Kristus Konge

Ifølge evangelisten Johannes er den livlige samtale mellem Jesus, vor frelser og Pilatus, hans dommer en krystalklar og stensikker proklamation af Jesu kongelighed:

Pilatus kaldte Jesus for sig og sagde til ham: »Er du jødernes konge?« 

Jesus svarede: »Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har sagt dig om mig   

Jesus svarede: »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.« 

Pilatus sagde til ham: »Så er du altså konge?«

Jesus svarede: »Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.

Uge for uge har kirkens liturgi forberedt os til denne åbenbaring, der finder sted på denne søndag, den sidste søndag i kirkeåret: Jesus Kristus, universets konge.

Jesus er i sandhed den Udvalgte, Guds Messias, jødernes konge. Ironisk nok, i dagens evangelium hører vi disse navne på læberne af dem, der ikke tror på Ham – Israels herskere, soldaterne, en kriminel, som er døende sammen Ham.

Jøderne kan kun se skandalen af en blodig figur, naglet til et kors. De håner ham med ord og fagter, som er forudsagt i Israels Skrifter (se Sl 22: 7-9; 69: 21-22; Visd. 2: 18-20). Hvis han virkelig er konge, vil Gud redde ham: de håner. Men han kom ikke for at redde sig selv, kun for at redde dem – og os.

Den gode tyv viser os, hvordan vi skal acceptere den frelse, han skænker os. Han bekender sine synder og erkender, at han fortjener at dø for dem. Han påkalder Jesu navn og søger hans nåde og tilgivelse. Ved sin tro er han frelst. Jesus “husker” ham – som Gud altid har husket sit folk, besøger dem med sine frelsende gerninger, tæller dem blandt sine udvalgte arvinger (se Sl. 106: 4-5).

Men hvad er denne “magt” og hvad bestå Jesu Kristi Kongedømme i? Det er ikke den magt som konger eller store folk i denne verden stræber efter: ”I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« (Matt 20,25-28). Det er den guddommelige magttil at giveevigt liv, befrifra det onde og besejredødens herredømme.Det er kærlighedens magt, der kan vende det onde til det gode, smelte et forhærdethjerte, bringe fredmidt i hårdeste konflikter, tænde og opflammehåb idet tykkestemørke.

Ved sit kors’ blod, åbenbarer Jesus sin Kongelighed – ikke ved at redde sit liv, men at tilbyde det som et løsesum for vores. Han fører os til “den elskede Søns Kongerige”, som dagens Epistel fortæller os.

Sandelig er det endnu en gang Jesu Kristi død og opstandelsens mysterium, der er hjertet af hans kongedømmes åbenbaring: Da Jesus hang på korset, spottede præsterne, de skriftkloge og de ældste ham: “Han er Israels Konge, lad ham komme ned nu fra korset, og vi vil tro på ham” (Mt 27: 42). Men netop som Guds Søn og Skaber giver Jesus frit sig selv op. Korset er det paradoksale tegn på hans kongedømme. Det er ved at ofre sig selv til soning, at Jesus bliver universets konge, som han selv erklærer det, da han viste sig for apostlene efter opstandelsen: “Al magt i himlen og på jorden er blevet givet til mig“(Mt 28: 18).

Faktisk er Kristus’ Kongerige ikke af denne verden, men det opfylder alt det gode, som gudskelov findes i mennesket og i historien. Hvis vi sætter kærlighed til vor næste i praksis i overensstemmelse med evangeliets budskab, gør vi plads til Guds herredømme og hans rige aktualiseres iblandt os. I stedet, tænker hver enkelt kun på sine egne interesser, kan verden kun gå til grunde.

Jesu Kristi rige er ikke et spørgsmål om ære og præstationer, men som Paulus skriver, det er “retfærdighed og fred og glæde i Helligånden” (Rm 14: 17). I sit evige kongerige, hilser Gud dem, der dag efter dag stræber efter at sætte hans ord i praksis. Derfor er Jomfru Maria, den mest ydmyge af alle skabninger, den største i hans øjne og sidder som dronning til højre for Kristus, Kongen.

Kristi kongedømme er i virkeligheden en åbenbaring og aktivering af det: at Gud Fader styrer alle ting med kærlighed og retfærdighed. Faktisk har Faderen overdraget til Sønnen det at give menneskeheden evigt liv ved at elske den indtil døden, derved har han også givet ham magt til at dømme menneskeheden (jf Jn 5: 21-22, 26-27).

”Jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden. Jesus er konge, en anderledes konge, der alene kan og vil give menneskeheden det evige liv: ”Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.” (Joh 6). Uden mage døde han som konge for sit folk. Uden mage er han konge over de levende og de døde: ”Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.”( Matt 18,28). Han er konge over kongerne fordi han er skaberen: ”I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham… I ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset.” (Kol .1). Han er konge uden mage, fordi han er frelseren: »Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« (Joh. 12,33). Han er mageløs konge, fordi hans død bringer den ondes rige til fald: ”Nu går der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste kastes ud” (Joh 12:31) og samler til gengæld folk og folkeslag under sit rige: ”Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris, for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag” (Åb 5, 9.12)

Sandhedens konge vil dog aldrig berøve, tværtimod altid respektere vores frihed. Enhver som accepterer hans vidne, vil tjene under hans “banner. Enhver skal derfor med sin samvittighed træffe sit valg: Kristus eller løgnens fader, den onde? Frelserens sandhed eller Satans løgn? Frelserens sandhed er dog ikke behagelig: ”Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” (Matt 7, 1-14). Martin Luther går derfor i protest: “Vær en synder og synd dristigt, men tro og lad os fryde i Kristus endnu mere dristigt … Ingen synd vil adskille os fra Lammet, selv om vi begår utugt og mord tusind gange om dagen.” (Weimar ed. vol. 2, p. 372; Letters I, Luther’s Works, American ed., vol. 48, p. 282).

Korsets og omvendelsens vej er så den snævre port der fører til det evige liv. At vælge Kristus garanterer ikke succes efter verdens kriterier, men sikrer fred og glæde, som han alene kan give os. Dette ses i alle epoker ved utallige mænd og kvinder, der, i hans navn og på vegne af sandhed og retfærdighed, er i stand til at modsætte sig fristelser til jordiske magter med deres forskellige masker, indtil at de forseglede deres troskab med martyrdød.

Hvad er den sandhed, som Jesus vidner om? Paradoksalt er det præcis noget, som mennesker af natur slet ikke bryder sig om: korset er vejen til sejr, døden til livet, opofrelsen til herligheden: ”Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv? For den, der skammer sig ved mig og mine ord, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin og Faderens og de hellige engles herlighed.” (Luk 9,23-26)

”Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke hvedekornet falder i jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen frugt. Den, som elsker sit liv, skal miste det; og den, som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til et evigt liv (Joh 12, 23-25).

Det er sandheden om at det at være Jesu efterfølgere og discipler er at lytte til hans ord og ligedanne sig efter hans liv. I Eukaristien skal vi tilbede og lytte til ham. Vi kommer ikke for at behage hinanden. Den eukaristiske kirke skal ikke gøre andet end det at vidne om ham, som alene er Livet, Sandheden, Vejen og Lyset. For at være tro mod sig selv som Jesu Kristi mystiske legeme skal kirken ikke kun fokusere på de udelukkende menneskelige anliggender, som alligevel forgår, uanset hvor opbyggelige de er. Hele kirken skal vende sig mod ham som er Alfa og Omega (Begyndelsen og Fuldendelsen) i tilbedelsen og hengivenheden: ”Enhver, som er af sandheden, hører min røst.”. ”Den, der skammer sig ved mig og mine ord, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin og Faderens og de hellige engles herlighed”. Amen.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s