Hvordan den Eukaristiske tro hjalp mig af med min spiseforstyrrelse

Når det handler om at blive helbredt for en spiseforstyrrelse, var troen slet og ret ikke nok for mig. Det jeg behøvede, var min Eukaristiske tro.

Jeg lærte denne lektie for 16 år siden, mens min kamp mod anoreksi og overspisning stod på. I seks år, fra jeg var 19 til 25, forsøgte jeg at blive helbredt, men det mislykkes. Jeg gik i terapi. Jeg læste i min Bibel. Når det kom til at blive helbredt for en spiseforstyrrelse, var troen slet og ret ikke nok for mig. Det jeg behøvede, var min Eukaristiske tro.

Jeg bad til Gud om hjælp. Men intet forandrede sig. Uanset hvor meget jeg bad, hadede jeg stadig min krop havde fedtforskrækkelse og benyttede mad som et middel til at kontrollere min verden.

Underforstået var min kamp med mad og mig selv en sammenfletning af angst og usikkerhed, der blev forværret af et materialistisk syn på verden omkring mig, som jeg havde taget til mig, fra den kultur, der omgav mig. Trods min katolske opdragelse så jeg ikke verden med katolske øjne. Jeg så ikke en verden skabt af en elskende Gud. Jeg så ikke et univers fyldt med ynde, hvor alt – fra sommerfugle til brød – var præget af Skaberen. Ej heller så jeg min krop som Guds levende billede.

For mig var min krop et problem, der skulle fjernes; jo mindre der var, jo bedre. På samme måde var maden en fjende; et onde som skulle kontrolleres. Da det lykkedes mig at nægte mig selv føde, følte jeg mig stærk. Når det ikke lykkedes for mig, følte jeg mig svag; Jeg havde fejlet endnu engang.

På trods af alt dette troede jeg på Gud. Jeg vidste på en eller anden måde, at Han elskede mig. Jeg vidste også, at det var forkert at sulte mig eller spise for meget. Denne viden fik mig ikke til at stoppe med at se min feminine skikkelse som et problem eller maden som en modstander. Imidlertid hjalp det mig til at forandre min adfærd. Jeg ønskede ikke at såre Gud, derfor forsøgte jeg endnu mere at spise, som jeg skulle – hverken mere eller mindre. Langsomt begyndte jeg at genvinde den vægt, som jeg skulle nå.

Men verden i mit hoved forandrede sig ikke. De samme destruktive tankemønstre viste sig igen og igen: Min krop var problemet. Maden var fjenden. På det tidspunkt, hvor jeg blev 25, havde jeg et pænt ydre. Men indvendig var jeg syg som aldrig før.

Så begyndte jeg igen at gå til Messe.

I løbet af min videregående uddannelse var jeg kommet væk fra den katolske tro, (en tro, som jeg aldrig rigtig forstod til at begynde med) og faldt i med en gruppe protestanter. De var pragtfulde mennesker, som hjalp mig til at kende og elske Jesus mere, men deres forståelse af verden var farvet af den samme materialisme, som påvirkede kulturen. Materien var kun materien, aldrig nåden, aldrig et tegn fra Gud, som skænkede Sit liv til os. Dåben var det eneste Sakramente, mine venner kendte, og selv det var grænsen for det kristne liv, de levede; de talte kun om det, anerkendte det ikke.

Kort og godt, de ideer, mine protestantiske venner fyldte mig med, kunne ikke fjerne min spiseforstyrrelse. Deres kærlighed til Jesus var stærk, men deres teologi var svag. Den udfordrede ikke alle de forkerte tanker, jeg havde om min krop og verden omkring mig. Ej heller kunne den give mig nåden til at blive rask uden Sakramenterne. Alt, hvad den kunne gøre, var at få mig til at føle skyld, fordi jeg misbrugte min krop – noget, som indlysende ikke var Gud velbehageligt.

Men Messen var anderledes. Katolicismen var anderledes.

Efter seks lange år fra Kirken, hjalp en kollega mig med at finde vejen hjem. Og der under Messen modtog jeg Kristus som føde. Brødet blev til legeme. Vinen blev til blodet. Gud gav Sig Selv til mig til at spise og drikke. Det var det mest intime fællesskab, jeg havde med Ham. Det var sådan, Han gav Sit liv til mig gennem føden, legeme til legeme, kød til kød. Og det gjorde faktisk, hvad kun tro kan gøre. Jeg blev helbredt.

Jeg siger ”faktisk”, da jeg ikke så den forbindelse med det samme. Det tog måneder for mig at gå til Messe dagligt, jeg vidste, at jeg havde behov for at være der, men forstod ikke fuldt og helt hvorfor. Der gik også måneder med at læse katekismus og bøger om den katolske tro. Og der gik måneder med at sidde stille i katolske kirker, mens jeg så på Jesus i Tabernaklet, mens Han så lige tilbage på mig.

Jo mere Eukaristisk min tro blev, jo mere ændrede min holdning sig. Jeg begyndte at se, hvor meget Gud glædes ved materien: Han skabte den, Han understøttede den i væsen, og Han benyttede den til at give Sig til os. Brødet og vinen, olien og vandet, indviede hænder og ægtemænds- og koners legemer var alle valgt af Gud til at være brikker i Hans helliggørende nåde. Hans liv går gennem dem på Sin vej til os. Og mens dette skaber en speciel art af helliggørelse, oplyser den også alle forhold med guddommeligt lys og formål.

Dette hjalp på sin vis med at ændre den måde, hvorpå jeg så min krop. Sammen med min læsning af Skt. Johannes Paul II’s dybe sakramentale kroppens teologi, begyndte jeg at se min krop – ikke kun min sjæl – som Guds billede. Jeg erkendte, at den var et tempel, som man skulle være omhyggelig med og ikke et problem, der skulle kontrolleres. Og jeg begyndte at sætte pris på mine kvindelige former, som det fysiske vidnesbyrd på min kvindelige sjæl. Alt i alt som en helstøbt relation mellem krop og sjæl, blev jeg draget til at spejle Guds nærende blomstrende kærlighed, som kun en kvinde kan.

Disse kurver betyder, at både kaldet og hjælpen gør et svar muligt. Som om de ikke var noget, der skulle udslettes. De var noget, man skulle være glad for.

Frem for alt ved hjælp af liturgien, bøn og studier, begyndte jeg at se mit daglige brød som et symbol på det himmelske brød. Jeg så, at på samme måde som almindelig føde nærer, styrker, hjælper, helbreder, giver glæde, betyder kærlighed og opbygger venskaber, idet Det drager venner og familie sammen om det dækkede bord, således bliver det også en helt usædvanlig føde bestående af Kristi Legeme og Blod.

Eukaristien nærer os med Guds liv og styrker os i prøvelsernes tider, trøster os i tider med tristhed, helbreder de sår, som synden har efterladt, fylder os med Kristi glæde, hele tiden viser Guds kærlighed sig for os, og drager os ind i den ultimative familie, Kristi Legeme.

Alt, hvad maden gør på det menneskelige niveau, gør Eukaristien på det åndelige niveau.

Det er et naturligt symbol på en overnaturlig virkelighed, et tegn bygget ind i skabelsen af Skaberen for at hjælpe os til en bedre forståelse af Eukaristiens gave og et varsel på sin egen måde af Lammets bryllupsfest.

Da jeg først begyndte at forstå disse sandheder, fulgte den rigtige helbredelse. Jeg kunne ikke misbruge min krops store gaver og maden. Ej heller kunne jeg frygte sådanne store gaver. Alt, hvad jeg kunne gøre var at falde ned på mine knæ i taknemmelighed og forbløffelse.

På sammen måde som Paulus lovede, var jeg ”blevet forvandlet ved en fornyelse af sindet” (Rom 12:2): Jeg blev også ændret af den nåde, der strømmede til mig i Eukaristien. I dette stykke af forvandlet brød, mødte jeg sandheden, og sandheden befriede mig fra mit selvvalgte spiseforstyrrelsesfængsel. Sandheden satte mig helt afgørende, fuldt og frydefuldt fri.

Den autoriserede engelske udgave af denne tekst er skrevet af Emily Stimpson Chapman og publiceret på National Catholic Register d. 3. marts 2017. Den kan læses på: http://www.ncregister.com/daily-news/how-eucharistic-faith-aided-recovery-of-my-eating-disorder

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s