Har afvigelsesteologien sejret under Pave Frans?

Jeg er sognepræst, en præst i et typisk amerikansk forstadssogn, som forsøger så venligt og roligt jeg kan at hjælpe mennesker, som ofte ikke er blevet ordentligt indført i deres katolske tro, så de forstår, hvad Kirken lærer og hvorfor. Mine gentagne erfaringer er, at mennesker er taknemmelige, når en præst forklarer, hvad Den Katolske Kirkes Katekismus lærer, som de fleste voksne katolikker i dag hurtigt indrømmer, at de generelt ikke har modtaget tilstrækkelig katekese.

Ligesom mange af mine præstelige brødre, har jeg været bekymret på baggrund af de to Familiesynoder (2014 og 2015) og den Post-Sydonale Skrivelse Amoris Laetitia (April 2016), fordi læren der kommer fra disse synoder til tider lader til at forvirre Katekismens klare lære. Og endda nedbryder en præsts arbejde med at katekisere et sogn. Ifølge de mere ambivalente formuleringer i Amoris, er en præst ikke længere i stand til kun at forklare mennesker, at bestemte handlinger er dødssynder, som Kirken altid har lært og at de, som foretager sådanne må angre og modtage Bodens Sakramente, før de kan modtage den Hellige Kommunion (AL 301). I stedet er jeg nu henvist til at udøve ”pastoral omsorg” og erkende, at ”konsekvenserne eller følgerne af en regel ikke nødvendigvis altid er den samme” (AL 300). Det udfordrende, men givende arbejde, som jeg har benyttet min tid som præst til at foretage – tålmodig undervisning i Kirkens klare moral lære for mennesker og erfare, at når jeg har gjort det, er de blevet dybt taknemmelige – bliver nu, når det opstår, beskrevet som at ”kaste sten på menneskers liv” og ”at gemme sig bag Kirkens lære” med et lukket hjerte (AL 305).

På samme tid er den officielle Kirkes kommunikation og de katolske medier ivrige for at prise Pave Frans som ”Barmhjertighedens Pave”, en visionær, der har revolutioneret Den Katolske Kirke med sin nye tilgang udtrykt tidligere i sit Pontifikat ved at understrege: ”Hvem er jeg til at dømme?” Pave Frans fremsætter en formodentlig ny og barmhjertig tilgang til ”dømmekraft” og ”akkompagnement” for dem, hvis liv ikke passer til Kirkens morallære og kan kritisere dem, som ser moralske spørgsmål som værende ”sorte og hvide”. Siden 2013 har jeg lyttet omhyggeligt til Pave Frans ord til præster og forsøgt at finde ud, af hvad min rolle nu er ved at følge hans vejledning som moralens lærer overfor de troende. Jeg har også forsøgt at forstå de mange vidende og hengivne lægfolk, mine åndelige børn, som ofte deler med mig, at de også er blevet forvirret af Den Hellige Faders ord og tone.

Min forvirring er kun blevet forøget, da Pave Frans for nylig rådgav en generalforsamling af Jesuitter ved at prise Bernard Häring som en sand mentor, selvom han var den første til at søge en ny måde, hvorpå moralteologien kunne blomstre igen (La Civilta Cattolica, Oct 24, 2016). I denne anbefaling bekræfter Den hellige Fader en teolog, som brugte årtier på at fastslå og fremme, hvad man før plejede at kalde ”afvigende teologi”. Häring, tysk professor i moralteologi ved Alfonsianum i Rom fra 1950 til 1986, var den afgørende inspirator for Charles Curran og en hel generation af teologer, som markerede sig i 1968 med deres ”Afvigelsens erklæring” mod Pave Paul VI’s encyklika Humanae Vitae. Faktisk var det Härings støtte til ”Afvigelsens erklæring”, der var en afgørende faktor, for at Curran’s afvigelser opnåede teologisk legitimitet og dermed dannede en generation af andre teologer med det samme afvigende synspunkt. I årerne efter 1968 spredte denne afvigende teologi sig og blev karakteristisk for store dele af Den Katolske Kirke i USA og specielt katolske institutioner for lange videregående uddannelser. Häring, Curran og andre teologer opmuntrede katolikker til selvstændig tænkning og at gå i mod Pave Johannes Paul II’s lære og anse den for at være rigid og upersonlig. Ved at fremhæve Häring som pioneer ser det ud til, at Pave Frans priser dem, som ikke anerkender Katekismens morallære. Det er vanskeligt at nå til en anden slutning.

Alt dette er dybt forvirrende for katolikker, ligesom jeg selv af Pave Johannes Paul II generation, som blev tiltrukket af Den Katolske Kirke på grund af det modige vidnesbyrd og den klare morallære givet til os af Skt. Johannes Paul II. Jeg gik på seminariet og blev ordineret i 1990’erne; Johannes Paul II inspirerede mit kald. Han gjorde det klart, at han var barmhjertighedens Pave, idet han kanoniserede Skt. Faustina Kowalska og fremmede budskabet om Guds barmhjertighed i hele verden. Gennem mine seminarieår læste jeg hans encyklikaer og blev formet til at lære andre, hvordan man omfavner den smukke udfordring, der ligger i vores katolske tro i en verden, som ofte var tvivlende i forhold til sandhedens – og kærlighedens mening. Offentliggørelsen af Den Katolske Kirkes Katekismus og de encykliske skrivelser: Veritatis Splendor og Evangelium Vitae blandt mange, var definerende momenter i min uddannelse. Disse smukke dokumenter lærer klart, at handlinger, der krænker De ti Bud, er meget onde; det vil sige, at de aldrig under nogen omstændigheder moralsk kan retfærdiggøres. Som Johannes Paul II forklarede: I Evangeliet fortæller Jesus den rige unge mand: Men vil du gå ind til livet, så hold budene (Matt 19:17), så tæt en forbindelse er der mellem det evige liv og lydigheden overfor Guds bud: Guds bud viser mennesket livets sti og fører til det (livet) (VS, 12). Hans ord var udfordrende, de gav mening og inspirerede os. Skønt det helt sikkert var vanskeligt at være katolik i en kultur som fremmede materialismen, uhæmmet forlystelse, og ”jeg gør, hvad jeg vil”, som det ultimative udtryk for frihed, så havde vi heldigvis en ledende præst, som støttede os i vores mission og opfordrede os til at vise Guds barmhjertighed til andre ved at fortælle dem om sandheden klart og med kærlighed. Johannes Paul II inspirerede os til at leve og dele med andre Jesu barmhjertige kærligheds gave ved at præsentere for Guds folk den gave, som Kirkens morallære er på et tidspunkt i historien, ”Hvor vi ser et kæmpemæssigt og dramatisk sammenstød mellem godt og ondt (EV, 28).

I de samme år blev jeg og mange af mine seminarbrødre opmærksomme på, at der var et element indenfor Kirken, som forkastede Johannes Paul II’s lære som værende usofistikeret. Teologer, som afveg, blev i de katolske institutioner tilladt at sameksistere med teologer, hvis lære var i overensstemmelse med Katekismen og Læreembedet. Grundene til dette blev aldrig klare for mig, og er det stadig ikke. Direkte opmuntret af Pave Johannes Paul II ved Verdensungdomsdagene til at være ” ubetinget for livet” (EV 28), afholdt vi rosenkransbønner udenfor abortklinikker, og ofte blev vi på en subtil måde latterliggjort for at være splittende af teologer, som underviste os. Trods denne interne forfølgelse var vi opmuntret ved at vide, at Den hellige Fader støttede os, og vi blev til sidst ordineret og begyndte at arbejde med undervisning af- og prædike for to generationer af katolikker, som havde modtaget meget lidt undervisning i troens indhold. Ofte befandt vi os i den situation, at vi i bedste fald blev tålt af dem indenfor Kirken, som havde et sløret syn på Johannes Paul II, og som var mere sympatisk indstillet overfor læren udgået fra Häring, Curran og andre ligesindede afvigende teologer.

Nu ser det ud til, at hvad der plejede at blive kaldt afvigelsens teologi, har hævet sig triumferende indenfor Kirken – og klerikale, som er sympatisk indstillede (overfor denne teologi), finder sig selv begunstiget og fremmet af Den hellige Fader. Vi har set Biskopper, som er ambivalente overfor ”pro-life” blive forfremmet til Kardinaler, mens Kardinaler, som har stillet spørgsmål vedrørende forvirringen forårsaget af familiesynoden, er blevet sat ud på et sidespor. Dubia respektfuldt forelagt for Den hellige Fader af fire Kardinaler har opsummeret den reelle forvirring, der eksisterer for dem, som finder, at læren i Amoris Laetitia kraftigt har overgået Katekismens – og Veritatis Spendor. Det ser ud til, at de som ønsker at undervise, hvad Katekismen lærer, nu bliver dømt som værende splittende og ulydige mod Læreembedet. De, som vil afvige fra Katekismen, bliver nu rost for at være i overensstemmelse med Læreembedet og fremme enhed. Alt synes at være vendt op og ned. Kirken kræver, at hver sognepræst skal fremsætte en troskabsed til Læreembedet, når han skal indsættes som præst, men det synes nu meget vanskeligt for en præst at vide nøjagtigt, hvad en sådan troskabsed betyder. Jeg afgav eden tidligere i år og var i sandhed forvirret om hvilken autoritet, jeg lovede at holde mig til, når jeg gav mit løfte om religiøs underkastelse af vilje og intellekt til læren fra Paven og Biskopperne, fordi det lader til, at læren i den Apostolisk Skrivelse af 2016 tydeligt har vanskeliggjort læren i Encyklika af 1993 såvel som i Den Katolske Kirkes Katekismus.

På et andet forvirrende tidspunkt i Kirkens historie, erklærede Skt. Edmund Campion, før sin henrettelse i 1581 for dem i den anglikanske kirke, som havde dømt ham for forræderi på grund af hans katolske tro: Ved at fordømme os fordømmer I alle Jeres forfædre….For hvad har vi undervist, siden I nu må benytte det odiøse navn forræderi, at de ikke underviste ensartet? At blive dømt sammen med disse gamle lys – ikke bare af England, men af hele verden – af Deres degenererede efterkommere er både en glæde og fryd for os. Det ser ud til, at et andet sådant moment af politisk korrekthed er over os. De to familiesynoder synes at være fyldt med Biskopper, der ønsker at ignorere eller tage afstand fra læren fra Pave Johannes Paul II’s embede, hvilket dermed giver udseende af en kirkelig legitimitet et teologisk afvigelse. Disse, opstigende (i hierarkiet) Biskopper og Kardinaler, som nu kraftigt betoner den Fransinspirerede fortolkning af Amoris Laetitia, er en indikation på, at læren fra Johannes Paul II ikke længere er gældende i Frans’ Kirke. Ved at tilsidesætte Johannes Paul II’s lære vedrørende ægteskabet fordømmer de også mange andre store lys i traditionen. Revisionen er blevet formuleret i vendinger, der inkluderer dømmekraft, samarbejde og mest af alt barmhjertighed, men sandheden, der allerede er indlejret i den evige lære fra Kirken, kan ikke ændres ved en flertalsafstemning på en synode eller andetsteds. Lad os bede inderligt for at nogle af vore biskopper kan have den barnlige enkelthed og ydmyghed, som er nødvendig i dette krisemoment til at forsvare den evige ufejlbarlige lære i vores Kirke og beskytte Guds folk fra den nuværende forvirring.

Father Peter Mitchelle, H.E.D., er præst i bispedømmet Green Bay. Han modtog sin doktorgrad i kirkehistorie fra det Pontifikale Gregorianske Universitet i 2009. Han er forfatter til “The Coup at Catholic University”: The 1968 Revolution in American Catholic Education (Ignatius Press, 2015).

Den autoriserede engelske udgave af dette indlæg er publiceret på LifeSiteNews.com d. 1. december 2016. Det kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/discernment-dissent-and-the-current-confusion

(Oversat af Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s