1. advent (prædiken)

En legende, som handler om djævlens lærlinge lyder sådant :

De tre praktikanter som skal være i praktik på jorden, taler med Satan, deres chef, om deres taktik.

Den første siger : jeg skal sige til mennesker at Gud ikke findes.

Den anden siger : jeg skal sige at helvedet ikke findes.

Satan svarer : I kan ikke få nogen som helst til at tro på det, fordi de ved at Gud og helvedet findes.

Den tredje siger : jeg siger til mennesker at de ikke behøver at skynde sig med deres liv. De har en masse tid.

Satan siger til ham : du skal nok fange en masse mennesker med din løgn.

Satan har ret i det han sagde til sine lærlinge. Med god grund formaner Jesus os i dag: ”Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer… Derfor skal I også være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det”.

Sandelig her i livet består den sande lærdom i at acceptere Guds åbenbaring og kirkens lære, nemlig at målet for menneskets liv er mødet med Herren. Det er netop det, vi beder om i Fader Vor: ”Komme dit rige!”. Menneskets største glæde er altid forbundet med menneskets mål: mødet med Herren. Livets usikkerhed og bekymringer, viger tilbage i mødet med Ham, Den Højeste. Mennesket modnes, renses og opnår dets selvrealisering i dette møde. Dette er vort håb, vort eskatologiske, endegyldige håb. Det er derfor advent er håbets tid for alle.  Den minder oftest om gode oplevelser og vækker dejlige følelser. Advent er glædens tid. Selv kulde og sne er med til at gøre advent til noget særligt. Men alt dette bør føre os tilbage til den egentlige og dybe mening med denne tid: Forberedelsen til Jesu Kristi fødsel og vort møde med Herren.

Alt for let lader vi os dog opfylde af alt det, som forgår i verden, så at vi glemmer, at tiden nærmer sig for Guds komme. Salmisten opfordrer os i denne tid til at “opløfte vor sjæl”. I Markusevangeliet gør Kristus opmærksom på, hvordan mennesket skal forholde sig til Guds komme: “Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer. Derfor skal I også være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.” (Mark 13,36). I Lukas evangeliet minder han os om vores mest effektive våben: “Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen” (Luk 21,34). Paulus i den 2. læsning formaner de første kristne: ” Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på. Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i kiv og misundelse, men iklæd jer Herren Jesus Kristus, og vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær.”(Rom 13,14)

I dag – med den første søndag i advent – begynder vi et nyt liturgisk år. Denne sæson inviterer os til at reflektere over betydning af tiden, som altid er fascinerende. Lad os begynde med en konkret observation: ligesom alle gør det, siger vi ret ofte, at vi ikke har tid nok, fordi vores dagligdag er frygteligt hektisk. I denne forbindelse har Kirken “gode nyheder” til os: Gud giver os sin tid.

Vi har ret ofte alt for lidt tid for Herren. Vi ønsker ikke at finde den. Men Gud har tid til os! Dette er den første ting, som advent skal få os til at tænke på, – at genopdage tiden med Gud med stadig nye forundring! Ja, Gud giver os altid sin tid, fordi han trådte ind i vores historie for således med sit ord, sit liv og sin frelse at åbne den for evigheden, og gøre den til pagtens og frelsens historie. I dette perspektiv, er tiden i sig selv et grundlæggende og håndgribeligt tegn på Guds kærlighed, en gave til mennesket, som det kan få mest ud af den, eller tværtimod spilde den. Det kan finde mening med den eller forsømme den med stump overfladiskhed.

Det er tiden med de tre store “punkter”, som afgrænser historien om frelsen: skabelsen/inkarnationen i begyndelsen, forløsningen i midten og “parousia”, Herrens genkomst i slutningen som også omfatter dommedagen. Imidlertid bør disse tre øjeblikke ikke ses alene i kronologisk rækkefølge. Den liturgiske sæson i advent, adventstiden inviterer os til at genopvække vores forventning om Kristi herlige genkomst og kalder den os til at byde Ham velkommen, Ordet der bliver menneske for vores frelse.

Herren kommer ind i vores liv hele tiden, fordi han Den, som er og Immanuel – Herren er med os. Med rette siger han til os: “Se!” (Mk 13: 33, 35, 37). Han henvender sig til os, disciplene, men også til alle, fordi hver enkelte er kendt af ham og vil blive stillet til ansvar for sit liv. Dette må føre os alle til løsrivelse fra jordiske gods, oprigtig anger for vores fejl, aktiv næstekærlighed og frem for alt ydmyg og tillidsfuld overgivelse til Guds hænder, vores gode og barmhjertige Fader.

Vort kristne håb er vendt mod fremtiden, men er stadig dybt forankret i en begivenhed fra fortiden. I tidens fylde var Guds Søn født af Jomfru Maria: “Født af en kvinde, født under loven“, som apostlen Paulus skriver (Gal 4:4).

Dagens evangelium inviterer os til at holde vagt, da vi afventer Kristi endelige kommen. “Se dig omkring!”, siger Jesus. “Du ved ikke, hvornår føreren af huset kommer” (Mark 13:35).

Den kristne menighed venter spændt på hans “manifestation”, og apostlen Paulus skriver til Korintherne, opfordrer dem til at stole på Guds troskab og til at leve, så de er fundet “uskyldige” (jf. Kor 1:7-9) på dagen for Herren. Derfor lægger liturgien i begyndelsen af advent vægt på salmistens påkaldelse: “Vis os, Herre, din venlighed, og give os din frelse” (jf. Sl 85 [84]: 8).

Vi kan sige, at advent er den sæson, hvor kristne skal styrke i deres hjerter håb om, at de vil være i stand til med Guds hjælp at forny verden. “Vi har lært, at Gud er ved at forberede en ny bolig og en ny jord, hvor retfærdighed bor” (jf. II Kor 05:02; II Pt 3:13)

For bedre at benytte denne vidunderlige tid således at den kan være med til at forny os og hele verden lad os se på vort liv og samles til Herrens eukaristi med den salige Niels Steensens ydmyghed og fantastiske syn:

Pulchra sunt, quae videntur (skønt er det, vi ser); pulchriora quae sciuntur
(skønnere det, vi forstår); longe pulcherrima quae ignorantur (men langt det skønneste er det, vor forstand ikke kan rumme).

Det afgørende for os alle i denne sæson er, at vi ikke udskyde vores omvendelse, således at vi er klar til at møde Ham – åndeligt og moralsk, når han kommer. For han helt sikkert vil komme, fortæller han os, som en tyv om natten, ligesom oversvømmelsen i Noahs tid.

Selvom vi sidder i mørket, overskygget af død, har vi set opstå store lys af vor Herre, som er kommet i vores midte (se Matt 04:16; Joh 1: 9; 08:12). Han er det sande lys, verdens liv. Og Hans lys fortsætter med at skinne i hans kirke, det nye Jerusalem, lovet ved Esajas i dagens første læsning.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s