Når man møder en Kirke i krise: Personlige tanker fra en nylig konvertit

Redaktørens note: Det følgende er den første del af en serie på fire artikler, som kommer fortløbende.

1. Indledning.

Hvad sker der i Kirken i dag? Hvordan skal vi forstå årsagen til de aktuelle problemer, og hvordan skal vi forholde os til dem?

På samme måde som mange af Jer har jeg kæmpet med disse spørgsmål i årevis. Som nykonverteret begyndte jeg at stille spørgsmål efter at være blevet opmærksom på det liturgiske misbrug i mit sogn. Jeg har gennemgået en langvarig og smertefuld proces, hvor jeg har prøvet at finde frem til, hvorfor uregelmæssigheder var ”almindelige” ved de Novus Ordo Messer, jeg deltog i. Nogle syntes mindre, mens andre var forfærdende, men misbruget var karakteristisk for stort set alle de liturgier, jeg deltog i i forskellige sogne, byer og lande. Over tid og hovedsageligt gennem selvstudier fik jeg indsigt i problemerne opstået efter Vatikan II, og jeg opdagede, at Den Tridentinske Messe eksisterede, hvilket gav mig nogle svar på, hvorfor der er en krise i Kirken, og hvordan man skal forholde sig til den?

Dette er et personligt vidnesbyrd ikke en teologisk afhandling om min åndelige rejse, som stadig er i gang.

Jeg blev døbt i Den Romersk Katolske Kirke i 2009. Meget tidligt, mens jeg stadig var i en læringsproces om det fundamentale i troen, vendte jeg mig mod de katolikker, som jeg havde tillid til og som kunne forklare mig variationerne i teori og praksis, som jeg kom til at opleve. Når jeg fremhævede problemerne i Kirken eller udtrykte skepsis overfor en pavelig udtalelse eller beskrev mine egne problemfyldte erfaringer med liturgien og præsterne, blev jeg opfordret til at falde ned og ikke bekymre mig om dette, men hellere have fokus på min egen frelse. Det er et godt råd, men jeg tror alligevel ikke, at katolikker er kaldet til at være ligeglade med, hvad der foregår i Kirken eller blindt følge vildfarelsen.

Novus Ordo Messen er gyldig, blev jeg fortalt; Du må opofre det liturgiske misbrug. Piger som ministranter og Kommunionen modtaget i hånden er ikke noget problem, da det er tilladt – lad være med at bekymre dig om det. Men jeg har lært, at tro og praksis, som er almindelig og udbredt i Kirken i dag, var uhørt og endda fordømt for kun 50 år siden. Hvad er der sket?

Har Den Romersk Katolske Kirke forandret sig så meget, at man kan kalde den en ny kirke, en ny religion, hvis tilhængere er nye katolikker – ”Neo – katolikker”? Denne terminologi er en passende betegnelse for de troende katolikker, som ofte beskrives som konservative, og som nægter at anerkende, at katolicismen i dag i mange henseender er forskellig fra den i fortiden; som sluger reformkrogen fra Vatikan II helt og holdent; for hvem Johannes Paul II og Benedikt XVI er de ultimative autoriteter og konservative skikkelser og for hvem EWTN er ortodoksiens pejlemærke, og som forsvarer al fornyelse, så længe den er blevet godkendt.

Hvad der nu bliver lagt frem, er ikke et endeligt menings- eller trosudsagn, men snarere et åbent brev fra en forvirret katolik, som prøver at finde mening i den moderne Kirke og sin placering i den. Jeg vil strukturere mine tanker i adskilte afsnit for at holde tingene klarere.

2. Nogle observationer af ændringerne i Kirken.

Den Romersk Katolske Kirke har ændret sig en del siden Vatikan II. Tænk bare på: en ny Messe, en ny bønnebog, en ny liturgisk kalender, en ny udgave af kanonisk ret, en ny Bibeloversættelse, nye rosenkransmysterier. Nye messedragter, ny kirkeindretning og ny arkitektur og kunst. Nyt sprog (modersmål), nye bønner, nye formuleringer af riter (f.eks. Ordination, dåb, ægteskab begravelse og eksorcisme), ny katekismus, nye regler for ordenslivet, nye liturgiske læsninger, Dropped Septuagesima, Ember Days, Rogation Days; tabet af mindre ordner, tabet af fester. En genetablering af status som permanent diakon. Kommunion stående. Kommunion modtaget i hånden. Piger som ministranter. Afslappet disciplin (f.eks. faste fra kød på fredage og faste før modtagelse af Eukaristien); nye kanoniseringsprocedurer, nye annulleringsprocedurer, en uklar betydning af extra ecclesiam nulla salus; ny teologi vedrørende Kristi kongedømme og Kirkens sociallære; ny lære om økumeni og religionsfrihed.

I årerne efter min katekese og dåb var jeg uvidende om disse spørgsmål. Men når man læser om helgenerne og studerer kirkehistorien, begynder man at få en fornemmelse af, hvordan troen prædikes og praktiseres på en måde, som står i stærk kontrast til troen i dag.

Kardinal Newman er kendt for at sige: ” Når man kommer dybt ned i historien, holder man op med at være protestant”. Hvis du kommer dybt ned i pre-Vatikan II’s historien i forhold til Den Romersk Katolske Kirke, risikerer du, at holde op med at være neo-katolik og bliver ”traditionalist”.

Hvorvidt ændringerne, som er nævnt ovenfor, er gode eller dårlige, begyndte jeg langsomt at blive klar over, når de blev vurderet samlet set, hvor drastisk Kirken har forandret sig og forsætter med at forandre sig og det i løbet af en kort periode. Det er overvældende. Uanset hvor gyldig eller gavnlig en given ændring kan være (eller ”reform”), en så dyb reform af en for længe siden etableret religion – en religion udstyret med det fundamentale konservative mål at bevare traditionen og deponere troens sande væsen – er et jordskælv. Og hvis ”lex orandi, lex credendi” er sand, hvordan man beder, påvirker hvordan man tror og bekender – er der tale en total fornyelse i Kirken ikke bare i eksterne eller ikke-essentielle forhold, men også i folks forståelse af tro og moral.

Bare tanken om, at Kirken og dens praksis kan ændres så meget og så hurtigt, er en afvigelse fra begrebet om en tro, der er uforanderlig. Problemet er ikke blot nyhederne og deres store mængde og deres hurtige udbredelse, men også den måde hvorpå sådanne ændringer finder sted. Som kardinal Joseph Ratzinger / Pave Benedikt XVI noterede sig med hensyn til liturgien:

Den liturgiske reform in sin konkrete udformning har distanceret sig selv lang fra sin oprindelse. Resultat har ikke været en genoplivning, men en ødelæggelse. I stedet for liturgi, frugten af en kontinuerlig udvikling, har man anbragt en fabrikeret liturgi. De har forladt en vital proces med vækst for at bygge videre på deres værk. De ønskede ikke at fortsætte udviklingen, den organiske modning af noget levende igennem århundreder, og de erstattede den på samme måde som ved produktionsvirksomhed med et produkt præget af tidsånden. Cdl. Ratzinger in Revue Theologisches, Vol 20, feb. 1990, pp. 103-104.

Dette er nutidens Kirke. Den ”konciliære kirke”. Den nye Messe – en gyldig Messe autoriseret og godkendt af Paven – har ført med Benedikt XVI’s ord til ”ødelæggelse”. Det forklarer hvorfor mange millioner forlader troen, og hvorfor det store flertal af katolikker i USA, Europa, Latin Amerika og overalt, hvis man stiller dem et specifikt spørgsmål om troen, enten kender de ikke troen eller er åbenlyst uenige med den. Et meget lille antal katolikker går til Messe hver søndag eller blot en gang om måneden. Dette betyder et sammenbrud af tro og moral. Nogle advarer om et verdensomspændende frafald (sådan som Vor Frue i Akita). Benedikt XVI sagde også, ”Jeg er overbevist om, at krisen i Kirken som vi oplever den i dag, i stor udstrækning er en følge af liturgiens opløsning”.

Paul VI og Johannes Paul II bekræfter den post-konciliære krise:

I 1968 sagde Paul VI:

Kirken befinder sig i angstens time, en forstyrret periode med selvkritik, eller som vi bedre kan kalde selvdestruktion. Der er en indre omvæltning, akut og kompleks som ingen forventede efter koncilet. Det er næsten, som om Kirken var ved at angribe sig selv. Vi så frem mod en opblomstring, en klar udvidelse af begreberne, som er modnet i koncilets store samling. Men …. Frem for alt må man lægge mærke til den triste udsigt. Det er, som om Kirken er ved at ødelægge sig selv. Pope Paul VI, December 7, 1968, Adress to the Lombard Seminary at Rome.

I 1972 sagde Paul VI:

Vi har det indtryk, at gennem nogle sprækker i muren er satans røg kommet ind i Guds tempel: Det er tvivlsomt, usikkert, spørgende, utilfredsstillende, konfronterende … Vi troede, at efter koncilet ville en dag med solskin dukke op i Kirkens historie. Hvad der dukkede op i stedet, var en dag med skyer og uvejr, med søgen og usikkerhed. Pope Paul, June 29, 1972, Sermon during the Mass for Sts. Peter & Paul, on the occasion of the 9th anniversary of his coronation.

I 1981 erklærede Johannes Paul II:

Vi må realistisk indrømme og med følelser af dyb smerte, at de kristne i dag i stor udstrækning føler sig fortabt, forvirret, rådvilde og skuffede; Ideer, som går imod den sandhed, som er blevet åbenbaret og videregivet, er blevet spredt overalt; hæresier i ordets fulde og egentlige forstand har påvirket moral og dogmer og skaber tvivl. Forvirring og oprør; liturgien er blevet forfalsket; nedsunket i en intellektuel og moralsk relativisme og dermed blevet eftergiven, kristne er blevet fristet af ateisme, agnosticisme, svag moralsk oplysning og ved en sociologisk kristendom blottet for definerede dogmer eller objektiv moral. L Osservartore Romano, February 7, 1981.

I en tid med nyheder og forvirring, er jeg inspireret af Paulus: ”Dertil kaldte han jer også ved vort evangelium, for at I skulle opnå vor Herre Jesu Kristi herlighed” (2 Thess. 2: 14) og ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid. Lad jer ikke føre på afveje af alle mulige fremmede lærdomme;” (Heb. 13:8-9).

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Benjmin J. Vail og publiceret på OnePeterFive d. 25. januar 2017. Den kan læses på: http://www.onepeterfive.com/church-crisis-person-recent-convert

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s