Den fulde ordlyd af de fire kardinalers brev til Pave Frans med forklarende noter og fem spørgsmål

Fire kardinaler har offentliggjort et historisk brev d. 19. september 2016 til Pave Frans, hvor de beder ham skabe klarhed vedrørende hans apostoliske skrivelse ”Amoris Laetitia”. I brevet er stillet fem korte spørgsmål, som kan besvares med enten et ja eller et nej, og som straks vil afklare meningen med det forvirrende dokument.

Følgende er brevets fulde tekst med ledsagende forklarende noter og de fem spørgsmål:

Vi søger klarhed: En bøn om at løse knuderne op i ”Amoris Laetitia”.

1. Et nødvendigt forord.

Afsendelsen af dette brev til Hans Hellighed Pave Frans af de fire kardinaler er sket på grund af en dyb pastoral bekymring.

Vi har bemærket en alvorlig fejlinformation og stor forvirring hos mange troende med hensyn til meget vigtige spørgsmål i forhold til Kirkens liv. Vi har bemærket, at selv indenfor kollegiet af biskopper er der modsatrettede fortolkninger af kapitel 8 i ”Amoris Laetitia”.

Kirkens store tradition lærer os, at vejen ud af situationer som denne består i at henvende sig til Den hellige Fader og bede Den apostoliske Stol opklare den tvivl, som er årsagen til usikkerhed og forvirring.

Vores henvendelse er derfor en handling udsprunget af retfærdighed og barmhjertighed.

Af retfærdighed: Med vores henvendelse erklærer vi, at Petrustjenesten er en tjeneste for enheden, og at det tilkommer Peter, Paven, at styrke troen.

Af barmhjertighed: Vi ønsker at hjælpe Paven med at forhindre splittelse og konflikter i Kirken ved at fjerne al tvetydighed.

Vi har også udført en specifik opgave. Ifølge kanonisk lov (cc. 349) har kardinalerne, selvom man tager dem en for en, fået overdraget det hverv at hjælpe Paven med at tage hånd om Den universelle Kirke.

Den hellige Fader har besluttet ikke at svare. Vi har opfattet denne suveræne afgørelse som en indbydelse til at fortsætte overvejelserne og diskussionen fredeligt og respektfuldt.

Og derfor informerer vi hele Guds folk om vort initiativ og stiller samtlige dokumenter til disposition.

Vi håber, at ingen vil vælge at fortolke vores henvendelse ud fra et formodet modsætningsforhold mellem konservative og progressive katolikker. Det er det ikke. Det, som ligger os på sinde, er at værne om det, som i sandhed gavner sjælene og om Kirkens øverste lov og ikke at fremme nogen form for politisk dagsorden inden for Kirken.

Vi håber, at ingen med urette dømmer os som modstandere af Den hellige Fader og som mennesker blottet for barmhjertighed. Det, vi har gjort og gør, har sin rod i den dybe fælles hengivenhed, som forener os med Paven og ud fra en dyb bekymring for de troende.

Kardinal Walter Brandmüller, Kardinal Raymond L. Burke, Kardinal Carlo Caffarra, Kardinal Joachim Meisner

2. De fire kardinalers brev til Paven.

Til Hans hellighed Pave Frans.

Og til Hans Eminence kardinal Gerhard L. Müller.

Hellige Fader

Efter offentliggørelsen af Deres apostoliske skrivelse ”Amoris Laetitia” har teologer og forskere fremsat fortolkninger, som ikke kun er divergerende, men også skaber konflikt især med hensyn til kapitel VIII. Desuden har medierne lagt vægt på denne uenighed, hvorved de har fremkaldt usikkerhed og forvirring og manglende information blandt de troende.

På grund af dette har vi som underskrivere, men også som mange biskopper og præster, modtaget mange spørgsmål fra troende i forskellige sociale lag om den korrekte fortolkning af kapitel VIII i skrivelsen.

Nu, tvunget af vor samvittighed i forhold til vores pastorale ansvar, og idet vi mere end nogensinde ønsker at implementere, hvad der er udgået fra synoden, som Deres hellighed pålægger os, tillader vi os med den dybeste respekt at spørge Dem hellige Fader, som den øverste lærer af troen, kaldet af Den opstandne til at styrke sine brødre i troen, om at afklare usikkerheden og bringe klarhed og med velvilje give svar på ”Dubia”, som er vedlagt dette brev.

Må Deres hellighed velsigne os, ligesom vi lover konstant at huske på Dem i bønnen.

Kardinal Walter Brandmüller, Kardinal Raymond L. Burke, Kardinal Carlo Caffarra, Kardinal Joachim Meisner

3. ”Dubia”.

  1. Der spørges, om det – ifølge ”Amoris Laetitia” (300-305) – nu er blevet muligt i Bodens Sakramente at give absolution og følgelig også kommunion til en person, som, mens vedkommende endnu er bundet i et gyldigt indgået ægteskab, lever sammen med en anden person ”more uxorio” (i et ægteskabslignende forhold) uden at opfylde de betingelser, som er formuleret i ”Familiaris Consortio” nr. 84 og efterfølgende bekræftet i ”Reconciliatio et Paenitentia” nr. 34 og i ”Sacramentum Caritatis” nr. 29. Kan udtrykket ”i visse tilfælde” i note 351 (nr. 305) i den apostoliske skrivelse ”Amoris Laetitia” have gyldighed for fraskilte personer, som lever i et nyt forhold, og som fortsætter med at leve ”more uxorio”?
  2. Bør man efter offentliggørelsen af den post-synodale apostoliske skrivelse ”Amoris Laetitia” (jf. nr. 304) stadig betragte det som gyldigt, som den hellige Johannes Paul 2.’s rundskrivelse ”Veritatis Splendor” nr. 79, som bygger på Den hellige Skrift og Kirkens Tradition, lærer om eksistensen af absolutte moralnormer, som undtagelsesvist forbyder handlinger, som er onde i sig selv?
  3. Er det efter ”Amoris Laetitia” (nr. 301) stadig muligt at hævde, at en person, som til stadighed lever i et modsætningsforhold til et af budene i den guddommelige Lov, eksempelvis det bud, der forbyder ægteskabsbrud (jf. Matt 19,3-9), objektivt befinder sig i en tilstand af alvorlig vedvarende synd (jf. erklæringen af 24. juni 2000 fra Det pavelige Råd for Lovtekster)?
  4. Bør man stadig efter udsagnene i ”Amoris Laetitia” (nr. 302) om ”formildende omstændigheder i moralske spørgsmål” betragte den lære som gyldig, som fremsættes i den hellige Johannes Paul 2.’s rundskrivelse ”Veritatis Splendor” nr. 81, som bygger på Den hellige Skrift og Kirkens Tradition, og ifølge hvilken ”ydre omstændigheder og personlige motiver aldrig i kraft af deres formål kan forvandle en handling, som i sig selv er ond, til en i subjektiv forstand ”god” handling eller til et acceptabelt valg?
  5. Bør man efter ”Amoris Laetitia” (nr. 303) stadig betragte den lære som gyldig, der udtrykkes i den hellige Johannes Paul 2.’s rundskrivelse ”Veritatis Splendor” nr. 56, som bygger på Den hellige Skrift og Kirkens Tradition, og som udelukker muligheden for en kreativ fortolkning af samvittighedens rolle, og som understreger, at samvittigheden aldrig i kraft af deres formål kan tiltage sig retten til at legitimere undtagelser til absolutte moralnormer, som forbyder handlinger, der i sig selv er onde?

4. En forklarende note fra de fire kardinaler.

Kontekst.

”Dubia” (Latin: Tvivl) er formelle spørgsmål bragt frem for Paven og til Troslærekongregationen, hvor vi beder om en afklaring på specifikke spørgsmål vedrørende doktrin og praksis.

Hvad det særlige ved disse spørgsmål er, at de er fremsat på en måde, som kun kræver et svar med enten ja eller nej og uden nærmere teologisk redegørelse. Denne måde at henvende sig til Pavestolen på er ikke vor egen opfindelse, det er en gammel praksis.

Lad os se på, hvad der konkret er på spil.

Med udgivelsen af den post-synodale apostoliske skrivelse ”Amoris Laetitia” om kærligheden i familien, er en debat opstået omkring det ottende kapitel. Her specifikt paragrafferne 300-305, som har været genstand for forskellige fortolkninger.

For mange – biskopper, præster og troende – hentyder disse paragraffer til- eller viser endog en ændring i Kirkens disciplin med hensyn til dem, der er skilte, og som lever i en ny relation, mens andre indrømmer, at der mangler klarhed eller endda optræder tvetydighed i enkelte passager. Ikke desto mindre hævdes der, at disse passager kan læses i sammenhæng med tidligere læreembeder og ikke indeholder nogen modifikation i Kirkens praktik og lære.

Motiveret af en pastoral omsorg for de troende, har fire kardinaler sendt et brev til Den hellige Fader i form af ”Dubia”, idet de håber at opnå klarhed, eftersom tvivl og usikkerhed altid er skadelig for den pastorale omsorg.

Den kendsgerning, at forskellige fortolkere kommer til forskellige konklusioner, skyldes også divergerende måder at forstå det kristne moralske liv på. Derfor er det, der er i spil i ”Amoris Laetitia” ikke alene spørgsmålet om, hvorvidt eller ikke, den fraskilte som har indgået et nyt forhold – under visse omstændigheder – på ny kan få adgang til Sakramenterne.

Yderligere indebærer fortolkningen af dokumentet også en underforstået, forskelligartet og kontrasterende tilgang til den kristne livsmåde.

Mens det første spørgsmål i ”Dubia” vedrører et praktisk spørgsmål i forhold til skilte og borgerligt gengifte, har de fire andre spørgsmål deres fokus på grundlæggende temaer i det kristne liv.

Spørgsmålene.

Spørgsmål nummer 1:

Der spørges, om det – ifølge ”Amoris Laetitia” (300-305) – nu er blevet muligt i bodens sakramente at give absolution og følgelig også kommunion til en person, som, mens vedkommende endnu er bundet i et gyldigt indgået ægteskab, lever sammen med en anden person ”more uxorio” (i et ægteskabslignende forhold) uden at opfylde de betingelser, som er formuleret i ”Familiaris Consortio” nr. 84 og efterfølgende bekræftet i ”Reconciliatio et Paenitentia” nr. 34 og i ”Sacramentum Caritatis” nr. 29. Kan udtrykket ”i visse tilfælde” i note 351 (nr. 305) i den apostoliske skrivelse ”Amoris Laetitia” have gyldighed for fraskilte personer, som lever i et nyt forhold, og som fortsætter med at leve ”more uxorio”?

Spørgsmål 1 henviser på en særlig måde til ”Amoris Laetitia” nr 305 og til fodnote 351. Mens note 351 gør rede for Bodens- og Den hellige Kommunions Sakramenter, nævner den ikke fraskilte og borgerligt gengifte i denne sammenhæng, ej heller nævner hovedteksten dette.

Pave Johannes Paul II’s apostoliske skrivelse ”Familiaris Consortio”, n 84, har allerede overvejet denne mulighed at tillade skilte og borgerlig gengifte adgang til Sakramenterne. Der nævnes tre betingelser:

  • De omtalte personer kan ikke være adskilt uden at begå nye uretfærdigheder (For eksempel vil de være ansvarlige for opdragelsen af deres børn).
  • De påtager sig forpligtelsen til at leve i overensstemmelse med deres situation, det vil sige, at de ophører med at leve sammen, som var de et ægtepar (more uxorio) og afholder sig derfor fra de handlinger, som er passende i et ægteskab.
  • De undgår at vække opsigt (det vil sige, at de undgår at give udseende af synden, så de undgår faren for at lede andre til synd).

Betingelserne, der er nævnt i ”Familiaris Consortio” nr 84 og i de følgende tilbagekaldte dokumenter vil øjeblikkeligt synes fornuftige, så snart vi husker, at den ægteskabelige forening ikke kun er baseret på gensidig hengivenhed, og at seksuelle handlinger ikke kun er en aktivitet blandt mange, som par deltager i.

Seksuelle forhold er beregnet for den ægteskabelige kærlighed. Det er noget meget vigtigt, noget godt og dyrebart, at det kræver en speciel sammenhæng, den sammenhæng som er den ægteskabelige kærlighed. Derfor er det ikke kun den fraskilte, der lever i et nyt forhold, der må leve i afholdenhed, det gælder alle, der ikke er i ægteskab. For Kirken har det sjette bud: ”Du må ikke bryde ægteskabet” altid dækket enhver udøvelse af menneskelig seksualitet, som ikke er ægteskabelig betinget, det vil sige enhver art af seksuel handling end den, der udøves med ens rette ægtefælle.

Det synes som om, at hvis man tillader Kommunion til de af de troende, som enten er separeret eller skilt fra deres rette ægtefælle, og som har indgået et nyt forhold med en anden, som om de var mand og hustru, betyder for Kirken, at Hun ud fra sin praksis må lære af følgende bekræftelser om ægteskabet, menneskelig seksualitet og Sakramenternes karakter.

  • En skilsmisse opløser ikke de ægteskabelige bånd, og parterne i et nyt forhold er ikke gift. Imidlertid kan folk, som ikke er gift, under visse omstændigheder legitimt engagere sig i handlinger med seksuel aktivitet.
  • En skilsmisse opløser ikke de ægteskabelige bånd. Folk, som ikke er gift, kan ikke legitimt engagere sig i en seksuel handling. De skilte og gengifte er legitime ægtefolk, og deres seksuelle handlinger er legitime ægteskabelige handlinger.
  • En skilsmisse opløser ikke de ægteskabelige bånd, og parterne i et nyt forhold er ikke gift. Folk, som ikke er gift, kan ikke legitimt engagere sig i seksuelle handlinger, så den fraskilte og borgerligt gengifte er i en tilstand af offentlig, objektiv og alvorlig synd. Tillader man en person at modtage Eukaristien, betyder det ikke, at Kirken tillader dennes offentlige livstilstand; de troende kan nærme sig Det Eukaristiske bord selv med bevidstheden om alvorlig synd, og i forbindelse med modtagelsen af absolutionen i Bodens Sakramente er det nødvendige formål at forbedre sit liv. Sakramenterne er derfor løsrevet fra livet: De kristne ritualer og tilbedelse er i en fuldstændig anden sfære end det kristne moralske liv.

Spørgsmål nummer 2:

Bør man efter offentliggørelsen af den post-synodale apostoliske skrivelse ”Amoris Laetitia” (jf. nr. 304) stadig betragte det som gyldigt, som den hellige Johannes Paul 2.’s rundskrivelse ”Veritatis Splendor” nr. 79, som bygger på Den hellige Skrift og Kirkens Tradition, lærer om eksistensen af absolutte moralnormer, som undtagelsesvist forbyder handlinger, som er onde i sig selv?

Det andet spørgsmål vedrører eksistensen af de såkaldte undtagelsesvise onde handlinger. Johannes Paul II’s encyklika ”Veritatis Splendor” nr. 79 hævder, at det er umuligt at betegne noget som etisk ondt efter dets art – dets “genstand” – det velovervejede valg af bestemte adfærdsformer eller specifikke handlinger uden en overvejelse af den hensigt, for hvilken valget blev truffet, eller helheden af de forudseelige konsekvenser af den handling for alle berørte personer.

Således lærer encyklikaen, at der er handlinger, som altid er onde, og som er forbudte af moralske normer, og som gælder uden undtagelse (moralske absolutter). Disse moralske absolutter er altid negative, det vil sige, at de fortæller os, hvad vi ikke skal gøre. ”Dræb ikke”, ”Begå ikke hor”. Kun negative sædvaner kan binde uden undtagelse.

Ifølge ”Veritatis Splendor”, ved uløseligt onde handlinger kræves nødvendig dømmekraft af omstændighederne og intentionerne. Når man indleder en relation til en kvinde, som er gift, er og forbliver det ægteskabsbrud og bør aldrig praktiseres, selvom man ved at gøre dette, som agent muligvis kan fremdrage betydningsfulde hemmeligheder fra en slyngels kone for at redde kongeriget (det lyder som et eksempel fra en James Bond film, men er allerede blevet udtænkt af Skt. Thomas Aquinas, ”De Malo”, q. 15, a. 1). Johannes Paul II argumenterer for, at hensigten, (”at redde kongeriget”) ikke ændrer handlingens art (her: ”at begå ægteskabsbrud”), og det er nok at kende handlingens art (”ægteskabsbrud”) og deraf vide, at man ikke bør gøre det.

Spørgsmål nummer 3:

Er det efter ”Amoris Laetitia” (301) stadig muligt at hævde, at en person, som til stadighed lever i et modsætningsforhold til et af budene i den guddommelige Lov, eksempelvis det bud, der forbyder ægteskabsbrud (jf. Matt 19,3-9), objektivt befinder sig i en tilstand af alvorlig vedvarende synd (jf. erklæringen af 24. juni 2000 fra Det pavelige Råd for Lovtekster)?

I afsnit 301 i ”Amoris Laetitia” mindes vi om, at ”Kirken er et stabilt legeme, som overvejer tingene, og som bekymrer sig om formildende omstændigheder i givne situationer”. Og Den konkluderer, at ”derfor kan det ikke længere blot siges, at alle de, der lever i en ”usædvanlig” situation lever i en tilstand af dødssynd og dermed ikke modtager den helliggørende nåde.

I sin erklæring af 24. juni 2000, søger det Pavelige Råd at præcisere lovteksten i paragraf 915 i Kanonisk lov, som fastslår, at de som vedbliver at være i synd ikke kan modtage Den hellige Kommunion. Det Pavelige Råds erklæring hævder, at denne paragraf er anvendelig på troende, som er fraskilte og borgerligt gengifte. Den præciserer, at alvorlig synd skal forstås objektivt, idet kommunionsuddeleren ikke har mulighed for at bedømme, om en anden person subjektivt kan tilregnes.

Derfor, med hensyn til deklarationen, hvor spørgsmålet er om adgangen til Sakramenterne, handler det om at dømme en persons objektive livssituation og ikke om at bedømme, hvorvidt denne person har begået en dødssynd. Derfor kan han eller hun ikke fuldt tilregnes eller tilregnes overhovedet.

På samme måde minder Johannes Paul II i sin encyklika ”Ecclesia de Eucharistia” n. 37 om, at bedømmelsen af om man er i nådens stand, er henlagt til den enkelte, eftersom det er et spørgsmål, om at undersøge samvittigheden”. Derfor er den forskel, ”Amoris Laetitia” henviser til, mellem den subjektive situation med dødssynd og den objektive situation med en alvorlig synd allerede grundigt fastslået i Kirkens lære.

Johannes Paul II fortsætter med at insistere på, at ”i tilfælde af en ydre adfærd, som er alvorlig, klar og ubestridelig med den moralske norm, kan Kirken i Sin pastorale omsorg for god ro og orden i samfundet og i respekt for Sakramentet, ikke fejle ved ikke at involvere sig direkte. Han gentager derefter læren af paragraf 915 son er nævnt ovenfor.

Spørgsmål 3 i ”Dubia” skal dermed præcisere, om det efter ”Amoris Laetitia” stadig er muligt at sige, at personer, som sædvanligvis lever i modstrid med Guds Lov, således som f.eks budet om urtroskab, tyveri, mord eller mened også lever i en objektiv tilstand af alvorlig synd, selvom for hvilke grunde, det ikke er sikkert at de subjektivt kan tilregnes deres vanlige overtrædelser.

Spørgsmål nummer 4:

Bør man stadig efter udsagnene i ”Amoris Laetitia” (nr. 302) om ”formildende omstændigheder i moralske spørgsmål” betragte den lære som gyldig, som fremsættes i den hellige Johannes Paul 2.’s rundskrivelse ”Veritatis Splendor” nr. 81, som bygger på Den hellige Skrift og Kirkens Tradition, og ifølge hvilken ”ydre omstændigheder og personlige motiver aldrig i kraft af deres formål kan forvandle en handling, som i sig selv er ond, til en i subjektiv forstand ”god” handling eller til et acceptabelt valg?

I paragraf 302 understreger ”Amoris Laetitia”, at grundet formildende omstændigheder betyder ”en negativ dom om en objektiv situation” ikke en dom om tilregnelighed eller skyld hos den pågældende person. ”Dubia” peger på Kirkens lære, som er udtrykt i Johannes Paul II’s ”Veritatis Splendor”, ifølge hvilken omstændighederne eller gode hensigter aldrig kan vende en virkelig ond handling til en handling, som er undskyldelig eller endda god.

Der opstår det spørgsmål, hvorvidt ”Amoris Laetitia” også er overensstemmende med, at enhver handling, som går imod Guds Bud, sådan som ægteskabsbrud, mord, tyveri eller mened aldrig kan være undskyldelig eller god grundet forhold, der minimerer det personlige ansvar.

Vedbliver disse handlinger, som Kirkens Tradition har defineret som dårlige i sig selv og som alvorlige synder, fortsat med at være ødelæggende og skadelige for den, som begår dem uanset den subjektive tilstand af moralsk ansvarlighed, han må være i?

Eller kunne disse handlinger, afhængig af en persons subjektive tilstand og afhængig af omstændighederne og forholdende, holde op med at være skadelige og være anbefalelsesværdige eller i det mindste undskyldelige?

Spørgsmål nummer 5:

Bør man efter ”Amoris Laetitia” (nr. 303) stadig betragte den lære som gyldig, der udtrykkes i den hellige Johannes Paul 2.’s rundskrivelse ”Veritatis Splendor” nr. 56, som bygger på Den hellige Skrift og Kirkens Tradition, og som udelukker muligheden for en kreativ fortolkning af samvittighedens rolle, og som understreger, at samvittigheden aldrig i kraft af deres formål kan tiltage sig retten til at legitimere undtagelser til absolutte moralnormer, som forbyder handlinger, der i sig selv er onde?

”Amoris Laetitia” nr. 303 siger, at ”samvittigheden kan gøre mere end at erkende, at en given situation ikke svarer objektivt til Evangeliets overordnede krav. Den kan også gennemskue med oprigtighed og ærlighed, hvad der aktuelt er det mest passende svar, som vi kan give Gud”. ”Dubia” anmoder om en afklaring af disse fremsættelser, da disse repræsenterer forskellige fortolkninger.

For dem, der foreslår en kreativ betragtning af samvittigheden, kan forskrifterne i Guds Lov og normen for den enkeltes samvittighed være anspændt eller endda i opposition, mens det afgørende ord altid bør gå til samvittigheden, som endeligt afgør, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Ifølge ”Veritatis Splendor” nr. 56” er der på dette grundlag, gjort et forsøg på at legitimere såkaldte pastorale løsninger, som er i modstrid med, hvad Lærerembedet underviser, og for at retfærdiggøre en ”kreativ” hermeneutik ifølge hvilken den moralske samvittighed på ingen måde viser sig imødekommende i noget som helst tilfælde af et bestemt negativt forskrift”.

I dette perspektiv, vil det aldrig være nok for den moralske samvittighed at vide ”dette er utroskab”, eller ”det er mord” for at vide, at dette er noget, man hverken kan eller må gøre.

Tværtimod er man også nødt til at tage omstændighederne eller intentionerne i betragtning for at vide, om denne handling trods alt ikke kan være undskyldelig eller endog umulig at undgå (jf spørgsmål i ”Dubia”). Med hensyn til disse teorier kunne samvittigheden egentlig med rette beslutte sig for, at i givne tilfælde består Guds vilje for mig i min handling, at jeg ikke overskrider Hans Lovbud. ”Begå ikke ægteskabsbrud” må betragtes som en generel norm. Her og nu og med mine givne gode intentioner, begår jeg ægteskabsbrud som Gud virkelig kræver af mig. Under disse forhold er tilfælde af dydige ægteskabsbrud lovlige mord og obligatorisk mened nærmest utænkelige.

Det ville betyde en forestilling om, at samvittigheden er evnen til selvstændigt at kunne afgøre, hvad der er godt, og hvad der er ondt og videre en forestilling om Guds Lov som en byrde, der vilkårligt er lagt på os, og som til tider kan være i modsætning til vor sande lykke.

Imidlertid er samvittigheden ikke i stand til at afgøre, hvad der er godt eller ondt. Hele ideen om ”Samvittighedens beslutningsdygtighed” er misvisende. Samvittighedens rette handling er at dømme ikke at afgøre. Den siger, dette er godt, dette er dårligt. Denne godhed eller ondskab er uafhængig af den. Den anerkender og genkender det gode i en handling og for at gøre sådan, det vil sige for at dømme, har samvittigheden behov for kriterier, idet den selv er afhængig af sandheden.

Guds bud er en nyttig hjælp for samvittigheden for at få kendskab til sandheden og til at dømme ret. Guds bud er udtryk for sandheden om det gode i os, om selve vores væsen og afslører noget meget betydningsfuldt om, hvordan man lever livet godt. Pave Frans udtrykker også sig også i sådanne termer; når der i ”Amoris Laetitia” nr. 295 står følgende: ”Loven i sig selv er en gave fra Gud, som viser vej, en gave til alle uden undtagelse”.

Den autoriserede engelske oversættelse af Dubia foretaget af Matthew Sherr er at finde på LifeSiteNews.com. d. 14. november 2016. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/full-text-of-4-cardinals-letter-to-pope-francis-with-explanatory-notes-

(Oversat af Patrick Fyrst og Mogens Bohn)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s