Om at blive Jeres præst: Et brev fra en seminarist

Redaktørens note: Følgende brev modtog vi fra en ung mand, som aktuelt studerer til præst i USA. Bedrøveligt nok ved at udtrykke disse enkle tanker om nogle af de vanskeligheder, som seminarister står ansigt til ansigt med i det aktuelle kirkelige miljø, kan det fremprovokere repressalier. Af den årsag har vi indvilget i at lade ham være anonym.

Jeg er blot en ung seminarist, men hvad jeg her vil dele med Jer er ikke kun et udtryk for mine egne meninger og vidtløftige tanker. Jeg tør godt antage, at disse tanker er repræsentative for et betydeligt mindretal af Jeres fremtidige præster. Om Gud vil, vil vi blive løftet til dette præsteskabs værdighed, så vi kan følge Tømreren fra Nazareth, hvor Han vil lede os endda til Golgata.

Katolikker i alle aldre er blevet givet den opgave at transformere og helliggøre deres respektive omgivelser, også selvom omfanget og rækkevidden af det moderne menneskes smuds, kan gøre en åndeløs, er synd ikke noget nyt. Trods det faktum, at det sekulære samfund plages af ambition, forvirring og bedrag, bør det ikke overraske, da det jo er selve syndens anatomi. For at gøre det helt klart: Vi kan vælge Kristus eller kaos, og jeg vil lade Jer gætte, hvilket valg verden foretager.

Jeg ønsker her specifikt at fremhæve, hvordan Kirkens seminarier over tid er blevet bestormet af verdens moralske fordærv i stedet for at stræbe efter Jesus Kristi- og helgenernes dyder. Jeg vil fremhæve fem måder, hvorpå dette forekommer.

Lad os få det helt på rene: De tanker vi seminarister ønsker at udtrykke er ikke et personligt angreb på Paven. Selvom det er sandt, at der er tidspunkter, hvor vi i det stille er uenige (undertiden stærkt uenige) i dele af Pave Frans politik, planlægger ingen at putte gift i hans vinkalk. Forhåbentligt er dette indlysende.

Mange af os føler, at retningen og vægten fra det nuværende pontifikat er grundlæggende vildledende og kan sammenfattes i et ord: verdslighed. Hvorvidt dette er Pavens egentlige hensigt eller ikke, må stå hen i det uvisse, men det er svært at benægte, at Vatikanet gør en stor indsats for at søge tingene nedenunder og ikke vice versa, fra at være et villigt redskab for den venstreorienterede presse i Europa og Nordamerika til at indbyde dem med en helt igennem anti- katolsk agenda til at tale og til konferencer ved pavestolen osv.

I stedet for at være opmærksom på den bekymring der gør sig gældende, foretages ofte karaktermord på de seminarister, som ikke passer til den vision, man har om den moderne og kosmopolitiske præst. I har sikkert hørt denne ulykkernes litani før. Seminarister, der vover at stille spørgsmålstegn, når det vi skal er at give det allerhelligste Sakramente til mennesker i ”komplekse og irregulære livssituationer” (hvilket man, forresten, plejer at kalde ægteskabsbrud) bliver betegnet som rigide og ikke-pastorale farisæere. Dette kan forekomme fra dem, vi er underordnede, men sker dog i hyppigere grad i fra de, hm, pastorale” seminarister, som stiltiende samtykker i forhold til dem, der står over os.

Et karaktermord på en seminarist er en særlig skadelig ting, da et seminarium er et sted, hvor der foregår en konstant udvikling. Det er godt; vi må klare studierne godt, den åndelige dannelse, menneskelig dyd osv. Men når en tilfældig bemærkning leder til en anklage, som hindrer en i at blive en effektiv præst, sætter dette ikke kun seminaristen i defensiven, men stiller også spørgsmål ved hele hans fremtid. Derfor er det meget vigtigt for dig at vide, ”hvem du taler med”, før du begår den store fejl at afsløre en interesse for noget, der antyder tradition.

For det tredje er der en form mangel på hjælpsomhed, som står i klar modsætning det kristne liv. Vi ortodokse seminarister ser dette som et fra – oven – og – ned – problem. Nogle af Pave Frans kommentarer fik mange af os til at tænke, om han virkelig kender os, og ville han se os som ikke loyale sønner, som har opgivet de verdslige karrierer og familier af hensyn til vores kald, men snarere som nogen der stiller spørgsmål og skaber problemer og ikke kender Kirken godt nok.

Dette er ikke kun tragisk, men også uvederhæftigt. Paven, som er blevet berygtet for at sige ting, som ”Hvem er jeg til at dømme?” har også gjort det til en vane at tage fat i hovedsageligt forventede gejstlige, som vover at bære præstekjolen og understreger vigtigheden af Guds lov eller fremme den hellige liturgi. Det bliver trættede at se din spirituelle vejleder rippe dig for alt i verden og at erfare, at han end ikke kender dit navn. Og det giver andre præster en begrundelse for at angribe deres mere traditionelle orienterede yngre brødre og skabe et miljø af mistillid blandt en generation af præster. Mens denne splittelse givet ikke er et nyt fænomen, er spændingen eskaleret dramatisk, siden tilsynekomsten af Latinamerikas første pave.

Alle disse ting er en alvorlig årsag til bekymring, men jeg vil gerne efterlade Jer med en smule håb og tillid. Mens verden bliver mere og mere usikker, vil jeg sige, at det meste af den aktuelle høst af præstestuderende er absolut overbevist om sandheden om Jesus Kristus og allerede testet til kamp. Vi er kommet fra ekstremt sekulære (og desværre mange katolske) offentlige skoler, hvor amoral og politisk korrekthed er set som det højest opnåelig mål. Vi er alle blevet kaldt alle slags navne i bogen af vore jævnaldrende og er blevet fristet af lokkende verdslige fornøjelser. Men ved Guds nåde holdt mange af os ud til ordinationen. Det, at mine brødres engagement og nidkærhed går side om side med mig, er inspirerende, og de blandt os, som er blevet ordineret, gør allerede gavn for vor Herre.

Imidlertid burde vi ikke vende os bort fra virkeligheden. Disse ting sker for dem, der forsøger at erkende deres kald, mens de er på seminariet. Jo mere hele Kirken er klar over mulige fælder for ortodokse kald, jo mere brændende kan vi bede og bønfalde om større styrke til at se, at flere vil besvare kaldet.

Jeg vil efterlade Jer med dette: Vi seminarister har ikke mødt Jer, i vore dagdrømme drømmer vi allerede om at døbe Jeres børn. Vi ser allerede frem til at give Jer absolution for Jeres synder, til at trøste Jer i sørgelige øjeblikke, at afværge ulvene i at nå Jer og at vise Jer, at det katolske liv i sandhed er det gode liv, kort og godt vi kan ikke vente med at blive Jeres præster.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er publiceret på OnePeterFive d. 16. februar 2017. Den kan læses på: http://www.onepeterfive.com/becoming-priest-letter-seminarian

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s