Biskop Schneider har sagt de sidste ord omkring Amoris Laetitia

Følgende tale blev holdt af Hans Exellence, Athanasius Schneider, hjælpebiskop i Astana, Kazakhstan, på Lepanto Foundation d. 5. december 2016.

”Da vor Herre Kristus prædikede den evige sandhed for 2000 år siden, var kulturen og den herskende tidsånd radikalt i opposition til Ham. Specielt var det religiøs synkretisme, der gjorde sig gældende, den intellektuelle elites gnosticisme og moralsk relativisme hos mængden specielt med hensyn til institutionen: Ægteskabet. ”Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke” (Joh 1:10).

Flertallet af Israels befolkning og i særdeleshed ypperstepræsterne, de skriftkloge og farisæerne havde forkastet den guddommelige lære åbenbaret af Kristus og endog forkyndelsen af ægteskabets uopløselighed. ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham” (Joh 1:11). For Guds Søn bestod hele missionen på jorden i at åbenbare sandheden: ”Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden” (Joh 18:37).

Vor Herre Jesus Kristus døde på korset for at frelse menneskeheden fra synd, idet Han ofrede Sig Selv i et fuldendt og lifligt lovprisningsoffer og soning til Gud Fader. Kristi forløsende død består også af det vidnesbyrd, Han lagde i alle Sine ord. Kristus var rede til at dø for sandheden for hvert af Sine ord: ”Men nu vil I have mig slået ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Sådan gjorde Abraham ikke….. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord.  I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke.  Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke?”(Joh 8: 40, 43-46). Jesu vilje til at dø for sandheden omfattede hele den sandhed, Han havde forkyndt og derfor sandelig også sandheden om ægteskabets absolutte opløselighed.

Jesus Kristus er genopretteren af ægteskabets uopløselighed og dets oprindelige hellighed ikke blot ved Hans hellige ord, men på en mere radikal måde ved hjælp af Sin forløsende død, med hvilken Han har ophøjet ægteskabets skabte og naturlige værdighed til Sakramental værdighed. ” Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den”….  ”Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den, som Kristus gør med kirken. For vi er lemmer på Hans legeme. Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og Kirken”. (Ef. 5: 25, 29-32). Derfor benytter Kirken også i Sin forkyndelse følgende ord om ægteskabet: ”O Gud, som ved at skabe mennesket gjorde det ved at ophøje dets natur på vidunderlig vis, og endnu mere vidunderligt gjorde Du det ved at skabe det på ny” (Den Tridentinske Messe, Offertoriets ritus).

Apostlene og deres efterfølgere, i første række De Romerske Paver, Peters efterfølgere har andægtigt forsvaret – og trofast videregivet den uforanderlige doktrin fra det inkarnerede Ord vedrørende ægteskabets hellighed og uopløselighed også med hensyn til den pastorale praksis i forbindelse med ægteskabet. Kristi doktrin er udtrykt i følgende erklæring fra Apostlene: ” Ægteskabet skal holdes i ære af alle og ægtesengen være ubesmittet; for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere” (Hebr. 13:4) og ”De gifte byder jeg, dog ikke jeg selv, men Herren, at en kvinde ikke må skille sig fra sin mand – og en mand må heller ikke skille sig af med sin hustru” (1 Kor 7: 10-11). Dette af Helligånden inspirerede ord er blevet forkyndt i Kirken gennem 2000 år og tjener som et bindende direktiv og som en ufravigelig norm for den Sakramentale disciplin og de troendes praktiske liv.

Buddet om ikke at gifte sig igen som en følge af separation fra en legitim ægtefælle er ikke en grundlæggende positiv eller kanonisk norm i Kirken, men ligger i Guds ord, som Paulus lærte Apostlene: ” dog ikke jeg selv, men Herren ” (1 Kor 7: 10). Kirken har forkyndt dette ord uafbrudt, idet Den forbyder gyldigt gifte troende at indgå ægteskab med en ny partner. Som en følge af det, har Kirken ikke nogen autoritet til at billige en uxorio (ægteskabelig) union udenfor et gyldigt ægteskab ved at tillade ægteskabsbrydere adgang til Den Hellige Kommunion.

En kirkelig myndighed, der udsteder normer eller pastoral vejledning og som sørger for en sådan adgang, tiltager sig en ret, som Gud ikke har givet Den. En pastoral ledsagelse og dømmekraft som ikke meddeler den ægteskabsbrydende person, de såkaldte skilte gengifte, den guddommeligt etablerede forpligtelse til at leve i afholdenhed som en ufravigelig betingelse for adgang til Sakramenterne, udstiller sig selv som en arrogant form for klerikalisme, da der ikke eksisterer nogen klerikalisme så farisæisk som den, der tiltager sig rettigheder, der er forbeholdt Gud.

Én af de ældste og utvetydige vidnesbyrd om den uforanderlige praksis i Den Katolske Kirke, (et samfund af troende som er kædet sammen som ægtefæller i ægteskabelig binding), hvor man afviser ægteskabsbryderes ægteskaber gennem Sakramental disciplin, er forfatteren til en bodskatekese kendt under pseudonymet ”Hermas Hyrde”. Katekesen blev efter al sandsynlighed skrevet af en romersk præst i begyndelsen af det 2. århundrede. Som antydet er den litterære form en form for apokalypse eller en vision.

Den anden dialog mellem Hermas og bodsenglen, som viser sig for ham i skikkelse af en hyrde, viser med beundringsværdig klarhed den uforanderlige doktrin og praksis i Den Katolske Kirke på dette område: Hvad vil, O Herre, manden gøre, når hans kone vedbliver med sin trang til utroskab? Adskilt fra hende forbliver manden på egen hånd. Hvis han efter at have forladt sin hustru gifter sig med en anden kvinde, begår han ægteskabsbrud. Hvis, O Herre, hustruen efter hun er blevet forladt, omvender sig og ønsker at vende tilbage til sin mand, vil hun da igen kunne være sin mands hustru? Ja, siger han, og hvis manden ikke modtager hende, synder han og gør sig skyldig i en stor fejl. Han burde i stedet modtage den, der har syndet og omvendt sig…. På grund af muligheden for en sådan omvendelse, bør manden ikke gifte sig igen. Dette gælder både hustruen og manden. Ikke alene er det utroskab, hvis man forsynder sig i kødet, men også den, der handler på samme måde som hedningerne, er en ægteskabsbryder… Derfor blev det forordnet, at man forbliver alene, både for manden og kvinden. Man kan omvende sig… men den som har syndet må ikke synde igen” (Hermas hyrde, fjerde bud, 1).

Vi ved, at den første store klerikale synd blev begået af ypperstepræsten Aaron, da han imødekom syndernes uforskammede bøn og tillod dem at foretage afgudsdyrkelse af guldkalven (Ex 32:4). Ved at udskifte Gud med guldkalven i dette tilfælde, gik man mod det første bud i Guds Dekalog, fordi man erstattede Guds ord med menneskets syndige vilje. Aaron retfærdiggjorde sin handling ved en forværret klerikalisme ved at anvende barmhjertighed og en forståelse for menneskets behov. Den hellige Skrift siger netop dette: Da Moses så, hvor løssluppent folket var, fordi Aron havde sluppet tøjlerne, til skadefryd for dets fjender (2 Mos 32:25).

Denne første klerikale synd gentager sig i dag i Kirkens liv. Aaron havde givet tilladelse til at synde mod det første bud i Guds Dekalog og på samme tid være afklaret og tilfreds med at foretage synden, og folket, de dansede så sandelig. Dette var en situation præget af frydefuld afgudsdyrkelse: Næste morgen ofrede de brændofre og bragte måltidsofre, og folket satte sig ned og spiste og drak; og de rejste sig for at danse (2 Mos 32:6). I stedet for det første bud, som det var på Aarons tid, vælger mange klerikale, selv på højeste niveau, i dag at udskifte det sjette bud til fordel for en afgudsdyrkelse af en seksuel relation mellem mennesker, der ikke er gyldigt gift, dette er i en vis forstand den guldkalv, klerikatet i dag ærer.

At give sådanne mennesker tilladelse til at modtage Sakramentet uden at spørge om de lever i afholdenhed (sine qua non: uden afholdenhed gælder tilladelsen ikke), betyder fundamentalt, at der i et sådant tilfælde ikke lægges vægt på det sjette bud. Som nye ”Aaroner” formilder klerikatet sådanne mennesker ved at sige, at de kan være rolige og glade, hvilket vil sige, at de med ro i sindet kan fortsætte med at praktisere utroskab på baggrund af en ny ”via caritatis” (en ny variant af barmhjertighed) samt Kirkens moderlige omsorg og vedblive at modtage Eukaristiens næring. Med en sådan pastoral vejledning kan det nye Aaronitiske klerikat gøre Det Katolske Folk til objekt for hån fra deres fjender, det vil sige fra en vantro og amoralsk verden, som vil være ”klædt på” til at sige:

”I den Katolske Kirke kan man have en ny partner ved siden af sin ægtefælle, da relationen til ham / hende (den nye partner) er legitimeret i praksis”.

”I den Katolske Kirke er det tilladt, som en konsekvens, at praktisere polygami”.

”I Den Katolske Kirke er det at overholde det sjette bud i Dekalogen så hadet af dele af det oplyste samfund, at det undtagelsesvis kan legitimeres.

”Princippet om moralsk fremskridt for det moderne menneske rummer, at man må acceptere legitimiteten af seksuel aktivitet udenfor ægteskabet. Dette er endelig blevet accepteret i Den Katolske Kirke i implicit forstand, en Kirke der altid har været stivsindet og stået i modsætning til kærligheden og det moralske fremskridt for det moderne menneske.

Det er sådan Kristi- og den gudommelige sandheds fjender begynder at tale, dem, der er de sande fjender af Kirken. Ved det arbejde foretaget af det nye Aaronitiske klerikat, hvor man tillader dem, der uden anger praktiserer utroskab, gør man Den Katolske Kirkes børn til objekt for hån fra deres modstandere.

Den kendsgerning, at den helgen, som først gav sit liv, som et vidnesbyrd om Kristus, er Johannes Døberen, forløberen for Herren, Han vil for altid være en læremester og en alvorlig advarsel til præster og troende i Kirken. Johannes Døberens vidnesbyrd om Kristus bestod i at forsvare uden skyggen af tvivl eller tvetydighed ægteskabets uopløselighed og fordømme utroskab. Den Katolske Kirkes historie oplyses af dem, der eksemplarisk har fulgt Johannes Døberens eksempel eller ligesom han givet vidnesbyrd ved deres blod, ved at lide under forfølgelse og personlige udfordringer. Disse eksempler skal især vejlede Kirkens præster i vore dage, så de ikke ledes til den klassiske klerikale fristelse at behage mennesket mere end Den hellige og fordringsfulde Guds vilje, en vilje som både er kærlig og vis.

Gennem talrige mennesker der er gået i Johannes Døberens fodspor som martyrer og bekendere af ægteskabets uopløselighed, må vi huske på nogle af de mest betydningsfulde. Det første store vidnesbyrd er Pave Nicholas I med til navnet ”Den Store”. Det var ved et møde i det niende århundrede mellem Pave Nicholas I og Lothair II, kongen af Lorraine. Lothair oprindeligt forenet, men ikke gift med en adelige Waldrada, blev af politiske grunde forenet i ægteskab med den ædle Theutberga og blev derefter skilt fra hende og derpå gift med sin tidligere livsledsager (Waldrada). Han ønskede for enhver pris, at Paven skulle anerkende gyldigheden af dette hans andet ægteskab. Men selvom Lothair havde støtte fra kejser Ludwig, som ankom med sin hær for at invadere Rom, ville Nicholas I ikke give efter for hans krav og ville overhovedet ikke betragte hans andet ægteskab som gyldigt.

Lothair II, konge af Lorraine levede med en vis Waldrada efter at have forkastet og låst sin samlever Theutberga inde i et kloster og efter at have tyet til bagvaskelse, trusler og tortur, bad han de lokale Biskopper om skilsmisse, så han kunne gifte sig med Waldrada. Biskopperne i Lorraine affandt sig, på en synode i Aachen i 862, med kongens rænkespil og accepterede Theutbergas bekendelse om manglende trofasthed uden at tage i betragtning, at den var blevet til med magt. Lothair II ægtede derefter Waldrada, som blev dronning. Der fulgte en appel fra den forviste dronning til Paven, som greb ind overfor de samtykkende Biskopper, idet han fremprovokerede ulydighed, ekskommunikation og gengældelse i forhold til to af dem, som havde vendt sig til Kejser Ludwig II, bror til Lothair.

Kejser Ludwig besluttede at handle med magt, og i begyndelse af 864 kom han til Rom med sine hære og invaderede Løvernes bymed sine soldater, som endog angreb religiøse processioner. Pave Nicholas var tvunget til at forlade Lateran Kirken og søge tilflugt i Skt. Peters Basilica, og Paven erklærede, at han hellere ville dø end at tillade et arrangement more uxorio udenfor et gyldigt ægteskab. Til sidst gav kejseren sig grundet Pavens heroiske modstand og accepterede Hans krav og beslutning og vendte sig fra Gunther fra Köln og Theufgard fra Trier, de to Ærkebiskopper som havde gjort oprør.

Kardinal Walter Brandmüller giver følgende vurdering af denne symbolske begivenhed i Kirkens historie: ”I det tilfælde vi har undersøgt, betyder det, at med hensyn til dogmet om enhed, at det er et Sakramente og uopløseligheden af ægteskabet mellem døbte mennesker, er der ingen vej tilbage – uundgåeligt, og derfor må det forkastes, når man betragter det som en fejltagelse, der kan rettes. Den måde Nicholas I handlede på i uoverensstemmelsen ved Lothair II’s nye ægteskab er visheden om, at princippet er ubøjeligt og frygtløst og udgør en vigtig milepæl på vejen til at bekræfte doktrinen om ægteskabet i den tyske kulturelle kontekst. Det faktum, at denne Pave, ligesom adskillelige af hans efterfølgere i lignende situationer, viste sig at være fortaler for menneskets værdighed og frihed for de svage, som generelt var kvinder – har gjort Nicholas I fortjent til histografernes respekt, hellighedens krone og titlen: Den store.

Et andet lysende eksempel på forkyndere og martyrer vedrørende ægteskabets uopløselighed er de ofre, som tre historiske figurere gav, da de var involveret i Henrik VIII, konge af England og dennes skilsmisseaffærer. Det er tale om: Kardinal Skt. Fisher, Skt. Thomas More og Kardinal Reginald Pole.

Da det blev kendt første gang, at Henrik VIII søgte efter en måde, hvorpå han kunne blive skilt fra sin lovmæssige hustru Catherine af Aragon, modsatte John Fisher Biskop af Rochester sig offentligt disse bestræbelser. Skt. John Fisher er forfatter til syv publikationer, hvori han fordømmer Henrik VIII’s forestående skilsmisse. Den højtrangerede gejstlige i England Kardinal Wolsey og alle landets Biskopper med undtagelse af John Fisher, Biskop af Rochester, støttede kongens forsøg på at opløse sit første og gyldige ægteskab. Måske gjorde de det ud fra pastorale motiver og for at fremme muligheden for et pastoralt akkompagnement og dømmekraft.

I stedet for havde Biskop John Fisher tilstrækkelig mod til at fremsætte en meget klar erklæring i Overhuset, der bekræftede, at ægteskabet var lovligt, at en skilsmisse ville være ulovlig, og at kongen ikke havde ret til at gå denne vej. I den samme parlamentssamling blev den berømte tronfølgelov godkendt, som krævede, at alle borgere skulle aflægge ed til tronfølgeren, idet man anerkendte børn af Henrik VIII og Anne Boleyn, som tronens lovmæssige arvinger, under straf for at være skyldig i højforræderi. Kardinal Fisher afviste at aflægge ed og blev fængslet i 1534 i Tower i London og halshugget det følgende år. Kardinal Fisher havde erklæret, at ingen magt menneskelig eller guddommelig kunne opløse kongen og dronningens ægteskab, fordi ægteskabet var uopløseligt, og at han var parat til at give sit liv med glæde for denne sandhed. Kardinal Fisher bemærkede, at under sådanne omstændigheder havde Johannes Døberen ikke set nogen anden udvej at dø mere strålende end at dø på grund af ægteskabet uanset den kendsgerning, at ægteskabet ikke var helligt på den tid, som det blev, da Kristus gav Sit blod for ægteskabets hellighed.

I mindst to dele af hans retssag, bemærkede Skt. Thomas More, at den sande grund til Henrik VIII’s fjendtlighed overfor ham, var den kendsgerning, at Thomas More ikke troede, at Anne Boleyn var Henrik VIII’s hustru. En af grundene til, at man fængslede Thomas More, var, at han nægtede at aflægge ed på gyldigheden af ægteskabet mellem Henrik VIII og Anne Boleyn. På det tidspunkt troede ingen katolikker i modsætning til i dag, at et utroskabsbaseret forhold kunne blive, under særlige omstændigheder eller af pastorale hensyn, behandlet, som om det var et rigtigt ægteskab.

Reginald Pole, fremtidig Kardinal, var en fjern fætter til kong Henrik VIII, og i sin ungdom havde han modtaget et generøst stipendium. Henrik VIII tilbød ham Ærkebiskopsædet i York, hvis han ville støtte ham i at fremme hans skilsmisse. Derved ville Pole blive medskyldig i den mangel på respekt, Henrik VIII havde for ægteskabet. Under en samtale med kongen på det kongelige slot, fortalte Reginald Pole ham, at han ikke kunne billige hans planer for at frelse kongens sjæl og på grund af sin egen samvittighed. Ingen op til dette øjeblik havde vovet at sige kongen imod lige op i hans ansigt. Da Reginald Pole udtalte disse ord, blev kongen så rasende, at han var lige ved at trække sin kniv. Pole tænkte i det øjeblik, at kongen var i færd med at dræbe ham. Men den oprigtige enkelhed som Pole havde anvendt, som havde han udtalt en meddelelse fra Gud og hans mod i nærværelse af en tyran, frelste hans liv.

Nogle i klerikatet foreslog på det tidspunkt Kardinal Fisher, Kardinal Pole og Thomas More, at de skulle være mindre ”firkantede” og mere realistiske, når de betragtede sagen vedrørende det anomale og utroskabsbaserede forhold mellem Henrik VIII og Anne Boleyn, og at det måske ville være muligt at udføre en kort kanonisk proces for at annullere det første ægteskab. På denne måde ville det være muligt at undgå skisma og forhindre Henrik VIII i at begå yderligere alvorlige og store synder. Imidlertid er der et stort problem med en sådan tankegang: Hele vidnesbyrdet i det guddommeligt åbenbarede ord og Kirkens uafbrudte tradition siger, at det sande og uopløselige ægteskabs virkelighed ikke kan tilbagevises, ej heller kan et ægteskabsbrud accepteret af tidsånden blive tolereret under nogen omstændigheder.

Et sidste eksempel er vidnesbyrdet fra de såkaldte ”sorte” Kardinaler i sagen om Napoleon I’s skilsmisse, et ædelt og strålende eksempel for medlemmerne af Kardinalkollegiet til alle tider. I 1810 afslog Kardinal Ercole Consalvi, dengang statssekretær, at overvære fejringen af ægteskabet mellem Napoleon og Marie Louise af Østrig, fordi Paven ikke havde været i stand til at udtrykke sig klart vedrørende ugyldigheden af det første ægteskab mellem kejseren og Joséphine fra Beauharnais. Rasende beordrede Napoleon, at Consalvi’s og de andre tolv Kardinalers jordiske gods skulle konfiskeres, og at de skulle fratages deres rang. Disse Kardinaler var derfor nødt til at klæde sig som præster og blev derfor kaldt de ”sorte” Kardinaler. Kardinal Consalvi beretter om affæren med de ”sorte” Kardinaler i sine erindringer.

Den samme dag blev vi tvunget til at ophøre med at gøre brug af Kardinalsymbolerne og klæde os i sort, herfra kom betegnelsen ”de sorte” og ”de røde”, hvormed man skelner de to parter i kommunitetet…. Det var et mirakel, at kejseren i sit begyndende raseri beordrede, at tre af de tretten Kardinaler skulle skydes, det er Opizzoni, mig og en tredje, hvis identitet er ukendt (måske er det Kardinal di Pietro), og derefter var det begrænset til mig alene og at det ikke blev udført.

Så fortæller Kardinal Consalvi mere detaljeret: ”Efter mange overvejelser mellem os tretten blev det besluttet med henblik på kejserens invitation, at vores respekt for ægteskabet gjorde, at vi ikke ville være til stede, det vil sige hverken til det kirkelige bryllup – af grunde givet ovenfor – eller det borgerlige bryllup, fordi vi ikke fandt det passende for en Kardinal at godkende med sin tilstedeværelse den nye lovgivning, som adskiller en sådan handling fra en såkaldt ægteskabelig velsignelse og at handlingen var blevet afbrudt fra dens tidligere forening, så troede vi ikke, at den ville have en afbrudt legitimitet. Vi besluttede derfor ikke at deltage. Da det borgerlige ægteskab blev indgået i Saint-Cloud, deltog vi tretten ikke. Så oprandt dagen, hvor det kirkelige bryllup skulle finde sted. Pladserne for Kardinalerne var forberedt, idet man indtil sidste øjeblik troede, at alle ville overvære den begivenhed, der interesserede hoffet mest. Men de tretten Kardinaler viste sig ikke. De andre fjorten Kardinaler var der…. Da kejseren kom i ind i kirken, så han først mod det sted, Kardinalerne sad, og da han så, at der kun var fjorten viste sig en voldsom i hans ansigt, så alle der overværede det, bemærkede det.

“Så kom opgørets dag. Efter at have bragt de tretten Kardinaler til kirkeområdet, blev vi ført ind i et rum, hvor vi også mødte politichefen Fouché. Ved vor ankomst fortalte politichef Fouché, som var bekymret for vores sag, og som jeg nærmede mig for at hilse på. Han sagde til mig med lav stemme: Jeg fortalte Dem Hr. Kardinal, at konsekvenserne kunne blive uoverskuelige, og det piner mig, at se dem blandt ofrene”. Mødelederen begyndte at tale, og beskyldte Kardinalen og hans tolv kollegaer for at være indblandet i en sammensværgelse. Vedrørende den forbrydelse som er forbudt og strafpligtig under den eksisterende lov, fandt mødelederen sig selv i den ubehagelige situation, for han skulle vise Hans Majestæts ordre for vore blikke, hvilket var at reducere følgende tre ting: Først, at vores ting ikke bare de kirkelige også vor formue skulle fjernes og konfiskeres. For det andet blev vi forbudt at benytte vore Kardinaltegn eller anden uniform, som passede til vores værdighed, fordi Hans Majestæt ikke længere betragtede os som Kardinaler. For det tredje, Hans Majestæt forbeholdt sig fra nu af retten til at bestemme over os. Nogle af os forstod, at vi kunne komme til at deltage i retssagen. Samme dag fandt vi os forpligtet til ikke at benytte vore Kardinaltegn og at klæde os i sort, hvoraf betegnelsen “de sorte” og “de røde” opstod, hvorved man kunne skelne de to parter i kommunitet fra hinanden”.

Må Helligånden oprejse, blandt alle i Kirken fra de mest simple og ydmyge i troen til den øverste præst, talrige og modige forsvarere af sandheden om ægteskabets uopløselighed og Kirkens uforanderlige praksis også selvom de personligt på grund af et sådant forsvar vil risikere meget. Kirken skal mere end nogensinde øve sig i at formulere doktrinen vedrørende ægteskabet og yde pastoral omsorg, så livet for ægtefæller og især de såkaldte skilte gengifte bliver taget alvorligt, som Helligånden siger i Den Hellige Skrift: Ægteskabet skal holdes i ære af alle og ægtesengen være ubesmittet; for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere (Hebr 13: 4). Kun en pastoral tilgang til ægteskabet, der fortsætter med at tage Guds ord alvorligt, viser den virkelige barmhjertighed, fordi den fører synderens sjæl ad den sikre vej til det evige liv. Og det er det, der betyder noget.

Den autoriserede engelske udgave af denne tale er publiceret på LifeSiteNews.com d. 9. december 2016. Den kan læses på:https://www.lifesitenews.com/news/bishop-schneider-the-non-negotiable-greatness-of-christian-marriage

(Oversat af Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s