Julenat (prædiken)

Et barn er født os, en søn er givet os” (Er 9:5). Hvad Esajas profeterede for at trøste Israel midt i dets prøvelser og mørke, da han på lang afstand stirrede ind i fremtiden, er nu udråbt til hyrderne som en virkelig gave af Englen, fra hvem en sky af lys strømmer frem: “I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe“(Luk. 2:11). Herren er her. Fra dette øjeblik er Gud i sandhed “Gud med os“. Ikke længere er han den fjerne Gud, som på en eller anden måde kan blive opfattet langvejs fra, i skabelsen og i vores egen bevidsthed. Nej. Han er gået ind i verden i et barns skikkelse. Han er tæt på os. Det er Ham der senere forsikrer os: “Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens end” (Matt 28:20). For dig, for mig og alle er Frelseren født, fordi gennem evangeliet og dem, der forkynder det, minder Gud os om det budskab, som englen meddelte hyrderne. Det er et budskab, der vedrører alle. Hvis det er sandt, ændrer det alt. Hvis det er sandt, påvirker det også mig og alle. Ligesom hyrderne, må jeg også sige: Kom, jeg ønsker at gå til Betlehem for at se, Ordet, der er opstået der.

”Pulchra sunt, quae videntur , pulchriora quae sciuntur,  longe pulcherrima quae ignorantur” (skønt er det, vi ser, skønnere det, vi forstår, men langt det skønneste er det, vor forstand ikke kan rumme). Vores danske salige Niels Steensens berømte ord forekommer mig at gælde netop for det, vi denne nat fejrer: julens dybe sandhed og reelle virkelighed. Ja kun med hans salige tro kan man indse, at julen er mere end en smule opmuntrende stemning, en barnlig romantik, en borgerlig hygge. Den er en virkelig menneskelige og guddommelige begivenhed. Det drejer sig om barnet, om det ene barn, Guds Enbårne Søn, der blev menneske. Ja, det handler slet og ret om hans fødsel i tiden. Alt andet ved denne fest får liv herfra eller dør og bliver kun til en illusion.

Guds Enbårne og evige Søn er kommet. Han har gjort natten lys. Han har gjort vor nat, rædslers og håbløsheds nat, til julenat, hellig nat. Det er den virkelighed, vi, troende fejrer i dette øjeblik. Ja, dette øjeblik skal aktualiseres ved enhver julefest, for således at Guds virkelighed også kan være i vort hjerte og vort sind.

Denne virkelighed er at der er brudt noget ind i verden og vort liv, noget, der har givet det hele et mål og en afslutning, noget der har gjort ende på den gamle prædikens “intet nyt under solen” og på den “nye filosofs gru og angst for den evige gentagelse”. Gud er blevet menneske. Herren er her. Skabningens og mit livs Herre er kommet. Han ser ikke længere fra sin evigheds “alt i et og på en gang” blot ned på mit livs evige skiften. Derved er vor nat, den frygtelige, den kolde og øde nat, hvor sjæl og legeme venter på kuldedøden, blevet til julenat, til hellig nat.

Den store teolog Origenes sagde med ret om Guds mysterier: ”Hvis jeg havde den nåde at se som Paulus, kunne jeg selv nu i liturgien se en stor hær af engle” (jf. i Luk 23:09). Ja, i denne hellige liturgi, omgives vi af Guds engle og alle helgen. Herren selv er til stede i vores midte. Nu skal vi se og lytte med troens øjne og med hjertet det, som julefesten sandeligt er.

Den Gud, som intet billede kan tegne – fordi ethvert billede kun vil indskrænke, eller rettere fordreje ham – denne Gud er blevet synlig i den, som er hans sande billede, som Paulus udtrykker det: Jesus Kristus (jf. 2 Kor 4:04; Kol 1:15). Sandeligt, i Jesus’ skikkelse, i hele hans liv og tjeneste, i hans død og opstandelse, kan vi se Guds Ord og dermed mysteriet om den levende Gud selv. Det er hvad Guds Engel havde sagt til hyrderne: “Dette vil være et tegn for jer: I skal finde et lille barn svøbt og liggende i en krybbe” (Luk 2:12; jf. 2:16.). Gud ydmyger sig ved at blive et tegn: et lille barn svøbt og liggende i en krybbe. Tegnet, som er givet til hyrderne og til os, er ikke et forbløffende mirakel. Guds tegn er hans ydmyghed. Guds tegn er, at han gør sig lille. Han bliver et barn. Han lader os røre ved sig selv og han beder om vores kærlighed.

Hvordan vil vi foretrække et andet tegn, et imponerende, uimodståelig tegn på Guds magt og storhed! Men hans tegn kalder os til tro og kærlighed, og dermed giver det os håb: det er, hvad Gud er. Han har magt. Men Han er godheden selv. Han indbyder os til at blive ligesom ham. Ja, vi bliver som Gud, hvis vi tillader os selv at blive formet af dette tegn, og hvis vi selv lærer ydmyghed og dermed sande storhed, hvis vi giver afkald på den evige stræben efter falsk lykke og storhed og higer til gengæld efter hans sandhed og kærlighed.

For mange mennesker er det at den levende Guds Søn blev menneske i Betlehem, for smukt for at være sandt. Men Den Hellige Josef, Den evige Jomfru Moder og hyrderne lærer os at vi skal tro på Guds løfter og at han, den gode Gud ikke må forveksles med et upersonligt, sublime og fjernt væsen, som aldrig ville være muligt at nås, fordi han, som har gjort sig selv til en af os, mennesker, er meget tæt på os og altid har tid til hver enkelt af os. GUD, DEN SOM ER er også LIVET, SANDHEDEN OG LYSET. Vi kan med fuld ret at bekende at han sandelig lever, når vi lever.

Men kunne sådant noget være muligt? Er det værdigt for Gud at gøre sig til et barn? Hvis vi skal forsøge at åbne vores hjerter for den sandhed, der oplyser hele den menneskelige eksistens, må vi bøje vores sind og anerkende vores begrænsninger. I grotten i Betlehem viser Gud sig for os som et ydmygt “spædbarn” fort at besejre vores arrogance og stolthed, vold og tørst efter overfladiske besiddelser. Måske ville vi have underkastet os lettere for magt og visdom, men han ønsker ikke at erobre os eller underkaste os; snarere kalder han os til frivilligt at åbne vores hjerter for at acceptere sin kærlighed. Han gjorde sig lille for at sætte os fri fra det menneskelige krav på falsk storhed, som udpringer fra og rodfæstes i stolthed. Frivilligt blev Han menneske for at sætte os virkelig fri, fri til i sandhed at tjene og elske ham.

Kære brødre og søstre, Julen er en privilegeret mulighed for at meditere over betydningen og værdien af ​​vores eksistens. Festen tilskynder os til på den ene side at reflektere over historien, hvor mennesker, som er sårede og belastede af synd, er evigt og forgæves på jagt efter lykke og tilfredsstillende følelser; og på den anden side opfordrer den os til at være taknemmelige for livet og samt at betragte den barmhjertige Guds godhed, der kom til mennesker for personligt og direkte at åbenbare for dem Sandheden, der alene forløser dem og gør det muligt for dem at tage del i hans venskab og hans evige og guddommelig liv. Lad os derfor forberede os til i ydmyghed og hengivenhed at møde Ham, som er selv lyset, glæden og freden. Lad os fejre Jesu Kristi fødsel som en begivenhed, der nu og her kan forny vores liv. Må vores møde med Jesusbarnet gøre os til mennesker, der ikke tænker kun på sig selv, men åbner sig for hans kald til evigt at leve i Ham, samt for deres brødre og søstres forventninger og behov. På den måde bliver vi sande vidner for det Barn, hvis lys, glæde og sandhed skinner på menneskeligheden. Amen

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s