Når man møder en Kirke i krise: Hvordan ville en helgen forholde sig til Novus Ordo?

Den hellige liturgi.

Lex orandi, lex credendi”. Messens rækkefølge udtrykker og lærer den katolske doktrin. Ændringerne i Messen er bedrøveligt nok et eksempel på et brud med traditionen – et ”hermeneutisk brud” fra fortiden – selvom mange oprigtigt ønsker at se en kontinuitet. Messens bønner, brugen af modersmål, præsten som vender sig mod menigheden, fredshilsnen, at kalde præsten leder (presider), ændringerne af alteret og sanctuarium, ændringer af lektoratet, udvidelsen af ”Eukaristiske bønner” – enhver af disse fornyelser ville have været en stor forandring i Messen. Alt i alt, Den nye Messe er fundamentalt forskellig fra Den gamle Messe. I mange år som ny katolik havde jeg ingen klar fornemmelse af, at Messen er et offer. Denne virkelighed blev der ikke fortalt om under mine katekeser og er heller ikke særlig godt kommunikeret eller forstærket af den nye struktur i selve Messen. Derfor forblev dette skjult i lang tid.

Der er nogen, som har spurgt mig: Hvis en helgen fra ældre tid ville ønske at besøge en typisk moderne katolske Kirke på søndag, ville han så genkende det, der foregik der som katolsk? I den samme sognekirke kan man opleve en Messe på latin kl. 9.00 søndag formiddag med sang og med præsten, der uddeler Den hellige Kommunion til folk, der knæler, og kl. 10. 30 en Messe på engelsk med rockmusik, kvindelige ministranter og lektorer, børn som står rundt om alteret, og kommunionsuddelere, som giver Den hellige Kommunion i begge skikkelser i hånden til de stående kommunikanter – fuldstændige forskellige erfaringer med Den Romerske Katolicisme, fuldstændig forskellige praksis som kommunikerer forskellige udtryk for, hvad Messen er og dermed selve troen.

Forestil dig: at Paven i morgen ville beslutte at lave om på Messen. Han kunne nedsætte et udvalg til at omskrive bønner og forandre Messen på enhver måde, han måtte ønske og teknisk set ville slutproduktet stadig være en gyldig messe. Men tanken om et udvalg, der laver meget store liturgiske forandringer er ukendt i kirkehistorien, og hvorfor reparere, hvad der ikke er gået i stykker? Men det er netop, hvad der skete i 1960’erne. Var Den gamle Messe så dårlig, at Den skulle genskabes? Vatikan II dokumentet omhandlende liturgien, Sacrosanctum Concilium fastslog, at latin og sang skulle bibeholdes. Det sagde intet om, at præsten skulle have ansigtet mod menigheden. Men den indeholder smuthuller som forordninger for inkulturation og frem for alt princippet om ”fuld aktiv deltagelse af hele menigheden”, som retfærdiggør ændringerne i Messen af Paul VI. Men igen, hvis Paven i morgen omskrev Messen, også selvom han har bemyndigelse til at gøre det, ville jeg spørge ”Hvorfor nu det?” Det ville være en fabrikation foretaget af et udvalg, hvilket er en ukatolsk måde at revidere liturgien på, og som indtil Vatikan II kun var en gradvis organisk proces, der strakte sig over århundreder.

Det er derfor, at jeg opsøger Den Tridentinske Latinske Messe og undgår Novos Ordo, ikke som et spørgsmål om personlig præference, men snarere som et valg, bestemt af et ønske om at tilbede Gud på den rette måde. Tag nu bare ændringen i præstens celebrant orientering fra ad orientem til versus populum. Dette ændrer meningen med Messen. Når præsten står med front mod menigheden, den liturgiske handling (styrket af de nyformulerede Novus Ordo bønner) fokuserer han nu på menigheden snarere end på Gud – baseret på den moderne ”masse teologi”. Messen bliver et måltid, en ”kærlighedsfest”. Betydningen og præstens rolle ændres. Rollen og relationen til menigheden forandrer sig. Gelænderet ved alteret er blevet fjernet, og kvinder indtager nu sanctuarium både som lektorer og ministranter. Lægfolket giver Kommunion i begge skikkelser til menigheden, som modtager Den i hånden. Sådanne ændringer er ikke kun af kosmetisk art eller et spørgsmål om præference.

Den nye Messe blev designet til ”protestantisere” tilbedelsen og fjernede bestemte og historiske udtryk for den katolske tro. Læg mærke til forskellene mellem det traditionelle offertorie og den nye ”bøn over gaverne”. Ærkebiskop Annibale Bugnini, leder af den liturgiske reform sagde, at Den nye Messe blev konstrueret til at ”fjerne fra vore katolske bønner og katolske liturgi alt det, som kan være skyggen af forhindring for vor adskilte brødre, det vil sige for protestanterne”. Troen for millioner, sandsynligvis for alle katolikker i dag, er blevet påvirket af disse nye tiltag. Resultatet er en ændret forståelse af Messen, af Eukaristien, af præsteskabet, af katolicismen.

Benedikt XVI kommenterede denne situation.

Vi har en liturgi, som er degenereret, så den er blevet et show med hurtig succes for gruppen af liturgiske fabrikanter, som bestræber sig på at yde religionen interesse i kølvandet på modeagtige frivoliteter og forførende moralske leveregler. Konsekvensen er en markant tendens til en tilbagetrækning hos de, der ikke søger liturgien for et åndeligt show, men for at være med i Den levende Guds nærvær i Hvis tilstedeværelse alle skabninger bliver ubetydelige, eftersom kun dette møde er i stand til at garantere os adgang til tilværelsens sande rigdom. From Cardinal Ratzinger’s preface to the 1992 French translation ofReform of the Roman Liturgy by Monsignor Klaus Gamber. (http://www.institute-christ-king.org/latin-mass-resources/traditional-latin-mass/ratzinger-latin-mass).

En gyldig Messe kan være illegitim eller endog en helligbrøde, og det er værd at stille spørgsmålet: Selvom nogle nye liturgiske aktiviteter er tilladt, betyder det så, at de er gode? Baseret på min personlige erfaring, kan jeg med rimelighed forvente, at enhver Novus Ordo Messe, jeg deltager i, vil rumme tvivlsomme dele, som bliver sagt og gjort. Jeg ønsker ikke at deltage i noget, der kan være stødende for vor Herre.

Benedikt XVI uddyber yderligere, hvorfor Den Tridentinske Latinske Messe ikke blot er et spørgsmål om præference:

Mens der er mange motiver, som kan have ført et stort antal mennesker til at søge tilflugt i den traditionelle liturgi, den fornemmeste, hvor de finder det helliges værdighed bevaret. Efter koncilet var der mange præster, der forsætligt programsatte denne afsakralisering …. Inspireret af en sådan måde at ræsonnere på lagde de, de hellige klæder til side; de har udplyndret Kirkerne så meget, som de kunne for det sprog og den gestus, der findes i det verdslige liv ved hjælp af hilsner, almindelige tegn på venskab, og lignende ting … Det, som tidligere blev betragtet som mest helligt, den form som er blevet overleveret – fremstår pludselig, som det mest forbudte af alle ting, det eneste som med sikkerhed kan blive forbudt. Det er ikke tåleligt at kritisere beslutninger, som er blevet taget efter koncilet; på den anden side, hvis mennesker stiller spørgsmål ved gamle regler eller endog til troens store sandhed, Den legemlige jomfruelighed hos Maria, Jesu legemlige opstandelse, sjælens udødelighed osv. – beklager ingen sig eller gør det med det største mådehold. Den oversatte tekst var af Kardinal Ratzinger rettet til Chiles biskopper d. 13. juli, 1988 i Santiago, Chile.(https://www.catholicculture.org/culture/library/view.cfm?recnum=3032)

Hvis vi skal dømme ud fra frugten, ser det ud til, at Vatikan II’ s reformer har været ulyksagelige.

Benedikt XVI fortsætter sin analyse af forholdet mellem ændringen fra Den gamle Messe til den nye og problemerne indenfor Kirken:

Jeg blev forfærdet ved forbuddet mod Den gamle Messe, når man ser, at en lignende ting aldrig er sket i liturgiens historie …. Forkyndelsen af forbuddet mod Den gamle Messe, som er blevet udviklet i løbet af århundreder, og som begyndte på Sakramenternes tid i den antikke Kirke, har medført en pause i liturgiens historie, hvis konsekvenser kunne være tragiske … Den gamle struktur blev brudt i stykker og en anden blev konstrueret ganske vist med materiale fra den gamle struktur og som også blev benyttet i de foregående modeller … men den kendsgerning at (liturgien) blev præsenteret som en ny struktur, sat op i mod det, som der var blevet dannet op igennem historien og nu var blevet forbudt, og at liturgien var blevet fremstillet på nogle måder, ikke længere som en levende proces, men som et produkt af specialiseret viden og juridisk kompetence har medført nogle meget alvorlige skader for os.

På denne måde er indtrykket i virkeligheden opstået, at liturgien er fremstillet, og at det ikke er noget som findes foran os, noget givet, men at den afhænger af vore beslutninger. Det følger som en konsekvens af denne beslutningsproces kapacitet der ikke genkendes alene af specialister eller af en central autoritet, men at det i sidste instans er hver menighed, som ønsker at give sig selv sin egen liturgi. Men når liturgien er noget, som man laver for sig selv, er det ikke længere givet os, hvad der er den sande kvalitet; mødet med mysteriet som ikke er vores produkt, men vor oprindelse og kilden til vort liv…

Jeg er overbevist om, at den kirkelige krise, vi befinder os i i dag, skyldes sammenbruddet i liturgien, som i perioder faktisk er blevet udtænkt af etsi Deus non daretur: Som om det i liturgien ikke mere betyder noget om Gud eksisterer og om Han taler til os og lytter til os. Men hvis liturgien, troens fællesskab ikke længere fremstår eller Den universelle Kirkes enhed og Hendes historie og heller ikke mysteriet om Den levende Kristus, hvor er det da, at Kirken stadig fremstår i Hendes åndelige væren? Alt for ofte fejrer menigheden kun sig selv, uden at det betyder noget, at man gør det. Citat fra Kardinal Ratzinger’s biografi, Milepæle: Erindringer, 1927 – 1977 (Ignatius, 2005). (https://www.catholicculture.org/culture/library/view.cfm?recnum=196)

For at opsummere: Ifølge Benedikt XVI er der en krise i Kirke i dag. Krisen hænger nøje sammen med den nye liturgi. Den nye liturgi er et kunstprodukt, et historisk afbræk og i almindelighed et degenereret skuespil. Den tidligere Pave siger det ikke, men baseret på min egen erfaring med liturgisk misbrug, konkluderer jeg med et tungt hjerte: Tag afstand fra den nye liturgi.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Benjmin J. Vail og publiceret på OnePeterFive d. 30. januar 2017. Den kan læses på http://www.onepeterfive.com/church-crisis-saint-treat-new-mass

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s