Biskop Athanasius Schneider’s åbne brev vedrørende de fire kardinalers profetiske stemme

De fire Kardinaler gjorde kun deres basale pligt som Biskopper og Kardinaler, hvilket omfatter, at videregive åbenbaring modtaget gennem Apostlene og på en hellig måde forsvares og trosmæssigt korrekt fortolkes.

Det følgende åbne brev er fra Biskop Athanasius Schneider, O.R.C., som er hjælpebiskop ved ærkebispedømmet i Astana, Kazakstan og tituleret Biskop af Celerina.

Vi formår ikke noget imod sandheden, men kun for den” (2 Kor. 13: 8)

En profetisk stemme fra fire Kardinaler i Den hellige Romerske Katolske Kirke.

Ud af en dyb pastoral bekymring har fire Kardinaler i Den hellige Romerske Katolske Kirke, Hans Execellence Joachim Meisner, Ærkebiskop emeritus i Köln (Tyskland), Hans Execellence Carlo Caffara, Ærkebiskop emeritus i Bologna (Italien), Hans Execellence Raymond Leo Burke, Prorektor for Malteserordenen og Hans Execellence Walter Brandmüller, Præsident emeritus for Den pavelige komité for historievidenskab fremlagt d. 14. november 2016 teksten til fem spørgsmål kaldet dubia (Latin: tvivl), som tidligere d. 19. september 2016 blev sendt til Den hellige Fader og til Kardinal Gerhard Müller, præfekt for Troslærekongregationen, sammen med et ledsagende brev. Kardinalerne beder Pave Frans om at opklare ”alvorlig misinformation og voldsom forvirring” angående fortolkningen af – og den praktiske håndtering af specielt kapitel 8, i den Apostoliske Skrivelse Amoris Laetitia og dets afsnit relateret til gengifte skiltes adgang til Sakramenterne og Kirkens morallære.

I deres udtalelse, med titlen: ”Vi søger klarhed: En bøn for at løse Amoris Laetitia’s knuder”, siger Kardinalerne, at for ”mange – biskopper, præster og lægfolk (troende) – disse paragraffer hentyder til eller endog klart lærer en ændring i kirkens disciplin med respekt for dem, der er skilt og som lever i et nyt forhold”. Ved at udtale sig sådan har Kardinalerne blot fastslået de reelle kendsgerninger i Kirkens liv demonstreret af forskellige pastorale vinklinger i en række bispedømmer samt gennem offentlige udtalelser fra Biskopper og Kardinaler, som bekræfter, at i nogle tilfælde kan fraskilte og gengifte katolikker tillades at gå til Den hellige Kommunion, selvom de fortsætter med at benytte rettigheder forbeholdt gennem guddommelig lov til gyldigt gifte ægtefæller.

Ved at offentliggøre dette indlæg om klarhed i en sag, som vedrører sandheden og helligheden sammen med de tre Sakramenter: Bryllup, Bod og Eukaristi, gjorde de fire Kardinaler deres grundlæggende pligt som Biskopper og Kardinaler, hvilket består i aktivt at bidrage til, at det der er blevet åbenbaret gennem Apostlene bliver forsvaret på en hellig måde og fortolket trosmæssigt korrekt. Det var specielt Det andet Vatikankoncil, som mindede alle biskopkollegiets medlemmer, som Apostlenes legitime efterfølgere, om deres forpligtigelse ifølge hvilken ved Kristi indstiftelse  og påbud at være bekymret for hele Kirken og denne bekymring, skønt den ikke er bestemt som en juridisk handling, i høj grad bidrager til den universelle Kirkes fremskridt. For det er alle Biskoppers pligt at fremme og støtte troens enhed og den fælles disciplin for hele Kirken (Lumen gentium, 23; cf. Also Christus Dominus, 5-6).

Ved at foretage en offentlig appel til Paven burde Biskopperne og Kardinalerne være ledet af en ægte kollegial hengivenhed for Peters efterfølger og Kristi stedfortræder på jorden, når man følger læresætningerne i Andet Vatikankoncil (cf. Lumen Gentium, 22);, ved at gøre således yder de hjælp til Pavens biskoppelige arbejde (cf. Directory for the Pastoral Ministry of Bishops, 13).

I vore dage må hele kirken reflektere over den kendsgerning, at Helligånden ikke forgæves har inspireret Paulus i brevet til Galaterne om den episode, hvor han offentligt korrigerer Peter. Man må tro, at Pave Frans vil modtage denne offentlige appel fra de fire Kardinaler i Apostelen Peters ånd, når Paulus tilbød ham en broderlig korrektion for det bedste for hele Kirken. Lad ordene fra den store kirkelære Skt. Thomas Aquinas oplyse og trøste os alle: Når der er fare for troen, er det nødvendigt med offentlig irettesættelse af prælater. Siden Paulus stod overfor Peter og irettesatte ham offentligt på trods af faren for skandale. Og Augustin kommenterer: Peter gav selv et eksempel til sine overordnede ved ikke at ringeagte at blive korrigeret for sine anliggender, når det fremstod for dem, at han var afveget fra den rette sti (Summa theol.,II-II, 33, 4c).

Pave Frans efterlyser ofte en åben og frygtløs dialog mellem kirkens medlemmer i sager, der angår sjælenes åndelige velbefindende. I den Apostoliske Skrivelse Amoris Laetitia taler Paven om nødvendigheden af den åbne diskussion af en række dogmatiske, moralske, åndelige og pastorale spørgsmål. Præster og teologers måde at tænke på, hvis den er tro mod kirken, ærlig, realistisk og opbyggende, vil hjælpe os til at opnå større klarhed (n. 2) Yderligere må relationer på alle niveauer indenfor kirken være fri for et skræmmende og frygtsomt klima, som Pave Frans har efterspurgt i sine forskellige udtalelser.

I lyset af disse udtalelser fra Pave Frans og princippet om dialog og accept af den legitime meningsforskellighed, som blev fostret af dokumenterne fra det Andet Vatikankoncil, har den usædvanlige voldelige og intolerante reaktion fra Biskopper og Kardinaler mod det rolige og velovervejede indlæg fra de fire Kardinaler, skabt stor forbavselse. Blandt sådanne intolerante reaktioner kunne man læse erklæringer som f.eks: De fire Kardinaler er uforstandige, naive, skismatiske, herætiske og endda sammenlignelige med Den Arianske hærasi.

Sådanne overbevisende nådesløse domme afslører ikke blot intolerance, afvisning af dialog og irrationel voldsomhed, men viser også en overgivelse til umuligheden af at tale sandt, en overgivelse til relativismen i doktrin og praksis, i tro og liv. Den ovenfor nævnte klerikale reaktion mod de fire kardinalers profetiske stemme, viser ultimativt mangel på kræfter foran sandhedens øjne. En sådan voldsom reaktion har kun et formål, nemlig tavshed for sandhedens stemme som forstyrrer og foruroliger den åbenlyse fredelige uklare flertydighed hos disse klerikale kritikere.

De negative reaktioner på dette offentlige budskab fra de fire Kardinaler minder om den generelle doktrinære forvirring i den Arianske krise i det fjerde århundrede. Det hjælper alle at huske, at den doktrinale forvirring i vore dage bekræfter Skt. Hilary af Poitiers i: Vestens Athanasius.

”I, Biskopper af Goul som stadig forbliver med mig trofast i Kristus viste ikke vejen for hærasiens angreb og nu ved at møde dette angreb, har I brudt al dens magt. Ja, brødre, I har erobret den store glæde hos dem, som deler Jeres tro: og Jeres usvækkede vedholdenhed vandt den dobbelte hæder ved at have en ren samvittighed og ved at give et autoritativt eksempel” (Hil. De Syn., 3).

”Jeres, Biskopper af Gouls, urokkelige tro holder den værdige samvittighedsanseelse og nøjes med afvisende kraft, svag og tilbageholdende handling, forbliver sikkert i Kristus og beskytter frihedens erklæring. For eftersom vi alle led dyb og alvorlig smerte ved onde handlinger mod Gud indenfor vor sammenhæng alene er tilknytningen til Kristus at finde fra den tid, hvor kirken begyndte at blive plaget af forstyrrelser såsom biskoppernes udvandring, fjernelse af præster, at skræmme folk og fastsætte meningen af Kristi doktriner ud fra menneskelig vilje og kraft. Jeres beslutsomme tro foregiver ikke at være ignoreret overfor disse kendsgerninger eller den kan tolerere dem, ved at erkende at ved et hyklerisk samtykke ville den bringe sig selv foran samvittighedens domstol” (Hil. De Syn., 4).

Jeg har fortalt, hvad jeg selv troede på, bevidst om, at jeg skyldte det som min soldaterpligt mod Kirken, ved at sende til dig i overensstemmelse med Evangeliets lære, disse breve, stemmen fra det hverv jeg har i Kristus. Det er op til Jer at drøfte, sørge for og handle så den ukrænkelige troskab, I befinder Jer i og må være i Jeres samvittighedsfulde hjerter og at I må fortsætte med at holde fast i det, I har. (Hil. De Syn., 92).

De følgende ord af Skt. Basil den store henvendt til de latinske Biskopper, kan i nogle henseender anvendes på situationen i dag, hvor de der efterspørger doktrinære klarheder inkluderende vore fire Kardinaler: ” Den eneste opgave, som man nu sætter, er at sikre en alvorlig straf ved at overholde fædrenes tradition. Vi bliver ikke angrebet for de riges skyld eller æren eller nogen midlertidig fremgang. Vi står i arenaen for at kæmpe for vor almindelige arv, for skattene af troens lyd overleveret fra vore fædre. Græm Jer alle, I som elsker brødrene ved at lukke munden på den sande religions mænd og ved at åbne de frimodige og blasfemiske læber for urigtig tale mod Gud. Sandhedens søjler og grundlag er vidt spredt. Vi, hvis betydningsløshed har tilladt, at vi bliver overset er retsmæssigt dårligt stillet i forhold til at tale frit” (Ep.243,2.4).

I dag de Biskopper og Kardinaler som spørger efter klarhed og som forsøger at udøve deres job ved at forsvare helligt og trofast fortolkningen, overleveret ved guddommelig åbenbaring, vedrørende ægteskabets- og Eukaristiens Sakramenter, er ikke længere i eksil, som det var med de Nikænske Biskopper under den Arianske krise. I modsætning til tiden med den Arianske krise, i dag er som Rudolf Graber, Biskop af Rattisbone skrev i 1973: Biskoppernes eksil er erstattet af hemmelige strategier og bagtalelseskampagner (cf Athanasius und die Kirche unserer Zeit, Abensberg 1973, p. 23).

En anden forsvarer af den katolske tro under den Arianske krise var Skt. Gregory Naziazen. Han skrev følgende slående karakteristik af hovedparten af Kirkens hyrders opførsel på den tid. Den store kirkefaders stemme skulle være en gavnlig advarsel for Biskopper til alle tider: ” Sikkert er det, at præsterne har ageret tåbeligt med undtagelse af meget få som på grund af deres ubetydelighed blev forbigået eller som på grund af deres dyd stod imod, og som skulle efterlades som frø for at springe ud igen og genoplive Israel under Åndens indflydelse så tøvede alle og adskilte sig kun fra hverandre i dette, som andre tidligere bukkede under for og andre senere, nogle var først og fremmest mestre og ledere i ugudelighed og andre fulgte slaget fra sidelinjen (2 række), idet de blev overvældet af frygt eller af interesse eller af smiger eller hvad der var mest undskyldeligt af deres egen ligegyldighed” (Orat. 21, 24).

Da Pave Liberius i 357 underskrev én af de såkaldte Sirmium formularer, i hvilken han med fuld overlæg forkastede det dogmatiske definerede udtryk ”homo-ousis” og ekskommunikerede Skt. Athanasius for at opnå fred og harmoni med de Arianske og semiarianske Biskopper i øst var trofaste katolikker og nogle få biskopper specielt Skt Hilari af Potiers dybt chokerede. Skt. Hilary videregav det brev, som Pave Liberius skrev til de orientalske Biskopper, hvori han meddelte sin accept af Sirmirium formularen og ekskommunikationen af Skt. Athanasius. I sin dybe sorg og forfærdelse tilføjede Skt. Hilary til brevet sætningen: ”Anathema tibi a me dictum, praevaricator Liberi” (Jeg siger til Athanasius, Liberius er ikke til at stole på), cf Denzinger-Schönmetzer, n. 141.

Pave Liberius ønskede fred og harmoni for enhver pris, endog på bekostning af Den Guddommelige Sandhed. I sit brev til de kætterske Latinske Biskopper: Ursace, Valence og Germinius lancerede han de ovenfornævnte beslutninger og han skrev at han foretrak fred og harmoni frem for martyriet (cf. cf. Denzinger-Schönmetzer, n. 142).

I en dramatisk kontrast stod Pave Liberius’ adfærd til Skt. Hilary af Potiers overbevisning: ”Vi slutter ikke fred på bekostning af sandheden ved at gøre indrømmelser for at opnå ry for at være tolerante. Vi slutter fred ved at kæmpe legitimt efter Helligåndens regler. Der er en fare ved at forene det hemmelige med vantro i fredens smukke navn” (Hil. Ad Const., 2, 6, 2).

Velsignede John Henry Newman kommenterede på disse usædvanlige og triste kendsgerninger ved følgende kloge og velafbalancerede erklæring: ”Skønt det er historisk korrekt, at det på ingen måde er doktrinært falsk, at en Pave som privat Fader, og meget mere Biskopperne, når de ikke underviser formelt kan tage fejl, som vi mener, at de gjorde i det 4. århundrede. Pave Liberius kunne underskrive en Eusebisk formular i Sirmium, og biskopperne i Ariminum eller andetsteds kunne endog på trods af denne fejl være ufejlbarlige i deres ex cathedra beslutninger” (The Arians of the Fourth Century, London, 1876, p. 465).

De fire Kardinaler med deres profetiske stemme, som kræver doktrinær og pastoral klarhed, har en stor fortjeneste for deres egen samvittighed, for historien, for de mange almindelige katolikker i vore dage, som er drevet ud i den kirkelige periferi på grund af deres trofasthed over for Kristi lære om ægteskabets uopløselighed. Men frem for alt har de fire Kardinaler en stor fortjeneste i Kristi øjne. På grund af deres modige stemme vil deres navne skinne klart ved den yderste dom. For de adlød deres samvittigheds stemme ved at huske på Paulus ord: Vi formår ikke noget imod sandheden, men kun for den (2 Kor 13: 8). Sikkert ved den yderste dom vil de ovenfor nævnte mest markante klerikale kritikere af de fire Kardinaler ikke have et klart svar på deres voldelige angreb på en sådan retfærdig, værdifuld og fortjenestefuld handling fra disse fire medlemmer af det hellige kollegium af Kardinaler.

Følgende ord inspireret af Helligånden bevarer deres profetiske værdi i lyset af spredningen af doktrinær og praktisk forvirring vedrørende Ægteskabets Sakramente i vore dage:

For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste! (2 Tim. 4: 3-5).

Må alle i vore dage, som stadig tager deres dåbsløfte og deres præstelige og biskoppelige løfte alvorligt modtage Guds styrke og nåde, så de sammen med Skt. Hilary må gentage ordene: ”Lad mig altid være i eksil, hvis blot sandheden igen begynder at blive prædiket!” (De Syn, 78). Denne styrke og nåde ønsker vi af hele vort hjerte til vor fire Kardinaler, såvel som til dem der kritiserer dem.

Den 23. november 2016.

Athanasius Schneider, hjælpebiskop ved Skt. Maria ærkebispedømmet i Astana.

(Oversat af Patrick Fyrst)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s