Når man møder en Kirke i krise: Arius versus Læreembedet

At stille spørgsmål og læse tegnene.

Den nuværende forvirring i Kirken er blevet sammenlignet med den Arianske krise.

Når præster og biskopper og andre kirkeledere begynder at gøre og undervise i mærkelige ting, må enhver katolik foretage nogle valg. Hvor vil du gå hen for at tilbede? Vil du gå til dit lokale sogn eller katedralen, hvor heterodoksi eller liturgisk misbrug kan være normen? Er din afgørelse at: De er måske nok heterodokse, men de er præster og biskop, derfor vil jeg følge dem?

Jeg antager, at mange måske de fleste lægkatolikker under den Arianske krise ikke kendte til det fulde omfang af det teologiske spørgsmål, der var i spil. De fleste mennesker var sandsynligvis analfabeter og ikke godt informeret om teologiske debatter. De måtte foretage en praktisk beslutning, om hvorledes de ville leve deres tro: Hvor de ville gå til Messe, og hvor de ville modtage Sakramenterne. Mange af dem kan ikke have haft noget valg: måske var der i mange bispedømmer intet alternativ til de hæretiske præster.

Det er en frygtelig situation at være i, når det eneste, du ønsker er at være en simpel troende katolik. Skal du holde fast i din gyldigt ordinerede, men hæretiske biskop eller følge den ekskommunikerede Skt. Athanasius ud i ørkenen?

Jeg er bange for, at en lignende krise er ved at udvikle sig i dag, og at den har udviklet sig gennem flere årtier, som citater fra Paul VI og Johannes Paul II viser. Tragisk snarere end kontinuerligt afslører de historiske beviser et opbrud fra fortiden siden Vatikan II – et brud i tro og praksis samt tro og moralske læresætninger. Efter min mening er den hermeneutiske kontinuitet kun ønsketænkning. Hvad nytter det at sige, at den katolske moral som er defineret i katekismen eller i andre af læreembedets dokumenter ikke har forandret sig, men gejstlige underviser ikke i troen eller de prædiker kun udvalgte dele af troen fra prædikestolen, og således fører de sjæle på afveje? Som Pave Skt. Felix III siger, ”Ikke at modsætte sig fejl er at godkende dem, og ikke at forsvare sandheden er at undertrykke den; og sandelig at negligere og at forvirre onde mennesker, når vi kan gøre det, er ikke nogen mindre synd end at opmuntre dem.

Kardinal Gerhard Müller, den nuværende præfekt for Troslærekongregationen, siger, at al Kirkens lære, inkluderet den i Vatikan II og hvad der er kommet efterfølgende ”skal fortolkes i overensstemmelse med traditionen på grundlag af åbenbaringen og Skriften”. Problemet er, at præster, biskopper og teologer benytter deres undervisning til at sprede tanker, som direkte modsiger, hvad der altid har været Kirkens lære, og de gør det uden at blive korrigeret eller disciplineret. Mens doktrinen ikke ændres, underminerer politik og praksis hos Kirkens ledere i dag doktrin og dogmer og bringer sjæle i fare.

For eksempel skrev en vis præst ved navn Walter Kasper er bog, der stillede spørgsmål ved miraklerne og endda ved Jesu opstandelse, og Johannes Paul II ophøjede ham til kardinal. Hvorfor?

Homoseksualitet er stadig en synd, der skriger til himlen om hævn, så hvorfor er ”homoseksuelle Messer” tilladt steder som London og New York osv med biskoppernes fulde viden herom? Hvorfor støtter et stort flertal af amerikanske katolikker ægteskab med personer af samme køn?

Hvordan kan det være, at forskellige biskopper offentligt siger, at homoseksuel adfærd er positiv, og at Kirken bør tilbyde et ”ægteskabsritual” for to af samme køn?

Hvordan kan Pavens fejring af det protestantiske oprør samt en prisning af Martin Luther – og det post-Vatikan II økumeniske program som en helhed – være forenet med Pius XI’ s Encyklika Mortalium Animos (1928) samt Læreembedets fordømmelse af Luther?

Hvordan kan det være, at katolikker anklages af Pave Frans for alvorlig synd, når de forsøger at hjælpe ikke-katolske kristne eller dem fra andre religioner til at lære om- og komme ind i den katolske Kirke (Missionsvirksomhed)? Syndede Skt. Frans de Sales ved proaktivt at konvertere protestanter til katolicismen, ved at prædike fra dør til dør og uddele pamfletter og små skrifter? Begik Skt. Dominic en fejl, når han blev konfronteret og fortalte hæretikere, at de tog fejl og burde vende tilbage til katolicismen?

Hvorfor hører man næsten aldrig prædikener om de sidste fire ting, og hvorfor gør mange præster så lidt eller slet ingenting for at tilskynde sognebørnene til at klæde sig ærbart når de skal deltage i en Messe?

Hvorfor er Thomistisk teologi ikke længere en del af pensum eller underkendt på mange (de fleste) seminarier i dag?

Med hensyn til selve teologien forsvarede Pius XII i en encyklika anvendelsen af latin som et ” tydeligt og smukt tegn på enhed såvel som en effektiv modgift mod enhver korruption af doktrinen”. Alligevel er der mange præster og biskopper, som nidkært skubber modersmålet ind i alle deres Messer, så hele sogne er blevet fjendtlige overfor Kirkens modersmål.

Her er nogle eksempler på de seneste pavelige udtalelser, som er ret vanskelige at læse i lyset af henholdsvis tradition og læreembede:

  • I sommeren 2016 sagde Pave Frans noget mærkeligt: ”Det store flertal af vores sakramentale ægteskaber betyder ikke noget”. Han sagde også i sit forsvar af ægteskabslignende forhold, ”Jeg har set en masse troskab i disse forhold, og jeg er sikker på, at det er et virkeligt ægteskab. De har nåden som fra et virkeligt ægteskab på grund af deres trofasthed”. Dette er en forvirrende ting at sige. Hvis langt størstedelen af katolske ægteskaber ikke betyder noget, er det en nødsituation for de fleste katolikker i verden. Det andet citat er også en forvirrende afvisning af Kirkens uafbrudte lære om det amoralske i ikke-ægteskabelige forhold. Alt i alt får citaterne Paven til at lyde som om, at han mener, at mennesker, der lever i synd, har mere gyldige og nådefulde forhold end (formentlig) gifte katolikker.
  • For nylig udtalte Paven: ”Det er sund sekularisme, for eksempel statens sekularisme. Generelt er en sekulær stat en god ting, det er bedre end en skriftestolsstat, fordi skriftestolsstater ender uheldigt”. Dette er en afvigelse fra den eksplicitte lære fra tidligere paver og fra Kirkens tradition, som er, at staten skal favorisere Den katolske Kirke til gavn for det fælles bedste og for at hjælpe enhver til at komme i himlen. Pius XI sagde som andre paver, at staten har en pligt til at fremhæve den sande religion. Er Pave Frans lære ikke i modstrid med encyklika Quas Prima fra 1925?
  • I det samme interview sagde Paven: ”Ingen religion som sådan kan starte en krig. Fordi det i et sådant tilfælde ville være at proklamere en ødelæggelsens gud, en hadets gud. Man kan ikke føre krig i Guds navn eller i navnet af religiøs anskuelse. Man kan ikke føre krig mod en anden religion”. Dette er faktuelt ikke sandt. Man husker nemlig Josva og Jerico samt andre eksempler fra Det gamle Testamente. Et nyere eksempel er Islams doktrin, kaldelsen til Jihad. Muhammed var selv en krigsherre, og han betragtes som en rollemodel for muslimer.

Tradition, lære og læreembedet.

Er doktrinen blevet ændret? Doktrinen må antages at være uforanderlig i Den katolske Kirke, så jeg vil ikke påstå, at den er det. Imidlertid, hvad der er åbenlyst, er, at mange udtalelser fra Kirkens ledere i både skrift og tale synes at modsige Kirkens traditionelle lære. Det synes som om, at der er mange ledere i Kirken, der ønsker at ændre doktrinen. Mange konciliære og post Vatikan II udsagn er vanskelige (eller ærlig talt umulige) at fortolke i overensstemmelse med traditionen og læreembedet.

Jeg er ikke ekspert i disse ting, men jeg har efterforsket lidt, og her er, hvad jeg fandt ud af om traditionelle doktriner, som synes at være modsagt af Vatikan II og post-konciliære dokumenter og handlinger foretaget af Kirkens ledere.

Religionsfrihed.

Dokumentet fra Det andet Vatikankoncil Dignitatis Humanae siger, at mennesker har en naturlig ret til religionsfrihed. En sådan lære blev udtrykkelig afvist af alle Kirkens fædre, lærere og paver før Vatikan II. Man har ikke ret til at praktisere falske religioner og udsprede fejltagelser ifølge dokumenter fra før Vatikan II.Dignitatis Humanae siger, at falske religioner offentligt kan fremmes – en beslutning der blev fordømt i fortiden. Helgener ødelagde falske guder og templer i fortiden og lovgav imod hedensk og hæretisk adfærd. Ifølge Vatikan II’s moderne forestilling om religionsfrihed forekommer det, at Skt. Lois IX begik en fejl ved at fremme katolicismen i sit rige, og Skt. Thomas More tog fejl, da han benyttede statens autoritet til at slå ned på offentliggørelsen og udbredelsen af Luthersk litteratur i England. Det moderne synspunkt er godt repræsenteret i citatet ovenfor fra Pave Frans, der går på, at staten skal være sekulær.

De moderne ideer om religionsfrihed udtrykt i Vatikan II dokumenter blev fordømt af Pius IX i Quanta Cura, Leo XIII i Libertas Praetantissimum og oversigten over fejl fra 1864 blandt mange andre dokumenter fra Læreembedet. Overraskende hævder kardinal Ratzinger, at Gaudium et Spes er et ”modstykke” til det i 1864: ”Lad os her være tilfredse med at sige, at teksten (af Gaudium et Spes) spiller en rolle som et modstykke til den foranstaltning, som det repræsenterer, som officielt forsøger på at forene Kirken med verden, som den er blevet efter 1789”. Med andre ord Vatikan II’s Gaudium et Spes direkte udfordrer en tidligere Paves lære i et dokument fra læreembedet.

Pius XI minder os om, at Kristus er universets konge, som omfatter de sociale og politiske riger, og at staten har pligter overfor Gud, som omfatter støtte til Den katolske Kirke. Pius XII forhandlede et konkordat med Spanien i 1953, som gjorde katolicismen til en statsreligion, og som Pius XII betragtede som en model for andre lande. Efter Vatikan II som er baseret på Dignitatis Humanae, tvang Vatikanet Spanien (og andre lignende katolske lande) til at ændre forfatningen til at anerkende den nye ide om religionsfrihed.

Spørgsmål om Amoris Laetitia.

Den store kontrovers i øjeblikket viser et godt eksempel på, hvordan doktrinen synes at forandre sig. Men en doktrin kan ikke forandres, og det er derfor, at der rejser sig mange spørgsmål vedrørende 2016’s apostoliske skrivelse Amoris Laetitia, som giver mulighed for den fornuftsslutning, at folk i ægteskabsbrydende forhold kan modtage Den hellige Kommunion. Dette viser, hvorfor dokumentet allerede nu er ved at blive implementeret i mange bispedømmer, såvel i Argentina som Rom med Pavens godkendelse. Sådan en praksis truer Sakramenternes integritet, og tilslører sandheden vedrørende familieliv og moral.

Det såkaldte ”Kasper forslag”, som fjernede alt dette i begyndelsen af 2014, bestod i at tillade civilretlige skilte og gengifte katolikker stadig i gyldigt ægteskab adgang til Sakramenterne, specielt Eukaristien. I et interview i november 2015 sagde Pave Frans, ”Dette er et bundlinjeresultat, de de facto vurderinger, som er overdraget til skriftefædrene, men til slut ad hurtigere eller langsommere stier, vil alle fraskilte, som beder om det blive tilladt (Sakramentet)”.

Johannes Døberen døde for at opretholde sandheden om ægteskabet. Det samme gjorde helgenerne Thomas More og biskop John Fisher. Og selvfølgelig er vor Herres ord i skriften om utroskab helt klare. Absolution i skriftemålet afhænger af angeren og viljen til ikke at ville synde igen. Eukaristien skal kun modtages af dem, som er i nådens stand. Men Amoris Laetitia synes at være uforenelig med disse doktriner.

Modstridende implementeringer af Amoris, sådan som Kommunion for ægteskabsbrydere, er betragtet som pastoral medicin i nogle bispedømmer, men som en dødssynd i andre. Dette ødelægger Kirkens enhed. Hvis de fire kardinaler ikke modtager noget svar på deres Dubia, og derfor udsender en offentlig korrektion til Paven, vil enhver katolik – fra dem der sidder på bænkene til klerikatet – omgående blive nødt til at tage del i kontroversen. Hvis en biskop eller sognepræst forsvarer Amoris og giver Kommunion til offentlige forstokkede ægteskabsbrydere i overensstemmelse med Pavens lære, Hvad vil du så gøre? 

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Benjmin J. Vail og publiceret på OnePeterFive d. 2. februar. 2017. Den kan læses på: http://www.onepeterfive.com/church-crisis-arius-magisterium

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s