Når man møder en Kirke i krise: Vatikan II og fremtiden

Tradition, doktrin og læreembedet (Fortsat).

Økumeni.

Encyklika Mortalium Animos fra 1928 fordømmer moderne antagelser vedrørende økumeni. Den siger, at Den katolske Kirke er Den eneste sande Kirke, hvortil adskilte kristne trossamfund burde vende tilbage. Den siger, at katolikker ikke bør deltage i bøn, møder, tilbedelse og lignende aktiviteter med andre ikke-katolske kristne.

Vatikan II dokumenter foreskriver noget andet, end hvad Kirken er, og hvordan Den forholder sig til andre religioner.

Den katolske Kirke har altid identificeret sig selv som Den eneste sande Kirke grundlagt af Jesus Kristus. Kristi Kirke er Den katolske Kirke. I dag er dette ændret: ifølge Vatikan II og den nye katekismus, Kristi Kirke ”eksisterer nu i” Den katolske Kirke som forstærker en forskel mellem de to. Skønt dogmet ”extra ecclesiam nulla salus” er blevet højtideligt proklameret mange gange af tidligere Paver, er den nye betragtning, at Kristi Kirke strækker sig ud over Den katolske Kirke (ufuldstændigt), da ”Kirkens kendetegn” er til stede i andre kristne retninger. Dette er specielt, fordi Pius XII specificerede, hvad det ville sige at være med i Kirken, nemlig at man må (1) være døbt, (2) bekende sig til den sande tro og (3) underkaste sig autoriteten.

En større fornyelse i forbindelse med Vatikan II er den tanke, at et trossamfund kan være i et ufuldkomment eller delvist fællesskab med Den katolske Kirke. Fortidens lære var: enten var du indenfor eller udenfor Kristi synlige Kirke her på jorden. Det traditionelle syn var, at hæretikere, skismatikere og ikke kristne ikke tilhører Kristi Kirke, og at deres religioner er forhindringer for- og ikke middel til – frelse. Nu bliver det sagt, at disse religioner kan rumme ”elementer af hellighed”.

Snarere end at evangelisere søger Den Romerske Katolske Kirke dialog. Et dokument godkendt af Pave Johannes Paul II siger, ”Dialog er de kristnes møde med troende fra andre religiøse traditioner, hvor de kan arbejde sammen i en søgen efter sandheden og mod fælles interesser”. Hvis Den katolske Kirke besidder den fulde sandhed, hvorfor har katolikker så et behov for at søge sandheden sammen med tilhængere af andre religioner?

I dag fraråder kirkeledere folk at konvertere til katolicismen, selvom de udtrykker ønske om at gøre det. Kirkelederne siger, at det ikke er nødvendigt at blive katolik for at blive frelst. For eksempel er der bevis for, at Pave Frans tilskyndede den britiske biskop Tony Palmer til ikke at blive katolik, og derefter, da han døde, beordrede Paven, at en katolsk biskopmesse skulle afholdes.

I en udtalelse i 2014 sagde Pave Frans til flygtninge med forskellige religiøse overbevisninger, ”Når vi deler vor erfaring med at bære korset og uddriver sygdommen i vore hjerter, som forbitrer vort liv: er det vigtigt, at I gør dette i vort møde. De, som er kristne med Bibelen, og de, som er muslimer med Koranen. Troen, som Jeres forældre indgød i Jer, vil altid hjælpe Jer videre”. Dette bekræfter muslimerne i deres fejltagelse. Sådan et synspunkt, som bare er et ud af et virvar af fejltagelser, er fordømt, ligesom man blandt andet fordømmer den tro, at ethvert menneske er fri til at omfavne og dyrke den religion, som det er blevet ledt til af fornuftens lys, og som det vil betragte som sandt, og som det ved at betragte enhver anden religion, finder vejen til den evige frelse og kommer til den evige frelse”.

I Balamand aftalen fra 1993, gik Den Romersk Katolske Kirke ind på, at Den ikke ville forsøge at konvertere de Ortodokse i øst til Katolicismen. Kirken gav afkald på proselytisme – ifølge hvilken, Hun præsenterede Sig selv, som den eneste hvem frelsen er betroet – og gik ind på ikke at oprette nye katolske organisationer, hvor disse ikke allerede eksisterede.

Paulus sagde, at hedningerne ikke tilbad guder, men dæmoner. Vatikan II dokumentet Norstra Aetate hylder hedningernes religioner, men traditionen siger, de er religioner, der trækker sjælene væk fra den evige frelse. Johannes Paul II inviterede hedningerne til at bede til deres egne ”guder” ved bønnemødet i Assisi i 1986 og gav dem endda katolske Kirker, hvori de kunne udføre deres hedenske ritualer. Er dette ikke en krænkelse af det første bud?

Johannes Paul II’s encyklika Redemptor Hominis fra 1979 støttede ideen om fælles bøn med andre religioner. Han sagde i 1986, at samling i fælles tro var baseret på læresætninger i Vatikan II. Ved Assisimødet sluttede den muslimske bøn således: ”Allah er ham, hvoraf alt afhænger. Han skaber ikke, og han er ikke blevet skabt, og ingen er som ham”.

Kirken og jøderne.

Har doktrinen i forhold til jøderne ændret sig? Den traditionelle Kirkes lære er, at før Kristi komme var jødedommen den sande religion. Men eftersom jøderne forkastede – og fortsatte med at forkaste Messias betyder, at de nu dyrker en falsk religion. Tiden for Den gamle Pagt er overstået; alle mennesker er kaldet til at blive frelst ifølge Den nye Pagt. For at nå frelsen må jøderne, som enhver anden tro på Kristus.

Traditionen er udtrykt i Langfredagsbønnen i liturgien:

Lad os også bede for de troløse jøder: at Den almægtige Gud må fjerne sløret fra deres hjerter; så de må få kendskab til Jesus Kristus vor Herre. Almægtige og evige Gud, som ikke udelukker fra Din nåde den jødiske troløshed: hør vore bønner, som vi ofrer for dette folks blindhed; At de ved at erkende Dit sandheds lys som er Kristus må blive udfriet fra deres mørke. Gennem Den samme Herre Jesus Kristus. Amen.

Denne bøn er blevet revideret af Johannes XXIII og derpå af Benedikt XVI, men selv deres ”bløde” bønner er stadig et kald til omvendelse for jøderne.

Men Nostra Aetate og andre post- Vatikan II udtalelser modsiger den traditionelle doktrin og har antaget, at jødedommen stadig er Gud til behag. Langfredagsbønnen ved Den nye Messe siger intet om omvendelse.

Apostlene gjorde sig store anstrengelser for at omvende jøderne og overbevise dem om den sandhed, at Jesus er Kristus. Vor Herre bød Sine disciple at gå ud at omvende og døbe alle nationer og lære alle mennesker at følge alle Hans bud – men vore dages efterfølgere til apostlene synes at have set bort fra missionsbefalingen, når det drejer sig om jøderne.

En nyhedsartikel fra BBC News fra et år tilbage rapporterer:

Vatikanet har meddelt katolikker, at de ikke skal forsøge at konvertere jøder og fremhæver, at de to trosretninger har et ”enestående” forhold til hinanden. Dette forekommer at være et nyt forsøg fra Vatikanet på at tage afstand fra århundreder med kristne og jødiske spændinger og fordomme. Dokumentet offentliggjort torsdag er ikke en doktrinær tekst, men er en ”retning for fremtiden”, siger Vatikanet. Det bygger på ”Nostra aetate” (I vor tid) dokumentet, som for 50 år siden redefinerede Vatikanets bånd til jødedommen.

Det nye dokument kaldes ”Guds gaver og kald er uigenkaldelige” og var skrevet af Vatikanets kommission for religiøse forbindelser med jøderne. Det siger, at Den katolske Kirke hverken fører eller understøtter noget specifikt institutionelt missionsarbejde rettet mod jøderne. ”Jødedommen er, bliver det fremhævet, ikke at betragte som en anden religion; Jøderne er i stedet vore ældre brødre”. Når man vender sig til det omstridte spørgsmål omkring frelse, siger dokumentet, ”At jøderne er deltagende i Guds frelse, er teologisk ubestrideligt, men hvordan kan det være muligt uden at bekende sig til Kristus, det er og bliver et uudgrundeligt guddommeligt mysterium”.

Her er flere aktuelle udtryk for post-Vatikan II fejltagelser, som jeg stødte på i min undersøgelse:

·        ”Den Gamle Pagt er aldrig blevet tilbagekaldt” (Pave Johannes Paul II).

·        ”Den jødiske venten på Messias har ikke været forgæves” (Den Pavelige Bibelkommission).

·        ”At gøre jøderne til proselytter er ikke en kærlighedsgerning og ej heller en gerning baseret på viden” (Kardinal Johannes Willebrands).

·        ”Kampagner, der har til mål at få jøderne til at omvende sig til kristendommen, er ikke længere teologisk acceptable for Den katolske Kirke” (Kardinal William Keeler).

I 2001 sagde kardinal Walter Kasper: ”Den eneste ting, jeg ønsker at sige, er, at dokumentet Dominus Iesus ikke erklærer, at enhver behøver at blive katolik for at blive frelst af Gud. Tværtimod erklærer det, at Guds nåde, som er Jesu Kristi nåde ifølge vor tro, er opnåelig for alle. Derfor tror Kirken, at jødedommen er det jødiske folks svar til Guds uigenkaldelige pagt og frelsende for dem, fordi Gud er tro mod Sine løfter”.

Vatikan II, ufejlbarligheden og fremtiden.

Vatikan II var ikke ufejlbarlig, hvilket for mig antyder, at der hvor Vatikan II’s læresætninger er i konflikt med traditionen og pre-Vatikan II læreembedet, burde Vatikan II’s læresætninger blive forkastet. Nogle har pointeret, at moderne (det vil sige falsk) økumeni er et ”pastoralt program”, ikke et dogme, og derfor kan det kritiseres og modarbejdes. I forlængelse af disse linjer sagde ærkebiskop Guido Pozzo, sekretær for den pavelige kommission Ecclesia Dei i 2016, at: ”Nostra Aetate ikke besidder dogmatisk autoritet, og derfor kan man ikke kræve, at denne deklaration anerkendes som dogmatisk”.

Johannes XXIII sagde ved åbningshøjtideligheden, at Vatikan II ikke kan være et doktrinært koncil, som definerer trosartikler, men at det var et ”pastoralt” koncil.

Paul VI anførte; ”Der er dem, der spørger hvilken autoritet, hvilken teologisk kvalifikation koncilet har til hensigt at give i sine læresætninger vel vidende, at det (koncilet) undgik at fremsætte højtidelige dogmatiske definitioner bakket op af Kirkens ufejlbarlighedsautoritet. Svaret er kendt af dem, som husker den konciliære deklaration af 6. marts 1964 og gentaget 16. november 1964. Med den pastorale natur i koncilet for øje, undgik det, at proklamere det på en ekstraordinær måde, at nogle dogmer havde tegn på ufejlbarlighed”. Senere tilføjede han, ”Til forskel fra andre konciler var dette ene ikke direkte dogmatisk, men disciplinært og pastoralt”.

Kardinal Ratzinger meddelte også, ”Der er mange elementer fra det (koncilet), som giver det indtryk, at fra Vatikan II og fremefter, er alt blevet ændret, og det som går forud for det, besidder ingen værdi eller i bedste fald kun har værdi set i lyset af Vatikan II. Sandheden er, at dette specielle koncil ikke definerede nogen dogmer overhovedet, og at man valgte at holde sig på et moderat niveau, så koncilet ”kun” blev et pastoralt koncil”.

Kardinal Ratzinger tilføjede:

Det anden Vatikan Koncil er ikke blevet behandlet som en del af hele Kirkens levende tradition, men som en afslutning af traditionen og en ny start fra nul. Sandheden er, at dette særlige koncil ikke definerede nogen dogmer overhovedet og frivilligt valgte at forblive på et moderat niveau blot som et pastoralt koncil; og alligevel behandler mange det som om, det havde gjort sig selv til et slags superdogme, som fratager vigtigheden af alt andet.

….Alt dette fører et stort antal mennesker til at spørge sig selv, om Kirken i dag virkelig er Den samme, som Den var i går, eller om de har forandret Den på nogle områder uden at meddele folk det. Den eneste måde, hvorpå Vatikan II kan gøres plausibelt, er, at præsentere det, som det, det er. En del af den ubrudte og unikke tradition som ligger i Kirken og Hendes trofasthed.

Imidlertid er den triste kendsgerning den, at vi i de foregående afsnit har set specifikke eksempler på, hvordan Vatikan II dokumenter og deres implementering igennem kirkeledernes ord og handlinger direkte står i modsætning til traditionen og læreembedet. Benedikt XVI har gjort sig store anstrengelser for at vise en kontinuitetens hermeneutik mellem Vatikan II, og hvad der gik forud for det. Men den unægtelige sandhed viser, at Kirken har ændret sig dramatisk siden Vatikan II, og at moderne katolikker tror og gør tingene meget forskelligt fra katolikker i fortiden.

Alarmerende er det, at de i autoritetspositioner fortsat ønsker at reformere Kirken. Hvilke doktriner og traditioner (vil måske – måske ikke, på papiret eller i praksis) blive undermineret? Nogle spekulerer i, om Pave Frans ønsker at gøre en ende på det klerikale cølibat. Nogle tror, at ved, at omformulere Kirkens lære vedrørende homoseksualitet, bliver Den mindre dømmende og mere åben. Andre ser sandsynligheden for, at Paven skubber på for at få en fælles Kommunion med protestanterne. Men det kunne også være noget helt andet.

En ting er klar: Efter Vatikan II hersker det nye. Prælater i de højeste stillinger foreslår ændringer i, hvad vi betragter som uforanderlige doktriner. Til tider synes deres holdning at være, ”Vi vil ikke forandre doktrinen; vi ændrer ordene eller fortolkningen af få dokumenter eller ændrer disciplinerne af pastorale årsager”. Men hvordan kan doktrin stå i modsætning til praksis og vice versa? Det er skizofrent og står i modsætning til sandheden.

Konklusion.

Mit gemyt er at undgå at kritisere og stille spørgsmål til hierarkiet og trofast følge Paven og med føjelighed acceptere praksisser opmuntret og tilskyndet af kompetente autoriteter. Det er derfor med stor tøven, at jeg stiller spørgsmålstegn ved disse ting. Jeg blev trængt op mod væggen af det fortsatte liturgiske misbrug, som tvang mig til at undersøge kilden til disse problemer og overveje min respons. Alt, hvad jeg søger, er, at blive et med Kirken og Hendes synlige hoved Paven.

Jeg ønsker ikke at blive forstyrret af nyheder, der kommer fra Rom og andre steder med underlige læresætninger og aktiviteter i hierarkiet. Jeg ønsker at fokusere på arbejdet med min egen frelse og et passende liv for min situation. Men er ikke alle døbte kaldt til at læse tidens tegn? Som individuel katolik og som hjemmets overhoved har jeg behov for at vide, hvordan troen skal udleves i vores specielle sammenhæng. Uvidenhed er ikke lig lyksagelighed; det er ikke farligt for en sjæl. Der er ingen grund til at frygte sandheden.

For at sammenfatte hvad jeg er begyndt at erfare er, at mine specielle personlige erfaringer over årene ikke er isolerede tilfælde af liturgisk misbrug og fejlagtig lære, men er en del af en systematisk nedbrydning af troen for mange i Den katolske Kirke. Denne nedbrydning og agitation for ændringer, som gik forud for Vatikan II (Mange paver op til Pius XII advarede om modernismens ondskab i Kirken og om frimurernes anstrengelser, kommunisterne og andre fjender udenfor Kirken). Men Vatikan II var det, der forårsagede en eksplosion af fornyelse og heterodoksi.

Modernismens fejltagelser er nu så fremherskende, og dens frugter er forvirring og frafald. Den mærkværdige lære og den dårlige liturgi som jeg er blevet udsat for i årevis i ensartede ”Novus Ordo menigheder” er ikke et resultat af individuelle præster, der har skiftet kurs, men er en konsekvens af en total kirkekatastrofe gennem årtier forårsaget af dårlig uddannelse, mangelfulde katekeser, en invasion af verdens ”ånd” og indskud af heterodoksi, alt dette er ikke blevet adresseret og korrigeret.

I min optik ligger løsningen lige for, men det betyder ikke, at den kommer let. Vi må gøre det sammen, som katolikker har gjort under andre kriser, således som under den Arianske hæresi og tider med forfølgelse: bed, hold fast i traditionerne, som vi har modtaget og deltag kun i den fundamentale andagt. Ignorer fremmede doktriner og undgå liturgier, hvor de ting man gør, er anstødelige overfor Gud.

Jeg håber, at min troskab mod Kirken ikke kan betvivles. Med denne serie af artikler har jeg lagt kendsgerningerne åbent frem: Jeg ved, at jeg kan tage fejl i mine analyser og konklusioner, og at jeg kan have misforstået ting, og derfor er jeg åben for korrektioner. Mit eneste ønske er at leve og dø som en god katolik. I vor tid er der en frygtelig misinformation i Peters Båd, men jeg har ingen grund til at forlade båden.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Benjmin J. Vail og publiceret på OnePeterFive d. 8. februar. 2017. Den kan læses på:http://www.onepeterfive.com/church-crisis-vatican-ii-future

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s