grund af dens målsætning, som var at reformere Kirken drastisk for at gøre Den ”meget mere moderne”.

Den uformelle gruppe dukkede op omkring år 1996. Medlemmerne, som inkluderede kardinalerne da Cruz Policarpo, Martini, Danneels, Murphy-O’Connor, Silvestrini, Husar, Kasper og Lehmann, alle disse tænkte, at de kunne sætte et ”betydningsfuldt aftryk” på det kommende pavevalg, og hver især benyttede de deres netværk af kontakter, hvilket fremgår i Danneels autoriserede biografi skrevet i samarbejde med Jürgen Mettepenningen og Karim Schelkens.

Gruppen mistede angiveligt sin styrke i 2006 efter at være mislykket i at få deres foretrukne kandidat valgt i 2005 konklavet. Mens gruppen er blevet beskyldt for at være involveret i en sammensværgelse, som førte til Pave Benedikts tilbagetræden, er disse påstande blevet benægtet af tidligere biskop i Skt. Gallen Ivo Fürer.

Men samtidig med at biskop Fürer meddelte, at Skt. Gallen – gruppen ikke officielt havde haft noget møde efter 2006 og derfor ikke kunne være involveret i et komplot med henblik på at tvinge Benedikt XVI til at træde tilbage, betyder dette ikke, at gruppen var inaktiv.

Ifølge Austen Ivereigh, forfatteren af Frans’ biografi og kardinal Corma Murphy-O’Connor’s tidligere assistent, blev Murphy-O’Connor af Skt. Gallen ”Mafiaen” pålagt i dagene op til 12 marts konklavet at informere Bergoglio om planen med at få ham valgt. Murphy-O’Connor var en gammel ven af Bergoglio.

Som Ivereigh beskrev i sin 2014 bog om pave Frans, fik Murphy-O’Connor til opgave at foretage lobbyarbejde blandt sine Nordamerikanske kollegaer såvel som at fungere som et bindeled til dem fra Commonwealth-landene.

”De første sikrede Bergoglios godkendelse” skrev Ivereigh. ”De spurgte, om han (Bergoglio) var villig, og han sagde, at han troede på dette kritiske tidspunkt for Kirken, ville ingen kardinal være afvisende, hvis han blev spurgt. Murphy-O’Connor var klar i sin advarsel til ham: ”vær forsigtig”, og at det var hans tur nu, og han sagde ”capisco” – ”Jeg forstår”.

”Så gik de i gang med arbejdet og drog rundt til kardinalernes middage for at fremme chancerne for deres kandidat og argumenterede for, at hans alder – 76 – ikke måtte betragtes som en hindring, eftersom paver kunne trække sig tilbage. Da de var blevet bekendt med konklavets dynamik i 2005, vidste de, at stemmerne gik til den, der gjorde det stærkeste indtryk” skrev han.

Da Murphy-O’Connor var over 80 år gammel, måtte han ikke stemme på konklavet, men var til stede ved samlingerne før selve konklavet. Den 2. marts fortalte en anonym kardinal, som ikke var i stand til stemme ved konklavet, det italienske nyhedsbureau La Stampa, at ”fire år til Bergoglio ville være nok til at ændre forholdene”. Murphy-O’Connor blev senere citeret for at have givet den samme kommentar i juli 2013 i en omtale, som blev bragt i the Independent.

I begyndelsen af marts 2013 begyndte det rygte at cirkulere i kardinalernes kollegium, at en magtfuld bevægelse var klar til at vælge Bergoglio.

I et overraskende foredrag givet seks måneder efter Bergoglios valg, afslørede kardinal Theodore McCarrick, ærkebiskop emeritus i Washington, DC, hvordan han blev en del af planlægningen i forhold til valget af den nye pave.

”Før konklavet troede ingen, at der var en chance for Bergoglio” sagde han ved et foredrag den 1. oktober 2013 på Villanova Universitet i Philadelphia, Pennsylvania.

McCarrick, der ligesom Murphy-O’Connor var for gammel til at stemme ved konklavet, fik før denne begivenhed besøg af en ”meget interesseret og indflydelsesrig italiensk herre” på American College i Rom, hvor han boede, og denne bad ham organisere en kampagne for Bergoglio. Samtalen, fremlagt af McCarrick, er her gengivet udførligt for at afsløre dens betydning.

Vi satte os. Dette er en meget genial mand, en meget indflydelsesrig mand i Rom. Vi talte om en række ting. Han bad mig gøre ham en tjeneste, når jeg tog tilbage til USA.

Men så sagde den indflydelsesrige italiener: ”Hvad med Bergoglio”?

Jeg var overrasket over spørgsmålet.

Jeg sagde: ”Hvad med ham?”

Han sagde: ”Har han en chance”?

Jeg sagde: ”Det tror jeg ikke, for ingen har nævnt hans navn. Han har ikke været i nogens tanker. Jeg tror ikke, at nogen tænker på at stemme på ham”.

Han sagde: ”Han kunne klare det, ved du”.

Jeg sagde: ”Hvad kunne han klare?”

Han sagde: ”(Bergoglio) kunne reformere Kirken. Hvis vi gav ham fem år, kunne han få os tilbage på sporet”.

Jeg sagde: ”Men han er 76”.

Han sagde: ”Ja fem år. Hvis vi har fem år kunne Herren arbejde gennem Bergoglio i fem år og få Kirken på rette spor igen”.

Jeg sagde: ”Det er en interessant tanke”.

Han sagde: ”Jeg ved, at du er hans ven”.

Jeg sagde: ”Det håber jeg, jeg er”.

Han sagde: ”Tal med ham”.

Jeg sagde: ”Vi vil se, hvad der sker. Dette er Guds værk”.

Det var første gang, at jeg hørte, at der var folk, som troede, at Bergoglio kunne være en mulighed i dette valg.

McCarrik fortsatte med at fortælle i sit foredrag, at når det blev hans tur til at tale med alle kardinalerne før afstemningen, ville han opfordre dem til at vælge en person fra ”Latinamerika”, som kunne identificere sig med de fattige.

Han fortsatte i sit foredrag med at rose pave Frans overfor de amerikanske katolske studerende som en ”hyrde” større end tidligere paver. ”Jeg tror næppe, at vi har haft en sådan ”hyrde” i lang tid”, sagde han.

Han fortsatte: ”(Frans) har en forståelse for den menneskelige natur, en forståelse, som selvom han siger nogle ting, som vil overraske os, men det interessante er, at hvis man undersøger nærmere, hvad det er, han siger, er det netop det, Kirken har sagt til alle tider. Måske ikke hvad kanonisterne har sagt til alle tider, eller hvad forskellige teologer har sagt. Men Kirkens lære er altid den samme som pave Frans lære”.

McCarrick forudså på det tidspunkt, at Frans ”hvis han får to år, vil han nå at ændre pavedømmet”.

”Jo længere han er pave, jo mere tror jeg, at det er sandsynligt, at vi vil kunne sige, at han har forandret pavedømmet”, udtalte han.

”Fire år med Bergoglio”.

Hvad liberale prælater som McCarrick, Murphy-O’Connor og Danneels vidste om Bergoglios’s kapacitet til at ”genrejse Kirken” er kun langsomt og forvirrende blevet åbenlyst for troende katolikker i de sidste fire år, men specielt i det sidste år. Baseret på en fejlslagen opfattelse af pavens ufejlbarlighed har mange katolikker forsvaret pave Frans til det absurde. Mens besindige katolikker, som kender den traditionelle lære, historie og praksis, er foruroligede over den klare kendsgerning, at mange af Den hellige Faders handlinger og udtalelser står i modsætning til det, der er gået forud.

I Bergoglio’s fire år som pave Frans er de fire kendetegn, som gør Den katolske Kirke i stand til at adskille sig fra enhver anden religion på jordens overflade, nemlig at Hun er:En, Hellig,

Katolsk og Apostolisk er blevet tilsløret og endda formindsket.

Kirkens enhed er Hendes underkastelse til Kristus som hovedet, i Hendes doktrinære integritet, i Hendes bekendelse af en tro der er blevet tilsløret og formindsket på forskellige måder under Frans’ pontifikat:

  • Han har efterlyst en ”decentraliseret” Kirke og tilladt individuelle grupper af biskopper at bestemme over deres egne ”regionale” kirker vedrørende, hvad der er moral, og hvad der er rigtigt. På denne måde er det angiveligt tilladt for ægteskabsbrydere at modtage Den hellige Kommunion i Tyskland, mens det på den anden side af grænsen i Polen er en alvorlig synd.
  • Hans tvetydige taler og specielt hans pavelige skrivelser har vendt kardinal mod kardinal og biskop mod biskop og lægfolk mod lægfolk.
  • Han har afslået at besvare kirkelederes alvorlige bøn om klarhed vedrørende stridsspørgsmål.
  • Han har tilladt den katolske doktrin at blive minimeret i forbindelse med ”religionsdialog” med andre kristne trossamfund med en historie om fjendtlighed mod katolsk doktrin vedrørende ægteskabet, Eukaristien og pavedømmet. Med ham som leder har Vatikanet endog prist Luther, grundlæggeren af protestantismen, som et ”evangelisk vidne”.

Kirkens hellighed og hellige virkelighed som Kristi brud er blevet tilsløret og formindsket på forskellige måder under Frans’ Pontifikat:

Kirkens katolicitet eller Kirkens universelle mission om uophørligt at arbejde hårdt på at frelse sjælene er blevet skjult og formindsket på forskellige måder under Frans’ pontifikat:

Kirkens apostolicitet, hvor troen er autentisk overleveret fra apostlene gennem deres efterfølgere biskopperne og kardinalerne, er blevet tilsløret og formindsket på forskellige måder under Frans’ pontifikat:

  • Han har udnævnt åbne hæretiske biskopper og kardinaler, som ikke besidder den uforanderlige tro, som i århundreder er blevet overleveret af apostlene.
  • Han har degraderet og bragt højtrangerede ”stemmer”, der forsvarer Kirkens ortodoksi, til tavshed.
  • Han har skabt et miljø, som tillader biskopper og kardinaler og andre prominente kirkeledere til åbent at afvige fra Kirkens evige lære og moralske absolutter.

Paven som ”Rottefængeren fra Hameln”.

I sit foredrag oktober 2013 til de katolske studerende på Villanova Universitet, sluttede Kardinal McCarrick sin lovprisning af pave Frans af med at sammenligne ham med ”Rottefængeren fra Hameln”.

”Han vil bevæge sig på tværs af verdensscenen, og folk vil følge ham, de vil i ham finde det samme, som de fandt ved Rottefængeren fra Hameln, en vis karisma, som minder dem om, at Guds kærlighed er overalt. Og det er, hvad Frans handler om”, sagde han.

MacCarrick havde ingen anelse om, hvor foruroligende hans sammenligning var. Ifølge børnenes fortælling, tog Rottefængeren hævn, da byens familier nægtede at betale Rottefængeren for at frelse dem fra et rotteangreb, og det gjorde han ved at anvende sin fløjte mod børnene. Han fortryllede dem med sin karisma og de dejlige toner og fløjtende førte dem bort til en hemmelig bjerghule, og de blev aldrig siden set.

Hvis, som McCarrick sagde, at Bergoglio er Rottefængeren, ville færre måske have fulgt hans toner, hvis de havde vidst, hvor det ville føre dem hen.

Men en argentinsk journalist, som kendte Bergoglio godt, advarede verden, den dag han blev valgt om hvilken slags melodi den nye pavefløjte ville spille. Disse ord blev tilgængelige online på Rorate Caeli den 13. marts 2013, dagen for valget af pave Frans, og er således så markante, at man kunne få mistanke om, at journalisten på en eller anden måde havde formået at rejse fire år frem i tiden fra denne dato til i dag, da han meget præcist skildrer, hvad der er ved at udfolde sig.

Dagen hvor Bergoglio blev valgt, skrev den argentinske journalist Marcelo Gonzáles fraPanorama Católico Internacional, at han var slået af rædsel for Den katolske Kirkes fremtid.

Det er værd at citere hans bemærkning i sin fulde længde:

Af alle utænkelige kandidater, er Jorge Mario Bergoglio måske den værste. Ikke fordi han åbent bekender sig til doktriner, der strider mod tro og moral, men fordi, at dømme ud fra hans arbejde som ærkebiskop i Buenos Aires, synes tro og moral at have været uden betydning for ham.

Som en svoren fjende af Den traditionelle Messe har han kun tilladt efterligninger af den og lagt det i hænderne på erklærede fjender af Den gamle Liturgi. Han har forfulgt hver eneste præst, som gjorde en indsats for at bære præstekjolen, prædike med fasthed, eller som blot var interesseret i Summorum Pontificum.

Berømt for sin inkonsekvens (til tider for mangel på intelligens i hans henvendelser og prædikener), og vant til brugen af grove, demagogiske og tvetydige udtryk, kan det ikke siges at hans læreembede er heterodokst, men snarere ikke-eksisterende, fordi det er så forvirrende, som det er.

Hans omgivelser i Curien i Buenos Aires bortset fra nogle få præster er ikke blevet karakteriseret i kraft af deres handlinger. Adskillelige er under mistanke for dårlig moralsk opførsel.

Han er ikke gået glip af nogen lejlighed til at foretage handlinger, hvor han låner sin Domkirke til protestanter, muslimer og jøder og endda til partisangrupper som en del af en umulig og interreligiøs dialog. Han er berømt for sine møder med protestanter i Luna Park arena, hvor han sammen med prædikanter i det Pavelige Hus, Raniero Cantalamessa, hvor han blev ”velsignet” af protestantiske præster i en fælles tilbedelsesakt, og hvor han i praksis accepterede gyldigheden af tv-præsters ”magt”.

Dette valg er uforståeligt: Han er ikke en person, der taler mange sprog og har ingen curialerfaring, Han stråler ikke af indre Helligånd, han er svag i doktrinen og liturgien, han har ikke kæmpet mod abort og kun meget svagt mod homoseksuelle ”ægteskaber” (godkendt med praktisk talt uden nogen modstand fra bispestolen), og han har ingen tanker om at ære den pontifikale trone.

Han har aldrig kæmpet for noget andet end at forblive i sin egen magtposition.

Det kan virkelig ikke være det Benedikt ønskede for Kirken. Og han (Frans) synes ikke at have nogen af de egenskaber, der er nødvendige for, at fortsætte hans (Benedikt) arbejde.

Må Gud hjælpe Kirken. Man kan aldrig afvise, hvor menneskeligt hårdt det må forekomme, at der er mulighed for en omvendelse… og, ikke desto mindre fremtiden skræmmer os.

Prøvelse: Kirkens vej til herlighed.

På samme måde som kardinalerne McCarrick og Murphy-O’Connor vidste Gonzáles, at Bergoglio havde kapaciteten til at ”genrejse Kirken” på måder, som ville efterlade Den næsten ukendelig.

En kilde, som arbejder i Vatikanets Dicastery, fortalte LifeSiteNews tidligere denne måned, at ændringerne i Vatikanet under Frans havde skabt en atmosfære af frygt indenfor murerne.

”Indtrykket for mange her er, at dette er et totalitært regime uden katolsk dagsorden og uden hjertets sande værdier. Det er et regime, der følger moderne spin og politiske tankespind igen og igen. Det er totalitært i den forstand, at det normalt ikke viser nogen respekt for en gyldig proces, for loven og for fornuften selv, kun for vilje og en vilkårlig nedtrampen af legitime forhindringer foran det”, sagde kilden.

”Mange her ved, at regimet er totalitært, og venter kun på, at det skal komme til en ende, som de normalt gør, da kun Gud er absolut. De synes at støtte det ved at forblive tavse. Men i virkeligheden er mange enten bange eller ligeglade. Alle venter på, at det slutter, da ingen bryder sig om at leve i frygt”, tilføjede kilden.

Jesus Kristus fortalte Peter, den første Pave, at helvedets porte ikke ville få magt over Kirken. Enhver troende katolik tror, at kampen mod det onde allerede er vundet af Kristus, som endeligt har besejret satan gennem Sin død og opstandelse. Dette betyder imidlertid ikke, at satan ikke vil gøre alt for at ødelægge Kirken. Han vil forsøge, og det kan endda se ud som om, at det lykkes for ham, men det vil mislykkedes.

Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK) taler om den ”ultimative prøvelse” som Kirken må gå igennem før Kristi andet komme:

”Før Kristi Komme skal Kirken igennem en sidste prøvelse, der vil få manges tro til at vakle. Den forfølgelse, der ledsager dens pilgrimsgang på jorden, vil afsløre ondskabens mysterium i form af et religiøst bedrag, der vil bringe menneskene en skinløsning på deres problemer, med frafald fra sandheden som pris” (KKK § 675).

Men ligesom enhver anden prøvelse, som Kirken har stået overfor i Hendes 2000 år gamle historie, vil denne prøvelse kun gøre Hende stærkere og mere strålende.

Den Katolske Kirkes Katekismus beskriver videre:

”Kirken kan kun indtræde i Rigets herlighed gennem den sidste Påske, hvor den skal efterfølge sin Herre i Hans død og Opstandelse. Riget fuldendes altså ikke gennem et stigende fremskridt, med en historisk triumf for Kirken, men ved en Guds sejr i slutkampen med det onde; denne sejr vil få Hans brud til at stige ned fra Himlen. Guds sejr over det ondes oprør vil tage form af den endelige Dom, efter den sidste kosmiske rystelse af denne verden, som forgår” (KKK § 677).

Jesus Kristus har sammenlignet Sig Selv med hjørnestenen, som bygmestrene vragede. Det er på denne ubevægelige sten, at Kirken for evigt er blevet etableret. Det er fra denne sten, at Hun modtager Sin styrke og enhed. For dem der har øjne og kan se det, er det et fantastisk syn.

I disse farefulde tider for Kirken må vi holde fast i Kristi løfte om, at ingen nogensinde vil ødelægge Hans brud – Kirken, for hvem Han ofrede Sit blod: ” Han, som snubler over denne sten, vil falde; Men når den falder på nogen, vil den knuse ham.

Den autoriserede engelske udgave af dette blogindlæg er skrevet af Pete Baklinski og publiceret på LifeSiteNews.com d. 1. marts 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/they-gave-pope-francis-four-years-to-make-the-church-over-again.-heres-how

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s