Alteret og den liturgiske bøns retning / Kardinal Joseph Ratzinger.

Følgende essay er kapitel tre i ”Liturgiens ånd ” skrevet af kardinal Joseph Ratzinger, tidligere præfekt for Troslærekongregationen og nu Pave Benedikt XVI. Kardinal Ratzinger opsummerer argumentet for den traditionelle fejring af den hellige liturgi vendt mod det liturgiske Øst (”ad orientem”).

Den genskabelse, som frem til nu er blevet beskrevet af den jødiske synagoge med henblik på kristen tilbedelse, viser tydeligt, – som vi allerede har sagt – hvordan, selv i arkitekturen, at der både i kontinuitet og fornyelse er et forhold mellem Det Gamle – og Nye Testamente. Som en konsekvens heraf måtte udtrykket i rummet gives til en passende kristen tilbedelse, fejringen af Eukaristien sammen med Ordets liturgi, som peger hen mod denne fejring. Det er klart, at en yderligere udvikling ikke kun var en mulighed, men en nødvendighed. Et sted beregnet for dåben måtte findes. Bodens Sakramente gennemgik en lang udviklingsproces, som resulterede i ændringer af formen på kirkebygningen. Den populære fromhed i dens mange afskygninger fandt uundgåeligt sted i rummet beregnet til guddommelig tilbedelse. Spørgsmålet vedrørende de hellige billeder måtte løses. Kirkemusikken måtte tilpasses til den rumlige struktur. Vi så, at den arkitektoniske kanon for Ordets – og Sakramentets liturgi ikke er ufleksibelt, skønt med hver nyudvikling og nyordning må følgende spørgsmål stilles: Hvad er i harmoni med liturgiens væsen, og hvad forringer den? I selve formen af de steder beregnet til guddommelig tilbedelse, som vi netop har betragtet, taler og tænker kristendommen på en semitisk måde og har videre lagt principperne for, hvordan dette spørgsmål kan besvares. Trods alle variationerne i praksis som har fundet sted i det andet årtusinde er en ting forblevet klart for hele kristendommen: at bede mod Øst er en tradition, som strækker sig tilbage til begyndelsen. Yderligere er det et fundamentalt udtryk for den kristne syntese af kosmos og historie, som er rodfæstet i frelseshistoriens enestående begivenheder, mens man går ud for at møde Herren, som skal komme igen. Her er troskaben til gaven allerede skænket og sammen med dynamikken ved at gå foran er disse to givet samme udtryk. 

Tilbedelsens retning og Guds allestedsnærværelse.

Det moderne menneske har en ringe forståelse af denne måde at orientere sig på. Man har i Jødedommen og Islam, nu som i fortiden, taget det for givet, at vi beder mod et centralt åbenbaringssted, til Gud som har åbenbaret Sig for os på den måde og på det sted, hvor Han åbenbarede Sig. Derimod i den vestlige verden er en abstrakt måde at tænke på blevet dominerende, og som på en vis måde er frugten af kristen indflydelse. Gud er åndelig, og Gud er overalt: Betyder det ikke, at bøn ikke er bundet til et specielt sted eller retning?

Nu kan vi sandelig bede overalt, og Gud er til at nå for os overalt. Denne ide om Guds universalitet er en følge af den kristne universalitet, hvor den kristne ser op til Gud, som er over alle guder, den Gud som omfavner kosmos og er mere tæt på os, end vi er på os selv. Men vort kendskab til denne universalitet er frugten af åbenbaringen: Gud har vist Sig for os. Af den grund kender vi Ham, og alene af den grund kan vi tillidsfuldt bede til Ham overalt. Og netop af denne grund er det passende nu som i fortiden, at vi i den kristne bøn vender os til Gud, som har åbenbaret Sig for os. Ligesom Gud blev kød og kom ind i denne verdens tid og rum, så er det passende at bede – i det mindste i fælles bøn – hvor vor samtale med Gud, bliver med inkarnationen, så den bliver kristologisk, vendt mod Det inkarnerede Ord til Den treenige Gud. Det kosmiske symbol med den opgående sol udtrykker Guds universalitet over alle steder og fastholder dog Guds åbenbarings konkrethed. Vor bøn bøjer sig således ind i menneskehedens procession mod Gud

Kirkens levende alter.

Men hvad med alteret? I hvilken retning skal vi bede under den Eukaristiske liturgi? I de byzantinske kirkebygninger var strukturen, som netop beskrevet, væsentlig bibeholdt, men i Rom udviklede man en anden struktur. Biskoppens stol blev flyttet til midten af Apsis, og alteret blev flyttet ind i kirkeskibet. Dette synes at have været tilfældet ind i det niende århundrede i Lateran Basilikaen og i Skt. Maria Majore. Men i Peterskirken under Skt. Gregor den Stores pontifikat (590-604) blev alteret flyttet tættere på biskoppens sæde, sandsynligvis af den simple grund, at han, så meget det var muligt, kunne stå ovenpå på Skt. Peters grav. Dette var et ydre og synligt udtryk for den sandhed, at vi fejrer Herrens offer sammen med De helliges Samfund, et samfund der spænder over tid og tider. Skikken med at opføre et alter over martyrernes grave strækker sig formentlig langt tilbage og er resultatet af samme intention. Gennem historien har martyrerne fortsat Kristi offer, de er Kirkens levende alter, ikke af sten, men af mennesker, som er blevet dele af Kristi Legeme og dermed udtrykker en ny form for kultus: Offeret er menneskehedens passende kærlighed til Kristus.

Peterskirkens struktur blev da overført til andre kirker i Rom, så de fik samme udseende. I forhold til denne diskussion er det ikke nødvendigt at komme nærmere ind på detaljerne i denne proces. Kontroversen i vort århundrede blev udløst af en anden forandring. På grund af de topografiske forhold viste det sig, at Peterskirken er vendt mod vest. Hvis den celebrerende præst ønskede, – som den kristne bønstradition kræver det – at vende front mod øst, måtte han stå bag menigheden og betragte – dette må være den logiske antagelse – menigheden. Uanset grunden, gjorde man sådan, man kan også se denne struktur i en lang række kirkebygninger under Peterskirkens indflydelse.

Den liturgiske fornyelse i vort eget århundrede genoptog den nævnte model og udviklede fra den en ny ide til liturgisk form. Eukaristien – som allerede nævnt – måtte fejres versus populum (mod folk). Alteret – som man kan se i den normative model af Peterskirken – måtte anbringes på en sådan måde, at præst og menighed så på hinanden og sammen dannede cirklen for det fejrende fællesskab. Dette alene – som allerede nævnt – var i overensstemmelse med den kristne liturgis mening og med kravet om aktiv deltagelse. Dette alene var i overensstemmelse med den oprindelige model af Den sidste Nadver.

Disse argumenter virkede til sidst så overbevisende, at der efter koncilet (som intet siger om at vende sig mod menigheden) blev anbragt nye altre overalt og vor tids fejring (versus populum) mod menigheden, ses virkelig som det karakteristiske resultat af Vatikan II’s liturgiske fornyelse. Faktisk er det den mest iøjnefaldende konsekvens af en ny-ordning, som ikke blot betyder en ny ydre ordning af stederne beregnet til liturgien, men også bringer med sig en ny ide om liturgiens kerne – liturgien som et fælles måltid.

Misforståelsen af måltidets betydning.

Det er naturligvis en misforståelse af betydningen af den romerske basilika og placeringen af dens alter og repræsentationen af Den sidste Nadver er også, for at sige det mildt, upræcis.

Læg for eksempel mærke til, hvad Louis Bouyer har at sige om dette emne:

Tanken om, at fejringen finder sted foran menigheden, må være den oprindelige form, og det specifikt vedrørende Den sidste Nadver, og som ikke har andet grundlag end en fejlagtig antagelse om, hvordan et måltid kunne tage sig ud i antikken, kristen eller ikke. Ved intet måltid i den tidlige kristendom sad lederen af måltidet ansigt til ansigt med de andre deltagere. De sad alle eller hvilede sig på den konvekse side af et C-formet bord eller ved et bord, der tilnærmelsesvist havde form som en hestesko. Den anden side var altid tom beregnet til servering. På intet tidspunkt i den antikke kristendom opstod den ide, at man skulle have ansigtet mod folk, når man havde forsædet ved et måltid. Måltidets fælles karakter blev understreget af den modsatte årsag: Kendsgerningen at alle deltagerne sad på samme side af bordet (Liturgy and Architecture, pp. 53-54).

Under alle omstændigheder er der endnu et punkt, som vi må føje til denne diskussion om måltidets ”form”: Eukaristien, som de kristne fejrer, kan ikke passende beskrives med ordet ”måltid”. Sandt er det, at vor Herre etablerede den nye realitet i den kristne tilbedelse indenfor rammerne af det jødiske påskemåltid, men det var præcis denne nye realitet, ikke måltidet som sådan, som Han befalede os at gentage. Meget snart blev den nye realitet adskilt fra dens gamle sammenhæng og fandt sin rette og passende form, en form allerede forudbestemt af, at Eukaristien refererer tilbage til korset og dermed transformationen af tempelofferet, som er i harmoni med logos.

Således gik det til, at Ordets liturgi i synagogen fornyet og uddybet på en kristen måde gik op i en højere enhed med erindringen om Kristi død og opstandelse og blev til Eukaristien, og netop således var troskaben overfor ordene: ”Gør dette” til opfyldelse. Denne nye og altomfattende form for tilbedelse kunne ikke udledes af måltidet alene, men måtte forstås gennem en forbindelse til templet og synagogen, Ordet og Sakramentet, kosmos og historie. Det udtrykker sig selv i netop den form, vi opdagede i den liturgiske struktur i de tidlige kirker i den semitiske kristne verden. Den forblev selvfølgelig fundamental for Rom. Lad mig endnu engang citere Bouyer:

Aldrig og intetsteds før (det vil sige før det sekstende århundrede) har vi nogen indikation på, at det er vigtigt eller har nogen betydning om hvorvidt præsten skulle fejre (messen) med menigheden foran sig eller bag sig. Professor Cyrille Vogel har for nylig fremlagt, at hvis noget blev understreget, var det, at præsten skulle recitere Den Eukaristiske bøn ligesom alle andre bønner, vendt mod øst…. Selv når kirkens beliggenhed tillod præsten at bede vendt mod menigheden, og ved alteret, må vi ikke glemme, at det ikke kun var præsten, der vendte sig mod øst: men hele menigheden med ham (pp. 55-56).

Uhørt klerikalisme og den selvlukkede cirkel.

Ganske vist var disse forbindelser uklare eller henfaldt i totalt glemsel i kirkebygningerne og den liturgiske praksis i moderne tid. Det er den eneste forklaring på, at den fælles bønsretning for præst og menighed fik betegnelse ”At celebrere mod væggen” eller ”vend din ryg mod menigheden” og kom til at synes absurd og helt uacceptabelt. Og dette alene forklarer, hvorfor måltidet – selv på moderne billeder – blev den normative ide om de kristnes liturgiske fejring. I virkeligheden var det, der skete, at en hidtil uhørt klerikalisme fremkom. Nu blev præsten – leder (presider) – som man foretrækker at kalde ham – det egentlige omdrejningspunkt for hele liturgien. Det hele afhænger af ham. Vi er nødt til at se ham, at respondere til ham og være involveret i det, han foretager sig. Hans kreativitet opretholder det hele.

Ikke overraskende prøver menigheden at reducere denne nyoprettede rolle ved at tildele alle mulige liturgiske funktioner til forskellige individer og overlade den ”kreative” planlægning af liturgien til grupper af personer, som gerne, og må formodes at ”ville byde ind med egne bidrag”. Gud kommer mindre og mindre ind i billedet. Det bliver mere og mere vigtigt, hvad mennesker foretager sig når de mødes her og ikke kan lide at underkaste sig et ”forudbestemt mønster”.

Når præsten vender sig mod menigheden, bliver fællesskabet en selvlukket cirkel. I sin ydre form er den ikke længere åben mod det, der ligger foran og over os, men den lukker sig om sig selv. Den almindelig vendte position mod øst, var ikke ”en fejring mod væggen”; det betød ikke, at præsten ”havde sin ryg mod menigheden”: præsten i sig selv blev ikke betragtet som særlig vigtig. For ligesom menigheden i synagogen samlet ser mod Jerusalem, således ser menigheden, i den kristne liturgi, samlet ”mod Herren”. Som en af fædrene til Det andet Vatikankoncils forfatning vedrørende liturgi, J. A Jungmann udtrykte det, det var mere et spørgsmål om, at præsten og menigheden så i samme retning velvidende, at de sammen var i procession mod Herren. De lukkede ikke sig selv ind i en cirkel, og de så ikke på hinanden, men så sig som pilgrimme, et Guds folk dragende af sted mod Orienten, mod Kristus, der kommer for at møde os.

Men er dette ikke bare romantik og nostalgi fra fortiden? Kan den oprindelige form for kristen bøn stadige sige os noget i dag, eller skal vi forsøge at finde vores egen form, en form der passer til vores egen tid? Selvfølgelig kan vi ikke bare kopiere fortiden. Enhver tid må opdage og udtrykke liturgiens essens på ny. Det vigtige er at opdage denne essens midt i alle ændringerne. Det ville helt sikkert være en fejl at forkaste alle reformerne fra vort århundrede på en gang. Da alteret var meget fjernt fra den troende, var det korrekt at flytte det tilbage til menigheden. I katedralerne var det muligt at genoplive traditionen ved alteret og korset, skæringspunktet mellem kirkeskibet og presbyterium. Det var også vigtigt at skelne stedet for ordets liturgi fra stedet for den strenge Eukaristiske liturgi. For Ordets liturgi handler om at tale og svare, så det der udveksles, ansigt til ansigt mellem den der forkynder og den der lytter, giver mening. I salmen modtager den der lytter, hvad han har hørt, tager det til sig og omformer det til bøn, således det bliver til et svar. 

Det vigtige ved at vende sig mod øst.

På den anden side er en fælles drejning mod øst under Den Euakristiske bøn meget vigtig. Dette er ikke tilfældigt, men noget essentielt. Det at se på præsten har ingen betydning. Det, der betyder noget, er, at man i fællesskab ser mod Herren. Det er ikke et spørgsmål om dialog, men om fælles tilbedelse, en fælles gang mod Ham, som skal komme. Hvad der svarer til virkeligheden i det, der vil ske, er ikke i den lukkede cirkel, men en fælles bevægelse fremad udtrykt i en fælles bønsretning.

Häussling har fremsat adskillelige indvendinger mod disse ideer, som jeg har præsenteret før. Den første har jeg bare nævnt kort. Disse ideer hævdes at være romantik fra gamle dage, en misforstået længsel efter fortiden. Man siger, at det er mærkeligt, at jeg kun taler om den antikke kristendom og går let hen over de følgende århundreder. Når det kommer fra en lærd indenfor liturgien, er denne indvending ret bemærkelsesværdig. Som jeg ser det, er problemet med en stor del af moderne liturgiologi, at den stræber efter kun at anerkende antikken som en kilde, og derfor normativt betragter alt det, der er udviklet senere, i middelalderen og til koncilet i Trent som værende dekadent. Og derfor ender man med en tvivlsom rekonstruktion af den ældste praksis med flydende kriterier og uendelige forslag til reformer, som ultimativt fører til en liturgisk opløsning, som har udviklet sig på en levende måde.

På den anden side er det vigtigt og nødvendigt, at se på hvad vi ikke kan tage som vores norm om oldtiden i sig selv, og ej heller må vi automatisk afskrive senere udviklinger som fremmed for den oprindelige liturgiske form. Der kan være en fuldstændig levende udvikling, hvor et frø af det oprindelige vokser op og bærer frugt. Vi skal tilbage til denne tanke. Men i vort tilfælde, som vi allerede har sagt, hvad der er i spil, er ikke en romantisk flugt tilbage til det antikke, men en tilbagekomst af noget vigtigt, i hvilken den kristne liturgi udtrykker sin permanente orientering. Selvfølgelig tænker Häussling, at vende sig mod øst, mod den opstigende sol, er noget, som vi nu til dags ikke kan placere i liturgien. Er dette virkelig sagens kerne? Er vi i dag virkelig håbløst stimlet sammen i vor egen lille cirkel? Er det ikke vigtigt præcis i dag at finde ud af, hvad fremtiden betyder for håbet om Herren, som vil komme igen; igen at kunne kende, at opleve, den nye skabelses dynamik som en essentiel del af liturgien?

Andre indvendinger.

En anden indvending er, at vi ikke behøver at se mod øst, mod krucifikset – for når præst og menighed ser på hinanden, ser de på Guds billede i mennesket, og således når de ser på hinanden, er det den rigtige retning for bønnen. Jeg finder det vanskeligt at tro, at den berømte kritik fandt dette værende et seriøst argument. For vi ser ikke Guds billede i mennesket på en så simpel måde. ”Guds billede” i mennesket er selvfølgelig ikke noget, som vi kan fotografere eller se med fotografisk perception. Vi kan se det, men kun med troens nye blik. Vi kan se det, ligesom vi kan se godheden i mennesket, dets ærlighed, indre sandhed, ydmyghed og kærlighed – alt som i virkeligheden giver det en vis lighed med Gud. Men hvis vi skal gøre dette, må vi lære en ny måde at se på, og det er her Eukaristien kommer ind i billedet.

En mere væsentlig indvending er den praktiske orden. Skal vi virkelig til at omorganisere alt igen? Intet er mere skadeligt for liturgien end en konstant forandring, selvom den synes at være for den ægte fornyelses skyld. Jeg ser en løsning i et forslag, som er fostret af Erik Petersons indsigt. At vende sig mod Øst, som vi har hørt, var knyttet sammen med ”Menneskesønnens Tegn”, med korset, som bebuder Herrens andet komme. Det er grunden til, meget tidligt, at øst blev forbundet med korsets tegn. Når en fælles drejning mod øst ikke er mulig, kan korset tjene som troens indre ”Øst”. Det skal stå midt for alteret og være det fælles fokuspunkt for både præst og den bedende menighed. På den måde adlyder vi det gamle kald til bøn: ”Conversi ad Dominum,” ” Vend Jer mod Herren!”. På den måde ser vi sammen på Den Ene hvis død flængede forhænget i templet – Den som står for Faderen for os, og omfavner os og gør os til det nye og levende tempel.

At flytte alterkorset til siden for at give et uforstyrret syn af præsten er noget, jeg betragter som et af de virkelig absurde fænomener i de seneste årtier. Er korset da forstyrrende under Messen? Er præsten vigtigere end Herren? Denne fejltagelse bør rettes så hurtigt som muligt; det kan gøres uden videre ombygning. Herren er referencepunktet. Han er historiens opgående sol. Det er derfor, det kan være lidelsens kors, som repræsenterer Den lidende Herre, som for os lod Sin side blive gennemboret, hvorfra der flød blod og vand (Eukaristi og dåb), såvel som et triumfkors, som udtrykker ideen om Herrens andet komme og leder vore øjne mod det. For der er altid kun Den ene Herre: Kristus i går, i dag og for evigt (Heb 13: 8).

Original tekst:

http://www.ignatiusinsight.com/features2006/ratzinger_altareast_jan06.asp

(Oversat af Patrick Fyrst og Mogens Bohn)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s