Kirkens første store krise: Arianismen

Kirken har udholdt – og overlevede – store prøvelser før.

Biskop Athanasius Schneider bemærker i et interview i 2014 med ChurchMilitant, at Den katolske Kirke befinder sig i sin fjerde krise. Han identificerede den aktuelle krise som den, hvor ”relativismen hærger i Kirken” og udstiller sig selv gennem doktrinær, moralsk og voldsom liturgisk anarki.

Derfor er mange troende katolikker blevet chokeret over dette samt den handlingslammelse, der præger medlemmerne i Kirkens hierarki. Det er klart, at Kirken før har overvundet kritiske storme, og hun vil også overleve denne, ligesom hendes brudgom lovede i evangeliet: ” og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”.

Der er imidlertid en forvirring, der har påvirket Jesu Kristi mystiske legeme. Faktisk er forvirring et af kendetegnene på Kirkens forskellige kriser.

I det fjerde århundrede så man opblomstringen af den omsiggribende Arianske hæresi – en ondskabsfuld benægtelse af Jesus Kristus som Gud. I dag synes det at være sund fornuft at: ”Selvfølgelig er Jesus Gud! Hvordan kan en kristen hævde andet?” Men fra slutningen af den apostoliske periode i det tidlige andet århundrede og ind i det fjerde århundrede var det en doktrin, som Kirken forkyndte for at rydde op i den forvirring, der herskede i datiden.

Arianismens rødder.

Arianismen var en synlig del af kristendommen fra dens begyndelse. Vor Herre Selv måtte vise, at Han ikke blot var en magtfuld profet, men en guddommelig skikkelse. Han udførte mirakler og talte med en autoritet, der var uhørt blandt Israels profeter. Efter at Han steg op til himlen, erfarede Herrens apostle Hans guddommelighed fra Peters prædikener Pinsedag til Johannesevangeliet: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.

Johannes så nødvendigheden af at skrive sit evangelium – så bemærkelsesværdig forskelligt fra de tre andre – for at styrke doktrinen, at Jesus Kristus er den anden person i Den hellige Treenighed, sand Gud og sandt menneske med en menneskelig og guddommelig natur.

Dette viste sig at være en anstødssten for mange af de tidlige kristne. Hovedparten af de tidlige hæresier op til det fjerde århundrede rummede fejl i forståelsen af Jesu Kristi sande natur. 

Ærkehæretikeren Arius.

Disse fejlslutninger nåede deres højdepunkt med præsten Arius’ teologi. Han blev ordineret mellem 312-313 e.Kr i Alexandria, Egypten – et af de store kristne centre i den antikke verden.

Hans teologiske baggrund og dermed hans teologiske vildfarelser er blevet til under hans uddannelse på Lukians skole i Antiokia. Han blev ekskommunikeret i 319 af biskop Alexander af Alexandria. Han var kendt for sin askese og agitatoriske kraft.

Stridens kerne var det græske ord (homo-ousios), et ord der betyder ”af samme substans”. Arius foretrak ordet (homo-i-ousiou), som betyder ”af lignende substans” – ikke lige med – eller evig med Faderen.

Arianismens fortalere.

Den store Jesuitiske teolog Fr. John Hardon noterede engang, at ingen hæresi nogensinde var blevet til uden støtte fra en katolsk biskop, og dette gjorde sig også gældende i forhold til Arianismen. Euseb, biskop i Nikomedia – prototypen på vore dages politiske biskopper – var kejser Konstantins nære ven og samarbejdede med Arius.

Trods denne kendsgerning blev Arius fordømt af biskop Alexander af Alexandria og af de egyptiske biskopper på et synode i 321, og Arius måtte appellere til kejseren. Dette stoppede ikke Euseb og de andre biskopper i at udsprede hans (Arius) fejlagtige teologi. I løbet af få år blev den blasfemi, at Jesus Kristus kun er menneske og ikke Gud spredt ud over det romerske imperium. 

Det Nikænske koncil.

Da kejser Konstantin den Store så den nylegitimerede religion kristendommen blive splittet grundet et så vigtigt punkt, forsøgte han at bringe både den katolske part og den Arianske part sammen for at finde en løsning. I året 325 samledes han og biskopperne i den kendte verden til det ”økumeniske” eller verdensomspændende koncil i Nikæa, det nuværende Iznik i Tyrkiet. Næsten 2.000 biskopper, præster og diakoner var samlet til dette koncil.

Mange store katolske skikkelser såsom Skt. Athanasius, på den tid diakon, Skt. Hilary fra Poitiers, Skt. Nikolaus og mange andre samledes i Nikæa. Selvom Arius fremlagde sine standpunkter, gjorde koncilet det gældende, at Jesu Kristi evige lære overdraget af Hans apostle skulle opretholdes. Siden da har alle katolikker både i øst og i vest bekendt Jesu Kristi guddommelighed i Den Nikænske Trosbekendelse:

 Jeg tror på én Gud,  Guds enbårne Søn,

som er født af Faderen forud for alle tider.

Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud.

Født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved ham er alting skabt;

Arius og de biskopper, som nægtede at godkende Den Nikænske Trosbekendelse, blev ekskommunikeret af koncilet og forvist til Illyrien af kejseren

Arius endeligt.

Tre år senere skrev Euseb i Nikomedia på vegne af Arius et brev til Konstantin, og ærkehæretikeren blev tilladt at vende tilbage. I modsætning til koncilet i Nikæa involverede kejseren sig i et religiøst anliggende og foretog selv en afgørelse vedrørende Arius teologi. Arius nød de næste syv år godt af kejserens gunst og gjorde livet svært for katolikkerne. Han var specielt hadefuld overfor Skt. Athanasius og gjorde alt for at få ham smidt ud af sit bispedømme fem gange.

I år 335 beordrede Konstantin biskoppen af Konstantinopel til at give Arius Den hellige Kommunion som et symbol på forsoning. Patriarken, vel vidende at Arius ikke angrede, bad for, at Arius måtte dø, før han skabte skandale og gjorde helligbrøde ved at modtage Den hellige Kommunion.

Der tegner sig et billede af, at Arius var på vej til Messe, og et samvittighedsnag greb ham og markerede sig som et meget voldsomt maveonde. Han spurgte, om der var et toilet i nærheden og blev henvist til bagsiden af Konstantins Forum og skyndte sig derhen.

Historien fortsætter således, ”meget snart blev han grebet af en markant svaghed, og sammen med udtømmelserne stak hans indvolde frem og blev efterfulgt af store blødninger samt tyndtarmen. Yderligere blev dele af hans lever og milt frembragt i en strøm af blod, så han døde næsten øjeblikkeligt”.

Forvirringen fortsætter.

På trods af katolikkernes sejr ved koncilet fortsatte hæresien med at sprede sig blandt biskopper og i den almene befolkning. Nogle år senere beklagede Skt. Hieronymus (347 – 420) sig over, at ”hele verden vågnede op en morgen beklagede sig og var forundret over at finde sig selv ariansk”.

Barbarernes forskellige stammer omfavnede denne hæresi, og den blev videreført langt ind i det syvende århundrede af Goterne, Lombarderne, Vandalerne og Vestgoterne, som overtog store dele af det romerske imperiums besiddelser udenfor Italien. I det ottende århundrede konverterede de imidlertid til katolicismen.

Igen skal det fremhæves, at kendetegnet på de store kriser i Kirkens liv her på jorden er forvirring. I det fjerde århundrede stod biskopperne sammen om at bekæmpe datidens (teologiske) vildfarelse. Men selvom de var forenet, varede det årtier før den umiddelbare virkning af Arius var blevet udslettet.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Rodney Pelletier og publiceret på ChurchMilitant.com d. 31. december 2016. Den kan læses på: http://www.churchmilitant.com/news/article/the-churchs-first-great-crisis-arianism

(Oversat af Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s