Biskop Schneider giver håb midt i en krise tilladt af det guddommelige forsyn

Som krisen i Kirken fortsætter med at blive mere dyb i 2017, har jeg fundet mig selv stå ansigt til ansigt med en vis udmattelse; en fornemmelse af, at man ved, at helvedes porte ikke vil få magt over Kirken, at Kristus vil få den afgørende sejr, og at der intet pusterum er mellem angrebene fra fjenderne af Guds Sandhed. Jeg ved, at mange af Jer har det på samme måde. Mens vi her på OnePeterFive tror, at vi har en pligt til at fortsætte med at dække nyhederne, om hvad der sker i vor elskede Kirke, selvom det er ubehageligt, er der også behov for beroligelse og en genopdagelse af de vigtigste elementer ved at være katolik, ligegyldig hvad der vil ske. Vi må til alle tider minde os selv om, hvorfor vi kæmper, og hvilke skatte vi har, som man aldrig kan tage fra os.

Med dette i baghovedet nåede jeg ud til biskop Athanasius Schneider, som ikke blot er en af de mest lærde og frygtløse prælater i Kirken i dag, men også efter min mening en af de mest hellige. Jeg har haft et par private samtaler med ham og assisteret ved hans Messer; Jeg har også haft den enestående ære, at han har døbt mit yngste barn. I mine observationer af ham har jeg ikke alene fornemmet en stille frygtløshed, men en dyb og vedvarende kærlighed til Kristus, Hans Kirke, Sakramenterne og sjælene hos enhver person betroet Hendes moderlige omsorg. Han er en mand, som udstråler Kristi fred, selv når han er blandt de mest åbenhjertige i hans analyse af den nuværende situations alvor. Kort sagt, han forekommer mig at være den perfekte mand til at fortælle os: Hvordan vi skal tackle dette? Hvor bevæger vi os hen herfra?

I det følgende interview forsøgte jeg at stille ham de spørgsmål, som jeg tænkte mange af Jer også ville ønske at stille. Hans svar er ikke skuffende. Jeg spørger om I i taknemmelighed for hans trofasthed vil bede brændende for denne sande apostel og alle de tapre præster, som nu til trods for at de er i undertal gør alt, hvad de kan for at bevare den hellige katolske tro.

Steve Skojec: Mange af de troende føler sig udmattede og holdt nede. Der synes at være en række endeløse skandaler eller endog fornærmelser, som kommer fra Rom, hvor de er vant til at se efter trøst og vejledning. Hvad vil du sige til de mennesker, som er ved at miste håbet eller begynder at tvivle på Kirken i denne tid?

Biskop Athanasius Schneider: Denne gang er der tale om en ekstraordinær alvorlig krise i Kirken, som er tilladt af det guddommelige forsyn. Gud i Sin almagt tillader denne krise for at frembringe et større gode. Det er for os en prøve i forhold til troen og troen på det overnaturlige håb. Vi er nødt til at håbe tilsyneladende uden håb. Vor tro og håb på Kirkens guddommelige karakter og på den kendsgerning, at Kristus selv leder Sin Kirke midt i en sådan enorm forvirring, lutret ligesom guldet i ilden (jf. 1 Pet 1,7). Når katolikker begynder at tvivle på Kirken på dette tidspunkt, er det et tegn på, at deres tro og håb ikke er stærkt nok.

SS: Mange katolikker blev opmuntret af kardinal Burkes forslag om, at hvis Pave Frans ikke vil svare på Dubia, er en formel korrektion på sin plads. Nogle frygter at denne korrektion aldrig vil komme, eller at den aldrig vil blive offentliggjort, og at de vil blive overladt af deres hyrder til ulvene. I dette øjeblik af forvirring og krise bør de troende da fæstne deres håb til en sådan korrektion, eller skal deres fokus være et andet sted? Skal de være tålmodige, skønt de har fornemmelsen af, at det er en nødsituation?

BAS: En broderlig korrektion af Paven fremsat på vegne af nogle medlemmer af det episkopale kollegium eller kardinalkollegiet er en ekstrem og sidste mulighed for Kirken. Det er sket før i historien, men sjældent. Det første eksempel var den formelle offentlige korrektion af Peter foretaget af Paulus. En broderlig korrektion betragtes i moralteologien som en del af kærligheden til sin næste. Gud foretager ofte mod os en faderlig korrektion og Den hellige Skrift siger, at dette er et tegn på Guds kærlighed til os (jf Hebr 12,6). Helligånden siger:”den, der vogter på retledning, er klog” (Ordsp 15,5) og ”retledning giver visdom” (Ordsp 29,15). En korrektion har ingen automatisk positiv effekt, men afhænger af ydmyghed og lydighed hos den person, hvortil korrektionen er henvendt. De troende skal derfor ikke fæstne deres lid til en sådan korrektion, men fokusere på bøn for Paven, fordi det kun er Gud, der kan røre sindet og hjertet hos en person.

SS: Jeg har talt med præster, som synes ude af stand til at vide hvordan man bedst håndterer følgerne af Amoris Laetitia på en pastoral måde. Nogle bliver kontaktet af mennesker, som lever i disse irregulære forhold, og som føler sig opildnede til at nærme sig Sakramenterne, fordi de tror, at Paven understøtter dette. Nogle frygter, at de vil komme i konflikt med deres biskopper, hvis de ikke overgiver sig til dette ”barmhjertighedsregime”. Jeg talte for nylig med en, som virkelig ikke vidste, hvordan han skulle klare det, eller hvad han skulle gøre. Hvilket råd vil du give til præsterne om at leve deres kald i troskab til Kristus, mens de også er lydige overfor en biskop, som ønsker at følge den mere heterodokse fortolkning af Amoris Laetitia?

BAS: At lade såkaldt fraskilte gengifte modtage kommunion, uden at de seriøst har til hensigt at indstille deres uægteskabelige samliv, strider mod Guds lov. Derfor har ingen kirkelig autoritet kompetence til at tillade en sådan forvaltning af sakramentet, fordi det de facto åbenlyst modsiger det guddommeligt indstiftede, gyldigt indgåede og fuldbyrdede ægteskabs uopløselighed og samtidig er i strid med det ligeledes guddommelige, absolutte forbud mod seksuelt samkvem uden for et gyldigt indgået ægteskab. Det siger sig selv, at ingen katolsk præst kan adlyde en ordre fra sin foresatte om at give kommunion til ægteskabsbrydere, som ikke har i sinde at afbryde deres uægteskabelige handlinger. En sådan ordre ville være et grelt tilfælde af magtmisbrug på linje med de skriftkloges og farisæernes adfærd. En præst må nødvendigvis foretrække at blive straffet eller bortvist frem for at tage del i en sådan klar ugudelig ”pastoral” praksis, som i virkeligheden er en udpræget ikke-pastoral praksis, fordi den bekræfter og fastholder den stakkels synder i den ulykkelige tilstand af synd og bringer den pågældende i fare for at sætte sin evige frelse over styr.

SS: Det er en uheldig omstændighed, at grundet polemikken omkring Pave Frans, er mange katolikker begyndt at udtrykke en tro på, at han ikke er Paven, at han må abdicere på grund af hæresi, og at Pave Benedikt vedbliver at være den sande Pave osv osv. Hvad ville du sige til disse mennesker? Hvordan kan en trofast katolik respektere ikke bare Pavedømmet, men den mand der indtager det, når de finder, at Hans handlinger og ord skader Kirken og de sjæle, der er betroet Hendes varetægt?

BAS: Der er ingen grund til at betvivle, at Pave Frans er den valgte Pave. At benægte dette er blot ønsketænkning og en ukorrekt fremstilling af de juridiske kendsgerninger. Vi er nødt til at forholde os sobert til tingene og bruge vores sunde fornuft. En katolik bør ikke i det daglige liv være for fokuseret på, hvad Paven siger og gør. En sådan holdning fører til en usund ”pave-centrisme” og en mondæn personkult. Vi er nødt til at tro, at Kristus er Kirkens virkelige hoved, og at Kirkens virkelige sjæl er Helligånden, og at Den velsignede Jomfru Maria er Kirkens moder og hjerte. Paven er kun Kristi synlige stedfortræder. Der har været tider i Kirkens historie, hvor Kirken i to eller tre år ikke havde nogen Pave, som f. eks i begyndelsen af det fjerde århundrede var der engang en periode på to år uden en Pave (304-306 og 309-311): På dette tidspunkt levede Skt. Antonius den Store, og Skt. Athanasius var endnu ung; der var ingen Pave fra 1268-1271, fra 1292-1294, fra 1314 – 1316 og fra 1415-1417: På trods af dette eksisterede Kirken i disse perioder og blomstrede endog op. I disse ”pave-løse” tider levede f.eks Skt. Albert den Store, Skt. Thomas Aquinas, Skt. Bonaventura, Skt. Louis konge af Frankrig, Skt. Raymond af Penafort og Skt. Gertrud den Store. Der er ingen klare indikationer på beklagelser over de ”pave-løse” år fra disse helgener. Disse helgener gjorde simpelthen deres arbejde: de bad, de underviste i den katolske lære og omvendte syndere og stræbte efter hellighed. Det synes som om, at de ikke havde tid til at bemærke Pavernes gerninger og handlinger eller debattere emnet, Pavevalg, som sandelig var en meget seriøs handling på den tid. På samme måde skal vi forblive mere rolige og hver af os udføre vore pligter og bede, undervise og forsvare den katolske tro, omvende syndere og leve et liv i dyb forening vor Herre. Vor Herre vil sandelig gribe ind i den aktuelle krise.

SS: Du har foretaget sammenligninger mellem vor nuværende situation og den arianske krise i det fjerde århundrede. Hvordan var livet for de troende på daværende tidspunkt? Hvordan trøstede din navnebror Skt. Athanasius dem? Hvad skulle der til, for at Kirken igen kunne finde tilbage til sig selv, efter Skt. Hieronymus meget berømte ord: ”hele verden vågnede op en morgen beklagede sig og var forundret over at finde sig selv ariansk”? 

BAS: Der findes et berømt brev, hvor Skt. Athanasius trøster de troende midt i den store forvirring, vantroen og den politiske korrekthed, som gjorde sig gældende hos det store flertal af biskopper på den tid. Vi citerer her en del af dette brev: ”Må Gud trøste Jer! Hvad der bedrøver Jer, er den kendsgerning, at andre har besat kirkerne med magt, mens I på dette tidspunkt er udenfor. Det er en kendsgerning, at de har præmisserne – men I har Den apostoliske Tro. De kan besætte vore kirker, men de er uden for den sande tro. I forbliver uden for steder for gudstjeneste, men troen forbliver inden i Jer. Lad os overveje: Hvad er mest vigtigt, stedet eller troen? Den sande tro uden tvivl. Hvem har tabt og hvem har vundet i denne kamp – den, som overholder præmisserne eller den, som beholder troen? Sandelig, præmisserne er gode, når Den apostoliske Tro er prædiket der; de er hellige, hvis alt der finder sted foregår på en hellig måde. I er dem, som er lykkelige; I som forbliver indenfor Kirken ved Jeres tro, som fastholder troens grundlag, som er kommet ned til Jer fra Den apostoliske Tradition. Og hvis en afskyelig jalousi har forsøgt at ryste Jer ved en række lejligheder, er det ikke lykkedes. Det er dem, der har forladt Kirken i den nuværende krise. Ingen vil nogensinde sejre over Jeres tro elskede brødre og søstre. Og vi tror, at Gud vil give os vore kirker tilbage en dag”.

SS: Du har fortalt om dine erfaringer ved at vokse op i Sovjetunionen og har anført, at du ser en spredning af de russiske fejltagelser selv nu. Du har sagt, at ”vi må bede, for at Paven snart må konsekrere Rusland til Marias Ubesmittede Hjerte”. Som vi nu træder ind i hundredåret for Vor Frues åbenbaringer i Fatima, tror du, at Vor Frues varsler vil finde sted? Hvor presserende er konsekrationen?

BAS: Vi er nødt til at tage det alvorligt, når Gud sender os Hans Ubesmittede Moder for at advare os. Hvis vi lytter til vor himmelske Moders formaninger, vil Hendes guddommelige Søn, vor Herre Jesus Kristus udvirke mirakler, ligesom Han gjorde ved brylluppet i Kanaan. En højtidelig handling ved konsekration af Rusland til Marias Ubesmittede Hjerter på vegne af paven i moralsk forening med alle biskopper vil utvivlsom forårsage strømme af nådegaver til Kirken og hele menneskeheden, som det blev fortalt af Vor Frue af Fatima. Det er tragisk, at profetiske appeller ofte bliver hørt for sent. Lad os bede og bede Den hellige Fader om at gøre, hvad vor Frue bad om i Fatima.

SS: Du er en Eukaristiens apostel og en forkæmper for den sande hellige liturgi. Der er rygter, som nu svirrer i Rom om, at Vatikanet påtænker at fjerne 2001-års instruksen vedrørende liturgiske oversættelser, Liturgiam Authenticam og muligvis også ”korrektionen” af Summorum Pontificum. I denne skrivelse sagde Pave Benedikt XVI, at den gamle liturgi aldrig var blevet ”juridisk afskaffet” og insisterede på ”at det som tidligere generationer betragtede som helligt, forbliver helligt og stort også for os, og det kan ikke lige pludselig blive forbudt og endda betragtet som skadeligt”. Bør katolikker, der skatter den ærværdige Romerske liturgis ritus, være bekymrede?

BAS: Det er ikke særlig realistisk at antage, at Pave Frans vil fjerne den traditionelle form for liturgi, fordi Pave Benedikt XVI sagde, at den gamle liturgi aldrig var blevet ”juridisk forkastet”. Som en sidste mulighed kunne der blive indført normer, der i praksis vil begrænse muligheden for at fejre den gamle liturgi. Imidlertid tror jeg ikke på en sådan mulighed, eftersom Pave Frans er tilhænger af en regional og rituel pluralisme i Kirken. I hvert tilfælde skal den troende og specielt de unge forsvare denne uvurderlige skat i Kirken og sprede den yderligere. Den traditionelle liturgiske form af Den hellige Messe blev allerede selve ungdomsmessen. Den liberalt orienterede nomenklatur, som sidder med den administrative magt i Kirken i vore dage, bør ikke kvæle eller bringe ungdommens stemme til tavshed, når den seriøst kræver fejring af Den traditionelle Messe, ellers vil den miste al troværdighed og afsløre sig selv som værende ideologisk og rigid i sin attitude ved at kaste sten på disse ærlige og dybt troende unge mennesker.

SS: Du har opfordret biskop Fellay fra Sankt Pius X – broderskabet til ikke at trække sin accept i langdrag, som skal bringe broderskabet ind i fuldt fællesskab med Rom. Hvorfor tror du, at tiden er kommet nu? Kan broderskabet have tillid til Rom lige nu, når så meget i Kirken viser sig at være genstand for hurtige nyheder?

BAS: Jo mere den generelle doktrinære og liturgiske forvirring vokser, jo mere har vi behov for den kombinerede og forenet styrke af alle gode kræfter indenfor Kirken.. Dette er dagens orden i disse timer i Kirkens historie. Således samlede Skt. Athanasius i 362 en synode i Alexandria, hvortil han inviterede både de venligtsindede og oprigtige semi-arianere, de såkaldte ”homoi-ousians” for at bekæmpe arianismen og den hæretiske semi-arianisme, som havde spredt sig. Nogle radikale modstandere af arianismen som f.eks Lucifer, biskop af Cagliari, som var ven med Skt. Athanasius, en uforfærdet forkæmper for den sande tro og som led i sit eksil, afviste invitationen fra Skt. Athanasius. I modsætning til holdningen hos Skt. Athanasius accepterede Lucifer af Cagliari ikke andre forklaringer end ”homo-ousios” fra koncilet i Nikæa, og han ønskede at redde Kirken gennem sin gruppe, som isolerede sig og betragtede sig selv som den eneste ”sunde” del af kirken. Når FSSPX vil følge princippet om ”troskab til Rom”, vil det vise ved denne humane holdning en mangel på det overnaturlige syn på Kirken. Vi skal ikke fæstne vores lid til en konkret Paves person og til og hans medarbejdere, som alle før eller senere udskiftes (skønt en tidshorisont på 30-70 år er meget kort, set med den 2000 år gamle Kirkes øjne og endnu mere med Guds øjne). Den berømte historiker Ludvig von Pastor, ekspert og en from forfatter til hovedværket ”Pavernes historie” sagde: ”Hvor forskellige Pavernes personligheder måtte være, er det altid den samme Peter, som vi ærer ”. Vi kan i katakomberne finde følgende maleri: En lampe i form af et skib; i skibet sidder vor Herre, som befaler over uvejret og bølgerne; Peter står ved skibets ror; og der er denne inskription: ”Peter vil ikke dø”.

SS: Du har for nylig observeret, at frimurernes mål dels med at korrumpere moral og med at besejre Den katolske Kirke, er blevet aktuel igen. The Permanent Instruktion of Alta Vendita som blev skrevet for hundrede år siden. Har de opnået deres erklærede mål? Har de infiltreret Kirken på de højeste niveauer? Hvordan kan vi forsvare os?

BAS: Det synes som om, at med det velkendte og historiske bevisPermanent Instruktion of Alta Vendita fra det 19 århundrede opnåede de i stor udstrækning deres erklærede mål. Dog har frimurerne, den ultimative fjende af Kristus og Hans Kirke ikke taget denne ene sandhed i betragtning:” og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Frimurerne tager ikke højde for dette, da de ikke tror på Kristi ord. Selv præster, biskopper og endda Paver er ude af stand til at ødelægge Kirken, fordi de er totalt kraftesløse foran Kristus, som altid er overhovedet for skibet, Kirken. Vi kan forsvare os ultimativt og særdeles effektivt med de åndelige våben såsom bøn, bod og faste i hengivenhed til Marias Ubesmittede Hjerte og ved speciel hengivenhed og ved påkaldelse af De hellige Engle, først og fremmest Ærkeenglen Skt. Michael og ved at benytte bønnen ofte samt den generelle eksorcisme mod satan og de onde ånder, som blev udarbejdet af Pave Leo XIII.

SS: I 2014 holdt du et foredrag, hvor du sagde, at du troede, der ville komme indre splid i Kirken mellem dem, som er loyale mod deres dåbstro og dem, som er loyale mod den katolske tros integritet. Men du sagde også, ”at vi har al den guddommelige sandheds skønhed, den guddommelige kærligheds skønhed; nåden i Kirken. Ingen kan tage dette fra os, ingen synode, ingen biskop, selv ikke en pave kan tage denne skat og den katolske tros skønhed, Den Eukaristiske Jesus’ skønhed og Sakramenternes skønhed. Den uforanderlige doktrin, den uforanderlige liturgis principper, livets hellighed der konstituerer Kirkens sande magt”. Er splittelsen nu en realitet for os? Skal de troende være urolige for denne splittelse, eller bør vi fokusere, som du sagde, på de smukke ting af guddommelig oprindelse, som ingen kan tage fra os? Hvordan skal en katolik manøvrere i dette uvejr? Hvor skal han tage sin tilflugt?

BAS: Splittelsen inden for Kirken har allerede eksisteret i flere årtier. Den blev mere intens og håndgribelig efter offentliggørelsen af det pavelige dokument Amoris laetitia. Der er ikke nogen formel ydre splittelse eller skisma, men en indre splittelse mellem dem, der stadig holder fast ved den katolske og apostoliske tro i sin helhed, og dem, som allerede på væsentlige områder har taget afstand fra troen, eksempelvis det 6. buds universelle og absolutte gyldighed og troen på, at der kun er frelse i Kristus og Hans Kirke. Disse hæretikere er ikke i kirkeretlig forstand skismatikere, i og med at nogle af dem beklæder høje kirkelige embeder. Ikke desto mindre er de bærere af hæresi og skisma i deres sjæl. Når en fremtidig pave eller et økumenisk koncil afkræver dem en utvetydig og fuldkommen bekendelse til den katolske tro, vil de kunne udelukke sig selv og også formelt blive skismatikere. I mellemtiden bør vi tage vores tilflugt i den hellige Jomfru Maria, vor himmelske Moder, alle hæresiers besejrer.

SS: Vor velsignede Moder synes at være nøglen til meget af det, der volder os problemer. Hun blev hos Jesus hele tiden, også under Hans passion og død på korset. I dette øjeblik, hvor Kirken synes, at ledsage Hendes mystiske ægtefælles passion, og måske er det tiden for det som er lovet: Det Ubesmittede Hjertes triumf? Hvordan skal vi anråbe om Hendes forbøn? Hvad skal vi bede om?

BAS: Vi bør bede og sprede med en fornyet nidkærhed den hellige rosenkransbøn, hengivelsen til Det Ubesmittede Hjerte, og vi bør igen placere Jesus i Den allerhelligste Eukaristi i centrum af vort liv samt Kirkens liturgiske liv. Kirken kan kun blive fornyet på en autentisk måde gennem Maria Kirkens Moder og med Eukaristien som er Kirkens fundament og hjerte.

SS: Har du nogen afsluttende bemærkninger til de troende?

BAS: I denne tid med en ekstraordinær troskrise i Kirken burde vi blive endnu mere overbeviste og stolte over Den katolske tros integritet og skønhed samt den katolske liturgi. Vi bør være stolte over helligheden og magtfuldheden hos kirkens små, vore dages skjulte helgener, de skjulte offersjæle på alle niveauer: religiøse, cølibatære personer over hele verden, familiers fædre og mødre, unge mennesker og selv børn. Fra alle disse skatte udgået af troens skønhed, liturgien og offersjælene som er iblandt os, kan ingen adskille os ikke engang forfølgelse og død (jf. Rom 8,39). Gud er sandheden, og vi tjener Hans vidunderlige skabning Kirken mest og bedst gennem en ren og uforfalsket sandhed. Denne vor trofasthed vil holde os ved Guds nåde, frie og stærke i Guds øjne. Kun hvad Gud mener, betyder noget. Og vi må sige: Min største ære er ikke, hvad denne verden priser, ikke klerikale titler, men at leve og dø som en sand katolik.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Steve Skojec og publiceret på OnePeterFive d. 14. januar 2017. Den kan læses på:http://www.onepeterfive.com/bishop-schneider-offers-hope-amidst-crisis-permitted-by-divine-providence

(Oversat af Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s